I går var jeg til en fødselsdag, hvor en far fortalte om sin søns oplevelse med et af sommerens kirkelige lutherske sommerstævner, og sønnens kommentar bagefter var: Jeg vil ikke være med i kulten.

Tidligere denne måned hørte jeg en podcast med et tidligere frikirkemedlem, som konsekvent omtalte frikirkerne som sekten. 

Men hvordan kan det være, at kirkelige konservative fællesskaber ofte bliver anset som ekkokamre med et indforstået fællesskab? Der er flere forskellige tilgange til spørgsmålet, og jeg vil pege på to mulige svar på spørgsmålet, og der findes givetvis flere.

Den kulturelle kode

Den franske marketingsmand og psykoterapeut Clotaire Rapeille argumenterer i sin bog ”The Culture Code” for, at man for at forstå en kulturs opfattelse af et fænomen skal komme bagom de umiddelbare svar og forstå den kulturelle kode bagved disse svar. I bogen forklarer han blandt andet, at når man skal sælge en bil til amerikanere, så skal man ikke tale om pris eller kvalitet, eller om hvor langt den kan køre. Når man laver kundeundersøgelser, så vil de fleste svare, at de køber en bil efter kvalitet og pris og benzinøkonomi. Rapeille hævder, at hvis man laver en reklamekampagne, som giver svar på ovenstående kriterier, så vil man ikke komme til at sælge nogle biler til amerikanerne, for den kulturelle kode til amerikanernes forståelse af bilen, er drømmen om frihed. Derfor ser man også ofte bilreklamer med biler, der kører ude i naturen og jagter friheden i solnedgangen. For tyskerne derimod så handler om det om, hvorvidt motoren er god.

Så spørgsmålet er, hvordan danskernes kulturelle kode for konservative evangelikale kristne er? Når man spørger danskerne, vil mange identificere Danmark som et kristent land, og man skulle ikke umiddelbart tro, at evangelikale kristne bliver opfattet som noget specielt. Jeg er selv vokset op i en rimelig konservativ evangelikal sammenhæng, og et af de spørgsmål, som jeg oftest har fået, når jeg har fortalt, at jeg var kristen og gik i kirke, er: ”Er du sådan rigtig kristen?”. Hver gang jeg har fået spørgsmålet, har tonefaldet ikke været åbent og nysgerrigt. Det har mere været i retning af: ”Er du sådan én, der har en dagsorden med mig og som jeg lige skal holde lidt afstand til, og som faktisk, ubegavet som du er, tror på det, der står i Bibelen?”. Danskerne har uden tvivl en særlig kode til at forstå konservative kristne.

En måde at forstå koden på er at kigge i medierne og den kulturelle produktion. ”Fiskerne” af Hans Kirk, Faster Anna i Matador, Third Ear podcasten om Ruth Evensen og Faderhuset samt programmer som ”Gud er din læge” giver alle danskere en forståelse af konservative evangelikale som fordømmende og snæversynede mennesker, der lever i deres egen virkelighed. Så måske er det ganske enkelt: Når den almindelige dansker skal forstå evangelikale konservative fællesskaber skal man se dem igennem linsen af Faster Anna eller Faderhuset og på den måde kan det nærmest ikke undgås, at det evangelikale Danmark bliver placeret som fordømmende og lettere sekteriske.

En fornyet Tribalisme

En anden forklaring på hvorfor evangelikale fællesskaber ender som en indforstået virkelighed og som ekkokamre kan komme fra de store kulturelle forandringer, der er sket over de sidste 20-30 år. Et af de fænomener, som mange samfundsdebattører har forholdt sig til, er det, man kan kalde nye stammefællesskaber. I det følgende vil jeg prøve at forklare evangelikale fællesskaber gennem den linse, men først lidt historie. 

I 90’erne og til dels i 00’erne talte man meget om, hvordan fællesskabet i den vestlige verden var ved at gå i opløsning. I 2000 udkom Robert Putnam med sin bog ”Bowling Alone” som blev trendsættende i forhold til forståelsen af, hvordan fællesskabet var ved at gå i opløsning i det moderne samfund. Bogen blev på mange måder rammen om, hvordan man talte om fællesskab. Bogen undersøger nedgangen i social kapital i USA i anden halvdel af det 20. århundrede. Social kapital refererer til de netværk, normer og den tillid, der gør det muligt for individer at samarbejde effektivt i samfundet. Putnam observerer et markant fald i borgerengagement, deltagelse i samfundsorganisationer og uformelle sociale aktiviteter som bowlingklubber, deraf bogens titel.

To andre sociologer Zygmunt Baumann og Michel Maffesoli har også skrevet om fællesskaber. Bauman taler i sin bog ”liquid modernity” om, hvordan fællesskaber, som før blev opfattet som solide og faste, nu mere skal opfattes som løse og flydende, og at fællesskab i det postmoderne blot er et postulat. Maffesoli introducerede begrebet neo-tribale fællesskaber, som beskriver, hvordan man kun er i fællesskaber, så længe man har samme smag, præferencer og æstetik, men får man en anden smag eller et bedre tilbud, er man videre til det næste fællesskab. Et eksempel er fællesskabet på et fodboldstadion. 

