Vi diskuterer i øjeblikket arbejdstid. Politisk tales der for mere, og blandt stemmer i befolkningen lyder et behov for mindre. Samtidig raser krige, og mens jeg skriver dette, befinder verdens ledere sig til COP 28 af mange i Dubai. I en tid som denne er der meget at længes efter. Mange af dette magasins læsere vil være bekendt med Hartmut Rosas konceptualisering af resonans, der er udgangspunktet for mit anliggende i denne artikel. Jeg vil udfolde, at både tiden vi lever i, og måden vi lever på, giver stadig mindre plads til det, som ikke umiddelbart kan vindes, opnås eller forøges og som driver os ind i en eksistentiel indesluttethed og udbrændthed. Et muligt modsvar kan være, at vi lader os forstyrre af det, der kommer til os udefra, som vi aldrig kan instrumentalisere eller kontrollere, men som vi kan håbe på. Om end mange ting kan være kilde til en varmere relation til den verden, vi lever i, vil jeg pege på, at der i det religiøse rum opstår en særlig mulighed for resonans. 

Acceleration og en fortravlet tilværelse 

Hartmut Rosa har gennemgående vist, hvordan acceleration kan ses som et grundlæggende træk ved det moderne samfund. Ifølge ham er accelerationen af næsten alle sfærer af vores liv endda den primære grund til tidens psykologiske og sociale lidelse og en generel oplevelse af fremmedgørelse. Rosas kritiske teori tager udgangspunkt i behovet for at finde øjeblikke af ikke-fremmedgjorte erfaringer, og her kan resonans ses som et muligt svar. Resonans vender vi tilbage til. Først vil jeg nærmere indkredse, hvad der menes med acceleration og fremmedgørelse. Her skelner Rosa mellem tre typer af acceleration, som sker i form af transformation af de sfærer, der omhandler henholdsvis teknologisk udvikling, social forandring og livstempo. I denne artikel er det acceleration af vores livstempo, jeg vil fokusere på, fordi der her er en direkte forbindelse til eksistentielle aspekter af livet. 

Det er ingen nyhed, at mange mennesker i dag generelt oplever at være fortravlede og også ønsker det anderledes. Den politiske og samfundsmæssige debat bærer lige nu præg af, at vi har brug for mere tid til vores arbejde eller studier, mere tid til personlige relationer, mere tid personlige interesser og desuden mangler tid til at restituere og få fornyet energi. ”Jeg ved godt, at jeg burde have nået det, men jeg har endnu ikke haft tid” må være en genkendelig automatreaktion for mange, for der er aldrig tid nok! Generelt har både teknologisk udvikling og økonomisk vækst medført, at mange ting er blevet nemmere, mens andre simpelthen tager kortere tid at udføre. Det burde frigive mere tid til det, man gerne vil, men paradokset er, ifølge Rosa, at accelerationen i stedet giver en fundamental fornemmelse af konstant tidsmangel. 

Rosas analyse er, at vi i løbet af de sidste 250 år har udviklet et samfund, der bygger på det, han kalder dynamisk stabilisering. Det er idéen om, at vi skal vækste stadigt mere blot for at opretholde status quo. Det er med andre ord ikke nok at gøre det samme som i går eller sidste år, vi skal gøre mere i dag. Dette gælder både teknologisk, økonomisk og kulturelt. Hvis man går i stå, sakker man bagud, og det er derfor ikke muligt at tage en pause, uden at det får konsekvenser. Til dels føres denne udvikling frem af længslen efter at udvide vores horisont og begæret efter at opnå verden. Denne drift mod mere og bedre har på mange måder medført konstruktiv forandring i verden. Der er flere muligheder for både at vælge og leve det liv, den enkelte ønsker. Ifølge Rosa, er bagsiden af det vækstparadigme dog, at vi i dag vækster og forøger i alle livets sfærer uden at stille konkrete spørgsmål til, hvorfor vi egentlig har behov for mere. 

Her mener Rosa, at kravet om acceleration ikke kun handler om at vinde verden og få muligheder, man ikke før havde. Det handler i stigende grad også om angsten for stadigt mindre og truslen om at tabe det, man allerede har. Rosa beskriver frygten for at miste muligheden for at leve det liv, man ønsker som en elementær grundangst i moderniteten. Tag f.eks. de fallerede PISA-målinger i folkeskolen, der ikke udelukkende blev sat i værk for at forbedre danske skoleelevers konkrete færdigheder, men i lige så høj grad byggede på en ængstelig konkurrencetænkning, hvor Danmark sakkede bagud og kom i underskud.

