SEMPER
Anmeldelse

Handling skal funderes i håbet om en bedre verden

Kasper A. Bergholt anmelder antologien Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom

Af Kasper A. Bergholt
Foto: Eksistensen

I løbet af de seneste to årtier er ”det grønne” for alvor kommet på dagsordenen i Danmark. Bedre sent end aldrig. I denne bog, der er blevet til i samarbejde mellem forlaget Eksistensen og organisationen Areopagos, reflekterer en lang række teologer og kirkeligt interesserede over kristendommens potentiale i den henseende.

Bogen indeholder 23 længere bidrag opdelt i teoretiske og praksisnære perspektiver, 10 korte bidrag med inspiration til konkret handling, samt et forord (ved bogens fire redaktører) og et efterskrift (ved Pors). Bagerst er en litteraturliste og en meget brugbar introduktion til bogens mange skribenter.

I stedet for at gennemgå bidragene ét for ét (det ville blive alt for omfattende), vil jeg forsøge at trække nogle linjer på tværs af de 23 bidrag i hoveddelen. Det kan nemlig lade sig gøre ved denne antologi, fordi de mange bidrag peger i samme retning. Positivt forstået! Forfatterne gentager ikke hinanden, men antologien fremstår helstøbt og sammenhængende.

Udgangspunktet for hele antologien er, at vi står midt i flere komplekse kriser (Mickey Gjerris, Peter Fischer-Møller, Martin Ishøy), der blandt andet har psykologiske (Solveig Roepstorff, Pors) og eksistentielle konsekvenser (Steen Hjul Lybke, Sarah Strunge Albertsen, Ida Auken og Thomas Høg Nørager).

Disse kriser er imidlertid bare symptomer på noget, der ligger langt dybere, nemlig vores skævvredne natur- og menneskesyn, hvor alt defineres ud fra mennesket (Gjerris). Det egentlige problem er altså, at vi mangler en holistisk forståelse af os selv og af verden – en forståelse af, at vi hører til på jorden sammen med alt andet, der er skabt (Anders Laugesen, Notto R. Thelle, Kirsten Kjærulff).

Vi er ikke havnet i det antropocentriske uden grund. Kristendommen bærer ubetinget en del af skylden. Men kristendommen er også en del af løsningen, bl.a. fordi kristendommen kan forstås ikke-antropocentrisk (Søren Holst, Nik Bredholt), hvis ikke ligefrem økocentrisk (Gjerris, Ishøy).

Hvis kristendommen skal være en del af løsningen, kræver det en ny vision og en genlæsning af eget udgangspunkt. Fundamentet for denne redefinerede vision må være trinitarisk (Niels Henrik Gregersen). Især hos Gregersen møder man en begrundet (og berettiget) korrektion af K. E. Løgstrups og Ole Jensens rent skabelsesfunderede tilgang, mens andre bidragydere (fx I. Auken og Nørager) holder igen med kritikken af den danske skabelses- og økoteologis grand old men.

Hvis kristendommen og kirken for alvor vil gøre sig gældende på ”den grønne bane”, må den lade sig inspirere af andre kulturer, kirkesamfund og teologiske traditioner, for teologi er noget dynamisk, og økoteologi rimer på økumeni (Peter Lodberg, Sofie Larsen Kure). Laugesen lader sig inspirere af den ortodokse kirkes tradition, Fischer-Møller og Johannes Værge af oldkirken og Kjærulff af middelaldermystikeren Hildegard af Bringen. Thelle anfører desuden, at kirken også kan hente inspiration i buddhistisk tradition, uden vel at mærke at overtage et buddhistisk livssyn.

Den vision, som antologien peger i retning af, kendetegnes ved at være holistisk og sakramental. Vi skal genopdage, at vi (krop, sjæl og ånd) er forbundne med naturen og derved med alt levende (Merete Bandak, Roepstorff, Laugesen, Kjærulff), og vi skal genopdage, at naturen dybest set er et sted, hvor vi kan møde Gud selv. Derfor må vi elske jorden, glæde os over skaberværket, beundre naturen og lade os berige af den (Bent Bjerring-Nielsen, Lodberg, Gregersen, Thelle, Fischer-Møller).

