Filmen Kalak har lige haft sin tur på det store lærred, snart kan den formentlig ses på Filmstriben, og for en periode vil den nok også fremgå af DR’s lille udvalg af film. Men jeg har taget et bevidst valg: Jeg ønsker ikke at se den. Jeg reagerede heller ikke, da der på et A4-papir i indgangen til min søns grønlandske vuggestue hang en invitation til etnisk danske mødre om at være statister i filmen. Det selvom, at et par minutters berømmelse og de 500 kr., som fulgte med en dags optagelser, nu også var lokkende.

Så hvorfor sagde jeg nej?

En barsk fortælling om Grønland

Jeg var så heldig at komme med på en studietur til Grønland i vinteren 2017 sammen med Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). På turen blev jeg fuldstændig grebet af noget, som jeg måtte tilbage til. I sommeren 2019 flyttede min mand og jeg derfor til Nuuk, hvor boede i 4 år. Året inden vi flyttede, fik jeg bogen Kalak i hånden. Den var fængende, men enormt barsk.

(Spoiler alert)

Kim Leines bog foregår i 80’ernes Grønland, og meget har ændret sig siden dengang. Men påmindelsen om, at disse ting har foregået, giver en vis fastholdelse af et skrøbeligt grønlandsk samfund, sådan som ord i en bog foreviger øjeblikke. Men måske gør billeder på en skærm det i endnu højere grad og vil få enhver seer til at stille sig selv det spørgsmål: “Er dette også et nutidigt billede af Grønland?”

Selvom det er flere år siden, at jeg læste bogen, så husker jeg den stadig tydeligt. Det er hårdt at læse om Kim Leines komplekse opvækst med de faste rammer i Jehovas vidner, bruddet med dem og mødet med København og hans far, som fastholdt ham i et seksuelt kærlighedsforhold i store dele af hans liv, selvom han flere gange prøvede at tage livtag med det.

Det er hårdt at læse om en, som ikke kan få sin seksuelle lyst stillet i en kvinde og stille sig tilfreds med den familie, som det har givet, men som lader sine lyster få frit spil. Særligt, når det også accepteres i den kultur, som han nu prøver at blive en del af. Det er hårdt at læse om, hvordan hans misbrug tager til, og hvordan han behandler patienter, mens han selv er påvirket af både alkohol og stærk medicin, som han stjæler fra sundhedscentret.

Men hårdest er det at læse om et grønlandsk samfund, som han udnytter for dets smukke kultur og det tillidsfulde system. Et system, som desværre er i mangel på faglige ressourcer. Det er hårdt at læse om, hvordan en pige ender i selvmord, fordi hun ikke kan håndtere sine følelser, og fordi hun i en rus ender en nat udenfor i den kolde grønlandske vinter, som så mange før og også efter hende.

Alle disse beskrivelser og fortællinger har jeg ikke lyst til at få billeder på. Faktisk sidder jeg med tårer i øjnene, når jeg skriver og tænker tilbage på bogen, for det er ikke mit billede af Grønland, og det kan godt gøre mig ærgerlig og ked af det, når vi kommer til at fastholde dette billede af Grønland.

En politisk fortælling om Grønland (G50 og G60 forklaret)

Vi oplevede flere gange, mens vi selv boede i Grønland, hvordan politikerne kiggede på historiske begivenheder, primært fra tiden efter 1953.

Som et led i et større opgør med tidligere tiders kolonialisme blev også Danmark i 1953 stillet overfor det krav af FN, at man skulle opgive Grønland som koloni. For at beholde Grønland under danske faner og vise, at Grønland i alle henseender var dansk, begyndte man derfor at gøre Grønland til amt i et helt andet dansk system.

Det skete i en tid efter Anden Verdenskrig, hvor Danmark i en lang periode havde været frakoblet Grønland, og hvor amerikanerne havde behandlet grønlænderne helt anderledes ligeværdigt, end Danmarks fastholdelse af dets kolonistatus forinden.

