Jeg er ikke katolik, så det burde vel egentlig være en begivenhed uden større betydning, at den katolske kirkes overhoved nu er død. Alligevel sidder jeg her denne 2. påskedag og fyldes med sorg over at skulle sige farvel til et menneske, der har haft en udefinerbar taleret ind i mit liv.

Menneskeligt set er det ikke trist, for han nåede at leve et længere og mere begivenhedsrigt liv end de fleste.

Født i Buenos Aires i Argentina i december 1937. Barn af italienske migranter. Medlem af jesuiterordenen. Præst. Underviser. Rektor på et teologisk fakultet. Biskop. Kardinal. Pave.

Død den 21. april 2025. 88 år gammel. Højt elsket, respekteret og agtet blandt katolikker (og leverpostejsfarvede lutheranere) over hele verden. Et fuldt og begivenhedsrigt liv.

Pave Frans efterlader på de fleste fronter også den katolske kirke et bedre sted i dag, end da han overtog embedet fra Pave Benedikt 16. den 13. marts 2013.

Stridighederne er – udefra set – mindre ’kirken-brænder-sammen-lige-om-lidt’. Ja, der findes stadig konservative, moderate og liberale fraktioner (det er trods alt en kirke med mere end 1,3 milliarder medlemmer på verdensplan), som på hver deres side har kritiseret Pave Frans for at være både for reaktionær, for stillestående og for progressiv.

Der har også været blodige slagsmål undervejs, og særligt de mest konservative kræfter i kirken har fra tid til anden truet med at forlade skuden under parolen #notmypope, når Pave Frans har blandet sig i alt fra immigrationspolitik til den voksende nationalisme rundt omkring i verden.

Men gennem sin møjsommelige og bevidst langsommelige modernisering af kirken har han alligevel formået at holde styr på båden og samling på tropperne, samtidig med at han har styret den ind i det 21. århundrede.

Hvilket er lidt af en bedrift i sig selv. Bare spørg Metodistkirken. Eller Southern Baptist Convention. Eller den ortodokse kirke. Ja, velsagtens de fleste kirkeretninger i de sidste 12 år, hvor verdens konflikter er sivet ind på kirkebænken og nu truer med at rive dem fra hinanden, bræt for bræt.

Hans teologiske og diplomatiske håndelag kom blandt andet frem, da han gjorde det lovligt for katolske præster at velsigne LGBTQ-personer – men ikke at velsigne deres ægteskab. Her kan man tale om at finde den gyldne middelvej, hvor alle stadig er sure, men de fleste dog tilfredse nok til at blive hængende.

Mange af de skeletter, der væltede ud af skabene under hans forgængere, er nu også i gang med at blive begravet. For lidt og for sent. Også for Pave Frans, der i sine første år som pave trådte i sine forgængeres pinlige gulvtæppefejende fodspor.

Men det virker som om, at den katolske kirke – efter mere end 2000 år – nu endelig er ved at lære at sige undskyld i stedet for at stuve både nutiden og fortidens sexskandaler, undertrykkelse af minoriteter, korruption og hvidvaskning sammen i en mødding, som journalister så kan gå og hente lort ud af efter forgodtbefindende.

For Pave Frans kom dette blandt andet til udtryk i en taknemmelighed til journalister, der ”fortæller os, hvad der er galt med kirken, hjælper os med ikke at feje det ind under gulvtæppet og giver stemme til ofre for overgreb,” som han udtalte i 2021 i forbindelse med en prisoverrækkelse til to journalister.

En taknemmelighed, Sinead O’Connor i hvert fald ikke blev mødt af, da hun forsøgte at råbe verden og Pave Johannes Paul II op i 1992. Eller journalisterne fra Boston Globe, da de begyndte at afdække overgrebssager i den katolske kirke i 2002.

Noget har trods alt ændret sig, og den katolske kirke er en – om ikke sund – så i hvert fald sundere kirke i dag, end den var for 12 år siden.

Men at Pave Frans har været et klogt, progressivt og forandringsparat overhoved for den katolske kirke, er alligevel ikke det, jeg personligt vil savne mest.

Måske er det stemmen? Smilet? Krammet? Blikket?

Pave Frans er uden tvivl en af de mest kropslige og fysiske paver, den katolske kirke har haft. Om det var syge, politikere, muslimer, fanger, milliardærer, lutheranere, komikere eller helt almindelige jævne katolikker blev alle (i hvert fald så længe helbredet tillod det) mødt af et kram, et smil og et kindkys.

Han insisterede på at møde mennesker som ligeværdige. Om du var leder af den frie verden. Eller befandt dig på dødens rand på grund af sult eller sygdom.

Pave Frans var, som munken Frans af Assisi fra hvem han tog sit navn, et menneske der først og fremmest ville tjene. Derfor indtog han ikke de pavelige gemakker, men boede i hele sin pavetid i en lejlighed i det gæstehus i Vatikanet, hvor kardinaler fra hele verden om lidt vil indlogere sig, mens de vælger hans efterfølger.

