Danmark er ikke hele verden.

Den er god nok. Danmark er ikke hele verden.

Det er en banal konstatering, som vel i sig selv næppe kan være anledning til videre debat, men det er ikke desto mindre en vigtig viden at tage med sig ind i det emne, som er omdrejningspunkt for denne artikel.

Vi skal se lidt på global teologi. Jeg er blevet spurgt om at svare på et egentlig simpelt spørgsmål: Hvorfor er global teologi vigtigt? Og mit svar på spørgsmålet kan lidt frækt formuleres sådan: fordi Danmark ikke er hele verden. Og fordi hele verden ikke er som Danmark.

Kort sagt kan man sige, at global teologi er teologi, som orienterer sig globalt og dermed tager højde for, at hele verden består af, ja, hele verden. Og selvom vi godt ved, at verden selvfølgelig er større end Danmark (i skrivende stund minder alskens valgplakater i gadebilledet om, at verdens ende som minimum findes ved EU’s grænser), tror jeg, at vi ofte kommer til at leve, tænke og tro, som om der ikke er mere at sige end Danmark. I hvert fald ikke mere vigtigt. Og for vores kirkelige tænkning og praksis – kort sagt: vores teologi – er det en udfordring alene af den grund, at vi i Vesteuropa ikke længere er repræsentative for den gennemsnitlige kristendom. For 100 år siden ville en hvid, europæisk mand være prototypen på en kristen, men i dag repræsenteres gennemsnittet bedre af en ung nigeriansk kvinde. Det må udfordre os til at genoverveje, om vores teologi er dækkende, eller om vi har nogle blinde vinkler.

Et reduceret evangelium

Først nogle ord om, hvad en ikke-global teologi har af konsekvenser. Vi starter med den negative side, for jeg tror, det er vigtigt at se den side af sagen, hvis man overhovedet skal forstå, hvorfor spørgsmålet er værd at beskæftige sig med.

Faren ved en teologi, der ikke orienterer sig globalt, er, at den lukker sig om sig selv. Den tager højde for – i vores tilfælde – danske (eller, hvis vi orienterer os bredere, i overvejende grad vestlige) forhold, den beskæftiger sig med vores problemstillinger, formulerer svar på vores spørgsmål. Det er selvfølgelig i sig selv en god ting, men der ligger heri en indbygget fare for, at en sådan “dansk” teologi bliver gjort til teologien. At alt det, der kan siges om Gud, er at finde i kassen med dansk teologi, så vi så at sige fordansker teologien. Og folk fra andre kulturer kan selvfølgelig godt være kristne, men hvis deres teologi konflikter med vores framework, bliver den dømt ude som uægte kristendom.

Det tager sig oftest ud som en dybt problematisk ensidiggørelse af, hvad evangeliet er. For os i Danmark og i den (rige) vestlige del af verden i det hele taget kan det blive til en reduktion af Jesus til en, som blev menneske med det ene formål at dø for at skaffe mennesker tilgivelse for deres synder. I hvert fald hvis man er bare lidt teologisk konservativt anlagt. Så kommer man til at læse Bibelens fortællinger om Jesus som, med den tyske professor Martin Kählers ord, “passionsberetninger med lange indledninger”, som om Jesus blot “lived to die”, som vi synger i en nyere lovsang. Menneskets primære problem er, at det har skyld over for Gud, og det er altså dét problem, Jesus skal gøre noget ved. Han udførte selvfølgelig også en del mirakler, jo jo, men med det primære formål at demonstrere, at han virkelig var Guds søn, så hans død faktisk kunne udrette noget.

