Guldpalmevinderen Ken Loach har som 87-årig igen præsteret en meget seværdig film, som endnu engang handler om livet i samfundets underklasse. 

Ken Loach har i film efter film dyrket den underkendte del af samfundet, de sociale udfordringer i alle mulige varianter, og mulighederne for at finde menneskeligheden i alt det vanskelige.

En anmelder af Ken Loach’ nyeste film mener, at han er gået i selvsving med en film, som smager for meget af gentagelse. Det er muligt, at det kan opleves på den måde, hvis man har set samtlige af hans film, men som en af dem, der kun har set nogle få, vil jeg anbefale filmen meget. Den er bevægende og oplivende, og leveret på Ken Loach’ hverdagslivsnære måde.

Vi befinder os i en mindre by i Nordengland, Durham. Et tidligere betydningsfuldt mineområde er nu forfaldet til noget småt og fattigt for de fleste. Til byen ankommer nogle syriske flygtninge, og de får i første omgang hjælp af filmens hovedperson, T.J. Ballantyne, som er ejer af byens værtshus The Old Oak, et tydeligt afblomstret sted.

En fast kundegruppe i værtshuset reagerer stærkt negativt på syrernes ankomst, og Ballantyne bringes i en meget vanskelig situation, hvor han må vælge side. Han vælger med en vis usikkerhed syrernes side, og det medfører store udfordringer og kriser. Men også stor sympati, varme og samhørighed.

Og dertil kommer, at ikke blot syrernes vanskelige livssituation med flugt fra krigen i Syrien er i spil. Den hjemlige, lokale livssituation er i virkeligheden lige så vanskelig for mange. Som bekendt bliver to minusser til plus, så når to nødramte grupper kan finde sammen, sker der en opblomstring, først og sidst i det sociale, det menneskelige, som er og bliver det vigtigste af alt, på tværs af alle ydre forskelle. 

Filmen har altså et meget optimistisk anliggende, selvom hele den ydre situation er stærkt pessimistisk. Mennesket kan trænge igennem både andres og egen negative uvilje og nå frem til det gode, varme menneskeliv. ”Folk er ukuelige. De er sjove, og de kæmper”, som Ken Loach har sagt i et interview.

Måske overspiller Ken Loach optimismen lidt med slutscenen, hvor et væld af mennesker i en særlig sorgfuld situation træder frem med medmenneskelig opmærksomhed, men til gengæld siger det noget sandt, nemlig at netop tab og sorg er noget af det mest sammenbindende på tværs af alle forskelle.

Hovedpersonerne i filmen er amatørskuespillere. De gør det fremragende. Og vi er helt fri for amerikanske films typisk smukke skuespillere. Her møder vi ganske almindelige mennesker, som vi kender dem i vores eget lokalsamfund.

I Ken Loach’ film kan man af og til møde et strejf af noget, der er forbundet med det kirkelige, det trosmæssige. I hans fremragende film ”Raining Stones” kommer det ganske tydeligt frem. I The Old Oak er der et lillebitte glimt af det. Og det kan godt give anledning til at trække Jesu ord fra bjergprædikenen frem, som på en vis måde udfoldes i denne films anliggende: ”I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.  Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.  Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.  Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig”. (Mattæus kap 5)