Form og indhold hænger uløseligt sammen i en gensidig gennemtrængning, hvor muligheden for forandring opstår. Der er altså håb. Vi kan slå linjen ud af kurs! Meningsfuld handling er mulig – bare se på planterne. 

En morgen i januar. Ja, faktisk en af de første morgener i det nye år; i den fremadgående tid. Den tid som bare fortsætter i en lige linje og efterlader alt det forbigangne bag sig. Det er måske netop i starten af januar, at det bliver tydeligt gennem både fortrydelse og fortsæt. Men denne morgen tændtes et håb i mig. Det var ikke linjens løfte om fremgang eller det nye års ”friske start”. Nej, det var et slukket lyskryds, som tændte håbet. 

Den januarmorgen var mættet af træthed og tåge. Men trods den sløve start på dagen, skulle jeg afsted. Jeg havde ikke travlt, men afsted skulle jeg. Efter morgenens ritualer sprang jeg traditionen tro på cyklen. Skulle lige minde mig selv om, at jeg ikke havde travlt. Det plejede jeg ellers at have i den situation. Vejen var velkendt og lige til. Den bestod af en masse afbrudte linjer, som lagde ramme til en velkendelig formfuld oplevelse. Jeg susede forbi de andre cyklister, selv om jeg jo ikke havde travlt. Men det føltes alligevel naturligt at overhale de turistede trafikanter, som langsomt og let slingrende sneglede sig afsted. De havde ikke nødvendigvis et mål, men rettede deres opmærksomhed mod omgivelserne – den marmorerede skønhed: Iesus – Sandheden – Livet. Senere indså jeg, at de gjorde oprør, mens jeg bare lod mig forme.

Min susende tur gennem København den dag blev dog ikke, som den plejede. Den blev afbrudt af et forstyrrende fremmedlegeme. Jeg kunne se på lang afstand, at der var noget galt. Der var en farve i lyskrydset, som ikke passede – orange. Lysreguleringen var pakket ind i orange plastikposer. Et lyskryds uden lys – et ægte oxymoron. Den midlertidige afbrydelse muliggjorde tilstedeværelse og rev mig ud af travlheden. Jeg kunne ikke bare fortsætte uforstyrret langs linjen. I min genfundne tilstedeværelse opdagede jeg, at der var blevet åbnet et vindue til en sandhed om en sammenhæng. Forholdet mellem form og indhold.  

Forundret og forstyrret kastede jeg mig ud i det atypiske lyskryds. 

Og det var en smuk oplevelse. Der blev skabt, hvad man kunne kalde, et åndeligt skifte i lyskrydset. I stedet for at have mit blik fast rettet mod den frakoblede regulering, tildelte jeg min opmærksomhed til de andre. Alle i krydset var for en gangs skyld nødt til at forholde sig til de andre trafikanter. Hierarkiet blev slået i stykker, og ansvaret blev fordelt på alle os, som var endt i denne lidt akavede forsamling. Pludselig blev ansvaret for den rigtige handling pålagt os. Vi skulle ud i en disciplin, som sjældent udleves i vores samfund – etisk overvejelse. 

Her blev linjen slået ud af kurs. Vi oplevede noget evigt i det øjeblik. Vi oplevede cirklen. 

Linjen og cirklen

Disse to geometriske formationer er fundamentale og meget forskellige i både form og indhold. Lad os starte med linjen. Netop den form har formet vores samfund i en sådan grad, at vi nærmest ikke ænser den. Tiden går. Det er i hvert fald det, som den lineære forståelse af tid lærer os. Denne tidsforståelse gennemtrænger os, og den har altid sin trofaste følgesvend med i form af løftet om fremskridt. Linjen er også i de love og regler, som er selve fundamentet for vores nuværende samfund. Love og regler indeholder i deres natur evnen til at skabe splittelse. Nærhed bliver til distance. Helhed til dikotomi. Og for at dikotomien kan virke på samfundsbasis, så må den nødvendigvis skabe skyldige, som kan straffes. Linjen skaber grænser, som skærer igennem både landjorden, folk og ideer. Åbne sår, som separerer.

