Den underskønne konstellation bestående af jazzensemblet Det Glemte Kvarter og det litterære koryfæ Søren Ulrik Thomsen igangsatte fredag aften deres nye Danmarksturné i Kolding på Godset, hvor en helt fyldt hal begejstret tog imod uropførelsen af det nye værk Hvor alting altid er. Med sig havde de Aarhus Jazz Orchestra, dermed i alt toogtyve knivskarpe performere, og de rå træbjælker og det skarpe, gule lys gav den helt rigtige stemning og vibe til en aften i den cool jazz’ tegn.

De tidligere udgivelser fra samarbejdet – Rystet spejl (2013) og Power (2016) – var henholdsvis mere rytmisk og elektronisk, mens den nyeste udgivelse er mere organisk og føjer en helt ny side til udtrykket. Værket er komponeret af orkesterlederen Mikkel B. Grevsen, teksterne er hentet fra Thomsens En hårnål klemt inde bag panelet (2016) og samlet tager opførslen denne aften præcis en time. Da Thomsen i et helt andægtigt rum messer de sidste linjer – ”Nogen slæber et indbo bort, og da det sidste lys er sivet ud af lejligheden, står der kun en tung, sort telefon tilbage. Så begynder den at ringe” – klinger koncerten ud, og der går et kort, forvirret øjeblik, før folk begejstret kaster sig ud i en stående hyldest. Den fokuserede intensitet blev hurtigt opløst, men hvor havde fremførelsen bare været så besnærende, at folk forbavset sukkede over, at det allerede var slut.

En time tidligere havde aftenen fået en særlig tyngde, da konferencieren fortalte det feststemte publikum, at Thomsen netop har modtaget Det Svenske Akademis nordiske pris, som også bliver kaldt den lille nobelpris. Den 68-årige digter og essayist oplever dermed et anerkendelsesklimaks i år, i en periode af forfatterskabet med påfaldende få udgivelser, og den gode stemning blev bragt med ind på scenen, som næsten blev en slags hyldestmarch for storbyrotten.

Numrene muterer ad flere omgange, ofte startende med et simpelt anslag i en rytme fra klaver eller guitar, langsomt tilføjes blæsere, slagtøj og bas. Flere gange slutter det i crescendo, hvor særligt blæsernes hiv klinger i skarpe dissonanser. Det er påfaldende godt, men også sælsomt, når man tænker på den helt dissonansfrie tekst, musikken spiller op ad. Der er vel ingen forfatter i dansk litteratur, der er så renset for dissonans som Thomsen. Men måske giver det alligevel mening, for Thomsens erindringstekster forskyder sig ofte ad flere omgange, og sætningerne er så lange som godstog, som han selv benævner det i bogen, og på den måde kan læserne og her lytteren næsten miste pusten og opleve oplæsningen som sin egen kakofoni.

Ved første oplæsning virker Thomsen famlende. Han taler en anelse for hurtigt, for tæt på mikrofonen, for højt. Det mudrer for meget og virker overilet. Jeg når at blive nervøs for, om kompositionerne er for komplekse til at det vil gå som akkompagnement til oplæsningen, men allerede ved anden tekstbid, den fantastiske erindring om ”Steffen”, er den garvede oplæser helt i sync med synkoperne, og fremførslen er både forførende florlet og bohemisk blæret.

Den nette sum af koncerten er, at dansk jazz har fået et nyt storværk, som vil gå sin sejrsgang ved koncerterne. Det Glemte Kvarter er et kreativt og charmerende orkester, der formår at trække nye facetter frem fra Thomsens stærke tekster. Det blev tydeligt denne tågede aften i Kolding, en lille triumf som affyringsrampe for rundfarten i Kongeriget.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke