Første gang, jeg mistede troen, var jeg bare en stor teenager.

Jeg frasagde mig troen, fordi jeg ikke havde brug for den.

(Og tænker man sådan om den, så må man jo nok spørge, om man overhovedet har begrebet, hvad det hele går ud på.)

Kristendommen var, sådan som jeg forstod den, simpel. Den kunne regnes ud som et psykologisk trick, der var konstrueret til at bringe mennesker ind i en uendelig cirkelslutning af pligter og lovgerninger og selvretfærdige konklusioner. Den var en ligning emballeret som en fabel; den var lige så flad som en hvilken som helst politisk ideologi eller dansk-tekst; nok båret af indignation, menneskesyn og den slags, men uden forståelse for den kompleksitet, som jeg allerede som barn havde fået fornemmelsen af. Den var moral og moraliserende, og hvor sætter du de to streger; den var en brug-og-smid-væk tro, religiøse gajolæske-bon-mot’er, amen, og så videre.

Jeg kunne ikke genkende mig selv i troen længere og måtte smide den, som man smider en trøje, der er krøbet i vask (fordi man ikke læste vaskeanvisningerne grundigt nok). 

Anden gang, jeg mistede troen, var det Gud, jeg ikke længere kunne genkende. 

Nu var jeg en slags voksen, og trostabet havde implikationer, der rakte udover det ungdommelige sværmeris vægelsindethed. 

Jeg havde børn, ægtefælle, og rammer, der var udstukket af troen. Landskabet lå foran mig, tæt bebygget med andagtsstunder, menighedslejre, foldede hænder og børnebiblerne, som nu i deres ulidelighed skreg mig sine løgne.

Måske livet var komplekst, men der var også noget umådeligt banalt over tabets center: For hvordan kunne en god Gud tillade skødesløshed og ondskab? 

Større tænkere havde slået tanken på dette før. Det var en grundlæggende forargelse, der endda var profeteret om i de skrifter, jeg var blevet genforelsket i, efter at Gud i sin godhed havde rakt ud og berørt mig på ny, på en sådan måde, at jeg forstod, at den tro, jeg i min ungdom troede, jeg skulle besidde, den kom først nær hos mig, netop når jeg gav slip på den. 

Irriterende nok, at dette trostab var lige efter bogen. At jeg på den måde var forudsigelig, vakte mit raseri; jeg var gennemskuet, men latterliggjort.

Først senere oplevede jeg det aflastende i, at det netop var sådan – at jeg ikke var mere unik, end at jeg passede ind i den bibelske diagnose af mennesket og hendes grundforvirring.

Det var troen, der skulle bære mig, og ikke mig, der skulle bære troen, men det var sådan, det var blevet, og selvfølgelig måtte jeg miste den, for den var ikke dét, den skulle være; luftkasteller fordamper, og bygger man på dem, vælter man hurtigt.

Troen havde været en identitetsmarkør, et skilt, jeg løftede op, for ligesom at fortælle folk, hvem jeg var, alt imens jeg gemte mig bag det, og det var mellem mig og Gud, men hvad, det så jeg ikke dengang; den var jo alt, troen, troede jeg, og blev til intet.

Alligevel mistede jeg den, for den Gud, livet viste mig, kunne jeg ikke genkende i min egen apologetik.

Hvis troen er tillid, så havde jeg intet til overs for denne Gud. Han var lunefuld, om ikke endda ondskabsfuld. En ting var, at han skjulte sit ansigt; noget andet var, at han gemte sine reelle hensigter. Som om, at alt det, han var, var betinget af gudsfingrene grande, der var krydset bag en guddommelig ryg. Som om alt handlede om at holde mig for nar, snyde mig, narre mig til at give mit liv fra mig.

Første gang, troen vendte tilbage, trak den mig ud af mine forestillinger om, hvem Den Opstandne var og præsenterede mig for ham som spillevende, og overrasket interesseret i Thomas Frovins hjerte. 

