Den massive mistrivsel særligt hos unge, der i hvert fald til dels nok skyldes nye teknologier – skærme og sociale medier – kalder på teologisk og kirkelig stillingtagen. Kirkelig skepsis over for ny teknologi er der ikke noget nyt i, men det må afmåles og tilpasses den konkrete virkelighed, vi befinder os i.

Skal vi, som Amish-sekten, til at køre i hestevogne og gå i tøj uden lynlåse? Nej, vel. Men omvendt må vi godt forholde os kritisk til nye teknologier. Det kræver en teologisk refleksion, der gør det muligt at hæve sig over det almindeligt konstaterbare.

Vi kan godt konstatere, som psykologer og filosoffer, at moderne teknologier, herunder skærme og sociale medier, kan have en negativ virkning på menneskers trivsel, men det kræver et teologisk perspektiv, hvis kirken skal have noget særligt at sige om de nærmest uoverskuelige udfordringer, som nye teknologier præsenterer os for.

Det tekniske samfund

Det tyvende århundredes filosofi og teologi bød på en række eksempler på kritisk stillingtagen til teknikken. Mest kendt er vel den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976), men for teologien er den franske jurist og teolog Jacques Ellul (1912-1994) nok den mest interessante. Ved siden af sit professorat i retshistorie ved universitetet i Bordeaux skrev han teologiske og sociologiske værker, der på original vis kombinerede marxistisk metode og dialektisk teologi.

Den moderne teknik beskriver Ellul som et altomfattende system af rationel effektivitets-tænkning, der har taget friheden fra os. Det kommer til udtryk i konkrete teknologier. Nye teknologier introduceres ofte som bidrag til vores frihed, der skaber muligheder og potentialer. Der går dog sjældent længe, før de bliver obligatoriske og uundværlige. Vi kan bilde os ind, at vi er frie til at fravælge nye teknologier, men så snart de når en vis udbredelse, kan vi ikke undgå at tage dem i brug. De aktuelle eksempler er velkendte – smartphonen kan ligesom bilen knap nok undværes.

Det tekniske mindset ansporer til at anskue vores omgivelser instrumentelt. Den givne virkelighed reduceres til et middel snarere end at være noget, der har værdi i sig selv. Teknikken kræver effektivitet, som bliver den afgørende målestok. Dertil kommer – og det er nok en af Elluls vigtigste pointer – at nye teknologier har det med at skabe uforudsete problemer, som vi så igen skal have nye teknologier til at løse. Det tekniske fremskridt er ikke ”lineært” og forudsigeligt, men har sit eget liv. Det bliver derved teknikken selv, der definerer mål og retning.

Teknikken i dens moderne form bidrager til et stadigt mere sekulariseret verdensbillede. Sekulariseringen er imidlertid kun stadiet mellem én religiøs struktur på vej ud og opkomsten af en ny. Det er en religionssociologisk pointe, at af-sakralisering altid medfører re-sakralisering, det hellige forsvinder ikke. Når teknikken opløser religiøse begreber om det hellige, overtager den selv den hellighed, der kun tilsyneladende er forsvundet. På et mere filosofisk-teologisk plan får teknikken status af ”ubevæget førstebevæger” og bliver derved en afgud.

De konkrete eksempler, Ellul peger på – samlebåndsarbejde, biler og båndoptagere – hører i mange tilfælde en anden tid til, men analysen kan nemt overføres på (post-)moderne forhold. Teknik er i dag ikke noget, vi kan forholde os distanceret til, men er helt bogstaveligt og konkret skudt ind som mellemled – medie – mellem mennesker. Som den slags religion, der regulerer alle dele af menneskets liv, er det nu i høj grad teknikken, der sætter rammerne for vores omgang med hinanden.

Den tekniske reduktion af virkeligheden til ressource er velkendt fra den moderne rovdrift på naturen, men kommer vel også til udtryk, når begivenheder og oplevelser gøres til genstand for kommunikation. Engang kunne filosoffer spørge om et træ, der vælter i skoven, laver larm, hvis ingen hører det. Nu er spørgsmålet, om noget er sket, hvis det ikke har været på de sociale medier. De sociale medier har indlysende givet os nye muligheder, men transformerer samtidig vores opfattelse af virkeligheden, os selv og hinanden.

