Lad mig starte med en indrømmelse. Jeg har ikke set oscarshowet siden 2019. I know. Kæmpe chok.

Jeg elsker ellers at følge med i oscarbuzz, nomineringer og al den hejs, der er omkring showet. Men selve showet tabte mig i 2019, da man i et anfald af panikangst fyrede Kevin Hart som vært på grund af nogle åndsvage tweets (eller kalder vi dem x’s nu? x-er?) og gennemførte showet uden vært. Hvilket viste sig (surprise) at være opskriften på et rekordkedeligt og sjælløst show.

I sig selv en bedrift efter et årti, hvor oscarshowet kun var blevet mere og mere kontrolleret, humorforladt og politisk på den der ’uhh, hvor er vi fede og gode og vigtige’ måde, som kun Hollywoodstjerner kan være det. Jeg brækker mig.

Siden 2019 er det fortsat i samme rille. Først et par år uden vært. Så et jubelår med Chris Rock i rollen som lussingemodtager. Hvilket åbenbart var lidt for sjovt, så i stedet vendte man tilbage til Jimmy Kimmel to år i træk, der vel ikke har lavet en sjov joke siden hans ’Fucking Matt Damon’-feude med Matt Damon og Sarah Silverman for mere end 15 år siden.

Men i år! Efter en endeløs ørkenvandring gennem Hollywoods kedeligste, mest polerede talkshowværter og talentløse komikere har oscarproducenterne endelig formået at give tøjlerne til en, der i hvert fald har potentialet til at skabe et sandt festfyrværkeri på søndag:

Conan O’Brien skal være Oscarvært!

Hallelujah! Nattesøvnen er ødelagt! Conan O’Brien – MAKE OSCARSHOWET SJOVT IGEN!

Hvem katten er Conan O’Brien?

For dem, der ikke allerede har sprunget konfettikanonen og løber forvildet rundt i stuen af glæde, kommer her en kort introduktion til det to meter høje, rødhårede, irsk-amerikanske fænomen Conan O’Brien:

Conan var, fra sin debut i 1993 på ’Late Night with Conan O’brien’ og indtil han i 2021 trak sig tilbage til podcastens og rejseprogrammernes evige haller (med undtagelse af en ufrivillig pause i 2010 – google The war for Late Night), en af de skøreste, sjoveste og mest vanvittige talkshowværter, der endnu har formået at få tildelt et af de eftertragtede timeslots på amerikansk tv.

Hvor andre værter (jeg kigger på dig Jimmy Fallon) dyrker det sikre, kedelige og forventelige grin, har Conan altid været garant for selvudslettende, grænsesøgende og dybt original komik. Derude, på humorens brusende have, hvor vi krummer tæerne, beder en bøn og håber, at vi når sikkert i land, inden joken falder til jorden eller stemningen bliver alt for trykket.

Har du lyst til en tur ned i kaninhullet, så hop på youtube og søg efter Conan og Sona. I samspillet med hans mangeårige assistent, Sona Movsesian rendyrker han den offentlige persona som dumt, narcissistisk røvhul, han ofte tager på sig, mens han råber ad, skriger efter eller (i et genialt højdepunkt) køber en lortebil til sin übertålmodige og lettere uduelige assistent.

(Har du lidt ekstra tid, så se også nogle klip fra deres rørende og sjove fællesrejse til Armenien.)

Et af de bedste eksempler på hans særegne (og vanvittige) stil er dog hans allerede legendariske medvirken i formatet ’Hot Ones’ fra 2024, hvor han gennem et 27 minutter langt tornadoagtigt interview formår at æde (virkelig æde) sig igennem så meget chilisovs og hot wings, at han ender med – i et purt og perfekt kaosmoment – at hælde chilisovsen ’The Last Dab’ (scoville level 2,6 millioner – virkelig stærk) udover sit ansigt, sin mund og sin skjorte, inden han udbryder:

”What’s wrong with me? Why can’t I feel?” Conan O'Brien Needs a Doctor While Eating Spicy Wings | Hot Ones - YouTube Se det. Elsk det. Og få så poppet de popcorn og aflyst dine mandagsplaner, så du er klar til at indtage sofaen på søndag.