Man er sammen så længe kampen varer, og når kampen er slut, så er man videre til det næste fællesskab. Bauman bruger i sin bog ”Fællesskab” en garderobe som metafor for forståelsen af det flydende fællesskab. Når man kommer til natklubben eller teateret, så hænger man sin jakke i garderoben, og så længe ens jakker hænger i den samme garderobe er der fællesskab, men når man så henter sin jakke, så ophører fællesskabet.  Så konklusionen i starten af 00’erne var, at fællesskabet er i opløsning.  

Men noget begyndte at ændre sig i 00’erne. En del af det var klart affødt af usikkerheden efter 9/11, og finanskrisen i 07/08 gjorde det ikke bedre. Mange oplevede en usikkerhed, som sneg sig ind i livet, og mange oplevede særligt under finanskrisen, at man var sat uden for indflydelse. Hvor Baumann, Sennett og Mafesoli talte om fællesskaber, hvor man kun var i øjeblikke af gangen, så begyndte man i 10erne at opdage nye former for fællesskaber. Midt i den oplevede usikkerhed havde man brug for holdepunkter og mange søgte mod ledere og politikere, som talte ligefremt, og som skabte et ’dem’ og ’os’.

Sociologer begyndte igen at tale om tribalisme - fællesskaber som er tæt knyttede med en høj grad af loyalitet, og hvor man på mange måder skaber sin egen identitet ofte i opposition til det omkringliggende samfund. Når man betragter det kulturelle landskab i Vesten, er der mange tegn på en ny form for tribalisme. 

Mange eksperter i kultureliten blev overraskede over de fællesskaber, særligt i det politiske landskab, som blev skabt i 10’erne. Valget af Orban i Ungarn, Englænderne som meldte sig ud af Brexit, Messerschmidts sejr i EU-valget 2014 og valget af Trump i 2016. Alle var de eksempler på, at der var en stor gruppe af mennesker, som længtes efter en anden måde at være i verden på end den, som handlede om intellektet, det flydende, og at man selv skal skabe mening. Der var kommet en afstand mellem den bestemmende kreative klasse og en stor del af befolkningen, som følte sig nødsaget til at samle sig i forskellige for fællesskaber eller stammer.

Det blev tydeligt under Corona pandemien, hvor vi lærte nye navne som anti-vaxere, Men in Black, Q-anon og andre grupper at kende. Men også når vi ser på for eksempel Danmarksdemokraterne og deres protester mod en CO2 afgift til landbruget hen over sommeren, er der en snert af tribalisme, eller når man ser DR dokumentaren Blodbønder aner man noget tilsvarende. Når man ser studerende sove foran universiteterne i sympati med Gaza, så kan man ligeledes se det som en form for tribalisme, hvis vi definerer tribalisme som en særlig måde at se og fortolke verden, og hvor folk er meget loyale overfor den tolkning og lever ud af den verdensforståelse.

Tribalisme i det evangelikale Danmark

Når vi kigger udover det evangelikale landskab i Danmark, så ser vi både bevægelser mod det tribale men også det modsatte. 

I efteråret har vi set, hvordan et bredt netværk af kirkelige organisationer er gået sammen om at lave kampagnen – Lad os tale om tro. På mange måder er kampagnen et forsøg på at komme væk fra den evangelikale tribalisme og være i dialog med det omkringliggende samfund. Det er en bevægelse som mange hilser velkommen, særligt når man tænker på, hvordan den evangelikale bevægelse i Danmark har haft 100 år med nulvækst. Noget skal ændres. 

Man har ønsket at starte en samtale om tro uden, at man skal ende et bestemt sted, men er åben for hvor samtalen kan gå hen. Men også i den samtale har der været udfordringer. Grundtvigsk Forum trak sig fra kampagnen, fordi de synes, at troen blev reduceret til et særligt indre og emotionelt anliggende, som hurtigt kan skabe en form for tribalisme. Overordnet set, når man kigger på kampagnen, har den ikke udviklet sig i den retning, men man har formået at fastholde en åben tilgang til, hvad troen kan være for vores næste.

Vi ser samtidig eksempler på modsatte tendenser, at evangelikale kirkelige fællesskaber skaber en form for tribalisme, som gør det vanskeligt at kommunikere med det omkringliggende samfund, fordi man taler et hele andet sprog og på nogle andre præmisser.

Det mest ekstreme eksempel i Danmark er nok Løkken Frikirke, hvor han har skabt et helt særligt fællesskab, som både ser kirken og staten på en helt meget specifik måde. Det er et sammenrend af konspirationsteoretikere, folk med en radikal kristen tro og folk som er imod systemet og staten, og retorikken er meget tribal. Enten er du med os eller også er du imod os, og man er både imod den etablerede kirke i alle dens former og mod ethvert system. Man har så skabt sit eget system, men det er en helt anden historie. I en nylig tale plæderede præsten Jon Knudsen for, at man skulle blive selvforsynende og skabe sit eget samfund. 

