Bjerget

”Oplyst” begynder hos mormonfamilien Westover i Idahos bjerge i USA. De bor afsides, hvor faderen kører en selvstændig skrotplads og moderen arbejder som ufaglært jordemoder og alternativ behandler.

Tara vokser op i en søskendeflok på 7, og inden hun når skolealderen, har forældrene trukket de andre ud. Hun møder hverken uddannelsessystemet eller sundhedsvæsenet før sent i hendes opvækst.

Ifølge Taras far er skolen djævelens mulighed for at lokke børn væk fra Gud og sundhedsvæsenet kun for dem, som ikke tror på Guds helbredende magt. Det prædiker han jævnligt om, mens han beder dem udvinde honning til jordens endeligt, som snart er på vej.

Tara vokser altså op i en virkelighed, hvor hun meget hurtigt skal spejle sine forældres frygt. Ting hun ikke anede, hun skulle være bange for, før hendes forældre lærte hende hvordan.

Det er også en virkelighed, hvor hendes fars rationale tillader ham at kaste med store stålting i retning af sin 10-årige datter, fordi Gud er til stede på skrotpladsen, og Han vil beskytte hende.

Og hvor fatale ulykker ikke undgås, men nærmere fremprovokeres for at blive bekræftet i Guds almagt.

En virkelighed, hvor broderlig opdragelse leveres med en side dish af trusler, vold og overførsel af skam.

Og hvor social kontrol og snævre, stereotype forventninger gør det meget nemt for en ung pige, at føle sig ved siden af og utilstrækkelig. Og sideløbende nemt at få en nagende nysgerrighed for, hvad der mon er ”derude” på den anden side af bjerget?

Så i bedste ”Ariel”- stil, vil Tara også gerne ”be where the people are” og med en del mere usikkerhed men med samme sangtalent, opsøger hun først en teaterforening i byen, dernæst andre jobmuligheder end skrotpladsen, og til sidst lykkes det hende at klare optagelsesprøven til et universitet. Herfra følger vi hende, mens hun skridt for skridt får større kendskab til sig selv og verden – og simultant oplever større fremmedgørelse til sit ophav og den version af sig selv, hun var på bjerget.

Et oplyst rum

Skal vi lige starte med at tale om, hvor fremragende et ord ”oplysning” er? Idéen om, at ny viden kan gøre, at verden bliver større, og at noget, der før var mørklagt, bliver synligt. Du kan leve et helt liv, hvor det eneste mildt oplyste rum er stuen med de nøje udvalgte pyntegenstande og polstrede møbler. Aldrig mærke noget behov for at forlade rummet, for hvorfor egentlig? Når ens oplevede virkelighed er behageligt som en lun sofa – intet udfordrende, intet utrygt. Det er indlysende for mig, og formentlig også for dig, der læser denne artikel, at det langt fra er fyldestgørende. At et bevidst, reflekteret og deltagende liv kræver, at man tør tænde lyset i flere rum. Og at det først i virkeligheden er, når lyset falder på noget ubehageligt eller irriterende, noget uforeneligt, at magien sker. Det verdensbillede, der før var endegyldigt og fuldkomment, er ikke længere.

Taras familie lever kun i stuen. Eller rettere, på bjerget. Stort set alt andet er mørklagt. Til gengæld virker ”Oplyst” som en kæmpe lyskilde i sig selv på netop denne gruppe mennesker. Gennem grundig og respektfuld introduktion til Taras familie, deres indbyrdes relationer og deres individuelle indre kampe – både dem hun så allerede som barn, og dem, som først fremstår tydeligt i moden efterrationalisering – skubber det til min opfattelse af det ”segment” hendes familie er en del af. For Taras familie er ikke det eneste eksempel på familier som, qua deres overbevisning, lever ved siden af det etablerede samfund, fordi de tror ”det offentlige” er ondt, mens de venter på, at jorden går under.

