Lad det være sagt med det samme: 2024 har været et vanvittigt filmår. Mageløst. Fremragende. Bedste år i mands og kvindes minde. Vi skal formentlig tilbage til det Herrens år 2007 for at finde et år, der bare tilnærmelsesvist kan måle sig med det vanvidsår, vi netop har været vidne til (2007 var året, hvor vi blev velsignet med nyklassikerne No Country for Old Men og There Will Be Blood – helt deroppe er vi nok alligevel ikke).

Det mest fantastiske er, at det i år ikke blot er én genre, der har fået fornyet liv, som vi har set tendenser til i de seneste år med f.eks. gyserfilmens opblomstring (tak Ari Astri) eller komediens (drevet af blandt andet de forrygende Safdie-brødre, græske Yorgos Lanthimos og vores egen nordiske helt Ruben Östlund).

I alle leder og kanter af filmspektret blomstrer kreativiteten, fortælleglæden og fornyelsen. Eller i næsten alle. For de før så dominerende superheltefranchises hos Marvel og DC har igen i år udelukkende excelleret i at levere åndløs og fantasiforladt lort, ingen rigtig gider at se, ligesom også Disney/Pixar har skuffet med dårlige kopier af fordums mesterværker (Inside Out 2 nåede simpelthen ikke originalen til sokkerholderne, change my mind!). Forhåbentlig kan vi nu én gang for alle få begravet de sørgelige rester efter 10’ernes sequel/prequel/Cinematic Universe/live-action fest og komme videre.

Det betyder ikke, at Blockbusteren er død. Heldigvis. Men den er en haltende, vingeskudt patient, der kun holdes kunstigt i live af store auteurs som Denis Villenue, der, selvom den ikke har ramt min favoritliste, trods alt leverede et storladent og velkomment oplev-det-i-biografen epos i Dune 2. George Miller må for min skyld også gerne blive ved med at spytte Mad Max-film ud, så længe de har en kvalitet som den begrædeligt oversete Furiosa (der dog heller ikke rammer favoritlisten – shit et filmår!). Bliver Planet of the Apes-franchisen ved med at levere lige så stærke oplevelser, som den forrygende Kingdom of the Planet of the Apes (hvilken mundgodte), skal der heller ikke lyde nogen klager fra min stol.

Men det er i de originale, nytænkende og eksperimenterende fortællinger, vi finder årets helt store filmoplevelser. Jeg har grædt, grinet, hoppet i biografstolen, fået blussende røde kinder og været efterladt målløs, drænet og med så mange spændende tanker og refleksioner, at det til stadighed kan ærgre mig, at jeg ikke har fået flere af dem ned på papir. Så nu får I dem i kondenseret form her – for I skal da ikke snydes.

Det betyder også, at jeg har valgt at dele min top ti op i to dele. For jeg har meget på hjerte. Alt for meget. Stof til 10 artikler faktisk. Kunne jeg begrænse mig, spørger du måske? Ikke på vilkår! Hvorfor tror I, jeg har været med til starte Semper Magasin?

Hvad er kriterierne?

Lige en sidste disclaimer, inden vi går i gang (jeg lover, vi er lige ved at være der). Jeg har ikke set alle film, der er kommet ud i år. Jeg har et liv, og så længe ingen vil betale mig for at gylpe ord ud om film, vil der nok også være perler, jeg simpelthen ikke når at få set. Det betyder også, at film som Kneecap, La Chimera, The Substance, Love Lies Bleeding og sikkert mange andre, ikke er med i opløbet til det, der må være branchens mest prestigefyldte hæder: Mortens top-ti.

Rigtig mange perler er også blevet efterladt i støvet. Og mange af mine valg vil I sikkert ryste på hovedet ad. Hvor blev Challengers for eksempel af? Eller hvad med American Fiction? Føromtalte Dune 2? Past Lives? Drengen og Hejren? En af de andre 15 film, der burde være på listen?

Her må jeg afsløre, at nedenstående liste mest af alt er et velovervejet skud fra hoften, der sikkert vil se helt anderledes ud om et år. Det er simpelthen umuligt at vælge 10 favoritter i et felt, der er så vanvittig stærkt, som årets udvalg af magiske filmoplevelser.

Men vælge skal man (i hvert fald, når man har lovet Semper-redaktionen det). Så det har jeg gjort. Med udgangspunkt i min mavefornemmelse, hvilke indtryk filmene har efterladt, hvor meget de har summet i mig bagefter, hvor nyskabende/eksperimenterende/originale de er, dagsformen og – ret afgørende – mine helt personlige præferencer.

Kom med din top-ti i kommentarsporet, og så kan vi jo slås om det.

10. Robot Dreams

Jeg ved ikke, hvorfor Robot Dreams har sneget sig med på denne liste. Og måske fortryder jeg det også i morgen, når jeg gennemlæser den igen. Men at nogen har vovet at skabe en animationsfilm, og ikke bare en animationsfilm – en stumfilm! – om en ensom hund og dennes tilkøbte robotven er simpelthen så stort et mirakel, at jeg er nødt til at honorere det med en 10. plads.

Robot Dreams oser af fortælleglæde og livslyst. Selvom den behandler ellers mørke temaer som ensomhed og depression, er der hele tiden håb i mørket. Ja, hvert eneste minut af denne simple film føles simpelthen som et mini-kram, der efterlader dig med lyst til at ose let hoppende hen ad gaden, indtil du bryder ud i rulleskøjtedans med din bedste ven i den nærmeste park.

Handlingen er dejlig simpel. Den navnløse ’Dog’ køber i et anfald af ensomhed ’Robot’, hvilket selvfølgelig er startskuddet til en række små, hyggelige og sjove eventyr, der skal lære os noget om venskab, fællesskab og vigtigheden af at have øje for hinanden midt i en fortravlet hverdag

Standard Pixarstuff, fristes man til at sige. Men når nu Pixar ikke gider lave Pixarfilm længere, vil jeg glædes over, at andre står klar i kulissen til at tage over for dem.

Kan ses på Filmstriben

9. My Old Ass

Hvad ville du egentlig fortælle dit 18-årige jeg, hvis du i en svampeinduceret tidsrejsegimmick uden egentlig logik fik mulighed for at give ham/hende/den et par velmenende råd med på vejen? Det er udgangspunktet for denne lille perle, der rev mig rundt i latter og tårer, mens jeg nostalgitrippede over den barndom og ungdom, jeg med mine 33 somre befinder mig i den absolutte slutspurt af.

I My Old Ass møder vi den speedsnakkende og bundcharmerende Elliot, spillet af breakout-stjernen Maisy Stella, som i et sidste psykedelisk overgangsritual mellem barndom og voksenliv beslutter sig for at tage svampe med sine veninder, inden de skilles for alle vinde, når sommeren slutter og de langt om længe kan erstatte land- og familieidyl med storbyens eventyr.

Svampetrippet fremkalder dog filmens titulære ’My Old Ass’, hendes 39-årige jeg, som i en herlig gimmick spilles Aubrey Plaza, der hverken i udseende eller attitude minder om sit yngre jeg. Faktisk viser hun sig at være et både livstræt, skuffet og komplekst bekendtskab, der insisterer på noget så kedeligt, som at Elliot skal sætte pris på sin far og mor, bruge tid med sin lillebror og vigtigst af alt: ”Hold dig fra Chad!”

Her kommer en tilståelse: Jeg hulkegræd, da jeg en sen nattetime så filmen for første gang (rødvin spillede muligvis også en rolle i det). Den ramte simpelthen noget dybt i mit nostalgiske hjerte, som jeg bare måtte overgive mig til – uden omsvøb. Alene af den grund fortjener My Old Ass sin plads på denne liste.

Men den formår også at forvandle sin ellers lidt fjollede præmis til et både rørende, sjovt og tankevækkende portræt af det helt fysiske skæringspunkt i livet, hvor du flytter hjemmefra, efterlader barndommens trygge rammer og begiver dig ud på den bumlende, svingende, op-og-nedturs rejse, det er at finde sin egen vej i livet. Der, hvor du – uden at opdage det – pludselig har leget krig i haven med din fætter for sidste gang, og nu i stedet bruger nætterne på at bekymre dig om renter, energiprisstigninger og andre voksne ord.

Kan ses på Amazon Prime

8. His Three Daughters

En lejlighed. En døende far. Og tre døtre, der går hinanden på nerverne, som kun søstre formår. His Three Daughters er en film, der er skåret helt ind til benet, men når det er Carrie Coon, Elizabeth Olsen og Natasha Lyonne, der spiller op til dans, så behøver jeg egentlig heller ikke mere.

I mindre kyndige hænder kunne fortællingen om søstrene Katie (Carrie Coon), Christina (Elizabeth Olsen) og Rachel (Natasha Lyonne), der er samlet i deres døende fars lejlighed for at være hos ham i de sidste dage og timer, mens de river hovederne af hinanden i verbale slagsmål, hurtigt være druknet i overspil og kedsommelig kammerdans.

Men hver især giver de liv og nerve til de tre døtres kampe og sår, så vi forstår, hvorfor Katie har så travlt med at agere bedrevidende og kontrollerende storesøster overfor den dovne og uambitiøse Rachel, som måske alligevel ikke er så uambitiøs, men helt sikker stadig ryger en masse weed, og hvorfor mellemstebarnet Christina er så irriterende insisterende på at være optimistisk, diplomatisk, grænsende til det intetsigende og ja, mellemste barn.