Hvad med filmene – har de været gode?

Orv ja. Det er jo filmene, det handler om! Let’s get back to business.

Oscaråret 2024 var – for at sige det mildt – et vanvittigt år. Poor Things, The Zone of Interest, Barbie, Oppenheimer, Killers of the Flower Moon, The Holdovers, Past Lives. Og mange flere. Efter et år propfyldt til randen med store filmoplevelser kan man vel nærmest kun blive skuffet over udvalget i 2025?

På ingen måde! (og så alligevel lidt).

Efter at have været lagt på hylden i seriernes guldalder og det sequel-prequel-cinematicuniverse-mareridt, vi nu lever i de sidste krampetrækninger af, er de originale og nyskabende film endelig ved at have bidt sig fast igen. Hvilket heldigvis også gør sig gældende blandt de nominerede i år. Vi er virkelig på vej ind i en ny guldalder for filmen – hvor er det smukt.

Også i år spænder feltet over et bredt udvalg af både rørende, smukke, sjove, brutale og decideret klamme film (Advarsel: Se ikke The Substance, mens du spiser morgenmad…).

Ja, er der en ting, der kendetegner årets felt, er det faktisk netop det: At der ikke er noget fælles kendetegn. Udover kvaliteten. Vi har alt fra det store action-blockbuster-epos i Dune 2 til fransk-mexicansk narkokartel/transkøns-musical i Emilia Perez til det storslåede, brutalistiske 3 ½ timers mesterværk ’The Brutalist’.

Bodyhorror-femi-satire (The Substance), holocaust-indie-feel-good (A Real Pain), katolsk-pavevalgs-thriller (Conclave). Oscarshowet 2025 har samlet et sandt filmisk freakshow – og hvilket et af slagsen!

Hvorfor er jeg så alligevel (meget lidt) skuffet?

Selvom vi finder en sand perlerække af virkelig gode og virkelig mærkelige film blandt årets nominerede (og hallelujah for det!), så mangler de alle et sidste skub, et lille dask, et magisk drys, for at ramme helt samme højder, som mesterværkerne Poor Things og The Zone of Interest ramte i 2024.

Der er simpelthen ikke nogen exceptionelt gode film blandt årets nominerede. Der er store film, vigtige film, vilde film, originale film. Film, der får fem store stjerner og mine varmeste anbefalinger. Men der er ingen film, der er ’sprænger skalaen’ gode. Og det skuffer mig. Meget lidt. For helt ærligt. Et hvilket som helst andet år havde jeg været oppe og køre over det her oscarfelt.

Og lad os så komme til sagen: Hvem vinder?

Okay… Lige et sidste aber dabei. Jeg har valgt at springe let og elegant over en række kategorier, som jeg ikke har noget fornuftigt at sige om (Kostumer? Who am I to judge?) eller ikke har nogen interesse i (for hvis skyld er det egentlig, at kategorien ’bedste animerede kortfilm’ findes?).

Så I må nøjes med de fem store kategorier og selvfølgelig:

Vinder Danmark en oscar for ’bedste ikke-engelsksprogede film?

Havde du spurgt mig for en måned siden havde jeg sagt et klart nej, nope, slet ikke, hvis nogen havde spurgt, om Pigen med nålen vinder en oscar. For selvom det bestemt er en flot, stilren og på mange måder atypisk dansk film, vi har sendt afsted til Hollywoods fineste filmfest, så er/var konkurrencen for stor i år.

Den største konkurrent til prisen var uden tvivl den 13-dobbelt nominerede oscardarling Emilia Perez, der med sin musicalfortælling om en mexicansk kartelleder, som beslutter sig for at skifte køn og blive til titelkarakteren Emilia Perez, rammer fuld plade på hollywood-bingo.

