”Hello everyone! Welcome to the ECHO conference 2024!!” stilhed i salen ”Are we excited for this year’s conference?!” ti mennesker hujer, tilsyneladende af medlidenhed. 

Indre Mission og Indre Missions Ungdom står bag konferencen ECHO, som i år blev holdt for anden gang. Konferencen forsøger grundlæggende at være et ekko at Guds kærlighed og at inspirere og opmuntre deltagerne til selv at være et sådant ekko, når de går ud i verden efter konferencen. Det er et nobelt og godt mål at have som konference, og det blev tydeligt under konferencen, at ECHO’s mål ikke bare er en platonisk idé, men noget de stræber efter ved at invitere inspirerende talere, engagere deltagerne med tankevækkende dramastykker, tilbyde en række seminarer og skabe plads til samtale i grupper. ECHO er ambitiøst, men tør også samle stridshandsken op og gøre en indsats for at leve op til de forventninger, de selv sætter. Dét er en forbilledlig tilgang! 

Men der er en elefant i rummet ... ECHO vil nemlig ikke blot være en konference for unge, danske kristne, men for alle troende ”no matter their age, culture or ethnicity”, som de skriver på deres hjemmeside – en international konference på tværs af skel og generationer! Møderne gav dog snarere en fornemmelse af at være en del af en moderne genfortolkning af Kejserens nye klæder. Mødelederen åbner første møde på engelsk, og det skal hurtigt vise sig, at al information fra scenen, lovsang, skuespil og taler til fællesmøder også foregår på engelsk – for en flok deltagere, der i langt overvejende grad består af unge, hvide, pæredanske kristne med indre missionsk baggrund. Deltagernes alder var dog ikke helt homogen; der sad også en god håndfuld med fra ældre generationer. Udover nogle internationale talere, var der dog stort set ingen internationale deltagere på konferencen. Det virkede noget forstyrrende, at ECHO vægtede det internationale så højt på trods af, at det stort set kun skabte sprogbarrierer, især for den ældre generation, når nu stort set alle deltagere talte dansk. Kejserens nye klæder blev da også afsløret på morsom vis, da en af lovsangslederne spillede forkert og fik sagt: ”Vi prøver lige ige ... øhh ... we’ll try that again!” 

International kristendom? 

ECHO’s forsøg på at være internationale affødte en del refleksioner om kristentroens forhold til kulturer, nationaliteter og forskellige generationer. I et forsøg på at trække kristne på tværs af alle tænkelige skel, kom ECHO til at udtrykke en nærmest amerikansk evangelikal monokultur, som ikke virkede samlende, men spredende. Det engelske sprog var en barriere for flere deltagere; røgmaskinerne, lysene og sangvalget afspejlede en amerikansk kultur, som jeg i hvert fald ikke selv føler mig hjemme i; og sprogbrugen appellerede til unge kristne i 20’erne. Det tror jeg ikke er en god strategi, hvis man vil samle kristne på tværs af generationer i Danmark. Det virker kontraproduktivt at gå uden om en dansk kultur med et ofte mere roligt temperament og det danske sprog for at opnå større enhed. 

I Johannes’ Åbenbaring 7,9 læser vi: ”Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.” Her ser vi en klar afvisning af en kristen monokultur, der nødvendigvis må påtage sig et ungt, amerikansk og evangelikalt islæt for at være samlende – tværtimod prises folkenes særegne kulturer og sprog. Jeg ville blive glad for at se en ECHO- konference, som ikke behøver tage afstand fra den kultur og det sprog, som tæt på samtlige deltagere på konferencen i forvejen deler for at kunne samle kristne på tværs af generationer. 

Kritikken af ECHO’s måske overambitiøse forsøg på at være internationale skal dog også afbalanceres lidt; ECHO er nemlig en meget ung konference. Hvis ECHO på sigt skal være en international konference, der faktisk tiltrækker deltagere fra andre dele af verden, må rammerne også være der før deltagerne kommer. Hvis man mener, det er frugtbart med en international konference i Danmark, kan man ikke bare vente på, de internationale kommer dumpende fra himlen, så ECHO skal også have ros for at forsøge at skabe et internationalt miljø, som måske på sigt kan udvikle sig til en konference, der reelt krydser landegrænser. Men indtil de internationale deltagere dukker op, vil det være en mærkelig og bizar oplevelse at skulle overvære engelske møder i et rum fyldt med danskere. 

Det amerikanske skyts 

ECHO havde hentet hovedtaleren Nick Brannen og seminarholder Dr. Jordan B. Cooper til Danmark fra USA. Det havde også en vis tiltrækningskraft. For mit eget vedkommende tog jeg på ECHO, fordi Jordan Cooper gjorde – andet vidste jeg ikke om konferencen på forhånd. 

Nick Brannen, præst i Lutheran Church of Hope, havde den klassisk amerikanske energi. Han var en dygtig retoriker, der kunne fortælle sjove og rørende livshistorier, bevæge sig frit og energisk rundt på scenen og altid lande sine fortællinger i konkrete og gode pointer. Brannens teologi er Jesus-centreret og samtidigt meget lavpraktisk, så hans taler var til at tage til sig og applicere. De ledte også til gode samtaler i smågrupper efter talerne, og jeg oplevede her at få noget evangelisk solidt indhold, der også var konkret nok til, at det kunne gøre mig og de andre deltagere et tydeligere ekko af Jesus for mennesker under og efter konferencen. Da Brannen først kom på, blev jeg dog lidt nervøs for indholdet – han var en dygtig storyteller, og store dele af hans tale oplevedes som en gennemtænkt stand up-show – men mine skulder sank sig hurtigt, da han igen og igen vendte tilbage til Jesus. Brannen fortalte ikke bare historier for at få et godt grin, men for at pege på menneskelige tanker og følelser vi alle kender for så at vise, hvordan Jesus har noget konkret at sige ind i det. 

Konferencens største scoop var dog Dr. Jordan B. Cooper, amerikansk luthersk præst, professor i dogmatik og leder af Just and Sinner, hvor han blandt andet er vært på en eminent podcast af samme navn. Cooper holdte seks seminarer, primært for den mere nørdede skare. Fem af dem omhandlede de fem sola’er (Kristus alene, Troen alene, Nåden alene, Skriften alene, Guds ære alene), og det sidste Coopers egen rejse fra en reformert til en luthersk kristendomsopfattelse. Alle seminarer foregik på et fagligt seriøst niveau, og Cooper udlagde en luthersk forståelse af sola’erne, som virkeligt gjorde Jesus stor for mig. Jeg har ikke før oplevet faglige seminarer, der i så høj grad puster ild i Kristus-gløden. Min i forvejen store glæde over den lutherske tro voksede, da Cooper viste de bibelske og kirkehistoriske rødder den står på og vokser ud af, og hvordan ethvert teologisk emne, uanset hvor komplekst og rigt, dybest set altid peger på Jesus. 

ECHO-konferencen var overordnet vellykket. Talerne og seminarholderne var især dygtige, og på trods af det ofte klodsede forsøg på at gøre konferencen international, var det spændende at opleve konferencen. Lige nu er konferencen for ung til, at jeg kan afgøre, om det på sigt kan lykkes at skabe en reelt international konference, men i dens unge fase vil det nok være et vilkår, at konferencen dels forsøger at være noget, den ikke er endnu, og dels er utroligt dyr at deltage på. Med den pris skal der navne som Jordan Cooper til, før jeg selv vender tilbage, når man kan få konferencer og lejre i samme kvalitet på dansk jord for en noget mere overkommelig (og studievenlig) pris.