Kun når Rachel nødtvungent tager sin joint med udenfor, får vi en pause fra lejlighedens klaustrofobiske ventekammer, hvor den ene eksplosive, velspillede konfrontation efter den anden udspiller sig, mens lagene i deres komplekse relationer pilles fra hinanden, indtil det hele kulminerer i en omgang magisk realisme, der endelig lader de tre søstre stå overfor hinanden, som det, vi nu hver især er: Mennesker, der trenger mennesker, som også Skam lærte os i sin tid.

I søstrenes konflikter, sorg og slåskampe finder instruktør og manuskriptforfatter Azazel Jacobs sammen med sine tre hovedrolleindehavere vej i det universelle og almengyldige morads, menneskelivet består af. Liv, død, sorg, glæde og det helt fantastiske, vildt vidunderlige, at vi kan få lov til at bære en lille del af hinanden i vores hænder, når vi vandrer i fællesskab. Hvad enten vi gør det som familie, som venner eller i fællesskabet med den lokale vicevært i blokken.

Og nå ja. Så fik slutningen mig da også til at stortude, og det er åbenbart en sikker vej til mit hjerte – og denne liste.

Kan findes på Netflix

7. No Other Land

Da det sidste billede tonede ud i den lille biografsal på trygge Trøjborg i Aarhus, hvor jeg så den israelsk/palæstinensiske dokumentar No Other Land, bredte der sig en sigende stilhed. Ingen rejste sig. Ingen fumlede med deres jakker. Alle sad vi. Stille.

Første gang, jeg hørte om No Other Land, var i forbindelse med Berlinalen i februar, hvor den – skulle det vise sig – fortjent vandt prisen for årets dokumentarfilm. I vindertalen sendte dokumentarens hovedpersoner og medskabere israelske Yuval Abraham og palæstinensiske Basel Adra en bredside mod Israel, hvor de blandt andet anklagede staten for apartheid og forlangte, at Israel stoppede bombardementerne af Gaza.

Og helt ærligt. Uden at sætte mig nærmere ind i sagen hoppede jeg på forargelsesbølgen og afskrev dem som upassende venstrefløjsere, der ikke forstod, at Israel var blevet angrebet af en dødskult uden anden mulighed end at svare igen.

Men efter at have set deres dokumentar er jeg kommet i tvivl. Eller, jeg er faktisk blevet overbevist om det sørgelige, jeg måske egentlig godt vidste: Israel er en slyngelstat. En slyngelstat, vi bør behandle, som vi behandler alle andre slyngelstater. Med sanktioner, politisk pres og stålfast blik for de undertrykte palæstinensere. Samtidig med at vi også fordømmer Hamas, terror mod civile jøder, antisemitisme og alt det andet, man også skal huske at tage afstand fra.

Lad mig spole lidt tilbage. No Other Land er en dokumentar skabt af et kollektiv af palæstinensere og israelere, der beskriver den daglige kamp for en lille gruppe palæstinensere i området Masafer Yatta i den sydlige del af Vestbredden, som på trods af israelske ordre om at forlade området, fordi det er inddraget til militærøvelsesområde, insisterer på at blive boende, fordi deres familie har boet der i generationer. Og fordi palæstinensere har en mildest talt kompliceret historie, når det kommer til at afgive land til israelere. Hvilket giver god mening.

Konflikten er sikkert vildt kompleks, som alt er, når det kommer til Israel/Palæstina. Men ved at zoome ind på de to medskabere og aktivister Yuval Abraham og Basal Adras, deres unikke, ulige venskab, og det helt almindelige daglige liv blandt områdets indbyggere formår de at vise simpliciteten i uretfærdigheden.

Det er himmelråbende, når man ser, hvordan Basal Adras langsomt mister modet og troen på, at livet kan blive godt, at fremtiden kan blive lys. Han bliver i sin stædighed ved med at tro på, at nogen vil lytte, hvis bare han filmer de israelske ødelæggelser af deres huse. Hvis bare han filmer deres brutalitet overfor palæstinenserne. Hvis bare han filmer israelske soldater se stiltiende til, mens militante bosættere angriber dem. Hvis bare han filmer. Men der er ingen, der hører hans kald. Der er ingen indgriben fra det internationale samfund. Der er ingen hjælp at få.

Kan en dokumentar virkelig ændre vores holdning? Bør den? Eller er det bare mig, der er for letpåvirkelig? Til salg for propalæstinensisk propaganda? Sikkert. Men jeg har det faktisk helt okay med at blive bevæget, både følelsesmæssigt, menneskeligt og politisk, når jeg ser israelske soldater rive skoler ned, mens den er fuld af palæstinensiske børn, der bare gerne vil lege og lære. Eller når jeg ser israelske soldater fylde en brønd op med cement for ødelægge palæstinenseres vandforsyning.

