Krigen er kommet tættere på. Det kalder på fornyet teologisk refleksion – også over den kirkelige pacifisme, der indtil for nylig syntes udbredt, men som nu er trængt af krigens logik.

Det har på sin vis været nemt nok at være ”pacifist” eller i hvert fald at ”gå ind for fred” i et samfund, hvor fred var normen, og krig noget, de havde langt væk i andre lande. Nu holder kirker gudstjenester, hvor indsamlingen går til våben til Ukraine – tilsyneladende uden, at nogen rynker på næsen og spørger om kirken på den måde skal tage stilling, eller om der ikke i hvert fald er andre måder at gå til sagen på.

Der er ingen nemme svar, men netop derfor er der grund til gøre sig overvejelser om, hvorvidt den teologiske tradition har noget at sige os i dag.

Johannes og Jesus

Teologiske diskussioner om krig og fred tager ofte afsæt i historien om Johannes døberen, der i ørkenen gjorde den som profet, og satte gang i en regulær vækkelse, da han annoncerede, at nu var Guds rige nær. Det var revl og krat, der søgte råd hos Johannes, herunder, ifølge Lukas-evangeliet, en flok soldater, der fik at vide, at de skulle lade være at mishandle og udplyndre folk og i øvrigt være tilfredse med deres løn. Det lyder jo rimeligt nok, men Johannes’ kritik af korruption og magtmisbrug fik alligevel gjort ham et hoved kortere.

Johannes døberen fordømmer ikke soldaterne som soldater – han siger ikke til dem, at nu skal de holde op med at være soldater og finde et mere respektabelt arbejde. Hans etik, hvis man kan kalde det det, handler med andre ord ikke om hvad, men om hvordan. Vi kan ikke forberede os på Guds rige ved at efterstræbe bestemte idealer, men vi kan leve det liv, vi nu engang lever i ansvar og tro – og at bidrage til at opretholde lov og orden kan netop være én måde at gøre det på.

Johannes stod – ifølge Jesus – uden for Guds rige, som én der pegede frem mod gudsriget, men uden at han af den grund kunne frembringe eller realisere det (Matt 11,11). Anderledes er det med Jesus, han peger ikke bare frem mod Guds rige, som en profet, der går forud, men Jesus kommer selv med Guds rige: ”Guds rige er nær, tænk jer om og tro på de gode nyheder!”, forkynder han lettere frit oversat, da han, efter at være blevet døbt af Johannes, påbegynder sit arbejde (Mark 1,15).

Guds rige var kommet nær. Derfor kunne Johannes også sige om Jesus, at han skulle blive større, mens Johannes selv skulle blive mindre. Det kaster lys over Johannes døberens moralprædikener. Johannes forkynder ”loven”, han er en jødisk reformator og opstrammer, men så heller ikke mere. Det er det, der skal blive mindre af med Jesus, for mens ”loven” kom med Moses, kom ”nåden” med Jesus, som det hedder i Johannesevangeliet.

Hvor loven bygger på princippet om gensidighed forstået som gengældelse, lex talionis, øje for øje, tand for tand, og så videre, bygger Guds rige på den gyldne regel, princippet om at behandle andre, som man selv vil behandles – det handler også om gensidighed, men nu i positiv forstand. Det er kernen i Jesus’ bjergprædiken, hvis bud om tilgivelse og fjendekærlighed, blev definerende for det vi med rette kan kalde en kristen ”pacifisme”.

”Salige er pacifisterne”

”Salige er de, som stifter fred”, siger Jesus i den danske oversættelse af bjergprædikenen (Matt 5,9), men det kan også oversættes med ”salige er fredsmagerne” – eller ligefrem ”salige er pacifisterne”, hvis man er til de latinske begreber: ”Beati pacifici”, står der i Vulgata-oversættelsen med et ord sammensat af paci-, fred, og -ficus, skabe eller frembringe.

Det svarer udmærket til det græske eireno-poios, der på dansk oversættes med ”de, som stifter fred”. Pacifisme er i den forstand ikke det samme som passivitet eller ligegyldighed i mødet med vold og ondskab. Pacifisme handler tværtimod om et aktivt arbejde for fred. Det er dem, der stifter fred, som Jesus priser salige, og som han kalder Guds børn.

Gud børn er, ifølge bjergprædikenen, mennesker, der er ”fuldkomne”, som deres ”himmelske fader” (Matt 5,48). Det er ikke så lidt, men fuldkommenhed betyder her ikke perfektionisme, men simpelthen det, at man ligesom Gud nægter at sætte skel mellem mennesker. Gud lader jo ”sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5,45). Guds børn er dem, der gør ligesom Gud, og som deres Fader i himlen elsker deres fjender, og beder for dem, der forfølger dem (Matt 5,43).

”Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.” Ordene fra bjergprædikenen parafraseres i den tidlige tekst Didaché, som lægger til: ”elsk dem, der hader jer, og I skal ikke have nogen fjende.” Det kan lyde temmelig naivt at tro, at fjender kan forvandles til venner med et snuptag, men det synes altså at være påstanden.

Det virker måske også lige rigeligt at forlange, at vi skal elske vores fjender, men kærlighed i kristen forstand må som bekendt ikke forveksles med varme følelser. Kærlighed betyder omsorg, og det er altså den omsorg, der ifølge Jesus kendetegner ”pacifisterne”, som skal kaldes Guds børn.

Tilsvarende betyder ”fred” i bibelen ikke bare fraværet af krig, men, som det ofte påpeges, også shalom, velfærd. Den fred, som Jesus forkynder, er mere end bare våbenhvile og kold krig. Den fred, der gør fredsmagerne salige, er den fred og kærlighed, der kendetegner Guds rige og alt, hvad det indebærer.

Sværd om til plovjern

”Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild” (Esajas 9,4). De første kristne forstod profetien fra Esajas om folkeslagene, der skulle ”smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive”, som opfyldt med Jesus og de kristne, der fulgte ham. Han er ”fredsfyrsten”, der fælder dom blandt folkeslagene, så folk ikke mere ”skal løfte sværd mod folk” og ”ikke mere oplæres til krig” (Esajas 2,14).

Teologen og filosoffen Justin Martyr (ca. 100-165) forklarede i det andet århundrede, at ”vi, der havde travlt med at bekrige og nedslagte hinanden, har udskiftet vores våben med den retfærdighed, filantropi, tro og håb, som vi har fra den korsfæstede”.

Irenæus af Lyon (ca. 125-202) kunne tale om, hvordan ”frihedens lov”, evangeliet, har fået folkeslagene til at smede sværd og spyd om til plovjern: ”De har nu ikke længere for vane at slås, men vender i stedet den anden kind til”. Igen er det mere end bare en ”pacifistisk etik”, der er på spil, for det er Jesus selv, forklarer Irenæus, som opfylder profetien fra Esajas.

Tertullian er kendt for ordene, at ”da Herren afvæbnede Peter, afvæbnede han dermed enhver soldat”. Det henviser til fortællingen om Peter, der kort forsøgte sig som voldelig modstandsmand, da Jesus blev taget til fange i Gethsemane. Jesus havde godt nok selv opfordret disciplene til at skaffe sig sværd, men tilsyneladende kun for at kunne gøre det klart, at de skulle afstå fra at bruge dem. Det gav i hvert fald Jesus anledning til at slå fast, at ”alle, der griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt 26,52), og sådan afvæbnede Jesus altså enhver soldat.

Tertullian medgiver, at Johannes døberen, som nævnt, rådgav soldaterne uden at kræve, at de skulle holde op med at være soldater, og vi hører jo også om soldaten, der kom til tro på Jesus, uden at han af den grund fralagde sig sin tjeneste. Det kan være godt nok, men hvordan skal et kristent menneske kunne tjene som soldat, spørger Tertullian retorisk, når nu Jesus har taget sværdet fra ham?

For Klemens af Alexandria (ca. 150-215) hang en kristen pacifisme sammen med Jesus’ formaninger om ikke at gøre sig bekymringer. ”Det er ikke i krig, vi oplæres, men i fred”, bemærker han, og forklarer at krig ligesom overdreven rigdom kræver forberedelser og bekymringer, men at fred og kærlighed hverken kræver våben eller forberedelser. Ordet er nok til at opretholde dem. Ved sit blod og sit ord, evangeliet, har Kristus samlet en hær af ”fredssoldater”, der ikke udgyder blod.

Origenes (ca. 185-254) bemærkede i sin apologi mod filosoffen Kelsos, der havde kritiseret de kristne for deres pacifisme, at vi ikke længere drager sværdet mod nogen eller oplæres til krig. Kristne er blevet fredens børn gennem Jesus, som er vores ”ophavsmand”. I stedet for at følge de normer og traditioner, der gjorde os fremmede for Gud, følger vi nu hans lov, som forbyder os at slå ihjel. Jøderne, det udvalgte folk, havde godt nok lov at forsvare sig, men kristne kæmper alene med åndens våben, bøn og fromhed.

Det var den tradition, der kom til udtryk, da Martin af Tours (ca. 315-397), som vi fejrer Mortens aften, efter sin omvendelse skulle have sagt til kejseren, at han nu var soldat for Kristus, og at det derfor ikke var lovligt for ham at kæmpe. Der findes godt nok vidnesbyrd om kristne i det romerske militær helt tilbage fra det andet århundrede, og teologer kunne bakke op om kejsermagtens ret og pligt til at opretholde lov og orden. Det ændrer dog ikke på, at mange kristne opfattede bjergprædikenens radikale bud om fjendekærlighed som absolut og indiskutabelt.

Det ændrede sig efterhånden – da kejser Konstantin blev kristen, middelalderen kom og kristendom blev statsreligion, måtte teologer indrømme, at det nok var noget naivt at forlange, at alle kristne skulle være langhårede pacifister. Nu kunne man ligefrem tale om ”retfærdig krig”, hvis målet retfærdiggjorde midlerne. Det vil føre for vidt at gå i dybden med den såkaldte ”konstantinske vending” her, men det kan bemærkes, at da reformationstidens radikale ville føre kirken tilbage til en oprindelig, uforfalsket kristendom, blev det blandt andet deres afvisende holdning til statsmagt, vold og krig, der adskilte dem fra den øvrige reformation. Vel at mærke ”blev”, for det skete i høj grad ad hoc, da bondeoprøret og døberkongeriget i Münster viste sig at være en dårlig idé. Først efterhånden har teologien genfundet den mere principielle tilgang til fred og pacifisme som teologisk tema.

