Bearbejdet udgave af foredrag holdt i Havehistorisk Selskab på Københavns Universitets Biovidenskabelige Fakultet (tidligere Landbohøjskolen) den 21. november 2023.

Jeg kan se min far komme hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen, gå ind i haven, lukke havedøren bag sig, se sig omkring og sige: “My home is my castle.” 

Det er sådan, jeg altid har forstået haven. Som et aflukke og som et sted, der, selv om det var udendørs, var en del af hjemmet. I modsætning til både skoven og byen, som var fælles rum, var haven vores egen lille, trygge plet.

Læsningen af Karin Esman Knudsens Paradis på jord, om havernes kulturhistorie (U-Press 2019) har fået mig til at tænke efter og spørge mig selv, hvad det i grunden er for en fortælling om verden og mig selv, der ligger til grund for denne tanke om haven. Og en genlæsning af beskrivelsen af paradis i Første Mosebog kapitel 2 har fået mig til at overveje, om denne forestilling i grunden snarere er et produkt af min kulturelle farvning end en bibelsk forståelse af forholdet mellem natur og kultur. For i beskrivelsen af Paradis er haven ikke et beskyttelsesrum i en truende verden med klar adskillelse til omverdenen, men en livssammenhæng, som er defineret ved sit centrum (livets træ), ikke sin grænse (som først kommer til syne ved uddrivelsen). Og menneskets rolle i denne sammenhæng er ikke blot at herske, men også at navngive og derved blive bevidst om, at andre organismer har deres egen tilværelse og ikke blot er en ressource for mennesket. Også de massive udfordringer for både klima og biodiversitet, som vi befinder os i, udfordrer os til at gå til kilderne og genbesøge selve forestillingen om paradis, og spørge os selv, om der er noget, vi har overset. 

Haven og klimakrisen

Karin Esmann Knudsens værk viser, at der i løbet af de seneste årtier er sket en nytænkning af havens betydning ud fra en ny forståelse af forholdet mellem natur og kultur, som netop sætter spørgsmålstegn ved menneskets forsøg på at skabe sit eget paradis i form af en have. Jeg er selv blevet gjort opmærksom på betydningen af dette tidehverv gennem kontakten til en gruppe beboere i Westend, en lille, lukket gade på Vesterbro, som blandt meget andet rummer en bagdør til Apostelkirken, hvor jeg er præst. Jeg mødte for få år siden en repræsentant for gruppen, som fortalte om deres ønske om at gøre gaden mere grøn og bæredygtig og spurgte, om jeg ville være med, og om kirken ville lægge lokaler til. 

Forestillingen om at gøre byen mere grøn havde indtil da, det indrømmer jeg, forekommet mig at være af rent kosmetisk betydning. Dybt i min bevidsthed har der været en klar opdeling mellem byen som menneskets sted og skoven, havet og engene osv. som naturens sted. Det er sikkert delvist et generationsfænomen. Jeg husker, at vi i 5. eller 6. klasse – i slut 70’erne – fik læst en bog højt i dansk, som beskrev en verden, hvor byen havde optaget al pladsen og fortrængt naturen. Men i byen var der en mur, og bag den mur var der en have ”ved navn naturen,” som børnene opdagede. Det er et billedsprog, som børn kan forstå og tage til sig. Men det er også en måde at tale om forholdet mellem kultur og natur, som skaber resignation og tilbagetrækning i forhold til byen i modsætning til det engagement, som kendetegnede de beboere, som nu rettede henvendelse. Giver det mening at nedbryde den mentale mur, der adskiller by og have og tænke byen som en have? Det ville ændre noget ved den store fortælling om haven, som ligger i kulturhistorien.

Havernes kulturhistorie

I Karin Esmann Knudsens fortælling inddeles havernes kulturhistorie i 3 epoker forud for denne nye udvikling. Middelalderens klosterhave, som er modelleret over Bibelens paradisberetning og udtrykker Guds orden på jorden. Dernæst renæssancen og de italienske haver og oplysningstiden med de franske haver, der udtrykker ”menneskets orden”. De lige linjer, der fra slottet i Versailles stråler ud i haven, er det ultimative udtryk for haven forstået som menneskets herredømme over naturen. 

Den tredje epoke, som Esman Knudsen kalder “naturens orden”, er særligt interessant i denne sammenhæng. I slutningen af 1700-tallet bryder den engelske eller romantiske have med den kontinentale stivhed og skaber en have, der er kendetegnet af snørklede linjer og opfindsomme effekter, der appellerer til de store følelser. William Kent var den store fornyer i denne tradition. Om ham sagde Horace Walpole: ”He leaped the fence and saw that all nature was a garden.”