Derfor var det også et Danmark, som fik travlt med at modernisere Grønland i tilfælde af, at repræsentanter fra FN selv ville have syn for, om det nu var sandt, at grønlændere og danskere havde lige uddannelsesmuligheder, om sundhedsvæsenet gav adgang til alle de samme behandlinger som i Danmark og om man faktisk ikke længere kunne kende forskel på en grønlænder og en dansker.

I et forsøg på at få grønlænderne til at ligne danskerne mest muligt blev de mildest talt kørt over og overfaldet med én korrekt forståelse af, hvordan mennesker bedst trives, og hvordan et samfund skal se ud. Det betød, at al grønlandsk kultur blev gemt væk under gulvtæppet.

Det er fra denne tid, at vi har sager som spiral-sagen og perioder med grønlandske skolebørn, som blev sendt på et ‘kort’ ophold til en dansk plejefamilie og på dansk skole, for først at vende tilbage efter 2-3 år til et Grønland, hvor de ikke længere huskede deres eget modersmål, og derfor ikke kunne gøre sig forståelige over for deres egne familier.

Generelt er 50’erne og 60’erne nok ikke den stolteste periode i dansk historie, og det gælder heller ikke, når blikket falder på Grønland. Problemet er, at når vi vender blikket mod historien, så er det utrolig vigtigt, at vi også kigger fremad og ser på, hvad vi kan lære af den tid, og hvad en undskyldning fra Danmark i dag kan give, så der også kan arbejdes på et ‘efter’.

Desværre oplevede vi, at med ét spadestik i historien kom lysten til at tage et mere og så et mere, og landets politikere, som ellers har en meget stor opgave med at styre et så komplekst land, som Grønland er, blev igen og igen optaget af at snakke om historiske begivenheder i stedet for at se på aktuelle problemstillinger.

En nærværende, varm og smuk fortælling om Grønland

Det Grønland, som jeg oplevede, det sted som jeg i 4 år kunne kalde ‘hjem’, og som jeg også mærker en længsel efter at komme tilbage til, det Grønland vil jeg gerne præsentere dig for. For der findes et andet Grønland. Et Grønland, der er på vej frem og på vej videre fra både danske overgreb og Kim Leines trøstesløse skildringer af 80ernes Nuuk.

Selvom Grønland er en del af Rigsfællesskabet, og selvom vi deler en lang historie, som nu går over 300 år tilbage, så er Grønland et andet land med en anden kultur. Vi var bosat i Nuuk, hovedstaden og det politiske centrum. Der hvor en tredjedel af alle grønlændere bor, og hvor Kim Leine også boede i en stor del af sin tid i Grønland.

Ved første øjekast ligner Nuuk en dansk storby i en flot kulisse. Her er caféer, et center, natteliv og kultur. De unge er aktive på TikTok og Instagram, og Facebook er den primære kommunikationsplatform sammen med opslagstavlerne i busskurene.

Bag de mange høje huse og storbylivet ligger den smukkeste natur med store, majestætiske bjerge og et enormt fjordsystem med tre gletsjere i bunden. Men det er ikke sådan, at man glemmer naturen, når man er til stede i byen, for hverdagen er altid styret af naturen. “Det er naturen, der bestemmer,” som grønlænderne så fint udtrykker det.

Naturens stærke kræfter gør, at man ikke kan planlægge særlig langt frem, for vejrudsigten kan man ikke regne med før to dage op til. Naturen har sat sit præg på alle grønlændere. De forstår den og kan aflæse den på en særlig måde. De ved, hvordan man begår sig i naturen, hvordan man styrer en båd, og de ved, hvor fangstdyrene er. Naturen drager, og som dansker må man prøve sig frem og spørge om gode råd, og dem er der mange af, ofte fyldt med latter og mange gode historier.

Når rensdyrjagten går ind i august, summer byen af forventning, og i hver weekend ser man både sejle ud, og snakken går på arbejdspladsen, i brugseni og hos vennerne, for hvem har set rensdyr, og hvem har en god jagthistorie at fortælle? Og på samme måde kommer den barnlige glæde frem, når sneen først rigtig lægger sig, og hvert år håber man på, at skiene kan findes frem så tidligt som muligt.

