Hvis jeg blev diktator i Danmark, ville min første embedshandling være at forbyde teologer at udtale sig om skønlitteratur i tale såvel som skrift. Der ville selvfølgelig være enkelte teologer, der ville få en dispensation fra bestemmelsen, men det skulle ikke være let at opnå den. Denne strenghed ville være en nødvendighed af den simple grund, at det alt for ofte går galt, når teologer beskæftiger sig med skønlitteratur. Det går galt af den simple grund, at teologer har en tendens til at læse digte, fortællinger og dramaer som om det var systematisk teologi og det går selvfølgelig ikke. Kan skønlitteratur da ikke læses teologisk? Naturligvis kan den det, alt kan læses teologisk, men skønlitteratur skal netop læses teologisk som skønlitteratur, ikke som andenrangs systematisk teologi.

Nu er sandsynligheden for, at jeg bliver diktator i Danmark heldigvis temmelig lille, men det ændrer ikke ved, at der ofte er et problem med forholdet mellem teologi og skønlitteratur; dette er særligt udtalt i forbindelse med den engelske forfatter C.S. Lewis (1898-1963), der konstant befinder sig i et spændingsfelt på dette område. C.S. Lewis var professor i litteraturhistorie med speciale i middelalder- og renæssancelitteratur. Han var samtidig en af det 20. århundredes kendteste kristne forfattere; det skyldtes bl.a. en ret omfattende apologetisk litteratur, hvor hans udgangspunkt konsekvent var ”mere Christianity”, klassisk kristendom, det, som stort set alle kristne på tværs af århundrederne kunne blive enige om. Derfor var Lewis også, hvad receptionshistorien angår, det 20. århundredes mest økumeniske forfatter. Han er blevet kaldt ”the patron Saint of American Evangelicalism”; nogle af de vigtige bøger om Lewis' forfatterskab, der er skrevet i de senere år, er skrevet af katolikker, hvad en forfatter som Michael Ward er et eksempel på. Den tidligere engelske ærkebiskop, Rowan Williams, har skrevet en bog om Narnia, og den engelske ortodokse biskop, Kallistos Ware, som døde i 2022, legede med tanken om Lewis som en ”anonym ortodoks”. Listen, der kan dokumentere den økumeniske bredde i Lewis-receptionen, kan hurtigt blive meget lang, så jeg stopper her, men bredden er virkelig voldsom.

En vigtig grund til Lewis berømmelse er imidlertid, at han skrev en omfattende mængde skønlitteratur i en række forskellige genrer, som på mange måder repræsenterer hans væsentligste teologiske tænkning og apologetiske bidrag; dette sker vel at mærke som skønlitteratur; her er de syv bøger om Narnia naturligvis det, Lewis er særligt kendt for. En af de bedste og samtidigt bredeste nyere introduktioner til apologetik, jeg er bekendt med, er Alister McGrath’s Mere Apologetics. På bogens første side definerer han apologetik på følgende made:

Mange opfattelser af apologetik fokuserer kun på det første af de tre nævnte aspekter, den intellektuelle soliditet. Den stod C.S. Lewis i højeste grad for, men han repræsenterede i den grad også ”the imaginative richness, and the spiritual depth of the gospel in ways that can connect with our culture”, for nu at bruge McGraths formulering. Dette skete ikke mindst i hans skønlitteratur. Austin Farrar skrev på et tidspunkt: ”[Lewis) real power was not proof, it was depiction. There lived in his writings a Christian universe that could be both thought and felt, in which he was at home and in which he made his readers feel at home” Austin Farrar: “In His Image” (i Como, 2005, 344-45).

Dette er vigtigt at understrege, når C.S. Lewis syn på fortabelsen skal diskuteres, for hans vægtigste bidrag på området er at finde i hans skønlitteratur, ikke mindst i Den store skilsmisse, som der derfor vil være et særligt fokus på i denne artikel. I forordet til Den store skilsmisse skriver Lewis afsluttende:

Denne holdning er indskrevet i værket. I bogens afslutning, mens fortælleren befinder sig i himlen, bliver det klart for ham, at hans oplevelser er en drøm. Det får ham til at reagere på denne måde overfor hans ”rejsefører”:

Dette er såvel et teologisk som et litterært statement, som må være udgangspunktet, når der arbejdes med Den store skilsmisse og andet af Lewis skønlitteratur. Det indeholder teologi, men teologi formidlet i billeder og fortællinger.

