Uanset om vi ser på de politiske ledere, kulturens fanebærere, sportens verdensstjerner eller kirkens fame pastors, så ser de ud til at have én ting til fælles: karisma. I en hypereksponeret og medialiseret virkelighed er idealet om meritokrati – at man opnår status på baggrund af præstationer – udfordret. Nu må man have en personlighed, som rummet noget mere eller mindre udefinerbart og som giver en X-faktor.

Fordi denne ingrediens er blevet så styrende for vores offentlige liv, også i kirken, er jeg blevet nysgerrig på, hvad det egentlig er for noget. Også om al karisma mon er det samme. Det er det, jeg undersøger i denne artikel.

Hvad er karisma?

I Tage Schou Hansens utrolige debutroman, De nøgne træer, fra 1952 er der en undseelig scene efter den unge modstandsgruppes første sabotagehandling. Gruppen er samlet hjemme hos lederen, lægen Christian, som de andre gør, hvad de kan, for at spille op til. En af gruppes hårde fyre med lavt omløb i hovedet, Leo, udbryder så:

“Du kan få hvad som helst, Christian … Du behøver bare at sige til en af dine patienter: Kære lille fru Andersen, jeg er kommet i sådan en forlegenhed. Jeg står og mangler et rigtigt menneskehovede til nogle meget vigtige forsøg i morgen tidlig. Så siger gamle Ane straks til dig: Jamen hr. dowter, hvis der ikke er nogen, der er nærmere, må De da så hjertens gerne få mit. Den smule tjeneste! Kan jeg lige få lov til at skrive et kort til gammelfar?”

Hvad er det, der er på spil i Christians karakter, som tryllebinder gamle damer og unge sabotører? Det er karisma.

Det er ofte vores “forbilleder” eller “helte”, som for os bærer karismaen. Det vil sige personer, vi ser op til, fordi vedkommende har nogle kvaliteter, som vi påskønner, såsom skønhed, evner eller magt.

Det er de personer, der lever attråværdige liv. De er forbilleder for os, de er mellemmænd mellem os og det ideal, vi stræber efter. De viser, at det er menneskeligt muligt at opnå det attråværdige, hvad end det så er for os hver især.

Kategorien af personer, vi beundrer, er formentlig væsentlig bredere end gruppen af karismatiske personer, vi møder. Så hvad Christian er i besiddelse af, er noget mærkeligt “noget”, noget ekstra, som giver en særlig aura til nogle personer.

Det er så luftigt, som det kan blive, men karisma er en kompliceret størrelse at forstå, fordi den er diffus. Etymologisk betyder “karisma” “gave”, og det viser, at det er noget, man er blevet givet. Vi kender det måske fra ordet “nådegave” i Bibelen, fordi nådegaverne netop er foræringer fra Gud, der gives uden at skele til præstationer eller anseelse. De er gratis – af nåde.

Men udover at indkredse, at karisma er noget, man er blevet givet, hvad kan vi så sige om den? Hvad er “karisma” for noget? I bind seks af sit store værk, Min kamp, skriver den norske forfatter, Karl Ove Knausgård, om karisma, og han er en god kilde at gå til. Han påpeger, at “det karismatiske, som ligner skønheden i det, at den ikke kan læres eller vindes, uanset hvor meget man måtte øve sig eller træne, overskrider den enkle dikotomi mellem det indre og det ydre jeg, og den mellem det biologiske og det kulturelle i det menneskelige, og kan have en sådan kraft, at den i enkelte tilfælde kan sætte alle andre kategorier til side, det vil sige slet og ret opløse dem”.

Det betyder, at der er en særlig dobbelthed i karismaen, som er vigtig at få fat på. Etymologisk set er karisma noget tildelt, og Knausgård kan vel tale om det som en tildelt magt. Men det er ligeså væsentligt, at det er en iboende kraft. Du kan ikke have karisma, uden at nogen tildeler dig den (og dens effekter), men du kan heller ikke kun modtage den, den er også noget inde i dig.

