Da jeg rejste mig fra biografsædet efter at have siddet igennem den ca. 1 1/2 time, ’The Zone of Interest’ varer (gid flere film kunne holde sig til den længde!), var der en lille stemme i mit hoved, der tørt konstaterede: ”Var det, det?”

Den tyske film ’The Zone of Interest’ er blevet rost til op over skyerne, dynget til med 6-stjerners anmeldelser, har vundet utallige filmpriser og er lige blevet nomineret til fem Oscars, herunder for bedste film, hvoraf den er kæmpefavorit til at vinde en Oscar for bedste internationale film.

”Men er den virkelig så god?” hviskede stemmen igen.

Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, da jeg satte mig i det bløde sæde. Alt, jeg vidste på forhånd, var, at det er en film om Holocaust. En begivenhed og en ondskab, der er blevet formidlet mange gange på film efterhånden. Måske også for mange gange.

Intermezzo (Morten ranter over vores forhold til film om Holocaust)

Okay, her må jeg lige af med en rant, før jeg kan gå videre. Så spring eventuelt videre til næste afsnit. Eller læs med. Nu er du i hvert fald advaret.

Hver gang dette nærmest mytologiske udtryk for menneskelig ondskab konverteres til film, bøger eller kunst, står vi i en knivskarp balancegang mellem popcornificering af folkemordets grusomhed (jeg tænker på dig, ’Drengen i den stribede pyjamas’!) og vigtig formidling af selvsamme (’Sauls Søn’ fra 2015 er måske det bedste eksempel på dette).

Det er så vigtigt, at holocaust aldrig (!) bliver glemt, og derfor har vi stadig brug for nye film, der med udgangspunkt i denne begivenhed kan minde os om menneskets kapacitet for ondskab og sadisme. Film, der på kreative og tankevækkende måder minder os om, hvor antisemitismen, racismen, homofobien og alskens andre ’fobier’ ender, når vi ikke siger fra. Hvad der sker, når vi overgiver os til ’dem’ og ’os’ tænkning og mister blikket for den ’anden’ som et menneske med en iboende værdi.

Men vi risikerer også at ’vænne’ os til grusomheden, hvis vi bruger den som underholdning og fredagsfilm med chips og chokolade. Holocaust er ikke og bør aldrig være let at bevidne. Det er et emne, der kræver ærbødighed af os. Omtanke og eftertænksomhed. Det er ikke ’tudefilm’, stærke dramaer eller spændende actionfilm. Det er et kig ind i ondskabens øjne, der bør slå noget i stykker i os – hver eneste gang. Ellers behandler vi ikke dette emne med den ansvarlighed, det afkræver af os.

Vi må gerne grine (Jeg synes selv den italienske perle ’Livet er smukt’ fra 1996 går en fin balancegang mellem det opløftende og skildringen af den grusomme virkelighed, den også vil vise os), græde og være dybt engagerede i både fortællingen og karaktererne undervejs. Men det er film, vi skal se intentionelt og varsomt. Ikke fordi Netflix lige foreslog det.

Rant slut.

The Zone of Interest lader os se ondskaben på ny ved ikke at vise den

Så hvordan fortæller man historien om menneskehedens største forbrydelse, når der allerede eksisterer så mange gode film om emnet? Og måske endnu vigtigere, hvorfor? 

Jonathan Glazer, der senest stod bag den anmelderroste ’Under the skin’ fra 2013 (jeg har heller ikke set den) vælger i ’The Zone of Interest’ at vise os ondskaben ved ikke at vise den.

Hele filmen foregår således rundt om Auschwitz. Ved den nærliggende flod, i lejrkommandantens bolig, i familiens skønne have eller til kedelige møder i Tyskland.

Vi følger livets gang i familien Höss (Rudolf Höss stod i spidsen for Auschwitz fra 1940-1943) med alle de hverdagstrivialiteter, der hører sig til, når man samler en familie under et tag. Mor Höss er glad for sit nye hjem og viser stolt den flotte have frem til venner og familie. Børnene leger med sig selv og deres venner. Rudolf Höss har travlt med sit arbejde, holder møder, knalder ved siden af og bekymrer sig om, hvorvidt den strenge Hr. Hitler i Tyskland er tilfreds med arbejdstempoet i lejren. 

Ja, The Zone of Interest er blottet for spændingskurver og interessante konflikter. Det er hverdagsgrå køkkenbordsrealisme, når den er allermest intetsigende og kedelig. 

Hvis altså ikke lige det hele udspillede sig til baggrundsstøjen fra nazisternes industrialiserede folkemord i Auschwitz. Metalliske lyde gennemsyrer fra start til slut lydbilledet sammenblandet med komponisten Mica Levis fortrinlige, mystiske og dybt ubehagelige elektroniske musik, der hele tiden fastholder os i fornemmelsen af, at der sker noget her, der er helt, helt forkert.

Og vi mindes konstant om, hvad det er, når lyden af skud i det fjerne akkompagnerer familieidyl og barneleg, mens togenes hyl smelter sammen med skrig og gråd fra de nye ’forsyninger’ til gaskamrene, de fragter med sig. Flere skud. Flere toge. Flere skrig. Dag og nat. Røgen og det orange skær fra ovnene, der kører i døgndrift for at fjerne alle beviser på den ondskab, der foregår lige på den anden side af havemuren. 

Men vi kommer aldrig derind. Det er som om, Jonathan Glazer siger til os: ”I ved jo godt, hvad der foregår. I behøver ikke se det igen. Det er ikke underholdning, det her. Det er virkelighed.”