Grundlaget for Lewis, såvel i Den store skilsmisse som andre steder, er, at såvel opstandelsen som fortabelsen er en virkelighed. Når det drejer sig om opstandelseslivet, er der grænser for, hvad vi som begrænsede mennesker kan vide; den begrænsning skal vi anerkende, samtidig med, at vi skal turde udtale os om opstandelsens – og fortabelsens – virkelighed. Man kan sige, at det er denne menneskelige begrænsning, der udtrykkes i 1. Joh. 3:2, når der om opstandelseslivet skrives: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” I Den store skilsmisse slipper Lewis den digteriske fantasi løs uden at tilkende den faktuel sandhed; samtidig er det indlysende, at bogen er fyldt med indirekte teologiske udsagn, som er noget af det væsentligste, Lewis har skrevet om fortabelsen

Hos Lewis bliver håbet om opstandelsen et argument for menneskets meget høje værdi. Det bliver særligt tydeligt i ”The Weight of Glory”, som oprindelig blev holdt som en prædiken. Her understreger han, at kunst, kulturer og civilisationer er noget historisk, som vil forsvinde, mens det enkelte menneske er evigt. Lewis sætter trumf på, når han siger, at bortset fra de hellige sakramenter er vores næste det helligste, vores sanser vil opleve. Dette udelukker vel at mærke ikke fortabelsens mulighed (Lewis, 1980, 96).

Mange af C.S. Lewis skønlitterære værker er skrevet over nogle af verdenslitteraturens hovedværker. A Pilgrim’s Regress er skrevet over John Bunyans Pilgrimsvandringen, Perelandra er skrevet over John Miltons Det tabte paradis, Overrasket af fryd er skrevet over Augustins Bekendelser, Narnia har en vis inspiration fra Edmund Spencers A Faerie Queen og endelig er Den store skilsmisse skrevet over Dantes Alighieris (1265-1321) Den guddommelige komedie. Titlens brug af ordet komedie skyldes ikke, at Den guddommelige komedie nødvendigvis er meget munter at læse, men at den slutter godt (i modsætning til tragedien) og ordet guddommelig har eftertiden tilføjet i beundring for værkets kvalitet. Den guddommelige komedie er struktureret over 100 sange. I den første sang møder vi Dante ”midtvejs på hans livs bane” og i dyb krise; i dag ville man kalde det en midtvejskrise. Til Dantes held møder han den romerske digter Vergil, som faktisk levede mere end 1000 år tidligere; Vergil er af Dantes ungdomskærlighed, Beatrice, blevet sendt til jorden for at hjælpe ham, viser det sig senere. Vergil tager Dante på en rejse gennem helvede (33 sange) og skærsilden (33 sange), inden Vergil forlader ham på skærsildsbjergets top, da han som hedning ikke kan komme ind i himlen. Her tager Beatrice over og leder ham gennem himlen (også 33 sange), indtil han når frem til den yderste lyshimmel og ser ”den kærlighed, der bevæger solen og de andre stjerner”, som det udtrykkes. På denne gigantiske rejse møder han en masse mennesker, som han taler med og oplyses af. På den måde kommer Den guddommelige komedie til at blive et koncentrat af hele højmiddelalderens verdensbillede.

Den guddommelige komedie har leveret mange af vores centrale forestillinger om såvel skærsilden som helvedet, hvad Jerry Walls viser i bogen Purgatory. Når der tales om billeder af fortabelsen, af helvede, så er de forbløffende ofte mere inspirerede af de billeder, man kan finde i Den guddommelige komedie, end af de billeder, man finder i de bibelske tekster. Det er dog ikke tilfældet med C.S. Lewis’ Den store skilsmisse, hvor værkets disposition er bygget over Den guddommelige komedie, mens billederne af helvede er af en anden karakter.

