Vil man tage Alexis Pauline Gumbs’ bog Undrowned seriøst, så er man nødt til at lade sig skubbe ud af sin komfortzone. Derude hvor bølgegangen ikke lover, man igen får fast grund under fødderne, og i så fald bliver det ikke den samme grund, som da man forlod fastlandets komfort. Men i stedet for at bevæge sig ud kunne man da også blive. Det er så meget tryggere. Der er faktisk meget lidt grund til at rykke sig, og det er i hvert fald ikke for ens egen skyld, at man skal ud, hvor man ikke kan bunde.

Personligt er jeg også på dybt vand, for jeg befinder mig i den sære situation, at jeg skal anmelde en bog, hvor undertitlen “Black feminist lessons from marine mammals” overbeviser mig om, at den ikke finder sit primære publikum i SEMPERS læserskare. Dermed overvejer jeg, om det overhovedet er det værd at skrive om den. Selv den mest glorificerende anmeldelse af bogen vil næppe fylde mange digitale indkøbskurve hos SAXO, så anmeldelsen står i fare for at være ligegyldig, hvis det er det kriterie, som vi bedømmer den på. Men det stopper ikke ved sort-feminisme og havpattedyr. Jeg kan afsløre, at bogen ikke bliver mindre legesyg af, at den frem for alt er en meditationsbog, som jeg oplevede mimede genren for andagtsbøger.

Altså, hvad filan er det for en bog, og kan de ting overhovedet hænge sammen? 

Hold fast i den tanke - for hvis det ikke er forventningen om julegaveideer, der skal hjælpe dig igennem anmeldelsen her, så må det være lysten til at få det spørgsmål besvaret.

Jeg nød den vilde forbindelse mellem feminisme og havpattedyr så meget, at jeg glæder mig over, at dele bogens dybder med jer her — uanset jeres relation til tematikkerne.

Det den kan

Hvis vi starter med forfatteren, så præsenterer hun sig selv som: “a queer Black feminist love evangelist and a marine mammal apprentice” [min kursivering] (10). Alle led i den præsentation har en berøringsflade og relevans i Undrowned, som bare vil i alle retninger. 

Det er et mirakel at bogen er på under 200 sider, og at den lykkes med at være vedkommende og tankevækkende i de stier den bevæger sig ud af. At den forbliver tankevækkende skyldes primært, at den ikke udgiver sig for at være noget, den ikke er. Det er ikke en akademisk kilde, og den har i høj grad en essayistisk (dog velovervejet) tilgang til emnerne klimakrise, intersektionalitet og antikapitalisme mf. Den fungerer derfor skidegodt på sine egne præmisser, som beror på at være vedkommende i sin inspiration fra havpattedyr. 

Det er så wholesome, hvor centrale havpattedyr er for Undrowned, og Gumbs’ kærlighed til dem er megasmittende. Deres evne til simpelthen ikke at drukne er titelgivende for værket, og er en opmuntring til at se hen til dem, når vi mennesker manøvrerer rundt i en verden og et liv, som kan føles som en oversvømmelse. Af den grund er bogens meditative aspekt også udledt fra havpattedyrs egenskaber, hvoraf råd som ‘lyt’, ‘træk vejret' og ‘overlev i kolde forhold’ hhv. opstilles efter ‘ekkolokation’, ‘at komme op til overfladen' og ‘spæk’ (fedtlag som beskyttelse). 

Et direkte eksempel jeg fandt rørende, var den noget udvandede floskel ‘vær nærværende’, som fik nyt liv i sin overvejelse over, hvorfor delfiner overhovedet laver saltomortaler: “There are a number of theories as to why they would do this, but no one really knows. Maybe we’re missing the message. But then, if you could fly, windmill around yourself rotating like a planet on a planet in a sea pulled by a moon, wouldn’t you?” (69). For mig blev et nærvær pludselig tydeligt i at gøre det man kan fuldt ud, hvor småt det end er i relation til den store verden. En verden som i forlængelse gør præcis det samme - det den kan.