Og han har fuldstændig ret. Vi er udmærket klar over, hvor larmen og lydene kommer fra. Billederne af udmagrede, udpinte jøder sidder fast på nethinden hos os. Bunkerne af sko. Af briller. Af tøj. Vi kender historierne. Vi kender lidelserne. Vi ved, hvad der foregår.

I det kedelige peger Glazer på et afgørende spørgsmål

I stedet for at give os endnu en rundtur i lejrens ondskab, tvangsindlægger Jonathan Glazer os til at følge livet i familien Höss. Og det på den allerkedeligste måde. 

Her er ingen interessante samtaler om den ondskab, der danner absurd baggrund for den trygge familievirkelighed, de lever i. Der er ingen lange monologer, der sætter grusomheden i perspektiv eller lader os forstå, hvordan familien er endt, hvor de er. Der er ingen ’far-Höss-forklarer-sine-børn-hvad-han-laver’-scener.

Der er ingen skrubler, samvittighedsnag eller forklaring. Og der er heller ingen ondskab. Vi bliver hverken klogere på udyret. Eller mennesket. Vi får bare lov til at iagttage nogle vilkårlige scener i det, der på mange måder virker som en helt almindelig families liv. 

Men hvad er det så, denne lille tyske film kan, der har bjergtaget anmeldere over hele verden? Hvad er det, Jonathan Glazer vil fortælle os gennem familien Höss og deres obskure hverdagsudfordringer midt i det, der på alle måder er et af menneskehedens sorteste kapitler.

Skal jeg være helt ærlig (why not..), nåede jeg at kede mig undervejs. Det er virkelig en film, der giver dig lyst til at ruske op i karaktererne (og får dig til at savne lidt marvelspektakel). 

Netop fordi vi altid bliver holdt på afstand af ondskaben sammen med karaktererne, længes vi så meget desto mere efter, at de – og filmen – forholder sig til og kommenterer på det absurde i, at de snakker om blomster og badebassiner, mens millioner af mennesker bliver slået ihjel få hundrede meter fra dem.

Se nu ondskaben! Tal om den! Forhold jer til den! I ved jo, hvad der foregår! Hvorfor siger I ikke noget! Er I komplet vanvittige?

Men det sker aldrig. Der kommer ikke noget opgør, en befrielse eller en konfrontation, hvor familien Höss endelig må se deres ondskab i øjnene. Her går livet bare sin vante gang, kedeligt og ordinært. 

Er du vanvittig, Morten?

Jonathan Glazers svar på min kedsomhed og længsel efter svar er at vende spørgsmålet rundt. For hans ærinde er ikke at give os endnu en stor og interessant fortælling a la ’Schindlers Liste’ eller ’The Pianist’. Der er ingen svar eller kloge refleksioner i The Zone of Interest. Du får ikke nogen store oscarpræstationer eller vigtige statements om antisemitisme.  

Men der er et spørgsmål. Et spørgsmål, der vil komme til at nage dig efterfølgende. For midt i forvirringen over, hvorfor familien Höss fremstår som helt almindelige, dybt kedelige mennesker, måtte jeg også spørge mig selv: ”Er du ikke selv lige så skyldig i at lukke øjnene for alt det ubehagelige, for lidelsen, som familien Höss? Er du ikke også vanvittig, Morten?”

Hvordan kan jeg lukke øjnene for den lidelse, jeg møder hver dag, når jeg traver forbi hjemløse på gaden i Aarhus, mens jeg har snuden begravet i min telefon eller er dybt optaget af en ligegyldig podcast, jeg alligevel har glemt indholdet af i morgen?

Hvordan kan jeg blive ved med at spise chokolade, når jeg ved, at det er på bekostning af de mange børn, der lider under slavelignende forhold i de kakaoplantager, hvor bønnerne til min højt skattede Marabou, Snickers og Nutella stammer fra?

Hvordan kan jeg blive ved med at købe tøj, der er produceret under horrible forhold i lande, vi har udliciteret det moderne slaveri til, så vi kan købe t-shirts til 50 kr. stykket?

Hvordan kan jeg blive ved med at forbruge og købe nyt, spise oksekød og flyve på ferie, når jeg ved, hvilken påvirkning mit liv og mit CO2-aftryk har på klimaet – og ikke mindst de mange, der må flygte på grund af klimaforandringernes ødelæggende konsekvenser? 

Hvordan kan jeg stadig mene, at mine små hverdagsproblemer er af afgørende betydning, når jeg samtidig ved, at ukrainske soldater i netop dette øjeblik ofrer deres liv i kampen for frihed mod en fjende, der også truer mit simple liv i Aarhus? 

Hvordan kan jeg lukke øjnene for den ondskab og lidelse, der foregår lige uden for min egen havemur? Hvorfor ser du væk, Morten?

Hvad gør vi nu?

’The Zone of Interest’ er på overfladen en film om en ondskab, der foregik for 80 år siden, som vi nu på behørig afstand kan iagttage, reflektere over og bearbejde, så den aldrig vender tilbage.

Men det, der løfter den op blandt de allerbedste film om dette emne, er, at den vender blikket væk fra den konkrete ondskab, fra Holocaust, og peger på den iboende ondskab, der stadig lever i os alle. For vi er alle familien Höss. Vores evne til at lukke øjnene for al den ondskab og lidelse, vi enten ser bort fra eller ligefrem deltager aktivt i, er et fællesmenneskeligt træk, vi alle må konfrontere og forholde os til. 

Så hvad gør vi nu? Det vil jeg reflektere videre over, mens jeg trisser ud i snackskuffen og finder mit glas med Nutella.