I Den store skilsmisse tager fortælleren os med på en busrejse fra helvede til himlen. Efter at bussen er kommet til himlen, eller snarere den yderste kant af himlen, møder fortælleren den skotske forfatter George MacDonald (1824-1905), som får den funktion af åndelig guide, som Vergil har i Den guddommelige komedie. I sin åndelige selvbiografi, Overrasket af fryd, skriver Lewis, at da han som teenager læste George MacDonalds Phantastes, var virkningen, at hans forestillingsevne blev ”døbt”; det er således ikke mærkeligt, at MacDonald har fået en prominent plads i Den store skilsmisse. En væsentlig forskel mellem Dante og Lewis er, at vi ikke for alvor finder en Beatrice i Den store skilsmisse. Og så kommer der en indirekte modernitetskritik ind i Lewis beskrivelse af helvede som en by, mens himlen har en udpræget landlig karakter. Den historiske forudsætning for det er en grad af urbanisering, man ikke fandt i de italienske bystater på Dantes tid.

Lewis viser sin inspiration fra Augustin i det svar, man i Den store skilsmisse finder på en af kristendommens udfordringer: Hvordan skal vi forstå tilstedeværelsen af ondskab i universet? Når Gud er helt igennem og ubetinget god og samtidig skaberen af alt, oprindelsen til alt, hvordan skal vi så forstå tilstedeværelsen af det onde? Et af de klassiske svar på det spørgsmål, som vi bl.a. finder hos kirkefaderen Augustin (354-430) i hans Bekendelser, er, at ondskab ikke er noget i sig selv, ondskab mangler i en vis forstand substans og virkelighed og må forstås som en forvridning og forvrængning af noget oprindelig godt. Det udtrykkes med ord som disse:

Det ændrer ikke ved, at ondskabens mangel på virkelighed kan have forfærdelige konsekvenser. Det er den opfattelse, vi møder hos C.S. Lewis gode ven Tolkien i hans Ringenes herre og det er også den opfattelse, der gennemsyrer Den store skilsmisse.

Her bliver helvede skildret som et sted, hvor folk kan få, hvad de vil have, men der er intet, der har egentlig substans, virkelighed og kvalitet. Da de besøgende fra helvede kommer til himmelen, er de voldsomt udfordrede af, at alt er så virkeligt og de selv er så skyggeagtige. Det gør ondt at gå på græsset og alt omkring dem udstråler soliditet og lys i voldsom modsætning til deres eget mørke og ikke-eksistens. Det viser sig da også, at helvede er så lille og ubetydeligt, at det kan indeholdes i en revne i jorden i himmelen. I Den store skilsmisse forklarer George MacDonald det på denne måde:

Her bliver der virkelig sat billeder på forestillingen om ondskaben og fortabelsen som mangel på substans og virkelighed. I Fælles kristendom udtrykker Lewis det samme med mere abstrakte begreber:

En afledt konsekvens af denne tanke er, at der bliver en flydende overgang mellem fortabelse og udslettelse, annihilation.

Dante mødte en masse mennesker på sin vej gennem helvede, skærsilden og himlen og på samme måde møder fortælleren i Den store skilsmisse mange mennesker. Det fører til et fantastisk studie i, hvad man kunne kalde syndens psykologi; denne er ikke fremmed for et eneste menneske, hvad der gør bogen både inspirerende og udfordrende at læse og en interessant parallel til Djævelske breve. De to værker har to meget forskellige indfaldsvinkler til skildringen af synden og ondskaben og supplerer derfor hinanden godt. I Djævelske breve skildres helvede nærmest som et moderne bureaukrati med selviskhed og frygt som sine primære kendetegn og med et særligt fokus på fristelsen, mens Den store skilsmisse er bredere i sit anlæg.