Tanken er altså at åbne vejen tilbage til paradis for mennesket ved at fjerne hegnet, som symboliserer adskillelsen mellem natur og kultur. Man får et levende indtryk af den revolution i havekunsten, som dette har betydet, ved Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor den franske og engelske have ligger side om side. Den romantiske have bygger på tanken om, at naturen har en storhed og skønhed, som bare venter på en havearkitekt, der kan få den frem i lyset med nogle diskrete, men virkningsfulde indgreb og uden en masse hækkeklipperi.

At det romantiske haveprojekt virker, vil få være i tvivl om efter at have taget de få skridt fra den ene haveafdeling til den anden. Man er ikke længere gæst i en sirlig og ordentlig kongelig verden, hvor alting har sin rette plads. Nej, den romantiske verden efterlader oplevelsen af at være i kontakt med naturen, ja at være alene med naturen. Havearkitekten har diskret skab en scene, men det er mig, havevandrer, der indtager den som skuespiller.

Jeg besøgte for nyligt en af William Kents mest berømte og velbevarede haver, Rousham Gardens, nord for Oxford i England. Det er en have, der netop er skabt i forsøget på at give os en fornemmelse af ikke at gå i en have, men at være kommet tilbage til en form for ur-natur, en paradisets have. Denne effekt var blandt andet fremkaldt ved en af traditionens særlige innovationer, nemlig en såkaldt ”haha,” dvs. en grøft, der strækker sig rundt om haven, og som har samme effekt som hegnet eller muren omkring tidligere tiders haver, nemlig at holde ubudne livsformer ude og samtidig skabe illusionen af, at haven går i et med omverdenen. Ligeledes blev blikket, hvis man lod det vandre langs horisonten, fanget af noget, som skulle forestille en antik græsk ruin, en såkaldt ”folly”, som var rejst på flere kilometers afstand af haven for at give den opmærksomme havevandrer en fornemmelse af dybde og vidde. 

Alle disse skjulte virkemidler taler deres eget sprog om haven som et raffineret kunstprodukt. William Kent sprang ikke over hegnet. Han opdagede ikke, at hele verden er en have. Hans bedrift var at gøre hegnet til en usynlig grøft og dermed usynliggøre skellet mellem natur og kultur og skabe illusionen af enhed med naturen. Tydeligst blive dette i de pittoreske haver, hvor havehistorikere har kunnet påvise, at havearkitekten har haft et landskabsbillede som forlæg for sin indretning af haven. Forlægget er her ikke den vilde natur, men naturen som den kendes fra malerkunsten.

Problemet med dette kom anskueligt til udtryk, da en stor del af den prægtigt anlagte have ved Liselund på Møn – der i stil med andre romantiske haver indeholdt en kunstig ø i en kunstig sø, en såkaldt Rousseaus ø – styrtede i havet under vægten af havens kunstigt frembragte vandmasser. Den romantiske have fører os ikke tilbage til naturen, men den skaber en kunstnerisk illusion om at ophæve adskillelsen mellem kultur og natur.

Det forekommer mig, at romantikken har holdt os fangne i en drømmende forståelse af haven som et sted, hvor mennesket skal lege barn og lade som om, alting er i smuk harmoni, mens den bibelske fortælling om paradis, der ligger under denne forestilling, er langt mere kompleks. 

Haven og byen i Bibelen

Den store historielinje, Bibelen tegner, handler ikke om, hvordan mennesket kan vende tilbage til den tabte have. Endepunktet for historien, som den beskrives i Bibelens allersidste kapitel, er ikke en have, men en by, Det ny Jerusalem. I denne by findes livets træ, ”mellem floden og vejen.” Det er med andre ord blevet til et vejtræ.

Heri ligger en anden vision end den romantiske forestilling om en tilbagevenden til det oprindelige. I modsætning til den romantiske fortælling om, at vi kan springe over hegnet og finde tilbage til haven, præsenteres vi her for en forestilling om, at endemålet er en by, ikke en have. Men at denne by ligger på havens sted, der hvor livets træ var plantet. Den store kristne fortælling er drevet frem af forestillingen om “felix culpa”, et lykkeligt fald, som bringer så stor en frelse med sig i Kristus. Skaden skal ikke bare repareres, men der opstår efter faldet noget nyt, som er noget andet og mere end det, som var udgangspunktet. Haven, som mennesket forlod, er blevet til en by.

Og der er andre ting i beskrivelsen af paradis, som peger i denne retning.