Det tiltrak sig ligeledes opmærksomhed, da han på en af sine første ture til den pavelige sommerresidens Castel Gandolfo blev spottet i en sort Ford Focus. Eller da han kørte rundt i en Fiat 500 under et besøg i USA. Tal om en mand af folket.

Radikaliteten af dette tjenersind kom hvert år til udtryk under den årlige fodvaskning. Hvor hans forgænger holdt sig til at vaske fødderne på præster og lægfolk af hankøn under kirkens beskyttende tage, forlod Pave Frans allerede fra første færd de trygge rammer og udførte fodvaskningen i et ungdomsfængsel, hvor han i et opgør med traditionen vaskede fødderne på både mænd, kvinder og muslimer.

Sidste år, i det der skulle vise sig at blive den sidste fodvaskning, han kunne gennemføre, besøgte han et kvindefængsel, hvor det for første gang i kirkens historie kun var kvinder (af åbenlyse grunde), der fik vasket deres fødder.

For Pave Frans var kirken ikke først og fremmest en bygning, en institution, en tradition eller et embede. Det var et kald.

Et kald til ydmyghed. Til næstekærlighed. Til fred. Til diplomati. Til forbrødring og dialog på tværs af religioner og landegrænser. Til et opgør med destruktive magtstrukturer og menneskelige hierarkier. Og til at se og hjælpe verdens flygtninge, fattige og udsatte minoriteter.

Det syn på kirken og på mine medmennesker kunne jeg spejle mig i og lade mig udfordre af.

Når jeg selv drejede til højre og blev mere og mere indvandrerkritisk, kunne han med sin irriterende naive insisteren på en radikal og altid-gældende næstekærlighed minde mig om, at jeg og kirken er kaldet til at tage os af denne verdens flygtninge.

Som han sagde det i en tale fra 2015 (mens flygtninge vandrede rundt på danske motorveje):

”Kirkens mission, den kirke som selv er en pilgrim i verden og moder for alle, er at elske Jesus Kristus, at ophøje og elske ham i de fattigste og mest forladte mennesker; iblandt hvilke migranter og flygtninge absolut hører til, der forsøger at flygte fra svære livsvilkår og farer af alle slags.”

Pave Frans insisterede på at blande sig i verden. Også i min verden. For hans kald var ikke at tjene den katolske kirke, men de mennesker, som Kirken med stort K– inklusive den leverpostejfarvede folkekirkelige afdeling, jeg tilhører – er kaldet til drage omsorg og kærlighed for.

Han mindede mig om, at Jesus selv var fremmed, selv var flygtning, når jeg blev grebet af angst for den fremmede. Han talte om fred i Ukraine, om at søge kompromisset, når jeg talte om krudt, kugler, oprustning og døde russere. Han insisterede på, i en verden der synes forudbestemt til at bevæge sig mod kaos og mørke, at Guds rige stadig kunne vokse frem, hvis vi fik syn for gudsbilledligheden i hinandens øjne.

Jeg mærker stadig, mens jeg trawler nettet for citater, hvordan han kan få forsvarsværkerne op i mig:

”We encounter Jesus in those who are poor, rejected, or refugees. Do not let fear get in the way of welcoming our neighbor in need.” (x.com, 2018)

”Du har ikke forstået kompleksiteten i den flygtningekrise, verden står overfor, og at det er meget bedre at hjælpe i flygtninge i deres nærområder” lyder det, når han trykker mig på min indvandrerkritiske mave.

”The war in Ukraine has become so serious, devastating and threatening as to cause great concern. In the name of God and of the sense of humanity that dwells in every heart, I renew my call for an immediate ceasefire.” (x.com, 2022)

”Du forstår ikke, at Putin kun respekterer brutal magt, og at krigen er nødvendig for at sikre ukrainernes frihed” forsvarer jeg min køb-køb-køb indstilling til krig og forsvarspolitik.

“We are called to encounter every poor person and every form of poverty, abandoning our indifference and the banal excuses we make to protect our illusory well-being.” (x.com, 2023)

”Hvem er du, at du vover at dømme mig for at leve et velbeslået liv i trygge Danmark, selvom verdens fattige lider under vores strukturelle udnyttelse, din papistiske hykler,” prøver jeg at slå igen, når hans ord om fattigdom går lidt for tæt på.

Pave Frans var naivt næstekærlig. Men det er en naiv næstekærlighed, jeg vil komme til at savne.

Ikke fordi han altid havde ret. Verden er kompleks og nogle gange kan det umiddelbart ukærlige godt være kærligt.

Jeg vil savne ham, fordi han altid udfordrede mig til at se mennesker med Jesu naivt elskende øjne. Øjne uden bortforklaringer og dårlige undskyldninger. Øjne uden forbehold. Øjne uden fordømmelse.

Øjne, jeg og verden i dag – ja til alle tider – har brug for at blive mindet om og udfordret af.

”Christ is risen! These words capture the entire meaning of our existence, for we were not made for death but for life.”

(x.com, 20. april 2025, Pave Frans’ sidste officielle ord)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke