Grundtvig underskrev gerne sig selv som 'Frederik Skjald’. ‘Skjald’, det gamle nordiske ord for en sanger og poet, stammer fra det proto-germanske ‘skalliz’, som betyder ‘lyd’, ‘stemme’, eller ‘råb’. En skjaldesang er det samme som en kraftsang, en højsang, en lovsang, en salme. Det var en slags åndelig stillingsbeskrivelse.

Grundtvig var ikke kun digterpræst, men anså sig selv for en skjald, en digter-profet, som var indviet i både den nordiske og den jødisk-kristne skabelsestradition. Ligesom Heimdal var han søn af den enøjede skjaldegud Odin. I slægt med shamanen i de førkristne religioner var skjalden en slags præst, åndelig seer, sanger og naturhelbreder, der på hele stammens vegne drog på opdagelsesrejse igennem over- og underverdenerne, for at tiltrække sig skabermagternes vejledning og velsignelse og uddrive stammens dæmoner:

Man kan sige, at Grundtvig var en ord-shaman, en åndelig profet, sjælerejsende og sejdblander i slægt med både Odin og Vølven. I nyere tid har Suzanne Brøgger også sammenlignet Nyaarsmorgen og Vølvens spådom og kaldt de to digte for “shamanistiske” tekster: i begge tilfælde drager en digter, en skjald eller en vølve ned i dødsriget for at hente den glemte viden op, der er nødvendig for at vække befolkningen fra en slummer, dvale eller ubevidsthed.⁰ Jf. Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff (red., 2006), Alle min kilder, s. 62. Kraftsangen og forståelsen af ordet som en kanal for åndelig og magisk kraft er det, der gør skjalden til andet og mere end en digter eller rimsmed i moderne forstand. På oldhøjtysk kender man således ordet skalsang, som betyder 'lovsang, salme', og skellan, som betyder 'ringen, klang eller genlyd’.

Grundtvig havde sin egen efterklangs-filosofi, der indgår som et afgørende vigtigt led i forståelsen af hans skjaldskabskunst. Efterklangen er det samme som en åndelig-poetisk eller filosofisk eftertanke. Og tanken er den, at alting består af lutter sådanne efterklange, eftersom hele verden jo er et stort åndeligt ekkorum udsunget af det lysende kraftord (Logos) i Begyndelsen.

Skjaldren er således langt mere end blot de milde, hengivne og opbyggelige lovtoner, som høres ved morgensangen på højskolerne eller i kirken om søndagen. Det er de malmdybe sange og klange, der runger som torden og lynild til altings evige forvandling i genlydene fra skabelsesunderets dybder og verdensaltets vidder. En skjald i den gamle nordiske tradition er ikke kun en begavet digter eller folkesanger, men en karismatisk samfundsbærer og samfundsheler, som er indstemt med de himmelske kræfter og harmonier, som kender trinene på skabelsens tonestige, og ved hvordan man synger verden levende:

Det er også derfor Grundtvig, lidt ungdommeligt letsindigt kunne synge om “høje Odin, hvide Krist, begge Sønner af Alfader”⁰ Jf. Grundtvig (1808), *Maskeradeballet i Danmark: Et Syn*. PS1, s. 17. - for er de ikke begge skjalde for Herren, alle efterklanges åndelige ophav. Fremstår de ikke begge som Ordets stemmer og visdommens højeste repræsentanter, om end i hver deres mytologiske system?

For dem, som har øre, er det åndelige sindbilledsprog universelt, før det bliver konfessionelt. Alle kosmogonier er først og fremmest mytologier; Lokale kulturelle og historiske dialekter af det samme guddommelige skabersprog. Længe før de bliver til dogmatik og juristerier. Det er fra den slags hørbare, men knap nok udsigelige ekkoer i overtonesfæren, Grundtvigs ungdommelige og til tider forargelige associationsspring mellem hedenskabets og kristendommens gudeverdener udspringer.

Skjaldskabet var vikingetidens højsange og lovsange, men det var også kampsange, som skulle hylde fyrsten, opildne krigerne, og håne fjenden. Kvadet er et kunstfærdigt digt, der som Vølvens Spådom beretter om verdens tilblivelse, om guder og jætter, og siden om fyrsters storhed, om heltegerninger, kamp, kærlighed, osv. Skjaldene blev ofte ansat hos fyrster og høvdinge, som kunne betale for deres kunst. Hyldestsange til fyrsten og hans slægt var en bunden del af skjaldens opgave. Men som Grundtvig pointerer, så er skjalden først og fremmest en seer og sandsiger, der står uden for den almindelige sociale kommandoorden:

Man antager at ordet skalliz er beslægtet med skella (= ‘at skælde’), hvilket lyder sandsynligt med tanke på de mange nidviser og spotterier, man finder i kvadene. Den oldhøjtyske variantstamme skeltan, som etymologisk er identisk med stammen skald- (eller protogermansk: skeldan), betyder "at skælde ud, bebrejde, anklage, fornærme”. En skjald må således være fortrolig ikke kun med skabelsens sublime harmonier, men også med kampens vilkår, skabelsens undergangsmusik og tilintetgørelsens ragnarok.

Skjaldskabskunsten kender således også til nidvers, som er åndelig tvekamp, kampkunst, magt- og samfundskritik i versform. Frygtløs slagfærdighed var en dyd blandt vikinger. Den sanger, der udmaner, kritiserer, spotter eller fornærmer, er en skelto eller skeltāri. En spottefugl. Det vestgermanske modstykke til skjald er ‘scop’, som er nært beslægtet med engelske varianter som ‘scoff’ (spotte) og ‘scold’ (skælde), hvilket igen afspejler vigtigheden af hån, spot og latterliggørelse som åndelige og retoriske kampmidler i skjaldenes poesi.

En kredsgang er en åndelig eller fysisk tvekamp på en indkredset kampplads. Når der udfordres til ordkamp, går skjalden i ringen for sin sag, og da skænder, skælder og skoser han efter alle kunstens regler; han gør nar, håner, spotter og latterliggør, råber kraftord og kalder sin modstander ved navne, der både kan slå og klæbe, brænde og svide. Hvilket har betydning ikke kun som et retorisk kampgreb, men også for sandhedens og oplysningens skyld. Fordi ord jo altid rammer med den største kraft lige der, hvor hunden ligger begravet.

Så tvekampen er ikke bare en retorisk mudderkastning, men en slags åndelig-kritisk kraftprøve, hvor guderne lever med i kamptumlen, og helten gerne sejrer, fordi guderne begunstiger den bolde, og sandhed er den højeste dommer.

Og hvis ellers man har øjne og ører med sig, så er genren såmænd stadig lyslevende. Dens efterklange lader sig høre i velkendte genrer såsom den klassiske parlamentariske debatkultur, i den akademiske ordkamp, eller den moderne Slam- og Battle-rap kultur, som nok er den mest populære og umiddelbart genkendelige nutidige udgave af nidverset som offentlig kampsport.

I sin efterklangsfilosofi fører Grundtvig denne forståelse af ordkampen og tvekampen videre ind i de akademiske sammenhænge, hvor han beskriver den dannede kritiske disput som en akademisk udløber af fortidens mere fysiske kredsgang. Hans ide om et fællesnordisk universitet i Göteborg skulle således opfattes som en fredelig forbrødring imellem de tidligere nationale rivaler:

At skjaldre betyder altså så meget som at prise, lovsynge, besynge eller forhåne nogen eller noget med stor åndelig kraft. Eller som her, i dannet selskab, at spotte, ryste, underminere og destabilisere sine højstærede modstandere i en videnskabelig, politisk eller filosofisk disput.

Forelskelsen & den mytologiske vækkelse

Grundtvigs opvækkelse til skjaldskabskunsten og runemagien var et åndeligt indvielsesdrama. Efter at have afsluttet sin teologiske kandidateksamen - uden at have gjort noget større væsen af sig - blev han ansat som huslærer ved godset Egeløkke på Langeland. Her forelskede han sig hovedkuls i husets frue, den noget ældre fru Constance Leth.

I romantikkens og den unge Werthers ånd var det sådan, at Gud skabte kvinden med det formål at gøre mænd til digtere. Indtil da havde Grundtvig anset sig selv for et køligt fornuftsmenneske, nu brød passionerne for alvor løs. Men forholdet var umuligt. Passionerne måtte holdes i ave, og løsningen blev for Grundtvig som for Kierkegaard at overføre forelskelsen til bøgernes og ideernes verden. Emnet, som den unge teolog og digterspire i sin kvide kastede sig over, var Nordens Mytologi.

Han søgte trøst i bøgerne og på lange gåture i naturen, som åbnede sig for ham i åndeligt-poetiske syner. Og i ét åndeligt kæmpespring sprang den nørdede akademikerspire ud som digter, videnskabelig forfatter, universalgeni, naturmystiker og fuldblodsromantiker. I mytologien fandt han et poetisk kraftsprog, en slags billedlig filosofisk forklaring på alt det åndelige, erotiske og ubevidste, som rasede i ham. Og med al den lidenskab, som ikke kunne finde et naturligt afløb, overgav den skuffede elsker sig til pennen og studierne, og dermed indledtes den mytologiske periode.