Da bussen fra helvede kommer til himlen i Den store skilsmisse, bliver passagererne på forskellig måde mødt af salige fra himlen: det særlige ved disse møder er, at de involverede personer har haft en relation til hinanden i deres jordiske liv, og nu vil de salige møde passagererne for at hjælpe dem videre ind i himlen. En væsentlig del af bogen beskriver disse møder og buspassagerernes forskellige argumenter for ikke at fortsætte rejsen ind i himlen – og i visse tilfælde beskrivelsen af mennesker, som netop bliver overbevist om at fortsætte rejsen. Man vil kunne se dette som et argument for en ”ekstra chance” efter døden, men det centrale i beskrivelserne i Den store skilsmisse er snarere, at både himmel og helvede er et valg. I bogen henviser George MacDonald til Milton, når denne siger: ”Alle fortabte sjæles valg kan udtrykkes med ordene: ”Hellere regere i Helvede end tjene i Himlen”” (s. 92), hvad der i Miltons hovedværk, Det tabte paradis, udtrykkes særligt stærkt i satan-figuren, som netop først og fremmest er en oprører mod Gud. MacDonald siger det i Den store skilsmisse på denne måde:

Lewis understreger igen og igen opstandelsens virkelighed i sit forfatterskab og han pointerer, at frelsen og opstandelsen er betinget af Kristi værk. Han er ligeledes meget klar omkring fortabelsens mulighed, men er bevidst mindre klar, når det drejer sig om, hvem der går fortabt, hvad der udtrykkes i dette citat fra Fælles kristendom:

Det sidste slag, det syvende og afsluttende bind i Lewis Narnia-fortællinger, udtrykker på en fin måde Lewis syn på opstandelsesliv og fortabelse. I det første bind, Troldmandens nevø, er der en meget lang og smuk beskrivelse af, hvordan Narnia bliver sunget ind i eksistens af Aslan. I afslutningen af Det sidste slag møder vi en beskrivelse af det modsatte, en slags anti-skabelse, hvor stjernerne slukkes, verden forsvinder lidt efter lidt og mørket tager over. Ingen behøver dog at forblive i den fortabte verden, der bevæger sig mod ikke-eksistens, for Aslan har skabt en dør, hvor alle, der ønsker det, kan bevæge sig ind i en ny verden. Frelse såvel som fortabelse er et valg. Muligheden for frelse benyttes bl.a. af Emeth, som altid har tjent afguden Tash. Emeth kommer ind i den ny verden, fordi han i sin rene søgen faktisk har tjent Aslan uden at vide det, får han at vide af Aslan; dette til trods for, at Aslan og Tash er absolutte modsætninger. Eksemplet viser Lewis forholdsvis generøse forståelse af frelsens mulighed.

De skabninger (mennesker såvel som talende dyr), der er kommet ind i den vidunderlige nye verden, er naturligvis fulde af begejstring og lyst til at udforske den, men jo længere, de kommer ind i den ny verden, des mere velkendt virker den. Det skyldes, at de er kommet ind i Narnia, men vel at mærke ikke det gamle Narnia, men et nyskabt og forklaret Narnia, hvor alt er smukkere og bedre end i det gamle. Dette kan siges at afspejle Bibelens store fortælling, hvor vi starter i en have, Edens have, og slutter i en by, det Ny Jerusalem, der har alle havens kvaliteter og hvor alle de centrale billeder fra Edens have optræder i forklaret skikkelse; det eneste, der mangler, er Træet til kundskab om godt og ondt, altså faldets mulighed.

Med dette vil jeg slutte min korte præsentation af C.S. Lewis syn på fortabelse og finder det passende, at præsentationen af Lewis syn på fortabelsen afsluttes med visionen af frelse og opstandelse, da det er det, der virkelig fylder hos ham.

Endelig bør jeg ved afslutningen understrege, at jeg først og fremmest har prøvet at være en mikrofonholder, der har forsøgt at give ordet til Lewis uden at trætte læseren med mine egne holdninger. Det har jeg gjort af den simple grund, at Lewis skriverier om emnet er langt mere interessante end noget, jeg kan bidrage med, så det har været et let valg.