Men… Meget kan ske i Hollywood på en måned, og i dag regnes Emilia Perez hverken som en stor favorit til oscaren for bedste ikke-engelsksprogede film – eller nogen andre priser for den sags skyld. Hvilket er sin helt egen sjove fortælling.

Intermezzo (Morten ranter over Emilia Perez)

Emilia Perez er en på alle måder vanvittig film – og desværre ikke på den gode måde. Det er en mexicansk musical skrevet af en fransk instruktør (som ikke kan spansk). Den er filmet i Frankrig – ikke i Mexico. Og dens hovedrollecast består af den transkønnede kvinde Karla Sofía Gascón fra Spanien, Zoé Saldana med dominikanske og puertoricanske rødder samt Selena Gomez, der kun kan bryste sig af nogle mexicanske bedsteforældre på den ene side af familiestamtræet.

Kan du fornemme, hvor det bærer hen? Filmen er mildest talt ikke blevet taget godt imod i Mexico.

For det første er skuespillernes accenter (eftersigende – spanske accenter er ikke min stærke side) fuldstændig absurde og ikke tilnærmelsesvist mexicanske. Og da slet ikke noget, der ligner det specifikke regionale område i Mexico, filmen skulle foregå i.

Dernæst er filmens mildest talt letsindige behandling af den ekstreme vold og korruption, narkokartellerne er ansvarlige for i Mexico, også blevet genstand for en ret brutal kritik.

Hvem vidste, at det ikke var det en skidegod idé at lave en letbenet, unuanceret musical om narkokarteller, der hvert år er ansvarlige for, at mere end 10.000 personer forsvinder, hvor du samtidig portrætterer hele det mexicanske samfund som et gennemkorrupt styre, selvom der også er mange aktører, der rent faktisk arbejder imod narkokartellernes hærgen?

Eller at det måske ikke er en skidesmart idé at proppe en påklistret fortælling om kønsskifte og det at blive sit rigtige køn ind i mixet, der hverken får den tid og de nuancer, sådan en historie kræver, så du ender med en fortælling om, at hvis du bare skifter køn og bliver dit ’rigtige jeg’, så er alt tilgivet – også selvom du en kartelboss, der er ansvarlig for tusindvis af mord?

Men intet af det ovenstående er i virkeligheden det, der har skubbet Emilia Perez ud i oscarmørket. Nej, det er selvfølgelig en ordentlig bunke tweets (jeg holder altså fast i det udtryk) fra filmens hovedrolleindehaver Karla Sofía Gascón, hvor hun blandt andet kritiserer burkaen og islam for at være kvindeundertrykkende og udtalte sig lidt ’på den ene side – på den anden side’ om protesterne oven på drabet af George Floyd 2021.

At det er det, og ikke de massive problemer filmen har i sig selv, der ender med at fælde Emilia Perez (forhåbentlig), siger alt om, hvor hysterisk, selvretfærdigt og hyklerisk oscarakademiet er. Den film burde aldrig være blevet nomineret til noget (udover måske Zoe Saldana – hun er ret forrygende. Men det vender vi tilbage til), men det er ikke en bunke mere eller mindre uigennemtænkte tweets fra Karla Sofía Gascón skyld.

Men vinder Pigen med nålen?

Nåjah. Det var det, vi kom fra.

Med Emilia Perez ude af billedet er Danmarks chancer for endnu en oscarsejr i rækken blevet markant forøget – men de er desværre stadig ret små. Den brasilianske film I’m Still Here (der rent faktisk er brasiliansk) står med sine tre oscarnomineringer, herunder for bedste film, alt andet lige mere lunt i svinget til at hive statuetten hjem.