Grundtvigs gennembrudsværk, Nordens Mytologi 1808, er særegent bl.a. derved, at han ganske ubeskedent benytter sine egne digte som originalkilder til det mytologiske univers på lige fod med Vølvens Spådom og de andre middelalderværker.

Det var ikke bare en tilfældig poetisk frihed, han tog sig i et ellers udpræget akademisk værk, som i øvrigt var med til at grundlægge mytologien som fag. Dette særtræk, som går igen i begge hans afhandlinger fra 1808 & 1832, handler i virkeligheden om, at han anså sig selv som en autentisk bidragyder til genren, en indviet i skjaldskabskunsten. Og dermed til en primærkilde i den nordiske mytologi - helt på linje med de oprindelige skjalde.

Denne særlige skjaldskabs-status kan imidlertid kun opnås gennem en særlig form for indvielse. For var han ikke selv, ligesom Odin, blevet korsfæstet til livstræet i et førkristent smertensritual? Havde han ikke efterladt sin plagede og sårmærkede krop og gennemrejst himlene og dødsriget, og var han ikke selv blevet kaldet til seerskab og skjaldskab som en Odins søn:

Sejd og Galder

I de ældste eddiske kilder bliver Odin portrætteret som en udpræget shamanistisk figur, og megen ny forskning understøtter det synspunkt.⁰ Jf. Jens Peter Schjødt, *Odins viden - dens funktion og betydning*, in: Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, 17.03.2017. Artiklen indeholder en udførlig litteraturliste. Shamanisme må dog her ikke primært opfattes magisk-medicinsk som en en lavpraktisk spådoms- og helbredelses- og sejdblanderkunst. Men snarere som et udtryk for skjaldskabskunsten, der giver adgang til en ophøjet musisk og ekstatisk erfaringsverden, en åndelig, filosofisk og høvisk dannelseskultur, hvori Odin fremstår som både indvieren og den indviede.

Det var sådan, Grundtvig opfattede det, idet han på en gang dyrkede Odin som skjaldskabsgud, mens han samtidig lagde en vis afstand til sejdkunsen, som han forbandt med jætte- og dværgekunst, dvs. lavmagiske praksisformer: “Seid var en Troldom der udstammede fra Jetterne ligesom Galder fra Aserne.”⁰ Grundtvig, Nordens Mytologi 1808, US1, s. 285.

Således skelner Grundtvig klart og videnskabeligt mellem Galder, der som udgangspunkt er en højmagisk besværgelseskunst af hellig og guddommelig oprindelse, og Seid, som er lavmagisk og af jætteafstamning, dvs. af uhelligt, egocentrisk udspring. Og heri bekræftes han faktisk stadig af den nyeste forskning:

Den særlige åndelige ‘viden’ og ‘magt’, som Odin repræsenterer, er dog ikke den almindelige snusfornuftige akademiske skolemesterlærdom, men derimod visdom, forstået som en udvidet form for åndelig livsindsigt, en slags åndelig komplementaritets-bevidsthed, der kun kan erhverves gennem direkte erfaring, og som bedst formidles igennem det åndelige sindbilledsprog, der rækker langt ud over rammerne for den småborgerlige rationalismes og intellektualismes normative normalitetsbegreber.

Galder betyder oprindeligt ‘at synge’, ‘at kalde’, ‘at råbe’. Vi kender det fra udtrykket ‘at gale op’. Det er det samme som en åndelig sang, en gudepåkaldelse, en besværgelse. I sin tid fandtes der et særligt sekslinjet metrum, som kaldtes galdrelag.⁰ G. Steinsland & P. Meulengracht Sørensen (1998), *Människor och makter i vikingarnas värld, *s. 72. Og det indgår også indirekte i ord som Gjaller-hornet og Gjaller-broen, som betegner de kraftsange og højbårne toner, som udslår regnbuebroen mellem himmel og jord, tilkalder guderne, og opildner de åndelige kæmper til kamp.

For eksempel hævdes Odin i Hávamál at have mestret ikke mindre end 18 forskellige galdrer, i form af metriske besværgelser mod ild, sværdægge, pile, lænker og storme, ligesom han kunne fremmane de døde og tale med dem.⁰Jf. Ebbe Schön (2004). *Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition*. Fält & Hässler, Värnamo, s. 86. Jf. E.O.G  Turville-Petre (1964). *Myth and Religion of the North: the Religion of Ancient Scandinavia*.  Skjaldskabskunsten beror således på ekstatiske erfaringer, som man typisk kun vil kunne erhverve sig gennem meditativ selvdisciplin, ved hjælp af psykedeliske stoffer eller - som i Grundtvigs tilfælde - spontant, gennem erfaringen af intense psykiske eller fysiske smerte- og transformations-oplevelser.

