Den første gang, jeg skippede nattesøvnen for at overvære dette mytiske og sagnomspundne show, var det nu legendariske år 2011, hvor værtsrollerne blev indtaget af det unge og umage par; Anne Hathaway og James Franco. Franco var vind, skæv og høj, mens Anne Hathaway i et desperat forsøg på at holde snor i herlighederne nærmest mekanisk læste op fra deres prompter blottet for både liv og humor. Det var kedeligt, sjælløst og pinligt.

Bum. Velkommen til verdens største filmfest! 

Lige siden dette første møde har jeg været både dybt fascineret og dybt forundret over dette mærkværdige sammensurium af filmnørderi, (ulidelige og selvhøjtidelige) hollywoodstjerner, mode og historiske øjeblikke, der på en helt særlig måde har potentialet til at blive en del af vores kollektive hukommelse.

Hvem husker ikke det legendariske øjeblik i 2017, hvor en forvirret Warren Beaty og Faye Dunaway får udråbt den forkerte oscarvinder for bedste film. Eller Will Smith, der klapper Chris Rock en syngende lussing i 2022, mens hele salen (og verden) ser vantro til. Eller Roberto Benigni, der jublende hopper op på stoleryggen og begynder at balancere ned gennem salen, da ’Livet er smukt’ i 1999 vandt en oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

Det er pompøst, det er selvsmagende, det er alt for meget. Og det er helt fantastisk! Så også i år har jeg gjort mine forberedelser, brugt utallige timer foran tv/biografskærmen, læst den ene analyse efter den anden, tjekket bookingscores hver anden dag og fulgt med i det hav af filmpriser, der leder op til den store finale i årets awardseason, når Oscarshowet på søndag løber af stablen for 96. gang.

OG NU er jeg klar til at give dig den ultimative oscarguide, så du også kan dazzle dine venner med indsigtsfulde analyser, skarpe pointer og præcise forudsigelser af aftenens store vindere! 

(okay, jeg er i hvert fald klar til at fortælle jer lidt om, hvilke film I skal holde øje med, og hvilke jeg selv har nydt – hvilket for én gangs skyld har været næsten dem alle!)

(okay, der er også grænser for min viden – jeg har trods alt et dagjob, jeg bliver nødt til at passe. Så hvem der vinder en oscar for bedste animerede kortfilm, må I altså selv google jer frem til.)

Hvad kendetegner dette års oscarfelt?

Wow, et filmår, der står tilbage, når man kigger ned over feltet af nominerede film! Det er min allerførste tanke.

Jeg har i mange år gjort en dyd ud af et se de fleste oscarfilm op til showet, men det har sandt at sige været lidt af en ørkenvandring til tider, hvor film med blot den mindste kvalitet og originalitet pludselig fremstod som rene mesterværker, blot fordi jeg kom igennem dem uden at falde i søvn undervejs. År, hvor film som Argo (2013), The Shape of Water (2018), Green Book (2019) eller CODA (2022) åbenbart var det bedste, filmindustrien havde at byde os. De burde skamme sig.

Med udvidelsen af nominerede i kategorien ’Bedste film’ fra 5 til 8-10 film (alt efter, hvor grelt det har stået til i det pågældende år), som blev introduceret i 2011, sniger der sig også altid et par stinkere eller fem med i feltet, jeg overlader til glemslens gravplads, fordi de ikke burde være blevet nomineret. 

Ofte handler det om, at generiske, trestjernede film, på grund af en instruktør, et tema, en middelgod skuespiller eller bare oscarakademiets generelle luner får sneget sig med på listen på trods af deres åbenlyse fejl og mangler. Og vi efterlades med en idé om, at en intetsigende semibiografisk film om Alfonso Cuarons opvækst i Mexico skulle være stor filmkunst (Roma.. Zzzz). Eller at Guillermo del Toros ’Nightmare Alley’ ikke blot er en kæmpe stinker uden noget på hjerte. Eller at David Finchers dødssejler ’Mank’ virkelig er værd at investere +2 timer af sit liv i (jeg har investeret 10 minutter. Det var for meget.).

