Jeg har set en serie, som jeg synes, du skal se – men allerførst en disclaimer:

Amerikanske megakirkepræster er i løbet af de seneste 15 år noget, jeg har brugt uendelig meget tid på at se - og måske mærker man i det følgende en vis skadefryd. Lige så fascinerende, de kan være at lytte på, lige så irriterende synes jeg også, de er.

Da jeg gik i gymnasiet, faldt jeg for den store retorik og den amerikanske prædikenform. Det var og er dragende! Det var klar forkyndelse og tilmed et helt verdenssyn, man kunne tage til sig. Men efterhånden som disse præster faldt i moralske skandaler (lyt f.eks. til The Rise and Fall of Mars Hill), og jeg også faldt mere til ro i min danske kirketradition, begyndte det brede megakirkepræstesmil at krakelere for mig.

I dag er jeg noget mere skeptisk og synes, der er meget langt mellem snapsene, når jeg søger inspiration og opbyggelighed over there. Er det hele ikke bare facade? Spørger man manuskriptforfatteren på The Righteous Gemstones virker svaret til at være et klart JA.

Dobbeltstandarder og grådighed med speederen i bund

Og det er serien, som jeg gerne vil give en kæmpe anbefaling: The Righteous Gemstones (2019-), udtænkt og skabt af komikeren Danny McBride. Over foreløbigt tre sæsoner - der kommer en ny sæson inden længe - præsenterer den en skarp og ikke mindst tiltrængt satire over megakirker og deres præster. Omdrejningspunktet er familien Gemstone, en velhavende evangelikal præstefamilie, der som et moderne kristent præstedynasti lever totalt hyklerisk og grådigt, alt imens de udadtil forsøger at fremstå som fromme kristne ledere.

Med speederen i bund får man i serien indblik i familiens overdådige livsstil og deres moralske dobbeltstandarder, hvilket blandt andet kommer til udtryk i deres hyppige middagsselskaber. Nok taler de om troen og dens dyder til deres show-gudstjenester, men når de mødes om bordet er det had, jalousi, ekstremt barnlig adfærd og kikset, ondsindet sarkasme, der fylder. Det er ALTID tåkrummende at sidde med om bordet hos Gemstone-familien. Familien består af patriarken Eli (John Goodman) og hans sønner Jesse (Danny McBride), Kelvin (Adam Devine) samt søsteren Judy (Edi Patterson). Udover at være styret af en absurd grådighed, er familien også på forskellige måder involveret i både kriminalitet og utroskab. Denne familie følger man i indtil videre tre sæsoner. Og hvilken rejse so far!!

Hvad er kritikken af kirken?

Kritikken af kirke og kristendom i serien er egentlig helt banal: Hykleri. Særligt herlighedsteologiske megakirkepræster står for skud – det tog i hvert fald ikke lang tid før jeg fik kædet patriarken Eli Gemstone sammen med en megakirkepræst som Joel Osteen fra Lakewood Church.

Helt kort fortalt er der i herlighedsteologien et fokus på rigdom og succes som tegn på Guds velsignelse, mens man, groft sagt, ser bort fra de bibelske idealer om at hjælpe de fattige og at leve i enkelhed. Det hykleri sætter serien et skarpt fokus på i dens karikatur af, hvordan nogle megakirkepræster udnytter deres platform til personlig vinding.

Gemstone-familien er da heller ikke kede af det – deres tre private jetfly hedder noget så symbolsk som: “The Father”, “The Son” og “The Holy Spirit”. Eller deres gigantiske compound af et hjem, hvor de bor i hver deres hus.

Jeg behøver måske ikke forklare, hvad det kvalmende er ved den form for kristendom. Det er på mange måder både for ekstremt og mærkeligt fremmed for de fleste af os danskere. Det fremmede består måske i, at hvis man vakte så meget opsigt, ville man, ikke bare kirkeligt set, men samfundsmæssigt få afsagt dom af janteloven. Desuden er det en kristendom, der i det store hele måske simpelthen er for ekstravagant og overfladisk – den passer simpelthen ikke så godt til den lutherske kristendom, vi har her i Danmark. Når jeg taler med venner fra frikirkemiljøerne, fornemmer jeg også, at de er rundet af det samme, som vi er i folkekirken. Det kan blive for meget. Måske er der en grund til at folk som Christian Hedegaard og Torben Søndergaard (googl dem) ender deres kirkekarrierer i USA?

Hvad stiller vi op med den seje youth pastor?

Alligevel er der en tråd til noget, der måske er lidt tættere på os, end vi skulle tro. Linket går særligt igennem yngstesønnen Kelvin.

Der er en særlig historie omkring den unge præstesøn og youth pastor, Kelvin, der også er værd at fremhæve, fordi han får mig til at tænke på unge megakirkepræster som Carl Lentz, Judah Smith og Steven Furtick. Hurtigt hår, efterhånden også brille, nedringet t-shirt og så videre.

Det ligner, at Danny McBride virkeligt har haft det sjovt med at designe denne præstetype. Jeg begynder at fnise bare ved at skrive om den her karakter... For Kelvin Gemstone handler det hele om ham selv. Han har et gigantisk messiaskompleks i gang, som kulminerer i mandemands-fælleskabet “God-squad”, hvor han med sin gode ven Keefe, som tydeligvis er forelsket i ham, laver et fællesskab af muskuløse mænd, der pumper – med sig selv i centrum.

Kelvin symboliserer den her celebritypræst, der gerne vil være stor og populær, i serien udstillet som et stort kompleks som yngstebarn i jagten efter sin fars anerkendelse. Præsten, der for enhver pris spiller spillet for at blive et bigshot. Præsten, der gør kirke til et “koncept”, hvor vi kan tælle os til, om det går godt eller ej; på deltagerantal og bundlinje. Præsten, der hænger ud med de rigtige for at trække groupies til. Det er jeg ked af og ærgerlig over ikke kun er en amerikansk ting – jeg tror, man kan finde noget, der måske minder lidt om i Danmark.

Nu skal jeg ikke tage de helt store sko på her, men Kelvin mindede mig desværre om noget hos mig selv. I forbindelse med, at jeg begyndte at lave podcasten Ekkokammeret (noget nogen rent faktisk gad at lytte til) er jeg blevet særligt opmærksom på den magt, der ligger i det at have en stemme og en platform. Pludselig er der nogle, som har lyttet til det, jeg har sagt og er blevet præget af det. Jeg har indflydelse. Det er i allerhøjeste grad, med Kelvin som skrækeksempel, vigtigt at være opmærksom på. Men man kan også vende det rundt og kigge på Kelvins Godsquad. På dem, som lytter med. Hvorfor har Kelvin mulighed for at trække den så langt? Det er dem, der legitimerer hans vanvittige tanker. Mon ikke Paulus havde tilføjet “kritisk tilgang til influencers”, hvis han i dag havde genbesøgt sin liste over Åndens frugter?

Hvorfor skal du se den?

Hvor er det bare rart og forløsende at se kristendom og kirke skildret gennem satire! Jeg sad nærmest med opkastfornemmelser og tæerne helt oppe under foden flere gange. Andre momenter var det nærmest - men også kun nærmest, selvom jeg altså kan græde en del til film - tårerne, der pressede sig på. Desuden skreg jeg af grin flere gange undervejs.

Hvorfor? Jamen, fordi jeg (og så håber jeg selvfølgelig, jeg ikke er ene om det) nogle gange bare synes, det her kristendom er noget fjollet noget. Og jo, særligt når den bliver konsumeristisk og kapitalistisk, men egentlig også fordi, at der i den tykke latterliggørelse er gemt noget sandhed.

Måske er det sådan, andre indimellem ser på kirken, når vi for eksempel i folkekirken tæller dåbstal og nadvergæster på OCD-manér? Eller når man i andre kirkesammenhænge henter superkendisser ind for at fortælle deres kristne vidnesbyrd, så vi kan få flere med? Eller når vi laver et totalt show, med lys, sceneshow, lovsang i al overdådighed, uden nogen egentlig substans, hvor vi med form forsøger at dække over vores manglende indhold?

Selvom The Righteous Gemstones er en absurd karikeret fortælling om en præstefamilie og deres megakirke, kan serien for mig at se fungere som en tankevækkende og opbyggelig satire over nogle af de ting, der foregår i kirkesammenhænge. Min skadefryd og længsel efter at grine af latterlige amerikanske megakirkepræster var ikke det eneste, jeg fik med fra serien – der var også lidt til mig selv, og det er vist godt nok.