“Grundtvig på syre”

I myten om Odin og skjaldskabets ophav henvises til suttung-mjøden, der tydeligvis må have været noget af en åndelig kraftdrik, en sejd eller soma,⁰ *Soma* er navnet på en vedisk gud; og på den drik, der ofres til guderne og deles mellem deltagerne i soma-ritualet; og på planten, der giver saften til denne drik. som drog sin glødende seerkraft fra den dybeste bund, og hvis hemmeligsfulde indhold kunne få enhver af asernes troende, lydige sønner, som oplivede sig med den, til at stige til vejrs, og svæve frit omkring på åndens vinger.

Derfor kaldes den også for skjaldemjøden.⁰ Vikingerne antages at have brugt svampe, antageligt Rød Fluesvamp og Panter Fluesvamp som deres foretrukne åndelige transportmiddel. Jf. Keith Williams, *Drugs Used in Conflict and Wars, Part 1: Vikings’ Early Use of a Performance-Enhancing Drug? * Ligesom Odin under sin korsfæstelse på livstræet blev løsladt til den høje skuen igennem alle verdener:

Her kan man virkelig tale om “Grundtvig på syre”.⁰jf. Lars Neudorf, *Grundtvig på syre : Ebbe Kløvedal Reichs psykedeliske kirkekritik*, Fønix 2020. Det var også titlen på en anmeldelse af min bog *Solen ved Midnat*. Jf. Nicolai Halvorsen (2016), *Grundtvig på Syre*, Dansk Kirketidende, årg. 168. Det oldnordiske ‘Óðinn’ er et sammensat ord, der består af óðr, som betyder ‘ekstase, raseri, inspiration’, og endelsen -inn, som betyder noget i retning af ‘mesteren af’. »Odin« kan derfor oversættes til “ekstasens mester”. En bekræftelse af dette finder man hos Adam af Bremen (1040-81), når han oversætter “Odin” til “Den rasende.”⁰ Jf. Adam of Bremen. c. 1080. History of the Archbishops of Hamburg-Bremen. Translated by Francis Joseph Tschan. p. 207. Jf. Daniel McCoy, *Shamanism*. In: Norse-mythology.org.  Hermed antydes en direkte forbindelse mellem Odin og de ekstatiske trancetilstande, der udgør et af de definerende kendetegn ved shamanisme.

Odin er gud for visdom, krigslykke, runer og magi. Han er også skjaldskabskunstens gud, og på Langeland drak Grundtvig ved kilden af den åndelige mjød, som vækker skjalde op til syner. Ligesom Odins korsfæstelse på livstræet Yggdrasil beskriver han sin egen skjaldskabsindvielse som en meget smertelig ud-af-kroppen eller ude-af-sig-selv (eks-tasis) oplevelse.

Han oplever, hvordan de indre synsevner bliver opvakt, og hvordan dybe syner og indsigter åbner sig for ham, om end på en drømmeagtig måde, en medrivende tankestrøm uden rigtig åndelig og menneskelig grund under fødderne. For at beskrive den overvældende vækkelse, der foregik i hans krop og sind, taler han om, hvordan gubben Odin rakte ham hånden og lod ham bestige inspirationens ottefodede hest Sleipner.

Der er helt klart tale om en overvældende åndelig opvækkelse, men i Nyaarsmorgen, på 15 års afstand, beskriver han det også som ‘en midvinters-drøm’ og som ‘hjernevildfarelsens år’:

I nogle år levede, forskede og digtede Grundvig under Odins kappe. Siden blev Asadyrkelsen skudt noget i baggrunden, idet han igennem en ny krise og omvendelse, tog sit skjaldeblik med sig over og ind i kristendommen, hvor det ikke kun gælder om at suse til himmels på “gangeren, den ottefodtravende” Slejpner, men om at få himlen ned på jorden. Hvilket er mere end selv nordens Pegasus kan præstere.⁰ Jf. Grundtvig, *Nordens Mytologi* 1808, US1, s. 288.

Den svære overgang blev anledningen til Grundtvigs anden store indvielseskrise i 1810, hvor han finder helt ind til Det levende Ord (Logos), som er alle de åndelige kraft- og sindbilledsprogs sande guddommelige ophav.

Men helt opgav han aldrig sin ungdoms kærlighed til mytologien og de gamle guder. Og fra 1832 fik han held til at forvandle det poetisk-filosofiske kraft- og symbolsprog til en folkelig oplysningsbevægelse.