For omkring to år siden fulgte jeg, ligesom mange andre, med i, hvordan Rusland gik ind i Ukraine som en del af den såkaldte ”militære operation” – i Vesten kendt som krigen i Ukraine. Dengang vidste vi ikke, hvad krigen ville komme til at betyde, hvor længe den ville vare, eller om den ville sprede sig til andre områder. Det gør vi i princippet stadigvæk ikke. Men der var en grundlæggende forståelse af, at verden, som vi kender den, var forandret.

Jeg husker selv en samtale, jeg havde med min kollega kort efter Ruslands invasion. Vi talte om, hvor skræmmende det var, at vi for første gang siden 1945 igen oplevede krig på det europæiske kontinent. Og om, at den lange periode med fred, vi havde oplevet i Europa indtil da, måske i sig selv var for god til at være sand.

Det var først efterfølgende, at jeg blev bevidst om, at krigen i Ukraine i manges øjne begyndte allerede i 2014 med annekteringen af Krimhalvøen. Og endnu senere, jeg ”kom i tanke om” den borgerkrig og folkemord, der prægede store dele af 90’erne i det tidligere Jugoslavien. En krig, som kostede omkring 300.000 mennesker livet og drev millioner på flugt. Point proven – den lange fred, eller Pax Europaea, som jeg har fundet ud af, at man kalder perioden, har måske altid været for god til at være sand.

Ikke desto mindre har det været en del af mit vesteuropæiske født-efter-den-kolde-krig-perspektiv på verden: Selvfølgelig er krig noget, jeg skal forholde mig til, men det er ikke noget, jeg skal opleve som en reel bekymring i mit liv, eller noget, der kan have konsekvenser for mit eget handlerum. Som født i 1994 er jeg mere eller mindre ubevidst vokset op med forestilling om, at de store ideologiers kamp for længst var ovre, krig i Europa hørte fortiden til, og at en russisk præsident primært er noget, man griner af sammen med værterne i Monte Carlo.

Verden af i går?

Det er netop den virkelighed, jeg oplever, at journalist Jeppe Bentzen skriver sin bog De Vingeskudte fra 2023 i. Bogen er skrevet som en reaktion på krigen i Ukraine og følger Jeppe Bentzen på tur rundt i Europa med det, der næsten kan betegnes som et symbol på ungdommens eventyrlyst og Europas åbne grænser og muligheder: interrailkortet.

Bentzen rejser afsted for at finde frem til, hvordan det europæiske fællesskab og Europas fremtid ser ud i lyset af krigen i Ukraine. Både på et samfundsniveau, men særligt for den ungdomsgeneration, jeg også selv tilhører, som er født i slipstrømmen af Murens fald og flasket op med en forestilling om, at hvis vi nu bare gjorde os tilpas økonomisk afhængige af hinanden, så ville det ikke være muligt – eller i hvert fald ikke økonomisk rentabelt (og derfor praktisk talt umuligt) – at gå i krig med hinanden. En forestilling, jeg forestiller mig, også var til stede, da Den Europæiske Union i 2012 modtog Nobels Fredspris for at "forvandle det meste af Europa fra et krigens kontinent til et fredens kontinent."

Rejsen tager Bentzen vidt omkring; Til Rom og Wien i en søgen efter en fælleseuropæisk tradition og tankegods i de kaffehuse, som i dag primært fungerer som baggrund for turisters feriebilleder; Til Venedig for at få selvsyn på Europas største turistkulisse; til Gatsby-fest i Letland, hvor deltagerne ikke rigtigt lykkedes med at blive taget tilbage tiden til de brølende 20’ere, fordi frygten for en russisk aggression og invasion er blevet allestedsnærværende; Til Østeuropas storbyer og til en række af de unge østeuropæiske intellektuelle, som også gør sig tanker om, hvordan Europas fremtid for den ungdomsgeneration, der aldrig har oplevet et delt Europa, ser ud.

Et (vest)europæisk fællesskab

Det lidt polemiske billede, Bentzen maler af Europa, er et Europa i forfald. Nærmest som om, at vi har sejret os selv i ihjel, eller i hvert fald har troet, at ”sejren” for evigt ville være vores. Men nu er det måske et andet Europa, vi står overfor. Et Europa, hvor fortidens storhed er forbi, og det er i høj grad vores egen skyld, fordi vi har glemt at tænke store tanker, og fordi vi har rykket vores produktion af helt almindelige hverdagsprodukter ud af Europa.

