Hvad kan kirken af i dag lære af forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsens forkyndelse? 

Dette spørgsmål kunne en artikelserie om nogle af hans væsentligste tanker godt indledes med. For hvad skal vi som kirke støve en (udenfor visse kredse) ukendt teolog fra 1800-tallet af for? Når nu den brede kirkelighed stort set kun kender ham for de tre salmer i salmebogen, der bærer hans navn, kunne det så ikke vidne om, at han intet væsentligt har at sige til os, der lever i 2023?

Sådan kunne man spørge undrende. Men det kan jo også blot være, at kirken i dag har glemt, at den menneskeligt ikke er kommet videre end de foregående generationer, og at hver generation derfor må tage brydegreb med samme spørgsmål som de hengangne.

Det væsentligste spørgsmål, et menneske kan stille sig, er, hvordan det bliver sig selv. Som Athansius i sin bog om inkarnationen skriver, er en af syndefaldets uundgåelige konsekvenser, at vi er kommet på tværs af os selv, at vi er blevet u-egentlige, u-autentiske, fordi vi, ved at ville være os selv ved os selv, har løsrevet os fra den eneste grund, der kan give os eksistens: Gud og næsten. Athanasius fandt sit svar på dette oldgamle og evigt aktuelle spørgsmål. Det samme gjorde Knudsen. 

Knudsens svar er overraskende og selvstændige i deres eksplosive og uhæmmede livslyst, kraft og ærlighed. Af hans forkyndelse sprudler en kærlighed til mennesker, jorden, naturen, livet og Gud, uden at forgøgle eller fornægte det forargelige, frygtelige og glædesfyldte. 

Svarende er også håbløst førmoderne. Hans billede på Gud ligeledes. For Knudsen er vi bundet til en konkret virkelighed, som vi er nødsaget til at vedkende os, såfremt vi skal forblive menneskelige. En konkret virkelighed, der er os givet af den Gud, som ikke kan hæmmes og beherskes, men som i sin frihed og styrke, behersker og trælbinder os.

Alene af disse to grunde er hans svar kærkomne til en tid, der i sin rene åndelighed tror, at verden og menneskene autonomt kan skabe sig selv og tilværelsen om, og som derfor heller ingen forlegenhed føler ved at diktere, hvem Gud er eller må være.

Denne todelte artikel, hvoraf du nu har fat i første del, baserer sig på prædiken - og essaysamlingerne "Livsfilosofi", "Idé og Erindring" og "Kristelige Foredrag". Knudsen har også skrevet en mængde romaner, som på levende vis skildrer hans tanker om mennesker og Gud. De fleste af dem blev samlet i fem bind under titlen "Romaner og fortællinger". De kan ofte findes antikvarisk til billige penge. 

De biografiske detaljer vil jeg spare læseren for. De er frit tilgængelige og uvæsentlige for disse artiklers sigte. Lad os derfor ikke opholde os ved det ligegyldige, men dykke ned i Knudsens særegne ord til tiden.

Jordbund

Knudsen beskriver mennesket som en fisk kastet op på stranden. Havet er den evighed, mennesket stammer fra, som det længes efter og søger at komme tilbage til. Som med fisken, der er ganske magtesløs på den tørre jord, har mennesket brug for en hånd, der tager fat i det, og leder det ud i havet, så det igen kan være i det rette element og blive sit rette selv.

Alligevel er forholdet ikke så enkelt, at det kan løses ved en håndsrækning fra evigheden. For mennesker er ikke ens og har derfor heller ikke samme forudsætninger. Det er ikke givet, at mennesket overhovedet kan forstå, at evighedens hånd rækker ud efter det. Der må i det hele taget først være et selv til stede, for at evigheden kan nå det. Et menneske er nemlig ikke nødvendigvis et selv ved blot at fødes som menneske. Hvad der ligner et menneske, kan vise sig blot at være et spøgelse. 

I en prædiken over lignelsen om sædemanden tager Knudsen fat på de forskellige menneskelige forudsætninger, som han ser udtrykt i de forskellige sædejordstyper. Han gør indledende opmærksom på, at der i egentlig forstand kun er tale om tre sædejordstyper. Lignelsens første "sædejord" er slet ikke sædejord, men derimod hård og gennemtrampet vej. 

Den første type mennesker er, efter Knudsens opfattelse, ikke egentlige mennesker. Udseendet bedrager og skjuler i virkeligheden sin modsætning. Disse menneskelignende væsner mangler et selv. Af den grund mangler disse mennesker også lidenskab og kærlighed til livet. Mennesker er således adskilt mellem at være og at synes.