Det bogen ikke kan

Mens bogens akademiske begrænsinger ikke er i vejen for dens essayistiske elementer, så mener jeg, det bør understreges igen, at den ikke kan være en videnskabelig kilde, fordi emnerne, den berører, simpelthen er for vigtige og for ømme til, at det blot skal nævnes som en parentes blandt min ros til bogen. Det gør sig særligt gældende for det allerede nævnte begreb intersektionalitet, som begrebsparret ‘black feminist’ fra bogens forside er beslægtet med.

Intersektionalitet introducerede professor ved UCLA School of Law og Columbia Law Kimberlé Crenshaw i 1989 til at beskrive, hvordan et individ kan undertrykkes på mere end et niveau på baggrund af dets individuelle karakteristika. Hun observerede hvordan sorte kvinder blev mødt med mere modstand i retsystemet, fordi de tilhørte to minoritetsgrupper, og derfor ikke passede i systemets kasser for enkelte minoritetspersoner. Siden er begrebet blevet alment i kulturvidenskaber, fordi det er så anvendeligt i beskrivelsen af social ulighed. Begrebet dækker forresten over hvilken som helst krydsning mellem flere minoriteter, uanset om det går på klasse, race, køn, seksualitet og handicap.

Undrowneds intersektionalisme er inspirerende, men hvis man vil i dybden med begrebet, så bør man starte med førnævnte Crenshaw, bell hooks, Audre Lorde mf.

Ydermere kan man retfærdigvis opleve metonymien mellem mennesker og pattedyr som en tynd betydningsforbindelse, selvom den virkede betagende for mig. Det er grundlæggende en forbindelse som Gumbs opstiller på baggrund af, at både havpattedyr og mennesker trækker vejret vha. lunger. Det kræver måske en delfins legesyge at gå med på den sammenhæng, hvis ikke man køber ind på en ide om arters hierarkiske udlignelse - hvor der ikke gøres forskel på mennesker og pattedyr.

Andagtsbogens kraft

Grunden til jeg associerede læseoplevelsen med andagtsbøger er muligvis, at det er det tætteste, jeg har været på meditationserfaringer. Dertil hører det, at Gumbs gør brug af religiøst sprog som ‘bøn’, ‘velsignelser’ og som tidligere citeret ‘evangelist’. Som meditationsvejledning forventede jeg kapitler skrevet over bestemte øvelser, hvilket ikke var tilfældet. Der er ganske vist øvelser sidst i bogen, men man støder ikke på dem i bogens hoveddel. Det gør læsningen fleksibel i og med, at man kan have den afstand til meditationsaspektet, som man føler komfortabelt. Dermed bliver den andægtig i det omfang, at Gumbs forholder sig mediterende til materialet, og at den opfordrer til eftertanke i hvert kapitel - næsten som et ord til dagen.

Endeligt er der kraft i bogens relation til læseren selv. For en bog af en forfatter som er en sort kvinde, der skriver om sort feminisme, kunne forudindtages at have en ideallæser i sorte kvinder (eller andre intersektionelle grupper). Min oplevelse er, at det er lige netop, hvad den har — og det er fantastisk. Bogen er til andre end mig, og hvis det er dig, så håber jeg, du føler dig set i den. Det gør ikke læseoplevelsen dårligere, at den ikke er skrevet til mig. Faktisk er den virkelig betagende af netop den grund, og det er ikke kun, fordi det er sundt at læse om andres virkelighed. Det bunder i det, jeg kursiverede i Gumbs egen præsentation af at være “love evangelist”. Jeg er klar over, at sådan en titels indhold kan diskuteres, såvel som tematikkerne bogen berører. Det mener jeg ikke tilfalder en anmelder at debattere. Men jeg er nødt til at medgive, at bogen jo på ingen måde vedkommer mig i anden forstand, end at jeg i kærlighed har interesse i at forstå andre menneskers udgangspunkt. 

Derfor kan jeg anbefale Undrowned til alle, og selv hvis det ikke overbeviser dig om at læse den, så mærk lige efter, om kærligheden til andre ikke skubber dig lidt i bogens retning alligevel (eller i retning af intersektionalitetens hovednavne). I hvert fald er det lige netop det, som har gjort det meningsfuldt at skrive en ligegyldig anmeldelse.