Om det er fortjent, skal jeg ikke kunne sige, da den stadig ikke er tilgængelig i Danmark. Men så længe, vi ikke taber til Emilia Perez, er jeg egentlig godt tilfreds.

Bedste mandlige birolle

Lad os gå videre med det, vi mænd er dårligst til; at indtage birollen.

Den altoverskyggende historie i dette felt udgøres af Kieran Culkins rejse mod hollywoodtinderne. Ja, det er ham fra Alene Hjemme’s lillebror.

Allerede med sit portræt af den karismatiske og dybt usympatiske Roman Roy i familiesagaen Succession begyndte han sin rejse ud af familieskyggerne, men det er med sin rolle i A Real Pain, at han nu endelig – fortjent – får lov til at stå i egen ret.

Her spiller han Benji, der sammen med sin fætter David tager til Polen for at besøge deres jødiske mormors gamle landsby og få en større forståelse for både den lange og rige polske historie, familien bærer med sig, men også den smerte og det traume holocaust har medført.

Det er klassisk roadmovie-buddy-feelgood, når det er allerbedst, der dog særligt løftes ud af indieglemslen af Kieran Culkins umanerligt indtagende portræt af den rodløse Benji, der svinger som et pendul mellem det absurd karismatiske og dybt uanstændige, når han vandrer med både træsko og ølbøvser ind i det herlige karaktergalleri, fætrene møder på deres rejse.

Det største kritikpunkt, han har mødt for sin præstation, er, at han egentlig bare spiller sig selv. Hvilket er en fjollet kritik. At det ikke er grebet ud af den blå luft, bliver dog tydeligt, når man ser interviews mellem den drillende, legende Kieran Culkin og den evigt nervøse og forsigtige Jesse Eisenberg, som har skrevet og instrueret filmen, han også selv spiller hovedrollen som David i.

En af deres yndede anekdoter er bl.a. at fortælle, hvordan Kieran Culkin to uger før optagelserne ringer til produktionsselskabet for at bakke ud af filmen, fordi han gerne vil prioritere familien. På søndag bliver han formentlig ret glad for, at filmens producer, Emma Stone, fik ham og familien sendt på et fly til Polen.

Kieran Culkins nærmeste konkurrent i feltet er, sjovt nok, en anden Succession alumne, Jeremy Strong, der i den lidt ujævne The Apprentice spiller rollen som Donald Trumps mentor, den dybt usympatiske og kontrastfyldte advokat Roy Cohn, til UG med kryds og slange.

Bl.a. har Roger Stone, røvhul og tidligere politisk rådgiver, der selv har samarbejdet med både Donald Trump og Roy Cohn gennem mange år, givet denne vurdering: The portrayal of Roy Cohn by actor Jeremy Strong […] is uncanny in it's accuracy.

Finere hæder kan man vel ikke opnå. Udover måske en oscar. Men den går altså til Kieran Culkin på søndag.

Bedste kvindelige birolle

Lad mig lige slå det fast med syvtommersøm en gang til. Emilia Perez er ikke nogen god film. Den har dog én ting kørende for sig, og det er Zoe Saldana, der tidligere har medvirket i bl.a. Avatar og Guardians of the Galaxy.

I Emilia Perez spiller hun rollen som advokaten Rita, der bliver hyret af føromtalte kartelboss for at stå for de praktiske omstændigheder i forbindelse med hendes transition til Emilia Perez.

Zoe Saldanas karakter er, sigende for filmen, dybt uinteressant. Hun spiller først livstræt anklager (eller forsvarer – det gik lidt stærkt), der brokker sig over kartellerne. Dernæst rig og succesfuld advokat efter at have hjulpet Emilia Perez. Inden hun ender som dennes medhjælper igen, da de beslutter sig for at starte en organisation, der skal finde nogle af de 100.000 forsvundne i Mexico (fordi Emilia Perez er jo god nok, nu hvor hun er blevet til den kvinde, hun altid har været. Åbenbart. Skyd mig).

Nej, det der løfter Zoe Saldanas præstation er hendes sang og dans. Hvilket jo trods alt også er ret centralt, når nu det er en musical, hun medvirker i. Hun hopper og kaster sig rundt i det ene intense udstyrsstykke efter det andet med en intensitet og virtuositet, der kun kan lade sig gøre, fordi hun oprindeligt er uddannet danser.

Det får vi og hun for første gang fuld valuta for i Emilia Perez, hvor hun brænder igennem hvert eneste minut, hun medvirker. Fuldt fortjent er hun storfavorit til oscaren for bedste kvindelige birolle på søndag.

Min egen personlige favorit, og her kommer mit musicalhjerte klart til udtryk, må dog være Ariana Grandes helt igennem fornøjelige, finurlige og fornemme portræt af Galinda i Wicked.

Sjældent har jeg set Ariana Grande have det så sjovt, sjældent har hun været så god. Alt smeltede sammen i en højere enhed i både dans, sang og skuespil. Ariana er Galinda. Og det måtte oscarakademiet for min skyld gerne honorere.

Bedste mandlige hovedrolle

Så.. Nu begynder det at blive sjovt!

I feltet af nominerede er der tre præstationer, som særligt stikker ud. Timothy Chalamet i rollen som Bob Dylan i A Complete Unknown, Adrien Brody i rollen som ungarnsk-jødisk arkitekt i The Brutalist og Ralph Fiennes i rollen som katolsk præst i Conclave.

Vi starter fra en ende af. Timothy Chalamet spiller røven ud af Bob Dylans bukser i den ellers lidt generiske biopic A Complete Unknown. Det er tydeligt at mærke, at han har dykket dybt i Dylans omfangsrige repertoire, ligesom han også har arbejdet intenst med både guitarspil, intonation og sang, så han rammer det Dylan’ske udtryk.

Det, der løfter hans præstation, er da også i særlig grad arbejdet med sangene. På en eller anden måde får han gjort dem til sine egne, eller mere præcist den Bob Dylans, han personificerer i filmen, egne sange.

Fra at være dårlige karaokeefterligninger af mesterens oprindelige mesterværker, bliver de til unikke og virkelig gode udgaver, der sagtens kan stå i egen ret. Hvilket Timothy Chalamet da også fik lov til, da han i Saturday Night Life optrådte med netop Dylans sange i en ret sjælden host/musical guest kombi.

På trods af studiets advarsler besluttede han og instruktøren James Mangold (der bl.a. har instrueret Logan fra 2017) da også at indspille sangene live, mens de optog. Hvilket ellers er en relativt risikabel og vild proces forbeholdt musicalstjerner og Ariana Grande i Wicked, fordi det netop kræver, at du kan levere konsistent og præcist, hver gang der råbes ’action’. At det er det hele værd, bliver tydeligt, når man ser A Complete Unknown.

Timothy Chalamet er dog oppe imod en titan i oscarsammenhæng.

Ralph Fiennes spiller i den fremragende katolske kammerspilsthriller Conclave kardinalen Lawrence, som skal holde styr på løjerne i det konklave, der udløses, da paven dør i de første minutter af filmen. Det er nemmere sagt end gjort, når 200 (måske. I don’t know) kardinaler fra hele verden låses inde i samme bygning for at afgøre, hvem der bliver Kristi egen stedfortræder på jord.

Ralph Fiennes præstation i rollen som Lawrence er hverken pompøs eller prangende. Med et blik, en håndbevægelse, en stille hvisken og en fortvivlet bøn indgyder han både filmen og sin karakter med så meget tvivl og tro, at det er svært ikke at sidde imponeret tilbage over, hvad den mand kan gøre, når han får lov til at skrue ned for det teatralske (du får mig aldrig helt overbevist om hans præstation som Voldemort).