Den danske videnskabsfilosof og idéhistoriker, Frederik Stjernfelt, indkredser dobbeltheden på denne måde: “Der skal jo villige disciple til at tilskrive karismatikeren særlige og sjældne åndelige egenskaber – men gåden er, at karismaen ikke kun består af tilskrivning udefra […] Det mærkelige ved mange karismatikere er, at deres charme virker bedst i personligt nærvær.”

Ifølge Stjernfelt er der altså noget i det personlige nærvær, som gør, at karismaen som en iboende kraft kan udfolde sig særligt stærkt her. Det er Knausgård i øvrigt enig i. Også ifølge ham er det nærværet, der er karismaens styrke – noget der er en stærk personlig udstråling, tenderende en næsten magnetisk kraft.

Desinteresse som magnetisk kraft

Inden vi går tættere ind på det med nærværet, så lad os se på, hvordan karismaen kommer til udtryk? Overraskende nok er der en vigtig komponent i en social desinteresse, som må være aktiviteret, for at karismaen kan få effekt. Den karismatiske person er attraktiv for andre, fordi hun er genuint desinteresseret i det sociale. Fordi desinteressen er oprigtig, begynder vi andre at begære fællesskabet med hende. Som Knausgård formulerer det: “I det karismatiske menneskes udstråling findes et element af desinteresse, noget ikke-trængende, en selvstændighed som er næsten helt suveræn og således afvisende”.

Det stemmer godt med andre psykologiske og antropologiske teorier. Den franske psykoanalytiker, Jacques Lacan, skrev, at vores største og vigtigste begær er at blive begæret. Når vi gerne vil opnå noget, er det egentlig med det formål, at vi skal være attraktive for andre. Den karismatiske person viser intet begær i os, og derfor bliver deres manglende begær en magnetisk kraft på os.

Den franske antropolog, René Girard, skrev noget af det samme, da han skrev, at det er kun, hvad den anden begærer, som vi lærer at begære. Det er først, når pigen på nabogården bliver omtalt som smuk af de andre knægte, at jeg fatter interesse.

Frederik Stjernfelt kan opsummere pointen om begæret på denne måde: “Et objekt der er så ringe, at det anerkender mig, kan jeg næppe selv anerkende; anerkendelsesværdige er følgelig kun de objekter, der er mig uopnåelige”. Den karismatiske vender fællesskabet ryggen, men i den bevægelse – der ikke er påtaget, men genuin – ligger en dragende effekt. Hvis man har set filmatiseringen af Sally Rooneys bestseller, Normal People, ved man, hvordan Mariannes selvvalgte og stolte asocialitet netop har en magnetisk effekt på den generte, men populære Connell.

Den engelske forfatter og litterat, C.S. Lewis, tematiserede også dette. Han talte om “the inner ring”– det er altid “lige derovre”, at anerkendelsen, statussen, magten ligger. Fordi jeg altid selv er en del af mine egne sociale sammenhænge, gør det karismatiske sig ikke gældende her, men er noget “derovre”, som jeg må begære og jagte.

Om Christians unge kone, Gerda, hedder det i De nøgne træer: “Hvordan i alverden havde en idealist som Christian fundet på at gifte sig med sådan en pige? Hvordan havde han turdet? I de få minutter hun var til stede i stuen, havde hun været så intensivt nærværende, at hun kunde skræmme enhver mand, som ikke netop var født i går. Hun var såvist i stand til at legemliggøre, som Christian altså forlangte det af mennesker, men det var ikke særlig udsøgte menneskelige værdier, hun udstrålede. Det var trods og uafhængighed og det, som lå hinsides trods: ligegyldighed. Hun var herreløs. Ikke nogens pige, ikke Christians kone, ikke mere bundet her, end hun nårsomhelst kunde finde på at gå sin vej for ikke at vende tilbage”.