Og lad mig bare foregribe de indvendinger, som vil rejse sig her: Jeg er ikke ét sekund ude på at benægte, at Jesus døde for at gøre noget ved menneskets synd, og at den blandt andet handler om skyld over for Gud, eller at hænge Martin Kähler eller Michael W. Smith ud. Og jeg er med på, at ovenstående er lettere karikeret. Evangeliet er bare større, end vi med vores kulturelle bias kan have tendens til at gøre det. Hvis man lever i Danmark, måske endda er så privilegeret at tilhøre den gennemsnitlige middelklasse, køber sig en ny iPhone, når den gamle er ved at være uinteressant, har et rimeligt socialt netværk, har taget en mellemlang videregående uddannelse på statens regning (og levet af SU undervejs) og har fået fjernet et par visdomstænder med statstilskud, ja, så er man en ret almindelig dansker, og så kan budskabet om, at ens problem over for Gud handler om skyld, og at Jesus har gjort noget ved lige præcis dét, vel egentlig være et ret glædeligt budskab.

Men samtidig sidder man altså helt oven på spidsen af den globale velstandspyramide, man tilhører den allerrigeste del af verdens befolkning, og levevilkårene her er tårnhøje i sammenligning med store dele af verden. Altså virkelig tårnhøje; så meget, at vi ikke rigtigt har begreb om det. At komme med et reduktionistisk, ensidigt evangelium til verdens fattigste i Sydsudan, til mennesker, der lider under ekstrem korruption i Somalia, eller til palæstinensere på flugt fra hus og hjem er ikke blot utroværdigt, det er decideret uevangelisk. At prædike retfærdighed udelukkende som noget, der handler om personlig skyld over for Gud, eller fred udelukkende som noget, man kan have med tanke på evigheden efter døden, lyder for de mennesker som et rungende malm og en klingende bjælde. I mødet med ekstrem undertrykkelse eller lugten af fattigdom (for ja, ekstrem fattigdom kan lugtes) holder det simpelthen ikke at reducere evangeliet til mindre, end det er. Derfor har vi brug for global teologi: fordi Danmark ganske enkelt ikke kan vise os ansigtet på al den ondskab, undertrykkelse og lidelse, som synden fører med sig. Og hvis vores evangelium adresserer mindre end alle syndens konsekvenser, er det slet ikke noget evangelium.

Et lidt mindre ekstremt og lidt mere hjemligt eksempel på det: Jeg var for nylig deltager til en ledersamling i Norge, som samlede ledere for kirke- og missionsarbejde i Norge (og så et par danskere), og næsten en tredjedel af de 100 deltagere var migranter med ikke-vestlig baggrund. Overskriften for samlingen var “Better Together”, og en stor del af programmet handlede om netop togetherness, at være kirke i mission sammen. Her bidrog migranterne med en sylespids udfordring til deres medledere: Hvordan kan vi tale om mission sammen, hvis vi ikke lever sammen? Hvordan kan man som migrant have boet i Norge i mere end fem år og været i menighed med mange nordmænd uden nogensinde at være blevet inviteret ind i et norsk hjem? Hvordan kan vi forkynde et evangelium om, at vi alle har lige adgang til fællesskabet med Gud – et evangelium, som ifølge Det Nye Testamentes vidnesbyrd skabte vanvittige rørelser i den tidlige kirke for netop sin radikale inkludering af hedninger såvel som jøder – hvis vi ikke med vores liv giver det evangelium krop? Med deres ikke-skandinaviske kulturbaggrund havde migranterne et skarpt blik for denne blinde vinkel i den norske kultur, som mange nordmænd ikke så, fordi “sådan gør vi ikke i Norge” – og derfor havde de måske tendens til at udglatte evangeliets radikale fordring til gæstfrihed. Mon ikke en tilsvarende udfordring også ville ramme et ømt punkt mange steder i Danmark.

Det positive udblik

Det fører os til den positive side af global teologi: Den er et oplysende udblik. I mødet med kristne fra andre dele af verden bliver vi uhyggeligt opmærksom på vores blinde vinkler, fordi andre har måttet formulere deres teologi på en måde, som forholder sig til andre konkrete problemstillinger end vores egne. Det fordrer en enorm ydmyghed og retter os til, for vi får vist nogle af de steder, hvor vi har reduceret evangeliet eller ikke formået at sætte liv bag det, og det gør os skarpere på vores læsning af Bibelen og forståelse af Gud. Det lærer os, at Gud simpelthen er større, end vi kan få blik for i en dansk kontekst.

Det var på en måde dét, apostlen Peter oplevede, da han blev kaldet til at prædike i den romerske officer Cornelius’ hus. “Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre,” sagde han (ApG 10,34-36). Inden da havde han gjort sig masser af teologiske betragtninger (læs bare hans brag af en pinseprædiken i ApG 2), men han havde altså indtil denne oplevelse ikke forstået, hvor radikalt det var, at Jesus er alles Herre. Mødet med nogen fra et fremmed folk, som minsandten også troede på Gud og fik Helligånden, men uden at leve som jøder (!), vendte op og ned på hans virkelighedsforståelse og hans teologi. Han så en helt ny dimension af, at Jesus havde sendt disciplene til alle folkeslag (Matt 28,19). Og selv om vores udfordringer ved en fordansket teologi måske er lidt nogle andre, er det den samme øjenåbner, vi kan få af global teologi: Evangeliet er grænsesprængende gode nyheder. Og det skal vi nogle gange løfte blikket en hel del for at se alle implikationerne af.

Samtidig er global teologi et opløftende udblik. I Danmark og i Vesten kan det være let at blive nedslået, når man ser på kirkens udvikling: Antallet af kristne og omfanget af udlevet discipelskab er kun gået én vej de seneste årtier, og det er nedad. Hvis vi ikke orienterer os uden for vores egne breddegrader, får vi hurtigt det indtryk, at det er hele historien om kirken og evangeliet; at fremtiden er lig med afvikling. Global teologi kan korrigere det narrativ, fordi kirken er i voldsom vækst andre steder i verden. Vores kirkehistorie er ikke hele historien om kirken. Det giver håb! – og samtidig kan også det være med til at gøre os ydmyge og nysgerrige på, hvad vi kan lære af kristne andre steder i verden. Derfor har vi brug for et ordentligt skud global teologi.

Evangeliets væsen

For mig har noget af det helt essentielle ved global teologi været påmindelsen om, hvor evangeliet i første omgang kom fra. Evangeliet er nemlig ikke dansk – i hvert fald ikke først og fremmest. Ad omveje kom det til os fra et lille land Mellemøsten, hvor man taler et helt andet sprog end dansk og aldrig har spist stegt flæsk med persillesovs. Nu har det været her så længe, at vi har taget ejerskab over det (og det er godt!), men derfor kan vi nogle gange glemme, at evangeliet faktisk er en fortælling, som vi får lov til at være en del af – snarere end en fortælling, hvor vi bestemmer, hvem der er med og ikke med. Det er os danskere, der er de hedninger, som engang var langt borte, men ved Kristi blod er kommet nær (Ef 2,13). Evangeliet er ultimativt ikke vores fortælling, men Guds, som han inviterer os ind i.

Dermed kan global teologi tydeliggøre en grundlæggende del af evangeliets væsen for os: Det er inkarnatorisk. Det tager krop. Det vil kontekstualiseres og oversættes til de steder, hvor det slår rod. Det viser sig ultimativt ved, at Gud blev menneske i Jesus Kristus, og at Gud derved har gjort sig forståelig for mennesker på en dybere måde, end nogen kunne have forestillet sig. Og det viser sig i utallige aspekter af den kristne tro – fx talte Jesus aramæisk, men de allertidligste nedskrifter af hans ord er på græsk, så evangeliets fortælling har helt fra begyndelsen været oversat og oversættende.

Derfor giver det også rigtig god mening, at vi applicerer evangeliet på vores danske kontekst og får en form for “dansk teologi”. Det er i sig selv dybt evangelisk. Faren ligger i, at vi indsnævrer evangeliet til ikke at være andet end det, der er relevant for os, og kaprer den fortælling, som vi (helt bogstaveligt) allernådigst har fået lov at være en del af. Og her kan global teologi med sin fordring til udblik og ydmyghed være lige præcis den vaccine, vi har brug for. Fordi Danmark ikke er hele verden.