Bentzen rejser igennem et Europa, hvor det fællesskab, der binder os sammen, måske ikke er helt lige så stærkt, som vi førhen har troet. Det kommer særligt til udtryk i en samtale, han har med den ungarske journalist Réka Kinga Papp, hvor hun beskriver et europæisk fællesskab, som siden jerntæppets fald i høj grad har været styret af en vesteuropæisk agenda.

En agenda, som for østeuropæere betød, at muligheden for at være en del af et stærkt europæisk fællesskab handlede om at lære engelsk og imitere en vestlig kultur og mentalitet. Det ”normale”, man skulle tilpasse sig for at være europæer, blev så at sige det vesteuropæiske. Dette betød ifølge Papp, at intellektuelle så ned på de nationale traditioner, som pludseligt blev synonym med alt det gamle, der ikke var en del af ”fremtiden”. Og herved, mener hun, blev grundstenen blev lagt til flere af de højreorienterede nationalistiske bevægelser, som ikke bare fanger an i Papps hjemland, men i flere europæiske lande.

Bentzen møder det prøvede europæiske fællesskab hos den belgiske sociolog Jurgen Masure, der kigger på verdenskort, hvor de skarpe landegrænser på ny bliver genoptegnede, og hvor Europas muligheder for at skabe et fælles ståsted og en stærk enhed bliver sværere og sværere. Han møder det hos den hollandske EU-parlamentariker Samira Rafaela, der er bekymret over, at Europa kun har gjort sig mere og mere økonomisk afhængig af resten af verden. Og han møder det i Europas yderposter, hvor tanken om noget fælleseuropæisk udfordres; i Bosnien-Hercegovina, hvor man (endnu) ikke er indlemmet i unionen, og hvor den vesteuropæiske forestilling om Pax Europaea aldrig har været en del af den kollektive virkelighed, fordi flertallet af den voksne befolkning stadig kan huske, da husene fik sine skudhuller.

“Det er ikke et fremskridt for Europa, hvis de ikke er med”

Men bogen præsenterer også en række unge, som faktisk mener, at der findes et europæisk fællesskab, vi er nødt til at agere ud fra i lyset af den verden, vi er en del af – om end vi måske hen ad vejen har misforstået, hvordan det fællesskab skal se ud i praksis. Som den svenske journalist Amanda Broberg formulerer det i slutningen af bogen:

Hvornår har Europa nogensinde haft det bedre end under din og min opvækst? Vi har været så privilegerede, haft så overfladisk en Tik-Tok-tilgang til verden. Folk som os skal lære at forstå Østeuropa. Men ikke fordi de skal ligne os. Fordi de skal være sikre. Fordi det ikke er et fremskridt for Europa, hvis de ikke er med. Ukrainerne går jo ikke i døden for friheden i sig selv, men for retten til at være Ukraine. Til deres egen historie, deres egen suverænitet som land. For mig er Europa et konkret projekt nu.

Og det er også her Bentzen selv slutter: Den frihed, vi har nydt godt af i Europa og særligt i Vesteuropa er ikke en normaltilstand, selvom det er sådan, den ungdomsgeneration Bentzen og jeg selv er en del af, ofte har følt det. I disse år er vi i en tid, som måske er lige så skelsættende som verdenskrigene og murens fald var. Men selvom verden måske er anderledes, end vi troede, så er der stadig grund til at tro på en fremtid for Europa – også selvom det måske er et andet Europa, end vi blev ”lovet” som post 89’er-generationen. Vi må arbejde for en bedre fremtid i stedet for bare at være modløse over, at vores billede af verden er brast.

Jeppe Bentzen sætter i sit generationsportræt ord på det, som jeg tror, mange af os, der er vokset op i Vesteuropa efter murens fald, mærker: At verden nu ser meget anderledes ud end for blot et par år siden; at den kommer til at se anderledes ud, end vi forestillede os; og måske også, at den faktisk allerede i lang tid har været meget anderledes, end vi gik rundt og troede i vores eget lille smørhul.

Men Bentzen viser også, at vi faktisk har mulighed for at være med til at præge den fremtid, vi står overfor. Også selvom vi i mødet med virkelighedens Europa bliver opmærksomme på problemer, som ikke før har været tydelige for vores vesteuropæiske blå øjne.

Derfor giver bogen mig også lyst til at lære mere om Europa. Fordi, jeg tror, at det er nødvendigt at vide mere om de lande, vi ønsker at indgå i et europæisk fællesskab med – deres erfaringer og viden om verden er anderledes end min egen danske erfaring. Fordi fællesskab og frihed er ikke noget, der universelt og endegyldigt, bare fordi jeg selv blev født efter murens fald, men er noget, vi må arbejde for at skabe og opretholde.