Men det er ikke kun de fantastiske oplevelser i naturen, som giver Grønland dets skønhed, omend det er svært at finde noget sammenligneligt i Danmark. Det smukkeste, Grønland har at byde på, er folket: grønlændere.

Jeg arbejdede med unge og studerende i byen, og under danske forhold vil man kalde stort set alle studerende i Grønland for mønsterbrydere, for alle har en anden opvækst og vej i livet, end deres forældre havde. De træffer andre valg, og det samme kan siges om deres egne forældres generation.

Moderniseringen af Grønland er gået hurtigt, og det har givet ar, men det har også givet muligheder. Jeg har mødt mange dygtige grønlændere, som var fulde af håb for deres egen og deres lands fremtid. De har svære vilkår for at gennemføre deres uddannelser, og her kan jeg kun håbe, at landets politikere snart gør en større indsats, så flere kommer godt igennem deres studie, og dermed kan bidrage til samfundet.

Men det betød modsat også, at når jeg, i mit arbejde med studerende, tilbød fællesskab og støtte, så var de meget modtagelige. Jeg oplevede mennesker, som smiler og gavmildt deler ud af det, som de har. Som altid inviterer ind, og jeg har aldrig taget en gæst for meget under armen, når jeg bankede på et sted. Da jeg inviterede til min første kaffemik, kom en af mine studerende med fire ekstra gæster, fordi hun var bange for, at jeg ikke ville have nok at invitere, og der skulle jo være nogen til at fejre mig.

Grønland tog imod mig og min familie med åbne arme. Og Grønland får mit hjerte til at banke. Den længsel, jeg mærker nu, er en længsel efter det ukomplicerede. Et sted, hvor vi ikke planlægger os ud af alting, men handler i nuet. Et sted, hvor eventyrene er i baghaven, og hvor relationerne er dem, som er i byen. Et sted, hvor et cafébesøg både kan være fyldt af latter og tårer, hvor følelserne sidder lidt længere ude på tøjet, og hvor de gode historier bliver delt (igen), og de indøvede grønlandske gloser bliver afprøvet og rost.

En anden fortælling om Grønland

Jeg kan tale længe om Grønland, så hvis dette ikke var nok for dig, fortæller jeg gerne mere. Grønland er en del af vores historie, af Danmarks historie, så vi burde alle forpligte os på at lære mere om landet.

Knud Rasmussen, den store polarforsker, anerkendte, at det bedste medie til at præsentere vigtig forskning er spillefilm, så han lavede filmen “Palos brudefærd”, for at han kunne vise med billeder til den almene dansker, hvor rig en kultur der er i Grønland. Mediernes billeder kan dog skifte, og det billede jeg havde fået af Grønland, før jeg selv flyttede dertil, præsenterede ikke noget af den smukke kultur og det smukke folk.

Film som Kalak, blandet med de overvejende negative nyheder fra Grønland, som vi får lov til at se og læse om i medierne, påvirker os, og jeg vil derfor gerne opfordre dig til ikke kun at lade dig ‘undervise’ af det, som medierne eller filmindustrien trækker frem. Det er godt at forholde sig til samfundets og historiens skyggesider, men tag et spadestik mere og undersøg landet nærmere for at forstå kompleksiteterne, så du også får lov til at se alt det gode og smukke, Grønland også er.

I denne artikel kom jeg også til at gå ned ad en vej, hvor du blev præsenteret for nogle af de negative sider i historien. Det gjorde jeg med et håb om, at du også vil anerkende den del af historien, så du kan vise forståelse, når Grønland ikke bare viser taknemmelighed for alt, hvad Danmark har gjort og gør for dem.

Men jeg håber også, at du læser ser, hvilken skønhed der er i Grønland, og hvilket håb der er i de mennesker, som bor der. Lad os anerkende historien, men lad os også kigge fremad og prøve at gøre det bedre.

Hvis du er nået så langt, så tak fordi du ville læse min manglende anmeldelse af den nye film: Kalak.