Men i år sidder jeg tilbage med følelsen af, at hver og en af de nominerede film har gjort sig fortjent til at være der. Vi er simpelthen blevet velsignet med stor filmkunst og originale fortællinger i alle genrer og afskygninger – lige fra den dybt originale og ustyrligt morsomme ’Poor Things’ til Christopher Nolans alvorstunge epos ’Oppenheimer’ og den uafrystelige tyske perle ’The Zone of Interest’. Sjældent har oscarfeltet rummet så mange forskellige film. Og sjældent har de været så gode. What a time to be alive!

Så hermed første pointe, du kan udfolde hen over frokostbordet i de kommende dage, eller når I sætter jer foran fjernsynet på søndag: Det har været et fremragende filmår!

Men lad os droppe sniksnakkeriet og kaste os over det, vi er kommet for. Hvem vinder?

Bedste animerede film

Vi starter i den lette ende med en kategori, jeg egentlig ikke havde tænkt skulle med i guiden. Men de nominerede film er virkelig gode, og så er det her jo en udmærket anledning til at sende et skud ud i deres retning (som unge vist engang sagde).

Listen over animerede film i år, vidner om, at både Pixar og Disney er lidt i krise efter i mange år at have sprøjtet det ene mesterværk ud efter det andet. I år er de repræsenterede med den fine, men også lettere forglemmelige, ’Elementals’, der på en sjov og rørende måder behandler kulturelle sammenstød og forholdet mellem generationer, men som dog aldrig løfter sig op på det niveau, vi forventer, når der står Pixar på plakaten (Inside Out, Coco, Up m.fl. har sat barren højt). 

Nej, det er to andre film, der kommer til at slås om prisen.

’Drengen og Hejren’, der efter sigende bliver den legendariske japanske tegnefilmsinstruktør Hayao Miyazakis sidste film, er på sin helt egen finurlige og ikke mindst fantasifulde måde et lille mesterværk, som jeg gerne under at rende med prisen for bedste animerede film på trods af, at det ikke er hans bedste film. Mindre kan også gøre det, når man har sat streg til storværker som ’Princess Mononoke’ og ’Nausicaä - fra vindenes dal’, og jeg har sjældent siddet med et større smil på læben, end da en hel hær af kæmpepapegøjer pludselig gik fuld fascist med march og honnør. Hvilket ikke kan forklares - det skal opleves.

Min personlige favorit (og bookmakernes) er dog ’Spiderman: Across The Spider-Verse’. En hæsblæsende film, jeg ikke tøver med at kalde et animeret kunstværk. Det er en film, der oser af fortælleglæde, humor og stilistisk overskud bundet sammen af et fantastisk persongalleri, hvis emotionelle bånd forankrer filmens ellers store og forgrenede plottråde i en rørende fortælling om at finde sin egen vej mellem både forældres, samfundets og venners forventninger til, hvem du skal være. Og så er den bragende flot. Her sætter jeg mine penge på søndag.

Bedste mandlige skuespiller

I et hvilket som helst andet Oscarår ville Bradley Cooper formentlig være selvskrevet til statuetten for sin forvandling i den ellers gennemsnitlige ’Maestro’ (måske årets eneste fejlskud i oscarfeltet), hvor han med protesenæse og rynker forsvinder ind i rollen som den excentriske levemand og komponist Leonard Bernstein. Men i år er ikke som andre år.

Jeffrey Wright spiller sit livs rolle i ’American Fiction’, hvor han subtilt og uden store armbevægelser lader os fatte både sympati og afsky for den bitre og livstrætte forfatter Thelonius ’Monk’ Ellison, der i frustration over ikke at blive anerkendt for sine litterære værker, og at han som sort forfatter kun må skrive om ghettoliv og hårde barndomstraumer, beslutter sig for at drive gæk med forlagsbranchen og under synonym udgive netop den roman, de efterspørger (tænk Training Day på speed). En herlig film fuld af forviklinger, familiedrama og et spydigt portræt af hvide menneskers trang til sort traumeporno, som Jeffrey Wright bærer på sine skuldre.