Den var uimodståelig, troen; den var noget andet og mere end den ”tro”, jeg engang havde påberåbt mig. Den var ikke viden, for sådan er det ikke, men den var, med et ord, der kunne have været min gamle farmors, en vished, en dyb erfaring af at være kendt og dog elsket af grunde, jeg den dag i dag har svært ved grundlæggende at forstå.

Men det i sig selv var udmærket, for denne tro skulle ikke forstås, den skulle gribe mig og ikke omvendt, og når den gjorde det, var det mig, der kunne tillade mig at være utilbens, mærkværdig, tvivlrådig, mopset og ulykkelig.

Hvor det før kunne være den tro, jeg forlod, der var alt det, var det nu pludselig vendt om; troen som et bassin at bade mig i, en hånd; en borg at søge tilflugt i. Den var en forelskede der vaktes af, at Jesus elskede mig, at det eneste, han ønskede, var at frelse mig, ikke af nød, men af lyst; og frelsen var alt andet end kedelig, det var der, livet boede, skønheden, håbet, ja, håbet! Og Jesus var der, og jeg havde aldrig mødt nogen så smuk. 

Denne gang var troen højtråbende i mit sjæls tomrum; tiden, der var gået, havde jeg brugt på at læse franske eksistentialister, jeg havde badet mig i deres ætsende ateisme og troede, at den skulle gøre mig fri eller ren, ha, frelse mig!, men aldrig kunne jeg købe præmissen om absurditet og individualitet; noget i mig troede anderledes, og det troede altså i mig, og selvom jeg troede, at jeg ikke troede, så var den der, troen.

Så da troen for alvor brød igennem, så måtte det være med tungetaler og skel, der blev sat, kald, profetier, lovsangskor og løftede hænder; et nyt liv, en ny begyndelse, der også var en bestemmelse, bibelord, der fløj op af siden og ind i mig, jeg spiste bogrullen.

Anden gang troen vendte tilbage var den tyst, stilfærdig, næsten indadvendt. En introvert tro, det giver jo ikke mening, men mening var det, den gav ved at være tavs, ved at slippe det ungdommelige letsinds radikalitet, ikke som en forsagelse, men som en tilføjelse til alt det, jeg gemte i mig som dyrebare minder, længsler efter en lettere tid, hvor den midaldrendes kynisme var holdt mere i skak.

Den var et tæppe, der blev trukket væk og en stemme, der sagde: Se der, og jeg så et dyb, der rummede mørket, der var så sort, at det blev blåt, og jeg forstod, at det var sandt; livet er også mørkt, og mørket er ikke en præmis for lyset, men findes ved siden af det, samtidig med det.

Troen var en hvisken: ”Jeg er her”, måske: ”Du er ikke alene”, men også: ”Fald til ro”, den råbte ikke, den hviskede, men den insisterede, mens den gjorde det på en sådan måde, at jeg opdagede et hjem inden i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde, et hjem, som Jesus skulle bo i, som han måske hele tiden havde boet i (den holder nok ikke rent teologisk), men det, at han ved troen skulle bo i mit hjerte, gav underligt nok mig et hjem, det var ikke omvendt; det var ikke min gæstfrihed eller mig, der sagde: Velkommen!, det var ham, der gjorde det, og jeg måtte bo i, at han bor i mig, mærkeligt. 

Jeg nærmer mig ham som et brændt barn, skuldrene falder ikke helt til ro, men det er mig, ikke ham, det ser jeg, og det fortsætter at være min kamp: Den midaldrende, som ikke længere magter som et barn at kaste sig i favnen på Gud. 

Sådan er det, og sådan er det, når jeg falder om i troen som en sofa, troen som et par udslidte yndlingsbukser, der smyger sig om kroppen og passer perfekt, det modsatte af en præstation, troen som en nåde, at jeg hører til, og at jeg må høre til, og det er ok, jeg er i verden, selvom verden ikke er ok.

Jesus er opstanden.

Jeg er levende.

Troen er ligeså. 

Og det er Jesus, der går mig i møde med et ”God morgen!” og fortæller mig, at han er opstanden, men jeg er ikke død, og troen i mig danser, og jeg ser, at måske skal jeg alligevel leve.