Samfundet kan ikke regeres ud fra bjergprædikenen (eller?)

Det kan være interessant nok med den slags historiske redegørelser, men er det relevant for os i dag, kan vi spørge? Vi kan måske nok afskrive de første kristne og reformationstidens radikale som noget naive i deres pacifisme. Guds rige var jo alligevel ikke lige om hjørnet, som de forventede, og derfor er vi nødt til at indrette os og gå på kompromis med de flotte idealer.

Vi står måske, når det kommer til stykket, stadig, hvor Johannes døberen stod, da han indvarslede Guds rige – udenfor. Vi kan råbe op i ørkenen, men Guds rige er stadig kun nær, og derfor er vi – måske? – nødt til at acceptere, at vi endnu ikke lever på gudsrigets vilkår.

I hvert fald har vi for længst accepteret, at bjergprædikenen ikke kan gøres til rettesnor for politik. Paulus skriver jo som bekendt også, at myndighederne har fået deres magt for at bruge den til at straffe ondt (Rom 13). Det glemmes ofte, at Paulus kort forinden slår fast, at kristne derimod bør gengælde ondt med godt – men den slags formaninger kan, som Augustin gjorde det klart, ikke bruges til noget, når samfundsmagten er døbt og kristnet og derfor også må bidrage til at opretholde lov og orden.

”Samfundet kan ikke regeres ud fra bjergprædikenen”, bemærkede rigskansler Otto von Bismarck realpolitisk i sin tid. Citatet figurerer i en prædiken, som den tyske teolog Jürgen Moltmann holdt engang i 1970erne med den kolde krig og atomtruslen hængende over hovedet. Det kan lyde som en selvfølge, at man ikke kan have et samfund baseret på bjergprædikenen, men måske gælder i virkeligheden det modsatte, bemærkede Moltmann.

Uden bjergprædikenen forsvinder vi ned i en spiral af vold og gengældelse, som fører til total udslettelse. Kun med bjergprædikenens krav om tilgivelse og fjendekærlighed, kan vi undgå gensidig tilintetgørelse. At elske sin fjende, bemærker Moltmann, er at drage omsorg og spørge, ”hvad har min fjende brug for?” Vi må nu derfor spørge os selv, skriver han, ”hvad vil hjælpe det russiske folk til fred og frihed?”.

Indtil for nylig virkede det 20. århundredes koldkrigspacifisme underligt bedaget, som om det hørte en anden tid til – i mange år har krig været asymmetrisk og ukonventionel, som i ”krigen mod terror” – men i lyset af aktuelle begivenheder er Moltmanns prædikener blevet (næsten) uhyggeligt relevante igen (de kan findes på engelsk i The Power of the Powerless).

Det, de udtrykker, er en teologisk tradition, der så Guds rige som en negation og sprængning af alle de grænsedragninger, vi gør mellem mennesker og folk – en tradition, der kan spores tilbage til den tyske vækkelsesprædikant Christoph Blumhardt, og hvis repræsentanter også tæller schweiziske Karl Barth og franske Jacques Ellul.

Guds rige ophæver skellet mellem ven og fjende, forklarede Barth i sin kirkelige dogmatik, og gjorde det samtidig klart, at selvom, der ikke kan udledes nogen principiel pacifisme af Jesus’ forkyndelse, bør vi nøje overveje om ikke kaldet til discipelskab i praksis fører til en form for pacifisme. Evangeliet handler om frihed og kan derfor ikke sættes på moralsk formel, for eksempel i et absolut krav om ikke-vold.

Det, der karakteriserede Jesus’ liv var ikke ”pacifisme” i nogen moralsk, idealistisk forstand, forklarede Jacques Ellul, men at Jesus i enhver ny situation valgte ikke at bruge magt. Det er to vidt forskellige ting. At vælge ikke at bruge magt er at holde sig fri af voldens jernhårde nødvendigheds-logik. Det er ”frihedens lov” i evangeliet, som Irenæus talte om.

Vi skal derfor ikke til at kopiere for eksempel oldkirkens kristne, eller 1970’ernes fredsbevægelse for den sags skyld – som om vi kunne fralægge os ansvaret for selv at tage stilling og komme med vores egne svar på nutidens udfordringer. De nævnte eksempler viser dog, at der kan være alternativer til polarisering og binære fjendebilleder.

I en tid, hvor selv pacifister springer ud som støtter af væbnet modstand – hvor kirker kan holde gudstjenester med pengeindsamlinger til våben – kan den kristne tradition for pacifisme minde os om, at der er og bør være andre muligheder, eller i hvert fald andet, der også bør gøres. Den egentlige opgave er at være kreativ og finde ud af, hvad det så betyder i praksis(!).