Denne artikel er oversat og udgivet efter aftale med Evangelical Focus. Harvey Kwiyani er fra Malawi, men er bosiddende i England, hvis han underviser i teologi på Liverpool Hope University.

Kristen nationalismes fremvækst og dens indflydelse på afrikanske kristne har implikationer for Europa. Der er en igangværende migration af afrikanske kristne til forskellige europæiske lande.

Det vil være nyttigt for europæiske kristne at få en forståelse af, hvad deres nye afrikanske naboer tror på.

Derudover vil den sammenfiltren mellem kristendom og nationalisme, som vi ser både i Nordamerika, Afrika og i Europa, være noget, som vi alle bedre vil forstå, hvis vi lærer om den sammen — af hinanden.

Den afrikanske nationalstat

Det er ingen overdrivelse at sige, at nutidens Afrika er skabt af Europa. Det er et produkt af Europas kolonisering og politiske manøvrer, særligt dem, der har fundet sted i de sidste 150 år, selvom processen har stået på siden 1400-tallet.

De grænser, der deler næsten alle afrikanske lande i dag, blev vilkårligt forhandlet mellem fjorten europæiske regeringer (plus USA) i Berlin i 1884.

Der var Ikke en eneste afrikaner til stede i rummet. Kong Leopold af Belgien havde arbejdet sammen med den tyske kansler, Otto von Bismarck, om at invitere europæiske ledere til Berlin for at sætte nogle grundregler for, hvad der ellers ville være et kaotisk kapløb om Afrika.

Leopold selv havde sat kapløbet i gang, da han i 1879 tog Congo—et land næsten firs gange større end Belgien—som sin personlige koloni. Uden grundregler var en europæisk konflikt om Afrika næsten uundgåelig.

Briterne advarede for eksempel Portugal i slutningen af 1880'erne om at holde sig væk fra det sydlige Malawi (det land, hvor David Livingstone hjalp med at etablere britisk missionsarbejde) eller risikere krig.

I 1900 var alle afrikanske lande, bortset fra Etiopien og Liberia, blevet opdelt og koloniseret af syv europæiske magter: Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Portugal, Spanien, Italien og Belgien. Og sådan opstod de afrikanske kolonistater. De blev navngivet og i sidste ende styret fra Europa.

De grupperede generelt flere etniske samfund under en national identitet.

Der blev ikke blot indført nye og fremmede styresystemer og strukturer. Det blev tegnet helt nye nationale grænser.

Nogle af disse grænser blev trukket lige gennem et samfund og delte det i to—en del i et land og den anden i et andet.

Var du Yoruba blev du enten borger i Nigeria eller Benin. En Ewe-kvinde tilhørte Guldkysten eller Togo. En Lhomwe-mand enten Nyasaland eller Mozambique.

Alt dette afhang af, hvilken side af grænsen de tilfældigvis boede på.

Den europæiske kolonitid i Afrika sluttede i 1960'erne, da mere end tre fjerdedele af kolonierne opnåede deres uafhængighed, men kaosset fra grænsetegningen og den etniske mistillid, som den affødte, er fortsat indtil i dag.

Da de fik en chance for uafhængighed, valgte de fleste afrikanske ledere at beholde deres koloniale grænser. Og disse grænser er i høj grad stadig på plads i dag.

Europa er selv gået i den modsatte retning med dannelsen af Den Europæiske Union og nedbrydelsen handelsbarrierer for at styrke økonomien.

Afrikanske lande er forblevet adskilte og, i nogle tilfælde, isolerede. At rejse mellem afrikanske lande er mere besværligt end mellem Europa og Afrika.

Den kristne nationalstat i Afrika

I 1991, da den pentekostale prædikant Frederick Chiluba blev præsident i Zambia (han overtog fra en anden kristen, Kenneth Kaunda), erklærede han, at landet var en kristen nation.

Zambia skulle styres af guddommelige principper, fordi "Retfærdighed ophøjer et folk" (Ordsp. 14:34a).

De fleste kristne ledere over hele Afrika fejrede denne udvikling. Malawi, Kenya og Zimbabwe har alle befolkninger, hvor omkring 80 procent identificerer sig som kristne. Regeringerne i alle tre lande siger, at de er gudfrygtige nationer, men i praksis de opfører sig som kristne nationalstater.

I de sidste fem år har præsidenterne i alle tre lande opfordret til og deltaget i "National Day of Fasting and Prayer", som er organiseret af kristne ledere.

I andre lande med endnu højere kristne procenter forventes det simpelthen, at deres borgere opfører sig kristent.

For eksempel spiller den kristne tro en stor politisk rolle i Den Demokratiske Republik Congo, hvor mere end femoghalvfems procent af dets 100 millioner borgere bekender sig til kristendommen.

I andre lande som Nigeria og Tanzania, hvor kristne og muslimer har lige stor indflydelse, er de tvunget til at sameksistere—mere i Tanzania end i Nigeria—hvor politik og geografi påvirker deres forholdet mellem religionerne negativt.