Frihedens etik

Det kan lyde vældig deterministisk og fatalistisk, og i hvert fald temmelig håbløst. Hvis teknikken lever sit eget liv, er vi vel nærmest reduceret til slaver af teknikken. Det er så her, teologien kommer ind i billedet. Fra et rent sekulært perspektiv er det svært at se, at der skulle være noget særligt at stille op mod teknikkens fremmarch. Vi kan nok lovgive om kunstig intelligens og sociale medier, men det er næppe nok, hvis ikke der findes et grundlæggende alternativ til det tekniske verdensbillede.

Som teolog skriver Ellul i forlængelse af den dialektiske teologi. Guds rige bryder ind i verden og vender op og ned på alle vores forestillinger om, hvad der er muligt og nødvendigt. Det giver nyt håb trods håbløshed. Evangeliet om Guds ubetingede nåde sætter mennesker fri fra deterministiske systemer og strukturer, men ikke ved at sætte et alternativt system eller en alternativ struktur i stedet. Tværtimod gør evangeliet det muligt at forholde sig kritisk til ethvert system, der tager friheden fra mennesket.

Karl Barth udtrykte det i sin kommentar til Romerbrevet fra 1922 sådan, at ”positiv etik” kun er mulig som et vidnesbyrd om gudsrigets negation af den kendte verden. Ellul kan på samme måde hævde en næsten anti-noministisk frihed fra moralsker normer og idealer – men kun næsten, for evangeliets frihed indebærer en fordring om frihed, der kræver, at vi holder friheden i hævd. Frihed er ikke bare en ”ret”, men også en ”pligt”, om man vil – eller, for at sige det med Paulus, så er vi sat ”fri til frihed” (Gal 4,31). Denne verdens ”magter og myndigheder” opererer med forestillinger om det nødvendige, men åbenbaringen sætter os fri fra det, vi opfatter som nødvendigt, herunder teknikkens krav om effektivitet.

”For Gud er alt muligt” (Matt 19,26), og derfor er evangeliet om Guds rige et frihedsbudskab. Vi kan frit gøre brug af konkrete teknologier, men uden at underkaste os et teknisk verdensbillede med dets altdominerende krav om nødvendig effektivitet og instrumentalisering. Om frihed så fx betyder, at vi skal lade telefonen ligge, selvom der er notifikationer, der kræver vores opmærksomhed, kan der selvsagt ikke gives noget generelt svar på – så ville friheden jo være sat i system, og ikke længere være frihed (men det er da en mulighed!). Pligten til frihed må dog betyde en vis indsats mod de sociale mediers dragende sirene-sang.

Tænk globalt, handl lokalt!

”Tænk globalt, handl lokalt!” var et velkendt slogan i 1990’ernes venstreorienterede anti-globaliseringsbevægelse. Som alternativ til multinationale virksomheder ville man understøtte lokale græsrodsbevægelser. Faktisk har sloganet – vist nok – rødder hos blandt andre Ellul. Pointen er groft sagt, at vi skal være opmærksomme på de globale økonomiske og tekniske udfordringer, der præger samfundet, men at modsvaret må være at engagere sig i det lokale, det konkrete og mellemmenneskelige og nære. Politisk set er det en tankegang, der nok kan betegnes som ”anarkisme”, men der er også en kirkelig-teologisk komponent.

Kirkeligt set betyder det at give afkald på store politiske ambitioner, ligesom det også må kalde på en skepsis over for stort udtænkte projekter og idealistiske programmer om mission og kirkevækst. Gud viste sit sande væsen i Kristus, der gav afkald på magt og ære. På samme måde må kirkens modsvar til denne verdens magter og myndigheder – herunder teknikken(!) – være en stilfærdig og ydmyg tjeneste i det konkrete. Når kirken bedriver ”mission”, må den ikke falde for fristelsen til at benytte de nyeste og smarteste teknikker til at manipulere og omvende folk, men må acceptere, at det er Gud, der virker i det små i kærlighedens gerninger.