Denne vision kalder til handling. Mennesket er blevet betroet både ansvar og evner (Gregersen, Ishøy, Bredholt), og hvis ikke mennesket handler som en ansvarlig forvalter, er det udtryk for synd (Gjerris, Laugesen, S. Auken). Den kristne kan ikke forlade sig på, at Gud har styr på det og ikke vil tillade klimakatastrofer, for Guds forsyn annullerer ikke menneskets ansvar (Fischer-Møller, Holst).

Den kristne skal altså handle, og den handling skal ikke (bare) funderes i viden og fakta men i håbet om en bedre verden. Og det håb er ikke udtryk for jubeloptimisme eller pacificerende virkelighedsflugt, for håbet hører netop sammen med handlingen. De to må ikke adskilles (det nævner stort set alle bidrag).

Bogens bidragydere vil motivere kirken til at påtage sig sit samfundsansvar og samvirke med den øvrige offentlighed for at gennemføre den grønne omstilling (Margrethe Winther-Nielsen, Kure, Albertsen, Bredholt, Fischer-Møller). Konkret kan kirken bidrage med sjælesorg (Sarah Krøger Ziethen, Pors, Roepstorff), liturgi (Gjerris, Laugesen, Kure), salmer (Dorte Dideriksen, Bandak) og en motivation, som videnskaben ikke har sprog for, nemlig skønheden og kærligheden (I. Auken og Nørager, Bandak).

Kirken har ganske enkelt en profetisk rolle ind i samfundet og skal derfor ikke være bleg for at kritisere samfundet. Det gælder både samfundets naive tro på, at teknologien vil rede os (Bredholt), og den grundlæggende neoliberale kapitalisme, der fordrer uhæmmet vækst uanset prisen (Fischer-Møller m.fl.).

Antologien bidrager med en lang række praksisnære perspektiver fra alle områder af kirkens virke, ikke mindst i de 10 kortere bidrag i slutningen af bogen. Desuden er den interdisciplinære og økumeniske tilgang meget inspirerende, og den muliggør, at mange forskellige læsere vil opleve sig mødt, udfordrede og inspirerede. Jeg vil dog også nævne nogle kritikpunkter.

Det er efterhånden et fast punkt i mine anmeldelser at nævne, at kommateringen nogle steder halter, og at litteraturhenvisningerne er mangelfulde. Fx henviser en del bidragydere til litteratur, der ikke optræder på litteraturlisten.

Hvad angår bogens titel, kan det undre, at den indeholder ordet ”klima”, mens adskillige af bogens bidragydere er klar over, at klimakrisen ikke er det eneste problem, vi har rodet os ud i.

På forsiden optræder i øvrigt en illustration, som ifølge kolofonen er Hildegards vision af treenigheden. I bogen optræder imidlertid en beskrivelse af en anden Hildegard-illustration (s. 132), og illustrationen på forsiden omtales eller beskrives, så vidt jeg kan se, ikke. For den, der ikke læser kolofonen, eller ikke er bekendt med Hildegards visioner, kommer forside-illustrationen snarere til at stå som en illustration af det citat fra det noget dubiøse Thomasevangelium, som Laugesen bringer (s. 60), om Kristus, der er at finde i et kløvet træ.

Til slut vil jeg også nævne et par perspektiver, jeg savner: For det første savner jeg flere bibelske perspektiver. Der er strengt taget kun ét bibelteologisk bidrag (Holst), men der kunne have været langt flere. Om ikke andet en gennemgang af eller forslag til natur-fokuserede prædiketekster.

Det fører så til det andet: Der nævnes mange praktiske dimensioner af kirkens engagement, men én glimrer ved sit fravær: prædikenen. Skal det forstås sådan, at kirken intet har at sige, men kun skal handle og lytte? At det kristne evangelium ikke skal forkyndes, men kun skal praktiseres? Det er i hvert fald en halt kristendom, der kun går på ét ben.

Især det sidste er en ret alvorlig mangel i en bog, der i så høj grad handler om kirkelig praksis, og bogen må derfor suppleres af andet litteratur. Ikke desto mindre vil mange have glæde af denne bog, som forhåbentlig kan bidrage til kirkens grønne omstilling.

Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom

Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen (red.)

Eksistensen 2023

323 sider

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke

S E M P E R M A G A S I N

Et magasin af Forlaget Semper

forlagetsemper.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.