Der er et tilsyneladende tab af verden, mens vi gør den tilgængelig. I forsøget på at udvinde stadigt flere ressourcer af naturen, økonomien og os selv brænder det sammen. Mennesket farer aggressivt frem, og verden vender sig aggressivt mod mennesket. Vi oplever miljøkatastrofer, klimakrise, truslen om økonomisk kollaps og en generel erfaring af udbrændthed. Vi bliver fremmedgjort fra den verden, vi forsøger at beherske, fordi relationen bliver ikke-responderende. Verden bliver kold og stum, og vi bliver selv matte. Max Weber har beskrevet denne tilstand af fremmedgørelse som affortryllelse af verden, der mister sin energi og bliver et åndløst jernbur, vi ikke kan undslippe. Vi ser det klarest i tilstande som depression og stress, hvor verden derude er blevet kold og stum, mens også ens eget indre er blevet det. Man kan opleve, at muligheden for at blive berørt langsomt fryser til. Blandt andre Alain Ehrenberg og Mikkel Krause Frantzen har beskrevet, hvordan depression bærer stor lighed med generelle problemstillinger i vores tid. Hvor det i depressionen udfoldes i ekstrem grad, kan det også erfares alment i en mere generel form for fremmedgørelse. Der er ikke noget derude, der kan nå én, og man kan heller ikke selv nå verden. 

At blive forstyrret og høre udad 

I Demokrati har brug for religion er Rosas tese, at vi i vores tid har behov for at lade os kalde på. Han tager udgangspunkt i den dobbelte betydning af det tyske ord “Aufhören”, der på den ene side betyder at standse og på den anden side betyder at høre udad. At man, mens man i sin stræben forsøger at gøre alt det, man skal, hører opefter og udad. At man lader sig kalde på og nå af en stemme med et andet budskab end det, der står på to-do-listen. For Rosa er det netop pointen med resonans, at samfundet, demokratiet og individet har behov for evnen til at lade sig kalde på. Det er i tiltalen, at vi bliver bragt til standsning, noget når os, og derfor kan dette noget ikke komme inde fra os selv. Det overskrider grænserne for vores eget herredømme, og vi forlader vores aggressionsmodus. Man har ikke selv tænkt tanken eller fremprovokeret en følelsesmæssig reaktion, nej det sker spontant. Resonans er derfor heller ikke ren harmoni eller en vedvarende oplevelse af trivsel eller lykke, som f.eks. den positive psykologi giver løfter om. Det, der kan kalde på os, er noget helt andet end os selv, som bringer os i skred, decentraliserer og endda potentielt provokerer os. Uanset hvad, gør det noget ved os, og vi kan ikke stå uforandrede i mødet med dette andet. 

Det at lade sig kalde på, er en ydmyg position, hvor man netop gør sig lydhør over for noget, der udefra kan bryde ind i ens egne forestillinger om at være i kontrol. Når man er vendt mod det, der ikke kan planlægges, fremtvinges eller optimeres, er man stillet over for det flygtige, der ikke kan kontrolleres. Det kan være en skræmmende tanke i et samfund, der er baseret på konkurrence og idéen om stadig forøgelse. I Where is Tyche? beskriver Alfred Sköld, hvordan det fortravlede liv er den sikreste måde at undgå at blive konfronteret med eksistentielle problemstillinger og andre mennesker, der kræver vores opmærksomhed. For det er netop forstyrrelsen, der får os til at stoppe op. Det er også forstyrrelser, der får os til at komme en smule mere ud af os selv. F.eks. har psykoanalytikeren Donald Winnicott og andre vist os, at barnet for at indgå i frugtbare relationer med andre og finde en måde at være i verden på, gradvist må erkende tabet af omnipotens. Barnet må blive forstyrret i sin selvcentrering og indse, at det netop ikke er verdens centrum, at de andre ikke kun er til for at opfylde dets behov, og at det selv bliver mindre, når verden bliver større. 

Resonans som modsvar til fremmedgørelse

Hvor et aggressivt forhold til verden kan medføre fremmedgørelse, er der mulighed for at finde en anden verdensrelation, og det er her Rosa finder et muligt svar i resonans. Vi har allerede været inde på det første kendetegn ved resonans; berøring. Foruden denne første og afgørende forstyrrelse, er resonans kendetegnet af tre andre aspekter. Efter at være blevet berørt af noget, må man svare. Det er det andet kendetegn. At man bliver berørt af noget, behøver ikke i sig selv betyde, at resonans opstår. Kaldet må følges op af et svar. De to første punkter kan tydeligt ses i samtalen, hvor man først lytter og dernæst svarer. Hvis man kun lytter eller kun selv taler, opstår der ikke resonans mellem to, der taler sammen. Begge dele må i spil, hvis muligheden for forandring eller transformation skal opstå. Det er tredje kendetegn. Noget er på spil, og man bliver forandret af det, der sker. Man kan mærke, at det er anderledes, end noget man selv kunne have tænkt. Man har lært eller set noget, man ikke selv var klar over før. 

Rosas analyse er dybdegående, og man kan fortabe sig i hans bøger, hvis man vil (og har tid). Selvom det kan lyde sådan, er det ikke kryptisk teori, Rosa udtænker. Det er ganske almenmenneskelige erfaringer. Det giver intuitivt mening for os, når vi oplever resonans. Det er ikke en refleksiv tilstand, man kan opøve gennem mindfulness eller anden træning. Det er en grundlæggende erfaring af, at noget er. Noget er til, og man er umiddelbart forbundet til det. Samtalen, som vi har set, men også forelskelse, det lille barns blik, musik, bøger, og læseren kan helt sikkert selv tilføje andet. Vi kender alle sammen oplevelsen af at blive berørt eller bevæget, men det er netop væsentligt at bemærke, at det ikke er hver gang, det sker. Det fjerde kendetegn ved resonans er da også ukontrollerbarhed. Hvis man forsøger at indfange eller tvinge den frem, forsvinder den flygtigt mellem fingrene. Man kan ikke sætte sit yndlingsnummer på flere gange i streg og fremtvinge, at det rører en. Man kan dog sætte det på og håbe, at det gør netop det. Og hvis musik generelt er en kilde til berøring for en, kan man gå til koncerter og opsøge steder, hvor chancen måske er større. Man kan med andre ord placere sig steder, hvor der er større mulighed for, at resonans kan opstå, men man kan aldrig hverken instrumentalisere eller kontrollere, hvor, hvornår og hvordan, den opstår. 

Det religiøse rum kan gøre os lydhøre

På Leonard Cohens album You Want it Darker, der udkom kun lidt over to uger inden han døde i 2016, tematiseres dynamikken mellem kald og svar. I titelsangen gentager Cohen flere gange ”Hineni, hineni, I am ready my Lord”. På dansk kan hineni oversættes i retningen af ”her er jeg”. Jeg antager, at Cohen refererer til den brug, man kan se af ordet i de gammeltestamentlige skrifter, hvis sproglige og teologiske baggrund, jeg dog ikke kan hævde tilstrækkeligt kendskab til. Dog vil jeg referere til beretningen, hvor Abraham, der skal ofre sin søn, Isak, i sidste øjeblik bliver tiltalt af en engel, der beder ham ofre et dyr i stedet. Her svarer Abraham: ”Hineni”. Englen kalder på Abraham, og han svarer spontant. Man kan sige, at han er lige der, hvor - og som - han er blevet fundet. Noget har forstyrret hans konkrete handling, og han er stoppet op. Det er en udsat og nøgen position, men det er også en ydmyg og modig position, for midt i det uvisse er han blevet lydhør og får mulighed for at besvare kaldet. På samme måde kan Cohens sætning ses som et svar. At han er lige her, lige nu, måske endda i sygesengen og møder sin egen endelighed. Han skal snart dø, og måske er svaret en kommen til tåls med og erfaring af, at der er noget, der er større end ham selv. I mødet med det, vi ikke kan kontrollere, kan der opstå en sprække ind til noget evigt, hvor vi oplever at være reelt forbundet.  

Vi er nu godt i gang med at vende os mod det, man kan kalde en religiøs erfaring af resonans. Anliggendet i denne sammenhæng er hverken at argumentere for, om det giver mening at tro, om der findes beviser for guds eksistens eller om bibelen forklarer verden. Det er snarere, som Rosa også påpeger i Dynamic Stabilization, The Triple A Approach to the Good Life, And the Resonance Conception, at det centrale element i bibelen og andre religiøse tekster er, at der i kernen af eksistensen ikke er et stumt og indifferent univers, men en gensidig proces af kald og svar. Der er nogen, der hører og ser os, som finder måder at berøre os på. Bønnen kan for den, der beder, ses som en åbning af en akse, hvor det allerinderste forbindes med den alleryderste virkelighed. Det er ved grunden af ens eksistens, i ens inderste, at den bedende finder sig rettet udad og opad. Mod noget andet, der er radikalt anderledes end en selv, men som netop i kraft af denne andethed kan kalde på en. 

Jeg vil her til slut ende ved et citat af Karl Ove Knausgård fra bind 6 af Min kamp, hvori han beskriver Dostojevskijs forfatterskab. Foruden selv at skrive bøger, der vækker resonans i mig, opsummerer han her ret præcist noget af det, der kan være på spil i tidens fremmedgørelse og muligheden for resonans: 

””…det sociales snurrende og blinkende tivoli på meningsløshedens festplads under tomhedens sorte nat – alt er oprevet og højintensivt, men i beskrivelsen af den voldsomme og ukontrollerede verden opstår der altid, før eller siden et lys og omkring lyset, stilhed – et hvidt og næsten altudviskende lys, der gør at man får følelsen af, at det ikke er det oplyste, der er det væsentlige, men lyset.” 

Midt i vores stræben efter at kontrollere en ukontrollerbar verden, er der altid mulighed for, at der opstår øjeblikke, hvor vi ikke kan gøre andet end at stoppe op og iagttage det, der bare er. Da bliver vi kaldt på, og vi får mulighed for at svare: her er jeg.