Jeg er simpelthen ikke opdraget til at heppe på dem, der ødelægger brønde og skoler. Jeg er opdraget til at heppe på dem, der bygger dem. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med.

Ja, måske er det faktisk okay, at vi ændrer holdning – også selvom det ’bare’ skyldes 1 ½ time i biografen? Det blev i hvert fald konsekvensen efter en aften i selskab med dette års 7. plads.

Kan ses i biografen

6. Wicked

Det føles vulgært, på grænsen til det dekadente, at placere Jon M. Chus flamboyante, lyserøde/grønne festfyrværkeri og på alle måder sprudlende filmatisering af Broadway musicalen Wicked over den barske, seriøse og politisk sprængfarlige dokumentar No Other Land.

Men hey. I’m a musicalboy. Og det her er måske den største, mest vellykkede musicalfilmatisering siden Les Miserables fra 2012.

(Og så vellykket var dén altså heller ikke med dens insisterende, irriterende, brug af close-up, så vi kunne komme helt op i kæften på Hugh Jackman i samtlige af de alenlange 47 timer, filmen varer – heldigvis kan ikke engang dét ødelægge Les Mis!)

Wicked er en art prequel (okay, helt død er prequel-æraen ikke) til Troldmanden fra Oz, hvor vi får fortællingen om, hvordan den grønne heks Elphaba (Cynthia Erivo i en gåsehudsfremkaldende præstation) blev til The Wicked Witch of The West, hvordan Galinda (Ariana Grande, der aldrig har været sjovere) blev til Glinda the Good Witch, og hvordan det hele måske slet ikke er så sort/hvidt, som vi tror.

Vi følger Elphaba og Galinda i deres formative år på Shiz University, hvor de tilfældigt kommer til at dele værelse – til gensidig fortrydelse. Elphaba er skolens mest talentfulde heks (og eneste), men bakser med at være grøn, hvilket får alle andre til at rynke på næsen af hende. Galinda bakser med at ville være heks, uden at have skygge af evner til det, og at ville være god, uden helt at fatte, at det ikke er det samme som at være populær.

Langsomt spirer venskabet og forståelsen dog mellem de to, men i Oz er en ond kraft ved at brede sig (fascisme, you know), der spreder had og splid mellem mennesker og de magiske dyr, der ellers altid har levet sammen i fred og fordragelighed.

Det er præcis så let, tyndbenet og vanilje, som det lyder. Wicked har aldrig været en musical båret af sin stærke historie. Nej, det er sangene, der er tilløbsstykket. Og my oh my, hvor er Wicked dog proppet op med hits!

Det ene fænomenale nummer afløser hinanden i en lind strøm af musicalhits, der alle ville have udgjort mesterværket, hovednummeret, i enhver anden musical. Popular, What Is This Feeling?, Dancing Through Life, I’m Not That Girl og listen kunne blive ved, for vi har ikke engang ramt showets egentlige hovedattraktion: Defying Gravity.

Og heldigvis ved Jon M. Chu godt, hvad Wickeds forcer er. Her spildes ikke unødig tid på fjollede ting som solid karakterudvikling, komplekse moralske dilemmaer eller eksperimenterende narrative valg. Alt foregår efter bogen, så vi i stedet kan fokusere på den ekstravagante dansekoreografi, de fabelagtige set-pieces og hvordan vi får Cynthia Erivo op og flyve på en kost, mens hun samtidig nailer de legendariske sluttoner i Defying Gravity så smukt, at selv rollens oprindelige indehaver, Idina Menzel, der medvirker i en herlig cameo sammen med Kristin Chenoweth, må få tårer i øjnene.

Musicalen er så god, så kompakt fortalt, at de simpelthen var nødt til at dele den op i to dele (eller også sidder der en hollywoodbagmand eller to og gerne vil malke en ko), hvilket også betyder, at dette 2 timer og 40 minutter lange monster af en film, kun er del 1 af 2.

Selvom jeg har lyst til at melde mig i koret af dem, der hegler beslutningen ned og skrive kunstens endegyldige nekrolog overfor den onde kapitalistiske hollywoodmaskine, var jeg så begejstret for del 1, at jeg modstræbende må konstatere; jeg forstår lidt deres beslutning. Måske er der faktisk stof til 2 film i Wicked?

Hvordan de har tænkt sig at strække filmens anden halvdel, der udgøres af musicalens klart svageste del, fordi historien får mere fokus, mens sangene træder i baggrunden, ved jeg dog ikke. Men indtil andet er bevist, og del 2 har fået premiere, vil jeg danse gennem livet til tonerne af Wicked.

Kan ses i biografen