Jeg studsede over, at én af de citerede anmeldelser (formentlig kun et uddrag af den) på bogcoveret lyder: ”Flammende advarsel mod religiøs fanatisme – burde være pligtlæsning i danske skoler”. Jeg tror nemlig ikke, det er budskabet, Westover ønsker skal stå tilbage, når man læser hendes erindringer. Der er ingen tvivl om, at Tara og hendes søskende er blevet påvirket negativt af den religiøse tolkning og prioritering, de har oplevet i deres barndomshjem. At det har medført både fysiske og psykiske ar af alvorlig grad! Men ”Oplyst” er ikke bare – eller endda primært - en historie om forkert religion og dogmatik. Det er en historie om psykisk sygdom. Om at være barn i et udsat hjem, hvor der ER kærlighed – i et kaotisk mix af usikkerhed, vold, overgreb og ulykker.

Og at alle mennesker altid er formet af og bundet til deres historie, deres relationer og deres virkelighedsforståelse. Jeg hører ikke advarsel, når jeg læser bogen, jeg hører et kald til empati.

Og samtidig et kald til at se de udsatte, gribe ind, give håb og chancer. Taras liv har taget mange drejninger, udelukkende fordi de rigtige mennesker så potentiale og skubbede på en nedbrudt, ung pige med insisterende lav selvtillid.

Selvet

Alle børn vokser op med troen på, at der kun er én sandhed. Dine forældres. Gennem mødet med andre mennesker i opvæksten og i mødet med indhold, viden og synspunkter, skubbes grænserne langsomt udad og horisonter udvides i takt med hjernens systemer. På grund af Taras isolerede opvækst er hun i teenageårene, før hun første gang bliver konfronteret med muligheden for, at hendes fars fortælling om noget, kun er én version af en historie. Og at stort set alle andre er enige om en anden fortælling. Enormt udfordret, til tider stædig men oftest ydmyg, suger hun ny viden til sig og opdager langsomt, men stødt, at der findes mere end én sandhed. Og det at kende dem, vurdere dem og bruge dem til at skabe egne meninger om verden, er ”helt centralt for oplevelsen af at have sin egen personlighed”; Oplevelsen at være SIG SELV – med underliggende selvbestemmelse, selvstændighed og selverkendelse.

Nedslag I især skal se frem til at læse, er da hun spørger sin første professor, hvad ordet ”holocaust” i fagteksten betyder. Eller da dét at blive kaldt ”nigger” som en gentagende joke af sin bror, pludselig afføder en helt anden reaktion, fordi hun lige har læst om borgerrettighedskampen. Eller da hun støder på historiens tidlige feministiske tænkere og hun som ung voksen oplever, at det muligvis ikke er hende, der hele tiden har været forkert, men derimod den definition af ”kvinde”, hun er blevet præsenteret for. Det er livsforvandlende læsning for hende - og det føles gribende og vigtigt for undertegnede læser også.

Magt

Når det så er sagt, ER den religiøse fanatisme et vigtigt og nævneværdigt tema fra bogen. Men endnu mere specifikt, hvilket middel religion kan være for mennesker, som af den ene eller anden årsag er drevet af kontrol eller magt – eller i Taras fars tilfælde, af mani.

Så når Tara eller de andre søskende sætter spørgsmålstegn ved en manglende sikkerhedsforanstaltning på skrotpladsen, er det det samme som at erklære en mistillid til Gud – og endnu værre – deres far. Uanset hvor alvorlig situationens udfald kan ende med at blive.

Det er en klassisk, velkendt men samtidig levende relevant historie – om tro, der bliver til magtudøvelse, om religion, der bliver til et redskab. Vi har set det før, og vi kommer til at se det igen, for religion kan bruges så ekstremt effektivt og med større kraft end diverse masseødelæggelsesvåben; Hvor en bombe kan få dig til at frygte døden, kan religionen få dig til at frygte evigheden. Og der er ingen grænser for, hvad den frygt kan få mennesker til at gøre.