Det er en helt anden form for skuespil, end den langvarige og intense tur ned i Bob Dylans bevægelser og sind, Timothy Chalamet har bedrevet. Men for katten, hvor er det bare godt.

Det bliver dog formentlig Adrian Brody, der kommer til at løbe med statuetten på søndag. Hvilket også er fuldt fortjent.

I The Brutalist spiller Adrian Brody en fiktiv ungarnsk-jødisk artikekt ved navn László Tóth, som efter at have undsluppet holocausts rædsler i Europa tager til USA for at starte et nyt liv og en ny tilværelse, inden han ender i kløerne på rigmanden med det lidt for lange navn Harrison Lee Van Buren Sr.

Adrian Brody forsvinder fuldstændig i karakteren László, mens han tegner og kæmper for det brutalistiske mesterværk, Harrison ansætter ham til at bygge, der skal fungere som et community center komplet med gymnastiksal, auditorium, bibliotek og kirke.

Langsomt, men sikkert, over filmens 3 ½ time lange spilletid ædes han op af både traumer, kunstneriske ambitioner, afhængighed af stoffer og den både forestillede og virkelige uvilje, han møder hos de ’oprindelige’ amerikanere.

På mange måder er rollen en symbiotisk forlængelse af hans arbejde i Roman Polanskis hjerteskærende holocaustfilm Pianisten fra 2002, der indbragte ham en oscar for sit portræt af en polsk-jødisk pianist, der må gemme sig i ruinerne i Warszawa for at overleve nazisternes forfølgelser.

The Brutalist er en mastodont af en film – og det er Adrian Brodys præstation også. Og netop derfor, fordi der er så meget på spil i den her film og i den her rolle, og fordi narrativet er så godt (Adrian Brody vender tilbage og spiller ’videre’ på sit vigtige arbejde med Pianisten), tror jeg simpelthen ikke oscarakademiet kan stå for det.

Så må Timothy Chalamet tage oscaren, når tredje del af Dunesagaen på et tidspunkt bliver færdig.

Bedste kvindelige hovedrolle

Allright. Vi nærmer os enden og aftenens hovedpris. Men først skal vi lige have uddelt en statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

Her er der igen tre præstationer, der stikker særligt ud. Men at jeg synes Cynthia Erivo er fuldstændig formidabel i Wicked ændrer desværre ikke ved, at hun ikke har en chance på søndag. Så vi skærer feltet ned til to.

Mikey Maddison er fuldstændig absurd god i den morsomme og rørende Anora. Og i rollen som den knuselskelige stripper/poledancer/prostituerede/underholder Ani er hun det bankende og ikke mindst højt skrigende hjerte i filmen.

Hun bander, skriger, slår, stripper, elsker, griner, knalder og græder sig igennem en tour de force-præstation, jeg ikke har set magen, siden… Okay, siden Emma Stone gav den gas i sidste års Poor Things.

Fuldt fortjent, hvis hun vinder karrierens første – men formentlig ikke sidste – oscar for en vanvidspræstation, vi formentlig kommer til at vente længe(re) på at skulle opleve gentage sig igen.

I stedet er det formentlig hollywoodikonet Demi Moore, der får lov til at løfte statuetten på søndag. Hun har i år fået et veritabelt comeback med bodyhorror-femi-satiren The Substance. Og hvis du synes, det lyder som en sindssyg film, har du fuldstændig ret.

Demi Moore spiller rollen som aldrende stjerne Elisabeth, der i afmagt over kropsligt forfald og hollywoodchefers sexistiske syn på kvindekroppen beslutter sig for at tage det illegale stof ’The Substance’, der skaber en yngre, bedre version af dig selv. De skal nu leve side om side i en syret 7-7 ordning, hvilket selvfølgelig går helt (helt!) galt.

Det er absurd, grotesk og vanvittig godt. I hvert fald, hvis man er til tidlig Cronenberg, nåle og absurde mængder blod.

