De torturerede digteres afdeling ankom sidste fredag ved midnat. Tidens største popstjerne Taylor Swift har på en eller anden måde nået at producere sit 11. studiealbum midt i Æraernes Tour - de 152 megakoncerter udover hele verden, hun ellers burde have fuldtidsarbejde med.

Hun kan da ikke have et eneste ledigt minut midt i de enestående koreografier, tænker man, også fordi kameraerne stadig er overalt omkring hende, når hun har fri (selvom både vi og hende troede, vi egentlig skulle se en amerikansk fodboldkamp).

Miss Americana, America's Sweetheart, eller hvad vi nu skal kalde hende, skriver nemlig også alle sine sange selv, og denne gang har hun altså lige 31 mere klar, der samlet har en varighed på 2 timer, hvis man vil høre dem alle i ”Anthology” versionen af albummet.

Min jævnaldrende, som nu har været på scenen i 20 år, har på en eller anden måde formået at blive større og større og blive ved med at lave musik, der stryger lige ind i ørerne på i hvert fald 100 millioner lyttere om måneden på Spotify. Det i sig selv burde jo være umuligt. Kvindelige popstjerner bliver gerne ædt op af alle markedsinteresserne eller mister den kontakt med almindelige mennesker, der skal til for at lave sange, som lytter på lytter føler handler om lige præcis deres liv.

Swift har altså en helt unik evne til at læse tidsånden, og også gerne være et par skridt foran den, og til at holde fast i sin kerne - hvad hun egentlig mener og vil, mens koret omkring hende vil have hende til at være alt muligt. Man kan bl.a. se det i dokumentaren ’Miss Americana’, hvor hun til sidst ikke kan holde mund mod Trump længere til hendes bankmænds store frustration. Eller da hun legede med projektionerne i sangen ”Look what you made me do”, så vi kunne få hendes 7-8 identiteter i slåskamp på en gang og nyde det imens.

Over 11 album, hvoraf de fleste af dem lige har krævet en genindspilning oveni for at vriste dem fri af onde musikspekulanters klamme hænder, bliver hun ved med at genopfinde sit musikalske udtryk og på en eller anden måde tage folk med alligevel, så hun med de seneste albums nærmest også har fået indiecrowdet med i lommen. Så er der altså ikke ret mange mennesker tilbage at være præst for i dag, hvis man ikke også vil være en Swiftie. Mangemillionæren er vores allesammens underdog.

Det var vore lidelser, hun bar

Temaerne har ikke ændret sig på nummer 11 i rækken. Der er blevet plads til F-ordet, og uskylden fra den 17-årige Taylor viser sig ikke længere i andet end sentimentalisme. Men relationer er stadig det altoverskyggende emne, breakupsangen er selvfølgelig den helt store specialitet, men nu når det hele, for en sjælden gangs skyld, faktisk går helt stabilt med footballstjernen Travis Kelce, er der også plads til et par lykkelige sange. Og så er der også et voksende og tilbagevendende tema omkring berømmelsen og alle de forventninger og projektioner, hun konstant skal navigere i, tilsat et skønt strejf af feminisme.

Jævnfør albummets titel skriver hun sig nu ind i arvefølgen af pinte poeter, som hun tog antrit til med Emily Dickinson-homagen ”Evermore”, og nu vil hun altså også være sådan en. Der er flest af de nedtonede og reflekterende sange på TTPD, men der bliver også plads til nogle af de hurtigere, dansable sange og heldigvis også et par, hvor vreden får frit løb. Men over 31 sange bliver det musikalsk næsten lidt for nedtonet og kedeligt i længden. Det er dog lyrikken denne anmeldelse først og fremmest er interesseret i, og i den er der metaforer nok til mange prædikener.

Taylor har prøvet det hele, tænker man. Kærlige relationer, ødelæggende relationer, berømmelse, forræderi, at forlade og at blive forladt. Absurd nok alt sammen, mens vi andre har gloet på det. På under 12 timer har internettet allerede kvalificerede bud på, hvilke ekskærester de forskellige sange må handle om, og det er da lige før, man får ondt af de stigmatiserede mænd, hvis ikke de havde været så store idioter i første omgang.

Frelse ved parforhold

Samfundsforskeren Phil Zuckerman har i ”Samfund uden Gud” iagttaget, at frelsen i det moderne samfund er flyttet fra religionen til parforholdet, fordi vores iboende trang efter forløsning jo ikke er forsvundet, selvom gud er det. Og relationen er virkelig gud hos Taylor Swift. Det er det, det hele kredser rundt om, som hun siger i ”The Prophecy” efter en reference til Evas forbandelse:

Hun vil meget gerne have byttet pengene og berømmelsen for et godt parforhold, men fatalistisk er hun nu fordømt til bare at være rig og berømt i stedet. Det er svært ikke at have respekt for en så direkte genopdagelse af at vinde hele verden, men bøde med sin sjæl. Og det sammen med erkendelsen af, at man selvfølgelig heller ikke går umærket igennem de senge, man deler, som dette vers i ”Florida!!!” sammen med Florence Welch (uden sin maskine):

Velvidende, at man risikerer at ødelægge den gode stemning med den slags erkendelser: at de kroppe man har haft ovenpå sig efterlader et indtryk, man ikke bare kan ryste af sig igen. Hun slap vist for en purity ring i første omgang i modsætning til mange af hendes jævnaldrende popstjerner, som hun ellers bakkede op dengang, mens de vist har omsmeltet deres siden. Det er nok heller ikke, fordi hun nu har anskaffet sig en, men tvivlen bliver der dog plads til i sangen med en idé om, at sumpen kan aftage ligene i lasten. Det samme gælder for ordene og kærlighedsløfterne i ”Chloe or Sam or Sofia or Marcus”, hvor der også er blevet sagt ting, der ikke bare kan afabsorberes.