Spørgsmålet er, hvad det betyder i dag? Klart – den finansielle globalisering hamrer stadig derudaf, men det, der påvirker os mest i dagligdagen, er det tekniske take-over af mange af dagliglivets aktiviteter og funktioner. For kirken må det betyde en opmærksomhed på de generelle, ”globale” problematikker, der knytter sig til teknologi, men som kræver et modsvar i konkret, ”lokalt” engagement. Det kan betyde noget så banalt, men livsvigtigt, som at holde gudstjeneste. Som en katolsk præst, der for nyligt skrev om Ellul, udtrykte det, kan sakramenterne give os det tilbage, som skærmen har stjålet.

Pak teknikken væk

Det skal kunne lade sig gøre uden forstyrrende teknik, der så vidt muligt må pakkes væk og begrænses. Det er fristende at hoppe med på vognen og smække storskærme og kameraer op i kirken, så gudstjenesten kan streames og høste likes på de sociale medier. Det er dog langt fra uproblematisk sådan at hoppe med på trenden.

Skærme er som sorte huller for opmærksomheden, blikket fæstnes og holdes fast. Det hjælper ikke meget, at de står slukkede, for en slukket skærm emmer af tomhed, som et negativt tegn på en afbrudt kommunikation, et vidnesbyrd om ren mangel. Et kirkerum skal fungere som rum for ro, det skal være muligt at ”zone ud”, lade tankerne vandre og Helligånden tale. Salmebøger er vel også en slags ”teknik”, men de er i mindre grad afhængige af opkobling og finesse, ligesom de giver den enkelte en større grad af brugsfrihed og kontrol: Man kan slå op i salmebogen eller lade være – eller kigge et helt andet sted hen.

Noget lignende kan siges om de mange kameraer, der efter coronaen poppede op i nogle kirker. Filosoffen Martin Heidegger skrev teknikkritisk om, hvordan moderne vandkraftanlæg omdanner landskabet til ressource (en ikke helt uaktuel pointe, hvis den overføres på moderne vindenergi!). Tilsvarende kan vi vel sige, at kameraer transformerer kirkerummet til ressource for kommunikation. Det kan ikke undgå at påvirke den måde, vi er til stede i rummet på. Det gør noget ved os, hvis vi ved, at vi bliver filmet – det tænder den bevidste refleksion og fremkalder auto-reifikation, en selv-tingsliggørelse, der minder os om, at vi altid skal være klar til at ”være på”.

Det gør det ikke bedre, at Murphy’s lov tilsyneladende stadig gælder – alt, der kan gå galt, vil gå galt – og i hvert fald er det altid frustrerende og forstyrrende midt under en gudstjeneste at være vidne til teknik, der ikke fungerer som det skal. Så er simplere former for teknik at foretrække, nemmere at ignorere og undvære.

Ingen universel opskrift

De nævnte eksempler siger dog noget om, at der ikke gives nogen universel opskrift på, hvordan kirken skal forholde sig til nye teknologier. Det nytter ikke noget arbitrært at fastfryse en bestemt tids teknik, som Amish eller Primitive Baptists, der nægter musikinstrumenter en plads under gudstjenesten, fordi det havde man altså ikke dengang i 1700-hvidkål.

Dog må en sund portion teknik-skepsis uvægerligt komme til udtryk i en grad af konservatisme, men for frihedens skyld. Det handler ikke om at være bundet til gamle former, men om at modstå en ditto bundethed til de nye teknologier, der hele tiden kræver accept og antagelse.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke noget at dyrke naivt-kritiske konspirationsteorier om big-techs sammensværgelser med den politiske elite og storkapitalen. Det gælder derimod om at bevare en sund skepsis, også selvom nye teknologier ikke er indlysende onde eller skadelige. Det er netop, når teknologier er gode og nyttige, at de kan være allermest problematiske, for så er det, at vi tankeløst overgiver os til deres logik.

Det må heller ikke forstås sådan, at teknologi kun skal bruges ”højst nødvendigt”. ”Nødvendighed” er netop teknikkens logik. At holde sig fri af teknikkens nødvendighedslogik må i stedet betyde at se tingene i lyset af, hvad der er muligt og umuligt. Ingen teknologi er ”nødvendig”, men nogle teknologier kan være muligheder, som vi frit kan vælge til eller fra.

Hvad det nærmere betyder, afhænger af sammenhængen og må afgøres i praksis. Den kritiske stillingtagen er ikke nok, men må suppleres af et kærligt blik, der interesserer sig for den gavn, konkrete mennesker kan have af konkrete teknologier.