Christian Hjortkjær har begået en genial lille bog om et komplekst emne, der er højaktuelt i vores samtid.

Hans påstand er, at skam er den underliggende årsag til den stigende mistrivsel - særligt blandt unge. Vi lider eksistentielt i dag, og derfor mener han, at det er vigtigt at forstå skammen og udvikle et sprog, så vi kan tale om den, fordi den kan være svær at identificere. Skammens natur er nemlig at skjule sig, ligesom Adam og Eva gjorde i Edens have, da de havde spist af frugten fra træet. Syndefaldet i Bibelen er den ultimative skam-fortælling. Skam er en følelse af afsløring, kontroltab og dom. Det er vores reaktion på det blik, som rammer os udefra, men som stemmer overens med stemmen indefra - vores egen kritiske selvbevidsthed. Det er et menneskeligt grundvilkår i vores tid, at vi bliver vores egen hårdeste dommer.

Christian Hjortkjær er højskolelærer, og hans store erfaring fra samvær og samtaler med unge er, at de i dag i overvejende grad orienterer sig efter etik, ansvar og samvittighed. Som eksempler giver han #MeToo, klimakamp og woke-kultur, og han påpeger, at det er en giftig cocktail med tårnhøj moral kombineret med grænseløs selvbebrejdelse. I bogen “Utilstrækkelig” fra 2020 viser Hjortkjær med al ønskelig tydelighed, hvordan påbud og idealer afføder utilstrækkelighed og skam. I denne opfølgende bog sætter han flere ord på skammens psykologi, sociologi og filosofi. Og til sidst i bogen udfolder han det, han kalder skammens etik, der kan læses som bud på, hvordan vi sammen kan leve sundere med skammen, så den hverken gør os skamløse eller skamfulde.

Hjortkjær argumenterer for, at skammen hjælper os til at fornemme stemninger, normer, værdier og forventninger i sociale sammenhænge. Han læser Jobs bog i Bibelen som et udtryk for, at også Gud føler skam og afmagt og har en skam-vrede-reaktion over for Job, hvilket giver et noget andet gudsbillede end det, jeg har, da jeg ser Gud som almægtig og ufejlbarlig.

Med Kierkegaards begreber om eksistentiel fortvivlelse og selvbevidsthed opfatter Hjortkjær mennesket som eksistentielt fortabt og aldrig helt sig selv: “Vi vil være det, vi ikke er, for det vi er, vil vi ikke være” (citat s. 63). Hjortkjær nævner det ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på de mange muligheder for sammenligning med det, vi hellere ville være, der er mulighed for på de sociale medier.

Hjortkjær vigtigste bidrag i bogen er, at vi i dag ser to reaktionsmønstre i forhold til at undgå den smertefulde skam- og utilstrækkelighedsfølelse. Det er på den ene side skamløshedens fortvivlelse, hvor man trodsigt insisterer på at være sig selv, og dermed bliver kynisk, kold og afstumpet og på den anden side skamfuldhedens fortvivlelse, hvor man bliver overreflekteret og overansvarlig i forhold til uopnåelige idealer. Vi drømmer om frihed fra skammen, som ifølge Hjortkjær er et uopnåeligt ideal. Hvis vi går ind på skamfuldhedens præmisser for at opnå skamfrihed, vil vi være fanget i idealernes dommedag - hver dag. Hvis vi derimod forsøger at undgå skammen ved at opgive alle idealer og blive skamløse, er vi ligeså fanget af skammen, der blot er undertrykt og benægtet.

Hvis vi lever sundt med skammen i stedet for at prøve at undgå den, er vi i stand til at møde os selv og verden med åbenhed og tillid. Det er ifølge Hjortkjær den eksistentielt vigtige opgave, der ligger foran os, og det er her etikken kommer ind i billedet.

Kærligheden er ifølge Hjortkjær skammens modsvar. Den skamfulde tør ikke tro på kærligheden, mens den skamløse ikke vil tro på den. Vores eksistentielle grundvilkår afslører, at vi ikke slår til, og vi reagerer med at afvise kærligheden og dømme os selv. Opgaven er at transformere idealet om at være kærligt og ærligt til stede i hinandens liv til en grundværdi, vi kan stå på. Vi må næstekærligt skabe robuste fællesskaber, hvor vi kan gribe hinanden, når vi falder igennem. Han taler - igen med Kierkegaards ord - om at tage troens spring, om at satse alt, fordi man tror på, at kærligheden overvinder alt. Hvis vi lader skammen vinde, råder tvivl, skepsis, forbehold og angst. Hvis vi derimod lader kærligheden råde, forløser den os - og det er et mirakel, når det sker. I teologisk forstand kommer Guds kærlighed dumpende ned til os fra oven, men den skamfulde tør ikke tro, at det også gælder hende, og den skamløse kan ikke se meningen med en sådan ødsel omgang med kærlighed. Troen på kærligheden er et paradoks, ligesom det er et paradoks at tro på os selv! Du skal tro for at tro! Du skal have mod for at turde! Skammen tager vores livsmod, og skammen gemmer sig i mørket, så vi skal ind i mørket for at finde livsmodet igen. Men ingen har lyst til at gå tilbage til de største svigt, de mørkeste hemmeligheder, skylden og skammen. Hjortkjærs trøsterige pointe er, at vi skal elske hinanden nok til at give tid og rum til at se ind i mørket sammen, så vi kan opløse skammens fortvivlelse og få livsmodet tilbage.

Mit gudsbillede er som nævnt et andet end Hjortkjærs, og det giver endnu et paradoks: Hvordan kan jeg på én gang fastholde idealet om den fejlfri Kristus som mit forbillede og samtidig opløse idealet om, at jeg skal være fejlfri? Teologisk set giver det god mening, at Jesus har taget straffen, og at jeg derfor er skyldfri, men hvordan undgår jeg at blive skamfuld eller skamløs med sådan et ideal? Og er det virkelig, som Hjortkjær mener, en urealistisk drøm at blive skamfri?

Konsekvensen af Hjortkjærs læsning af Jobs bog som en skam-vrede reaktion hos en fejlbarlig Gud, der også har noget at skamme sig over, bliver set fra min vinkel, at vi er overladt til os selv. I bogen viser hanfint, hvordan vi hverken kan eller skal frelse os selv. Det bliver til noget mellemmenneskeligt at bære skammen sammen, og naturligvis er det også en vigtig del af at deale med skammen. Men jeg vil meget nødig undvære troen på, at nogen har overblikket, at nogen har styr på det. Én må have gennemskuet skammen, set mørket i al sin gru og kan finde vej igennem det. Og denne nogen er Jesus, der også giver mig skamfrihedens mulighed.

Men ligesom med kærligheden er troen både en gave og en opgave. Og så er vi tilbage ved Kierkegaards trosspring - ud på de 70.000 favne. Hvo intet vover, intet vinder. Der er ingen vej udenom at overgive sig til kærlighedens mirakel.

De nuancerede beskrivelser af skammens dynamik med fantastiske eksempler fra Bibelen og populærkulturen, sammen med brugen af Kierkegaards eksistens-begreber og det smukke fokus på kærligheden som både en grundværdi og et mirakel er de bedste grunde til at læse Hjortkjærs lille bog.

Hermed anbefalet!