En gudinde, der gerne vil være menneske

Taylor Swift ved godt, hun ikke er Patti Smith (”Fortnight”). I ”The smallest man who ever lived” er hun dog klar til at vikariere for Kristus i forsøget på at få et parforhold til at virke, men må indse, at når man forsøger det for mennesker, der ikke vil frelses, ja så nøjes man med selv at lide en indre død af det:

Den står på forglemmelse i stedet for tilgivelse, når Joe, eller Matt, eller hvem det nu er, ufrivilligt får lov at optræde som den mindste mand, der nogensinde har eksisteret. Og det er langt fra den eneste sang, der må give dem lyst til at kravle ned i et dybt hul et sjældent sted på jordkloden, hvor de ikke spiller Taylor Swift og håbe, at verden en dag i det mindste vil glemme, om ikke tilgive, deres utroskab, afhængighed og små dumme kommentarer til et pigehjerte.

Swift erklæres jævnligt for en gudinde, omend hun pænt frabed sig titlen som arisk gudinde fra neo-nazisterne. Men på dette album gør hun det eneste fornuftige og går lige ind i den samtale. F.eks. på ”Clara Bow” (en stumfilmsstjerne, der sammen med popstjernen Stevie Nicks bliver en slags forgængere i pantheonet af skønne genier, der har måttet finde sig i, at vi går mest op i, hvem de går i seng med), hvor det lyder:

Frk. Swift tager altså prædikaterne på sig for at kaste dem af sig. Hun burde for længst være blevet knust i alle de modsatrettede forventninger, der er til hende, men formår på en eller anden måde at være menneske af kød og blod, der stadig kan glædes på andres vegne og ifølge sine svigerforældre også gladelig tager opvasken.

Men det er svært at stå på berømmelsens tinder og nå ud med et anti-fame budskab. Samtidig er det selvfølgelig her, det er mest interessant at se, hvad hovedpersonen gør med fristelsen. ”Guilty as sin?” sætter ord på, hvordan det uundgåeligt fører mod korset, når først folkemængden har misforstået en:

En art omvendt påskebudskab, hvor nok så mange genopstandelser bare leder til endnu et Golgata. I samme sang er det igen i kæresteriet, helliggørelsen ligger, selvom det med denne fyr også erkendes som fortabt:

Zuckerman må se nok se sig slået på poesien, men glæde sig lidt over at have fået så meget ret.

Frelse for farisæere?

Albummet er fuldt af litterære og mytologiske referencer (selvom man havde håbet på mere Emily Dickinson). Særligt de bibelske af slagsen har fået plads her, men selvom Swift er en god amerikaner og dermed selvfølgelig også kristen og et bedende menneske (jf. bl.a. ”thanK you alMee” som ellers er en hævnsalme i Kong David'sk stil), så fungerer de bibelske metaforer nok primært som et sprog, der kan bruges til at forstå sig selv i. Specielt når man er blevet ophøjet til umenneskelig berømmelse og medfølgende had som hende. I ”Cassandra” får vi en stening med og en tilslutning til, at sandheden er ilde hørt. I ”So Long, London” dør hun på altret og ofres til tristhedens guder, men dog mere bare fordi hun havde håbet på et giftemål end som et klassisk sonoffer.

Man kunne ønske for hende - og os der lytter med - at hun ville begynde at udforske, noget der handlede lidt mindre om ungpigeforelskelse og tilhørende breakups og lidt mere om, hvad det modne gensidige parforhold egentlig indebærer, for mon ikke hun også gemmer på mange indsigter der (og mere end bare kemi og frisk puppylove, som hun viser i ”The Alchemy”). Det ved jeg dog ikke, om jeg tør af frygt for at ende som en af de farisæere, der får et shoutout i ”But Daddy I love him”:

Så velvidende, at Taylor nok ikke læser med på min enetale og hellere klarer sig uden mine bønner, vælger jeg at glædes over de indsigter, vi andre får del i, når et menneske skal finde ud af at være ”mere populær end Jesus”, som John Lennon først erfarede det. Og når hun på en eller anden måde lykkes med at bevare sin menneskelighed og sin lyst til at skabe midt i det helvede, det efter eget udsagn er, ja så må man næsten undskylde hende for at falde i den fælde, som vi vist nærmest alle i dette samfund falder i; at tro det er et skæbnebestemt parforhold, der skal levere frelsen. Og altså: hellere det end bare hvid støj og grå liv.

Taylor Swift kan selvfølgelig tage rollen som både skurk, gudinde eller fjols, men når hun alligevel formår at være menneske, er hun altså et imponerende et af slagsen. Med både sårbarhed og robusthed bliver hun ved med at tage agens og ansvar over, hvad der ellers må være et ganske umenneskeligt liv. Vi kommer nok ikke til at høre ”The Tortured Poets Department” om 20 år, det er der for langt imellem bangerne til, men hendes kunst skal nok blive stående, når paparazzifotoene falmer, og hun endelig finder et parforhold, der kan holde (og få lov bare at være det!) en dag.