Det er en del af tribalismen, at hvis man ikke deler verdensbillede med dem som er i stammen, så er man imod dem, og på den måde kan vi se mange eksempler på det tribale i det, som man kan kalde den mere mainstream evangelikale fløj. Det er på ingen måde lige så ekstremt som Løkken Frikirke, men det tribale trives i bedste velgående blandt evangelikale kristne i Danmark:

Når formanden for Indre Mission i en årsberetning advarer mod de karismatiske kirkebevægelser i Danmark, så er det eksempel på tribalisme.

Når en taler på en frikirkelig sommercamp proklamerer, at Gud særligt vil velsigne dette kirkesamfund fremfor alle andre, så der kan komme vækkelse i Danmark, så er det et udtryk for tribalisme.

Når man igen og igen understreger, kvinder ikke kan være præster, så er det udtryk for tribalisme.

Når man ser spørgsmål til måden, som man gør tingene på eller spørgsmål til dogmerne som en trussel så er det et udtryk for tribalisme.

Når man i forsøget på at være åbne og nysgerrige på andre alligevel får sagt, at du er ikke helt så langt på din åndelige rejse som os, så er det udtryk for tribalisme.

Men tribalisme findes også i den mere liberale del af kirken. Når der på baptistkirkens stævne blev brændt regnbue flag af, kan det netop tolkes som et udtryk for tribalisme på begge fløje. Den mere liberale del havde brug for at signalere, at her er en gruppe af kristne med en særlig holdning, hvor alle er inkluderet, underforstået at sådan er det ikke andre steder. Der var så en anden gruppe, som ikke kunne acceptere deres statement, og de endte med at vise deres tribale holdning ved at afbrænde flag. Der er sikkert mange flere nuancer i den sag, men den kan sagtens tolkes i et tribalt paradigme.

I en verden, hvor der er mange forskellige tolkninger af livet, og hvor mange narrativer er i spil, så er det måske ikke så mærkeligt, at evangelikale kristne har brug for at markere deres egen stamme, fordi det evangelikale opstod i en tid, hvor det var vigtigt, at man vidste, at man stod på, hvad der var sandt. Det evangelikale opstod i moderniteten, hvor det var vigtigt at vide, hvad der var sandt, så man kunne forkaste alle andres holdninger end ens egen. I vores senmoderne verden er sandheden blevet, hvad vi føler, og derfor er de klare skillelinjer, for hvad der er sandt, blevet udvisket. Man kan jo føle mange forskelligrettede ting på meget kort tid, og ikke alle føler den samme sandhed. Med et så flydende sandhedsbegreb bliver det på ny nødvendigt at markere, hvad man som evangelikal stamme står for. 

Tribalisme forstået gennem religionsspsykologien

Måske kan James Fowlers religionsudviklingsteori bruges som en linse til at forstå tribalismen på. Fowler er religionsspykolog og har argumenteret for, hvordan at troen eller ens virkelighedsforståelse udvikler sig. I hans bog ”Stages of Faith” taler han om to forskellige stadier eller bare to forskellige virkelighedsopfattelser. Han taler om den simple tro (stadie 3) som er kendetegnet ved, at man gerne giver meget simple svar på komplicerede spørgsmål, man ser ofte verden som et ’dem’ og ’os’, man vil undgå tvivl, man efterspørger et tydeligt lederskab, og man ønsker at lukke spørgsmål ned. Samtidig beskriver Fowler en mere kompleks tro (stadie 4). Her er opfattelsen, at virkeligheden er mere nuanceret, man ser forskellige perspektiver som en styrke, man ønsker at opretholde nysgerrigheden over for andres meninger, og man er skeptisk over for meget tydelige ledere. 

Det ser ud som om, at der visse steder i vores samfund er en bevægelse hen mod en simpel måde at forstå verden på, og det gælder både uden for og inden for kirken, så der vil uden tvivl for evangelikale være en gruppe af mennesker, som bliver tiltrukket af det tribale og simple mindset, som kendetegner mange evangelikale sammenhænge.

Men der er også en bevægelse mod et mere komplekst verdensbillede, hvor man ønsker at være åben og nysgerrig overfor forskellige perspektiver, og den bevægelse findes også både indenfor kirken og uden for kirken. Den store udfordring for den evangelikale ”tribe” er, at personer med en mere kompleks og nysgerrig forståelse af verden føler sig meget fremmedgjort overfor den evangelikale kirkes tribale tendenser. Man kan derfor risikere at skubbe en masse mennesker og måske særligt unge fra sig, hvis man ikke lærer at være kirke på en ikke-tribal måde. 

Tribalismen er på mange måder tilbage i vores kultur på både godt ondt. Men i et hvert narrativ, i en hver kulturforståelse eller virkelighedsopfattelse vil der være spor af evangeliet. Der vil også være noget, som er udfordret af evangeliet, og måske er det den rejse Kirken skal på; at være nysgerrig over for sig selv og alle de kulturelle narrativer som findes - tribale som ikke-tribale - og stille spørgsmålet: 

Hvad er det evangeliet udfordrer her? Og hvor kan vi se, at Gud også er til stede her?