Michael Noer fik sit gennembrud med filmen R, som fra først til sidst finder sted i en afgrænset ramme, det daværende statsfængsel i Horsens. I filmens indespærrede ramme er der også et helt indespærret mørke. Vi bliver lukket ind i fængslet og slipper ikke ud igen med det mindste håb.

Det samme kan siges om hans nyeste film, Birthday Girl. Også her træder vi ind i en lukket ramme og kommer aldrig derfra med håb i sigte.

Rammen, vi træder ind i, er et kæmpe krydstogtskib i det caribiske øhav. Vi går vi ombord med mor Nanna og datter Cille og hendes veninde Lea. Weekendturen er en fødselsdagsgave til Cille, som fylder 18.

Der er lagt op til helt og aldeles løssluppen fest. Løssluppent bliver det også, men vel at mærke livet sluppet løs i utryghed, som ender i katastrofe.

Vi mærker ganske tidligt, at livstrygheden er vaklende før festen starter - i relationen mellem mor og datter. Det vokser i styrke i den indelukkede ramme og ryger helt ud af kontrol, da Cille bliver voldtaget ombord af en ukendt. Den ydre ramme anslår samme takt, i form af blæsende vejr, som bevæger sig mod ustyrlig storm.

Nanna vil forsøge at bringe en form for retfærdighed frem, som en redningskrans midt i den ulykkelige livsstorm, og giver sig intenst i kast med at finde den skyldige. Hvilket viser sig at være noget nær umuligt, da skibets ansvarlige synes at finde det nyttesløst. Hvilket i øvrigt har baggrund i virkeligheden ifølge Michael Noer, som i et interview fortæller, at ”når er forbrydelse er sket ombord på et krydstogtskib, er det op til skibets kaptajn eller rederi at afgøre, om den skal efterforskes og indberettes til myndighederne. I et meget stort antal af tilfældene sker dette aldrig, for der findes intet lovkrav, når offer og gerningsmand er turister”.

Man aner, at der i denne lovkravsløse, indelukkede ramme kan ligge en pointe, der handler om, hvor lovløse liv vi kan have i vores egne indskrænkede livsrammer. En anmelder har skrevet, at filmen er en blanding af ”psykologisk og etisk drama”, med stor plads til ”moralske implikationer”. Til det vil jeg tilføje, at de moralske implikationer synes at være uden retning. De er landet i et ingenmandsland, i et krydstogtskib udenfor landets lov og ret, og det moralske synes at lande samme sted. Vi får ingen angivelse af, hvad der til syvende og sidst ville være vejen frem. Det skal vi øjensynlig selv regne os frem til. Men er det dér, vi er vores liv – udenfor lands lov og ret, udenfor menneskelig moralsk retningspil? Det tror jeg ikke, og jeg kunne ønske mig, at filmen havde givet det et lille lysglimt.

Tilsvarende oplever jeg filmens håbløshed som en svaghed. Filmens katastrofe ender helt ud over afgrunden. Af hensyn til kommende seere undlader jeg at fortælle, hvad der sker, men håbet fordamper skridt for skridt.

Det får mig til at stille spørgsmålet, om Birthday Girl et udtryk for den tidsånd, der har mistet alle illusioner om det godes sejr, ja endog det godes virkelighed? En tidsånd, der dybest set ikke tror på ånd, men kun materie, kun den livløse, formålsløse og meningsløse natur, som består af molekyler og atomer uden mål og mening.

Det svarer til den tone i tiden, der dikterer, at lykkelige slutninger ikke hører med i stor kunst. For livet er på bundlinjen meningsløst. Forfatteren af Ringenes Herre, Tolkien, har i et essay forholdt sig til dette og hævder, at lykkelige slutninger tværtimod er et udtryk for troskab mod virkeligheden, og netop derfor elsker folk dem. Altså modsat fordommen om, at lykkelige slutninger foretrækkes, fordi det for en kort stund giver mulighed for lidt virkelighedsflugt.

Tolkien benægter ikke, at livet er fyldt af nederlag og katastrofer. Men disse er så at sige kun næstsidste ord. Sidste ord er udfrielsen. Når dramaet fyldt af ulykke og katastrofe kommer til et pludseligt og lykkeligt vendepunkt, ”får vi et skærende glimt af glæde, og hjertets begær, som for et øjeblik går udenfor rammen, river selve historiens væv i stykker og lader et lysskær skinne igennem”.

Den lykkelige slutning antyder med andre ord, at virkeligheden er større end atomers og molekylers virkelighed. Det peger hen mod en bagvedliggende virkelighed. Dét er naturligvis i bedste overensstemmelse med det kristne evangelium, som fortæller os, at nederlaget ikke er det endegyldige. Det er tværtimod sejren, det godes sejr.

Om det er en korrekt forstået modsætning til Birthday Girl, tør jeg ikke sige med sikkerhed. Men noget lignende er til stede i Michael Noers andre film, såsom tidligere nævnte R og på samme måde Før frosten og tv-serien Huset. Alle sammen yderst vellavede, seværdige film, men med en mærkbar, grundlæggende dyster, håbløshedstone.