For det første angiver teksten ikke nogen grænse, men derimod et centrum for haven. Midt i haven står livets træ (1. Mosebog kapitel 2, vers 9). Den første forstyrrelse af havens orden sker, da kvinden i sin samtale med slangen skal forklare, hvad det er for et træ, de ikke må spise af. Her siger hun, at det er træet i midten af haven, og at de end ikke må røre ved det (kap. 3, v. 3).

Hov, hvad skete der dér? Pludselig er haven kommet til at dreje sig om det træ, de ikke må spise af, selv om det kun nogle vers forinden blev understreget, at det var livet træ, der var i centrum. Der er ikke nogen angivelse af havens grænse i teksten. Paradiset er ikke grænseorienteret, det er centerorienteret. Det er først efter formørkelsen, at det omtales, at der er en vej ud af Paradis (kap. 3, v. 24). 

For det andet er der spørgsmålet om mennesket forhold til naturen. I kapitel 1 anvendes udtrykket, at mennesket skal ”underlægge sig” og ”herske” over skaberværket (1. Mos. kap 1, v. 28). Bibelselskabets 2020-oversættelse har i stedet for ”herske” oversat det hebraiske ord (וּרְ דו) med ”tage ansvar.” Det bliver spændende at se, om den kommende autoriserede oversættelse vil lægge sig op ad denne oversættelse eller holde fast ved ordet ”herske,” som i vor tid har fået en negativ entydighed. 

Men menneskets forhold til naturen har også en anden dimension, som kommer til udtryk i beretningen om, at Adam får til opgave at navngive alle jordens vilde dyr og fugle (kap. 2, v. 19). Mennesket får denne opgave fordi Gud har erfaret, at “det ikke er godt for mennesket at være alene.” (kap. 2, v. 18). Det er med andre ord tanken, at Adam skal se sig forbundet med de andre levende organismer på en sådan måde, at det bryder hans ensomhed. Af de følgende vers forstår vi, at projektet mislykkes, og Gud må skabe Eva for at ensomheden kan brydes.

(Og i den helt store sammenhæng kunne man tilføje at det heller ikke lykkedes med Eva, og at Gud derfor selv måtte komme til jorden for at bryde menneskets indelukkethed).

Men selv om dyr og fugle ikke kunne bryde menneskets ensomhed, ligger der i navngivningsopgaven en forståelse af menneskets forhold til naturen som noget mere end blot ressource. Idet mennesket gav navn til dyrene, kom de til at fremstå i deres egen ret og som selvstændige levende væsner, der havde hver deres kendetegn. Det er bevidstheden om biodiversitet, som grundlægges med Adams navngivning af dyrene.

Naturen på Vesterbro

Tilbage til mit møde med Apostelkirkens engagerede naboer. Med alle disse mellemregninger i baghovedet lod jeg mig udfordre og inspirere og blev selv en del af gruppen. I sensommeren arrangerede vi en byvandring med fokus på biodiversitet med Georg Larsen, som i en årrække har boet i gaden, og som har produceret mange TV-udsendelser for Danmarks Radio om by og natur. Turen var ganske kort, blot nogle hundrede meter, men undervejs blev vi gjort opmærksomme på en række naturforekomster, som jeg med mine mere end 25 år i sognet ikke havde gjort mig forestilling om. ”I den dér hæk yngler blåfugle,” fortalte Georg og pegede over mod en hæk på Otto Krabbes Plads. Og, da vi stod foran de offentlige toiletter ved Matthæusgade, ”ser I de huller i jorden?” Det var den rødpelsede jordbis bosted. ”Og deroppe holder en træløber til,” der pegedes mod et af træerne i den grønne kile mellem Westend og Saxogade.

Nogle dage senere skrev Georg Larsen på Facebook, at han samme aften havde hørt et natugleskrig, og inden længe var der sat gang i crowdfunding til nogle redekasser, som nu er sat op i området. Der var en masse livsformer og -manifestationer, som på denne vandring blev udpeget og navngivet. Og med navngivningen voksede bevidstheden om, at det altsammen har sin egenart og skønhed.

Jeg bilder mig ikke ind, at den slags initiativer gør nogen som helst målbar forskel på hverken klima- eller biodiversitetskrisen. Forandringen ligger i blikket, hvormed vi ser på byen. Og hvis vi kan træne hinandens blik til ikke blot at få øje på haven som noget, der findes bag et hegn, men som noget vi sammen færdes i midt i byen, så er vi måske kommet et spadestik dybere ned både i fortolkningen af Bibelens tale om Paradis og af vor egen tids udfordringer.