Men at The Substance formår at løfte sig ud af freakfilms-junglen og ind i oscarshowets velgørende skygge, skyldes først og fremmest Demi Moores fantastiske præstation. Hun ejer rollen og giver den så meget pondus, at det er umuligt at slippe hendes blik fra dit indre, mens du ser hende gøre sig klar til date. Fjerne make-up. Lægge make-up. Fjerne make-up. Lægge make-up. Igen og igen og igen, fordi det ikke er accepteret i samfundet, at en 50-årig Demi Moore også kan være lækker.

Du mærker hvert et afslag, hver en knust drøm og alle de producere, der har fortalt Demi Moore gennem årene, at hun ikke er sådan en skuespiller, der vinder priser, som hun fortalte i sin Golden Globe vindertale. Her vokser skuespiller og rolle sammen – og det er smukt (om end på en meget, meget ulækker måde) at være vidne til.

På søndag kan hun føje en oscarstatuette til samlingen, for den fortælling kommer oscarakademiet ikke til at kunne stå for. Og det kan jeg egentlig godt forstå.

Bedste film

The main attraction has arrived. Endelig skal vi til at uddele den helt store pris. 10 film er nomineret. 10 film har chancen for at løbe hjem med den helt store hæder. Hvem bliver aftenens store vinder?

Okay, helt så åbent er det trods alt ikke. For selvom der er ti nominerede film, står det endelige slag kun mellem The Brutalist og Anora. Og to mere forskellige film, skal man virkelig lede længe efter.

Anora er den frække indiefilm i klassen. Fyldt med ’come-at-me’-attitude og et bankende hjerte for alle de mennesker, vi normalt ikke ser. Luderen, stripperen og de håndlangere, der befinder sig allernederst i samfundets hierarki, hvor dem, der har pengene, er alt.

Det er gonzooptagelser på cafeterier, hvor filmens instruktør Sean Baker sendte sine skuespillere ind for at spørge tilfældige mennesker, om de havde set filmens forsvundne oligarksøn Vanya, så han kunne få nogle ukontrollerede, sandfærdige reaktioner. Det er improvisation og sexscener uden intimkoordinatorer (hvor utilrådeligt, jeg end kan tænke, det er). Det er råt, det er hurtigt og det er fremragende filmkunst.

Overfor Anora står den grandiose, voldsomme og hyperstiliserede The Brutalist. En maratonfilm, hvor hvert eneste skud, hver eneste tone i soundtracket, hver eneste bevægelse er planlagt og gennemtænkt ned til sidste lille detalje. Det er klassisk stor filmkunst helt ned til det planlagte ’intermezzo’, der skriger af fortidshollywoods storfilm a la Lawrence of Arabia.

Det er holocaust, immigration, fremmedhad, kunstens væsen, traumebearbejdelse, klassekamp og kærlighed. Store emner, vigtige emner, der behandles med store armbevægelser formidlet gennem store skuespilspræstationer.

Og hvem kommer så til at vinde?

Spørger du mit hjerte, er svaret Anora. Med sit varmhjertede portræt af livet blandt dem, der lever på skyggesiden, var den en af de helt store filmopleveler i 2024, kun overgået af førnævnte mesterværker Poor Things og The Zone of Interest.

Men spørger du oscarkenderen, må svaret være The Brutalist. Med sine temaer, den ambitiøse udførelse og tilbageskuen mod storværker om amerikanske immigrantfortællinger som Once upon a Time in America og The Godfather: Part II tror jeg simpelthen ikke, at oscarakademiet kan lade være med at hoppe direkte i gryden med The Brutalist. Dertil er Anora simpelthen for ’lille’ en film at skulle konkurrere imod.

Så her er den. Aftenens store vinder.

The Brutalist.

Nu kan du bare læne dig tilbage og nyde, hvad end Conan O’Brien har planlagt til os på søndag. Jeg er overbevist om, at det for en gangs skyld nok skal blive en (skør) fest.