Men heller ikke han kommer til at vinde, formentlig. Min personlige favorit (og en darkhorse til statuetten) er derimod Paul Giamatti, der i ’The Holdovers’ skinner i rollen som den livstrætte (det er der åbenbart mange mænd, der er) historieprofessor Paul Hunham.

Kort fortalt handler ’The Holdovers’ om en ensom og bitter historieprofessor, der er endt som underviser på sin gamle kostskole, hvor han bliver tvunget til at tilbringe julen som oppasser for den forsømte og uregerlige teenager, Angus. Langsomt, men sikkert, åbner de sig dog op overfor hinanden og de mennesker, de af nød må fejre julen sammen med. Med en eminent blanding af varme og bryskhed giver Paul Giamatti den ellers ret simple fortælling et liv og en sjæl, som løfter den fra det generiske til det mesterlige. 

Vinderen bliver dog formentlig Cillian Murphy for sit portræt af J. Robert Oppenheimer i Christopher Nolans epos af samme navn. Han er da også forrygende i rollen som Oppenheimer, hvor han med indsunkne kinder og sit karakteristiske intense blik lader os komme under huden på et enormt komplekst menneske og de store og svære etiske dilemmaer, atombombens fader har stået i. Det hjælper også, at Oppenheimer var den ene karakter i filmen, Nolan rent faktisk formåede at gøre til mere og andet end todimensionelle plotredskaber. 

Bedste kvindelige skuespiller

Også her er der mange forskellige stærke præstationer i spil til statuetten, der dog formentlig ender på kaminhylden hos enten Emma Stone eller Lily Gladstone.

Emma Stone er min egen personlige favorit for sit portræt af en levende voksenbaby i den syrede og hysterisk morsomme ’Poor Things’. Hun har the time of her life som kvinden Bella, der i et Frankenstein set-up bliver vækket fra de døde af den gale videnskabsmand Godwin Baxter – dog med sit eget ufødte spædbarns hjerne. Hurtigt vokser Bella dog op, lærer sin krop at kende og må ud på eventyr for at se, smage og knalde sig igennem alle livets store spørgsmål (det er en film, der skal ses, ikke forklares).

At Emma Stone er en komisk begavelse ud over alle grænser, viste hun også i den ligeledes fine ’The Favourite’, der var hende og instruktør Yorgos Lanthimos seneste samarbejde, men hun har aldrig været bedre end i ’Poor Things’, hvor hun leverer en modig kropslig præstation, der er i særklasse sjov, uden at hun misser de dramatiske toner, der gør filmen til et helstøbt mesterværk.  

Bookmakernes favorit er dog Lily Gladstone, der i Martin Scorseses (virkelig lange, men dog fine) ’Killers of the Flower Moon’ leverer en hjerteskærende og afdæmpet præstation i rollen som den indfødte kvinde Mollie Kyle. Killers of the Flower Moon fortæller den virkelige historie om en række mord begået mod Osage-stammen, der i midten af 1920erne fandt olie på deres reservat, hvilket hvide mennesker ikke kan holde nallerne fra. I hvert fald ikke de penge, som stammen begyndte at tjene på olien. Lily Gladstone spiller i filmen overfor Leonardo DiCaprio, der meget sigende ikke er nomineret for sin præstation – for det er Lilys show.

Derudover vil det, hvis Lily Gladstone vinder, være første gang en skuespiller med indfødt amerikansk baggrund vinder en oscar. Det betyder ikke, at det ikke er fuldt ud fortjent, skulle Lily Gladstone vinde på søndag – for hun er aldeles fremragende. Men det betyder, at jeg godt kan forstå, hvorfor hun er bookmakernes favorit. Oscarakademiet forspilder sjældent en chance for at hylde minoriteter. 