Kristen tribalisme og kristen nationalisme

Det er vigtigt at sige, at de mange konverteringer til kristendommen i de afrikanske lande syd for Sahara først kommer i årtierne efter 1950'erne.

Eksplosionen, der har ført til kristendommens pludselige vækst i Afrika, er stadig i gang, da folk fra mange stammer og nationer stadig vender sig til Kristus.

Men modsætning til de kristne i Europa og Nordamerika, så er kristne i Afrika på mange måder stadig ved at finde ud af, hvad det betyder at være både kristen og afrikaner, og med Afrika mener jeg deres etniske samfund. For eksempel, hvad betyder det at være en kristen Yoruba eller Gikuyu?

Kristendommens udtryk i Afrika er formet af den vestlige kristendom, som man har adgang til. For eksempel kan indflydelsen fra amerikansk kristendom ses tydeligt i afrikansk teologi.

Amerikanske teologi finder ofte frugtbar jord i afrikanske kristne skoler og universiteter. Kristne biblioteker og boghandlere over hele Afrika syd for Sahara har ofte flere amerikanske ressourcer end fra nogen anden del af verden — inklusive Afrika.

Selvom abort, våbenrettigheder, seksualitet og politik ikke er emner af stor betydning i mange dele af Afrika, så dominerer de nogle teologiske kredse. Dette er også grunden til, at emnet kristen nationalisme er dukket op i afrikansk kristen diskurs.

Resultatet er desværre en forstyrrelse af det gode som spirede frem på kontinentet.

Desværre for os (som er afrikanere) er vores kristne identitet i høj grad formet af vores etniske og nationale identiteter. Vores ekklesiologi vidner om dette.

Ofte bestemmer lederens etniske identitet kirkens medlemskab. Emmanuel Katongole har engang beklaget: "The blood of tribalism in its many forms runs deeper than the waters of baptism”.

I den afrikanske diaspora bliver vores afrikanske stamme- og etniske identiteter mere synlige. Selvfølgelig har vi nigerianske kirker, ghanesiske kirker, kenyanske kirker, zimbabwiske kirker og lignende.

Men inden for disse nationalt formede kirker finder vi også stammedmenigheder. Sjældent finder vi afrikanske kirker med blandet medlemskab. Arven fra den koloniale nationalstat sammen med de splittelser og mistillid, som den plantede i afrikanere, fortsætter.

Ubuntu-teologi som en modgift mod kristen nationalisme

Bantusamfundene i Afrika—en etnisk gruppe på mere end syv hundrede millioner mennesker hjemhørende i Central- og Sydafrika, fra Cameroun til Kenya og helt ned til Sydafrika—har en omfattende og veludviklet forståelse af menneskelighed, som både anerkender og fejrer den personlige stammeidentitet, og samtidig anerkender alle nationers menneskelighed. Alle mennesker hører sammen som én race i tykt og tyndt.

Blandt bantuerne (jeg er selv en af dem) betyder ordet ubuntu (som kan oversættes til "personhood" på engelsk), at man kun kan være fuldt menneske i fællesskab med andre. Kort sagt siger det "jeg er, fordi vi er, og vi er, fordi jeg er."

Dets teologiske fundament beskriver en Gud, der faktisk er hele menneskehedens Gud, som bestemmer alle menneskers livsbaner, og som har gjort mennesker afhængige af hinanden for at trives.

Gud har skabt os sådan, at vi har brug for andre nationer for at trives, hvis hele menneskeheden, inklusive vores egne nationer, skal leve livet fuldt ud. Forskellighed og “othering” er nødvendig for menneskehedens trivsel.

En sådan forståelse af Gud er omfattende nok til at inkludere alle nationer, stammer og tungemål. For i ham lever vi, ånder vi og er vi (ApG. 17,28). En sådan Gud er også generøs, fordi han giver hele menneskeheden ressourcer nok til at trives.

For troende er der også en sammenhørighed i Kristi Legeme, der omfatter kristne fra alle nationer i verden. Paulus minder os om, at øjet ikke kan sige til hånden: "Jeg har ikke brug for dig" (1 Kor. 12:21).

Med en teologi som denne er kristne kaldet til at være gæstfri og generøse over for andre, inklusive dem, der ikke er kristne.

I Afrika vil kristen nationalisme være endnu en dårlig teologi, der blev eksporteret for at ødelægge vores samfund, der kun lige er ved at finde sin postkoloniale identitet.

I Europa (EU plus Storbritannien og Schweiz) er der en vis forståelse af, hvad det betyder at være mennesker i fællesskab.

Der er dog også en "othering" fra nogle europæere og en vilje blandt mange til at fastholde ikke-europæere som andensrangs mennesker.

For eksempel er migranter fra nogle dele af verden mere velkomne i nogle lande end andre. Ubuntu-teologi ville kræve, at man behandler alle mennesker som ligeværdige, uanset hvor de kommer fra.

En sådan forståelse af det kristne liv har ingen plads til eksklusiv nationalisme.