De andre i modstandsgruppen begærer Christians opmærksomhed, men de får den ikke, for han har en desinteresse i dem, som fordrer hans karisma. Men han overgås af hustruen, Gerda, som også har en desinteresse i ægteskabet, som er i relationen frivilligt, men også helt uden tvang og bånd. Og det er en relation til modstandsgruppens midte, Christian, som de unge mænd ikke forstår.

Nærværet som afgørende komponent

Og så tilbage til det med nærværet. For social desinteresse er naturligvis ikke nok, der må også været et felt, en kontekst, hvor karismaen er på spil. Ellers er den uden effekt.

Knausgård skriver om karisma i sit store essay “Navnet og tallet”, som er placeret midt i bind 6 af Min kamp. Essayet handler om Adolf Hitler, om hvordan denne lille nisse fra Østrig kunne blive folkeforfører i storriget Tyskland. Knausgård har set videooptagelser fra Hitlers taler, og han beskriver sin forlegenhed over, hvor frygtelig han er. Råbende, spyttende, gestikulerende. Hvem kunne falde for det?

Men Knausgård beskriver, at Hitler var helt klar over sine manglende agitoriske evner. Til gengæld var han meget bevidst om, at han havde et nærvær i sine taler, som var ekstrem. Han vidste, at hvis han blot kunne få folk ind i samme rum som han, så smeltede de og lagde sig ned.

Stjernfelt beskriver det samme: “Men kompetente samtidige iagttagere lader ikke én i tvivl om, at han [Hitler] i direkte samkvem udstrålede en stærk tilstedeværelse. Gang på gang gik hærledelsen i Wehrmacht til møde med Føreren, fast besluttet på at gå op imod hans amatøriske militærstrategi. De var jo hærdede preussiske topgeneraler. Men gang på gang kom de ud som dikkende lammehaler, fuldstændig overbevist om Hitlers militære geni”.

Hitler er en ekstrem case, men han er også interessant, fordi folk er enige om, at hans politik er tosset. Det var mange også i 1930’erne. Men han havde et karismatisk væsen, som særligt rullede sig ud i nærværet, og som gjorde, at det politiske indhold ikke var det allermest afgørende.

Karismatik i det politiske

Man kan ikke skrive om karisma i det politiske uden at nævne den tyske sociolog, Max Weber, som i bogen Wirtschaft und Gesellschaft fra 1921 beskrev de tre “herredømmeformer”, som havde været i europæisk kulturhistorie. Historisk havde der været en traditionel magt, hvor magten nedarves og koncentreres på få hænder. I den juridiske magt er arvefølgen brudt, og det er forfatningerne, der organiserer magtformerne og -udøvelsen.

Men der er også en tredje magtform, skriver Weber. Den karismatiske. Her tilskrives lederen ekstraordinære egenskaber – måske endda overnaturlige. Det er lederens karakter, der giver magten, ikke juridisk eller traditionel magt.

Men den karismatiske magt er også en skrøbelig størrelse. For det kræver kriser for at denne herredømmeform kan opstå. Når samfundet er ustabilt, kan den karismatiske leder mobilisere (mange) mennesker med sin magnetiske kraft. Når den akutte krise så er ovre, begynder den vanskelige øvelse, for så skal den karismatiske magt “rutiniseres”, dvs. oversættes til juridisk eller traditionel magt, for ikke at dissipere efter lederens død.

Ifølge idéhistorikeren Alberte Bové Rud er det moderne politiske liv præget af personlighedsdrevet politik. I sin nyligt forsvarede ph.d.-afhandling fokuserer hun på Italien. Her er det personlighedsdrevne teater ført ud i livet for fuld kraft med den konsekvens, at den politiske arketype er skiftet fra to klassiske former – teknokraten og forvalteren – til rampelyspolitikeren.

Sagt på kort form så er politiske stridigheder blevet et spørgsmål om “for eller imod” en karismatisk leder, hvad enten det er Silvio Berlusconi (døde i 2023), Giorgia Meloni eller Matteo Salvini. Fælles for dem er, at den faktisk udførte politik ikke spiller nogen rolle. Institutionerne – den reelle magt – kører deres eget skjulte spil parallelt med det politiske teater. Den magt italesættes ikke, fordi den er for tung og abstrakt. Hvad der betyder noget er direkte vælgerkontakt, og særligt på de sociale medier hvor alt er koreograferet og tilpasset vælgersegmenter, som er til fals for en bestemt type fingeret autenticitet.