Lyskrydset. Når reguleringen er funktionsdygtig, så bliver vi frakoblet den konkrete situation. Ikke fokusér på de andre trafikanter. Koncentrér dig om lyset – rød mand stå, grøn mand gå. Det er ikke vigtigt at tage højde for de andre, for løftet er, at hvis du overholder reglen, så skal det gå dig godt. Og hvis det går galt, så har du i hvert fald loven på din side. Det er de andre, der er skyldige. Din ansvarlighed er frakoblet. 

Cirklen indeholder helt andre kvaliteter. Evighed. Den forsøger ikke at presse tiden ind i en lineær form, men derimod at få evigheden frem i vores eksistens. Cirklen lover ikke fremskridt, men giver muligheden for at fremelske det gode gennem opmærksom handlen. Den besidder en gentagende natur, som giver plads til fejl uden behov for at skabe skyldige. Vi prøver igen. Vi rejser os på ny. Vi må bøjes for at stige. Genkomsten. Og frem for love tilbyder cirklen retningslinjer, som skal udleves i konkrete situationer, som ikke kan forudsiges på forhånd. Etisk handling. Den fokuserer på gentagelsen og vores vaner i stedet for forbigående engangsprodukter. Og så skaber cirklen enhed, sammenslutning og nærvær. 

Rundkørslen. Den besidder netop kvaliteten af at være etisk, for den er opbygget af retningslinjer frem for regler. Retningslinjerne er til for at intensivere tilstedeværelsen og blikket for den anden. Man skal altså i den konkrete situation vurdere, hvad den rigtige handling er. Skal jeg vente? Eller kan jeg nå det? Han har godt nok fart på ham der, så jeg giver ham lige plads. Her får vi glimt af noget evigt. 

Nu står det klart: Form og indehold hænger uløseligt sammen. 

Det slukkede lyskryds

I det lys giver min oplevelse i det slukkede lyskryds mening, fordi formen og indholdet ikke harmonerede. Men det er ikke meningen, vi er ude efter her – det er håbet. Lyskrydset uden lys viser, at et åndeligt skifte – et skift i indholdet – er muligt gennem ændring i form. Begyndelsen på det åndelige skifte initierer da en metamorfose. Linjen blev slået ud af kurs, og i dens nye krumning kunne den tilblivende cirkel skimtes, selv om formskiftet endnu ikke var fuldbyrdet. Vi er altså ikke fortabt i en ødelæggende struktur. Vi kan sammen skubbe på for forandringens virkeliggørelse. Determinismens løgn, som føder apati, skal udskiftes med foranderlighedens sandheden, hvor håbet gryr. Selv i lyskrydset, linjens bolværk, kan cirklens væsen skinne igennem. Næsten som det sollys, der fyldte mig med liv netop den januardag. 

Himlens nedstigning til jorden, hæver jorden til himlen, som Simone Weil skrev så smukt.

Se på planterne

Håbet skal hjælpe os til at handle, men så melder det næste spørgsmål sig på banen: Hvordan handler vi på de grundlæggende former i vores samfund? Lad os vende blikket mod planterne, for de kan lære os, hvordan vi kan omforme de former, som samtidig former os. Emanuele Coccia beskriver i sin bog Planternes liv – Blandingens metafysik, hvordan planterne skaber former og giver dem liv. Den måde de skaber former, er ved at fastholde en tæt forbindelse mellem subjekt, materie og forestillingsevne. Deres gøren er sammenfiltret med det materiale, som de former, og de ideer og intentioner, der handles med. Det kan vi lære noget af. Vi kan ikke adskille os selv fra den form, vi vil forme. I steder bliver vi nødt til at investere os selv i formerne med vores ideer, følelser og håb. Det er ikke en mulighed at frakoble sig selv fra samfundet eller isolere sig. Vi har brug for berøring. Men det er heller ikke nok bare at have høje ambitioner. For vores forestilling om en verden fuld af liv skal gøres til en aktiv livsførelse, hvor vi udlever formen. Vi må engagere os. Coccia beskriver planten sådan her: ”Planten er intet andet end en slags omformer, der forvandler den levende værens biologiske kendsgerning til æstetiske problemer og gør disse problemer til et spørgsmål om liv og død.”. På samme måde må vi være omformere af vores samfund. Lad os skabe æstetiske problemer. Formballade. Vi kan ikke fortsætte i linjens ødelæggende form. Vi må vise, at formerne er spørgsmål om liv og død. 

Det slukkede lyskryds plantede et håb, som appliceres ved at gøre som planterne – omforme formerne så livet kan blomstre.