Bedste mandlige birolle

Igen er det et felt fyldt med stærke præstationer. Mark Ruffalo spiller sig helt ud i rollen som Duncan Wedderburn i ’Poor Things’, der først optræder som selvsikker sexgud og eventyrer, inden mødet med Bellas ustyrlige seksualitet forvandler ham til et forsmået mandebarn. Sterling K. Brown giver i ’American Fiction’ også en stærk og rørende præstation i rollen som flamboyant, homoseksuel bror, der i en sen alder springer ud og nu har for travlt med at indhente det fortabte til at engagere sig i familiens eller Monks sorger.

Min personlige favorit må dog være Ryan Gosling, der er et sandt festfyrværkeri i rollen som Ken i monsterhittet Barbie, der lagde biografer ned gennem det meste af sensommeren. Han spiller nærmest Mozart med alle sine komiske tangenter, samtidig med at han gør Kens frustrationer over at være en accessory uden egen agenda i Barbieland til et fuldt ud troværdigt og forståeligt plotpunkt i historien. Hvilket kun gør det så meget desto mere forløsende, da han endelig når frem til de legendariske ord ”I’m (K)enough”

Desværre er han oppe imod bookmakernes storfavorit Robert Downey Jr., der i ’Oppenheimer’ portrætterer Lewis Strauss, Oppenheimers med- og modspiller i filmen. Robert Downey Jr. leverer et fint portræt af et komplekst menneske, men det er samtidig også en karakter, der står uforløst tilbage og lider under Christopher Nolans manglende evner til at skrive hele mennesker, der fremstår som andet og mere end papskiver, der flyttes rundt på alt efter, hvor plottet (eller vinden) tager dem hen. Til gengæld har Robert Downey Jr. aldrig vundet en oscar før, han spiller med i ’Oppenheimer’ og han har vundet prisen til stort set alle de awardshows, der er gået forud for Oscarshowet. Det er måske aftenens sikreste Oscar.

Bedste kvindelige birolle

Her er vi – desværre – ude i aftenens absolut svageste felt. Hvilket måske siger et eller andet om filmindustriens mangler udi at skrive gode, kvindelige bipersoner, hvis rolle er andet og mere end bare at eyecandy eller plotværktøj (jeg kigger stadig bebrejdende på dig, Christopher Nolan!)

Eneste lyspunkt i kategorien er heldigvis også både min og bookmakernes favorit: Da’Vine Joy Randolph. Hun spiller med i ’The Holdovers’, hvor hun brillierer som Mary, den sorgramte køkkenleder på filmens kostskole. Selvom hun ’blot’ er en bikarakter i den centrale handling, er rollen og hendes præstation central for filmens hjerte. Man føler med hende og forstår hende, når hun drukner sorgen over at have mistet sin søn i whiskey og smøger, mens hun alligevel, langsomt, får udfordret både sig selv og filmens andre karakterer til at åbne op og smide de facader, der afholder dem fra at lukke andre mennesker ind i deres liv.

Jeg glæder mig over, at der i det mindste har været én fuldt udviklet kvindelig bikarakter i det seneste år..

Bedste instruktør

Det her er Christopher Nolans kategori. Der er ingen andre, der kan true ham. Og det er måske også fortjent. 

Christopher Nolan er med film som Inception, Dunkirk, Batman-trilogien, Interstellar – og endnu flere – en af vor tids største instruktører. Selvom jeg personligt er blevet mere kritisk overfor hans evner med årene, senest foranlediget af rodebutikken ’Tenet’, så er han en af de få instruktører, der stadig kan fylde biografsale med originale film. Og det er en prisværdig bedrift midt i den prequel-sequel-tidsalder, vi lever i. 

Derfor under jeg også Christopher Nolan, at han nu med al sandsynlighed kan få en statuette at varme sig ved, mens jeg sabler hans evner som manuskriptforfatter ned (helt ærligt, hvem caster Florence Pugh og bruger hende ikke til andet end ’lækker sild 1’. Få dog nogle andre til at skrive dine kvindelige karakterer næste gang, Christopher). 