Inden man vrisser af de dumme italienere, så er det let at perspektivere de italienske tendenser til USA, UK, Danmark, Frankrig og så videre. Det politiske indhold er blevet uadskilleligt fra underholdningsindustrien, og det er svært at sætte fingere på, hvad det politiske projekt eller indhold præcist er.

Karismatikeren Jesus

Både Weber og Knausgård peger i deres tekster på Jesus som ærkeeksemplet på en karismatisk person. Knausgård kan fx skrive: “Mange har lidt karisma, få har meget, næsten ingen har kun […] Måske var [Jesus] det mest karismatiske menneske, som har levet”.

Med det sagt får vi også med, at karisma ikke er noget, man enten har eller ikke har. Det kommer i grader. Og Knausgårds pointe er nu, at Jesus var enestående karismatisk. Det er ikke fremmed for Ny Testamente, der kan beskrive situationer, hvor Jesu karisma må have været tydelig:

“Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge” (Matt 7,28-29; se også 13,54; 22,33; Mark 1,22; 6,2 osv.).

“Alle toldere og syndere holdt sig nær Jesus for at høre ham” (Luk 15,1).

“Tempelvagterne svarede: ‘Aldrig har noget menneske talt sådan’” (Joh 7,45).

Jesu væremåde og folks reaktioner har givet ophav til mange forskellige teorier.

1) At Jesus var en apokalyptisk profet, der tryllebandt folk med sin radikale forkyndelse.

2) At han var en mirakelmager, der tryllebandt folk med sine overnaturlige gerninger.

3) At han var en magnetisk politisk leder, en zelot, der ville uddrive dæmonen – romerne – fra Israel.

Der er elementer i disse teorier, som passer på virkeligheden. Men for den kristne teologi er Jesus anderledes end alle andre karismatikere, fordi hans evner ikke kun er sublimeret (forædlet, ophøjet) menneskelige evner. Jesus Kristus har to naturer, en menneskelig og en guddommelig natur. Derfor må vi tale mere kompliceret om Kristi karisma end andre eksempler på karismatisk lederskab.

Nok har Jesus karismatiske evner, som hæver hans menneskelige kvaliteter. Altså det der gør ham socialt attraktiv fra en sociologisk beskrivelse.

Men hans guddommelige evner er skjult. Han tømte sig selv for sin guddomsherlighed (Fil 2,7), gav afkald på det, for at kunne tjene under sin modsætning: Skrøbeligheden, ydmygheden, svagheden, dødeligheden.

Jesus tiltrækker altså ikke kun på grund af sit nærvær, sin personlige udstråling, sin magnetiske fremtoning.

Han tiltrækker, fordi han var villig til at give afkald på al sin guddomsherlighed for at vinde det fortabte tilbage.

Derfor tror jeg, det er rigtigt, at vores forestilling om det karismatiske stammer fra evangeliernes portræt af Jesus. Jesus sagde selv, at vi kunne tro på grund af “gerningerne”, han gjorde (Joh 14,11). Men det er kun den ene side af sagen.

Vi kan blive blændet af fremtoningen, af miraklerne, af læren, så vi ikke ser, hvad det skal tjene: Tillid til, at hans offer på korset er nok til at genoprette vores relation til Gud (Luk 5,23; Luk 19,10).

Jesus er den sande karismatiker, fordi han ikke er udvalgt fra neden, fra det sociale, men fra oven (Matt 3,13-17; Matt 17,5), fra Gud, hvorfra han lod sig inkarnere, så han kunne frelse (Joh 1,1-18). Hans karisma var tildelt, men ikke fra mennesker. Hans karisma var iboende, men ikke utvetydigt, fordi hans guddommelighed var skjult.