Taras far sidder håbløst fast i samme fejlfortolkning, samme fejlprioritering af kristendommens fortælling, som den så ofte er blevet udsat for. Tvang vs. frihed. Magt vs. kærlighed. Uden at være teolog, drister jeg mig til at sige, at når der sættes lighedstegn mellem kristendom og henholdsvis tvang og magt, er vi ikke bare lidt ved siden af. Vi er i decideret modsætningsforhold. Det er rivende interessant, hvor nemt det er at ”anvende” kristendommen og tilmed en version af den, som er så langt fra pointen. Men jeg er bange for, det ikke er noget, der er spalteplads til at gå mere i dybden med her.

Visdom og stilstand

Der er noget, der fascinerede mig særligt under læsningen. Tara er tydeligvis en dygtig studerende, og hun avancerer højere og højere op i uddannelsessystemet. Jeg må gå ud fra, at hun rammer et rimeligt imponerende taksonomisk niveau på et tidspunkt og har høj faglig viden og refleksionsevne.

Det interessante er, at mens hun bliver klogere og klogere, opnår hun meget lidt, grænsende til ingen udvidet forståelse af hendes opvæksts påvirkning af egne psykologiske dynamikker, evne til relationer og selvbillede. Udefra set, nogle helt basale sandheder, som hun har så utroligt svært ved at finde frem til, såsom: Det er ikke din skyld. Nogle gjorde noget, de ikke skulle have gjort.

Jeg tror det er helt retvisende, hvor meget sværere det er at anerkende og opnå nærmest logisk viden om dig selv, end det er om alt det omkring dig. Og dermed en friendly reminder til os alle, om at ingen mennesker er udelukkende det, som de lykkes – eller mislykkes – med.

Værd at elske

For når man oplever at de mennesker, som burde passe på dig, gør skade på dig, så er der særligt én virksom psykologisk forsvarsmekanisme: Fortæl dig selv, at det er fordi, du er uelskelig. For et barn er det altid nemmere at bebrejde sig selv, end at bryde med illusionen om, at de mennesker man elsker, ikke nødvendigvis er gode mod dig. Jeg har set denne mekanisme i mange børn, som har haft hver deres grund til at opstille dét præmis: jeg er ikke værd at elske.

Deres adfærd bliver efterfølgende at gøre alt, hvad de kan for at blive bekræftet i teorien, for så hænger det hele stadig sammen, det hele giver mening. Mange børn vil opføre sig hæsligt og provokerende og vente på, at man eksploderer og derved bliver endnu en voksen, som gør det helt tydeligt: det er dig, den er gal med. Andre er mindre udadreagerende, men har en destruktiv, lav tillid til at kunne lykkes med tingene og bliver enten passive eller får oprigtig anerkendelse hundredvis af gange, uden nogensinde at tro på, det er ægte.

At få sådan et barn overbevist om en anden sandhed er opslidende vanskeligt. Men helt afgørende. Hvis man er nysgerrig på, hvordan dén dynamik tager sig ud i et menneskes liv og sind, vil jeg også på det varmeste anbefale ”oplyst”.

En fortælling

I løbet af bogen, har jeg det ene øjeblik lyst til at kaste alt, hvad jeg har i hænderne og begejstret søge ind på universitetet. Jeg nærmest tørster efter ny viden og udvidede horisonter! Og i det næste øjeblik er jeg så vred, jeg mærker tårerne presse på. For alle de undertrykte. For alle dem, som har været i andres voldsomme magt og som har troet, det var deres egen skyld.

Men stærkest tilbage står den smukke beskrivelse af, hvad det gør ved et menneske, når dennes fortælling pludselig ikke tilhører andre. Når din historie ikke længere dikteres af magtfulde, autoritære og fuldkomne ord, men du ser, at de ord kan drejes, bøjes, omskrives eller føres videre af egen pind.

Da Tara opdager dét, er det ikke bare verden, der åbner sig for hende. Det er hendes mulighed for at være i verden på sine egne præmisser som et helt menneske. Og dét er dannelsens fineste ideal og oplysningens fineste gave.