’Oppenheimer’ er også en (lidt lang) spændende og bragende flot film, alle dens fejl og mangler til trods. En ekstraordinær præstation, der må tilskrives Christopher Nolan, og som akademiet på søndag også kommer til at belønne med en fuldt fortjent Oscar.

Elefanten i rummet i denne kategori er, at Greta Gerwig ikke er nomineret som instruktør for Barbie. Hvad det skyldes, har andre skrevet flere og bedre analyser af, end jeg kan præstere. Men det skal ikke afholde mig fra at komme med en lille rant over det alligevel.

For hvordan akademiet kan overse Greta Gerwigs helt exceptionelle præstation i forbindelse med Barbiefilmen, er mig en gåde. Det er den mest indtjenende film sidste år, anmelderne var vilde med den og det er et dybt originalt take på det oplæg, der basically bare var ”lav en film om en barbiedukke”. Det er vanvid, at man ikke finder plads til hende i instruktørkategorien, når man samtidig vælger at nominere Martin Scorsese for det, der på en god dag er en lidt lang, men vigtig fortælling, som er blevet set af nul mennesker i forhold til Barbie (vi kan lave sammenligningen i billetindtægter: 156 mio. mod 1.446 mio. )

Betyder det noget for en films kvaliteter, hvor mange der har set den? Ikke nødvendigvis. Men sammenholdt med alle de priser, den ellers er nomineret til, forrygende anmeldelser – og at det bare er en ret god film – så virker det mærkeligt, amatøragtigt og en lille smule sexistisk (yeah, I said it.), at akademiet af en eller anden grund ikke har fundet plads til Greta Gerwig blandt de bedste instruktører, hvor hun eller har bevist, at hun hører til.

Rant slut.

Bedste film

Endelig er vi kommet til hovedattraktionen: Bedste film. Hvor er det spændende!

Eller, det er faktisk overhovedet ikke spændende, for medmindre Warren Beaty og Faye Dunaway finder vej til scenen igen, så er vinderen allerede fundet: ’Oppenheimer’.

Vi snakker odds 1.02, den har vundet alt på sin vej frem mod Oscarshowet og igen – Christopher Nolan har heller aldrig vundet en oscar for bedste film. Derudover er det også bare en rigtig oscar film. Handler om krig. Tjek. Biopic. Tjek. Lang og episk. Tjek. Det bliver ikke mere Oscar.

Er det så fortjent? Tjah, både og. Som beskrevet ovenfor, har ’Oppenheimer’ helt sikkert sine kvaliteter. Ludwig Göransson har skruet et vildt, bombastisk og umanerligt flot soundtrack sammen. Den er filmet som en drøm. Den er spændende. Den er velfortalt – og så har den cirka én karakter, der ikke blot er en stiv og statisk (barbie)dukke.

Men nok om ’Oppenheimer’. Realiteten er, at den kommer til at vinde på søndag.

Hvilken film, så jeg gerne selv som vinder, spørger du måske? 

’Poor Things’. Uden tvivl. Selvom de andre nominerede film har rørt mig, fået mig til at grine, fået mig til at tænke, så var ’Poor Things’ for mig den helt store oplevelse det seneste år. Fortællingen er absurd og vanvittig. Universet er fantasifuldt, flot og gennemført. Og så er den båret af en af de mest vanvittige skuespilspræstationer, jeg kan mindes at have set i meget lang tid. Hands down, ’Poor Things’ burde vinde.

Men Oscar er Oscar, på godt og på ondt, og det er ikke altid (nærmest sjældent), at den bedste film rent faktisk vinder. Og det er måske også en del af charmen. Ellers ville jeg jo ikke have nogen at harcelere mod, når jeg vågner mandag morgen og skal forklare mine kollegaer, hvorfor det er en skandale, at ’Oppenheimer’ har vundet.

Jeg glæder mig allerede.