Knudsen giver sig i kast med en række eksempler på mennesker, der synes at være, men ikke er. Det kan f.eks. vise sig på den måde, at mennesket optræder som skuespiller i eget liv: I et selskab kan vedkommende føle sig mindre dannet, eller være bevidst om sin standsforskel, hvilket kan få vedkommende til at undgå sit eget væsen ved enten at spille skuespil eller skjule sig i forlegenhed. Den pågældende vil dermed søge en rolle, der kan passe ind i sammenhængen. Dette kan have den konsekvens, at hele væsnet efterhånden byttes ud med rollen.

På lignende måde kan arbejdet blive en påtaget rolle. Sådan et menneske kan kendes på, at det ikke besidder en udpræget evne eller trang til at udføre det pågældende arbejde. Arbejdet gøres snarere af pligt, eller fordi denne vil have sig et højere mål med sit arbejde.

På den måde bliver vi, hvad Knudsen kalder en bønhas: En person, der stjæler arbejde, han ikke er kvalificeret til. Af det følger en overvurdering af arbejdets frugt, hvor vedkommende bilder sig ind, at det påtagede hverv er måden, hvorpå han vil gavne menneskeheden. Dette væsen findes udpræget blandt højskolefolk, præster, lærere, kunstnere og politikere. 

Han erindrer f.eks. et sognerådsmedlem, der så fuldstændigt havde opslugt rollen i sin person, at han var blevet et sognerådsmedlem in abstracto. Uanset, hvad dette sognerådsmedlem foretog sig, eller hvad man talte med ham om, var man aldrig i tvivl om, at man havde med et sognerådsmedlem at gøre. Heller ikke han var i tvivl, men havde altid travlt med at se sig selv udefra, at beskue sig selv i rollen som sognerådsmedlem. Han er blevet betragter af sig selv, selvseer, da han har byttet sit selv ud for et tilløjet selv. 

Sådan en tilløjet livsgerning er som en vampyr, der suger menneskeligheden ud af bønhasen. Gerningen er ikke som et stykke tøj, der kan tages af og lægges fra sig. Mennesket bliver derimod fuldstændig slavebundet til den, og alt, hvad mennesket derefter foretager sig, foretages i rollen.

På den måde kommer bønhasen ikke kun til at skade sin egen person, men også selve den opgave, han har tilløjet sig. Gerningen bliver kvalt af mennesket, der anser den for at være hans egen personlige sag. Han bliver magtsyg og personligt fornærmet på sagens vegne. Vampyrens sult bliver ikke stillet ved at udsuge personen, men suger i samme ombæring livet ud af omgivelserne. 

Disse mennesker er for Knudsen landevejsjordbund. De kan ikke blive sig selv, for deres selv er væk. Derfor er de også udenfor Ords Verden, både de ord, som vedrører det almenmenneskelige liv, men også Guds ord. Dobbeltgængeriet kan have sin grund af de ovennævnte årsager. Men problemets rod skal findes allerede i barndommen. Det skal vi se på senere.

Idealitet

De tre næste jordtyper er en del af Ordets Verden. Her er der nemlig mulighed for det personlige. Det første af jordlagene har for tyndt et muldlag til, at ordet rigtigt får rod. De brænder for en sag for en kort tid, men de kommer aldrig til bunds. 

Talen falder da på den tredje jordbund. Den er kraftig, men uren. Torn og tidsel kvæler spiren. For denne mennesketype evner ikke at adskille det relative fra det absolutte. Deres livslyst og lidenskab er så stærk, at de altid søger noget højere i deres omgang med det lave. Muligheden for at blive sig selv er til stede, men dette mennesker fejler ved, hvad Knudsen kalder vildfaren idealitet.

I den folkelige tankegang kan det ideelle forstås som "det gode", i betydning af etisk forbillede eller tilstand. Men denne forståelse af idealitet er ikke fyldestgørende. Den fulde forståelse er efter Knudsens mening derimod at søge hos Platon.

For Platon er εἶδος og ἰδέα beslægtet med en forestilling om en verden af absolutte og uforanderlige former, adskilt fra den relative materielle verden. Denne verden ejer en fuldkommenhed, som kun er mulig at nå gennem døden, men som mennesket dog alligevel higer efter at nå i livet.

Selvom tanken om en absolut verden i det hinsides kan være det rene volapyk for moderne mennesker, har Knudsen dog gjort den interessante iagttagelse, at sulten efter det fuldkomne ikke er mættet. Tværtimod er det således, at de, der mest hårdnakket forsøger at ignorere sulten, mærker den kraftigst. Nissen følger med. Den utilfredsstillede fuldkommenhedslængsel farer derfor fra det ene dennesidige mål til det andet. Af den årsag er idealiteten vildfaren.

Denne sult kan give sig udslag i et utal af måder, da den er lige så mangfoldig som mennesket. Fællesnævneren er, at mennesket forventer mere af det jordiske, end hvad det kan levere, hvorfor Knudsen også kan kalde tilstanden forvildet religiøsitet. Selvom Knudsens samtid altså er hårdnakket i sin anti-religiøsitet, er denne trang dog et bevis for det ”overjordiskes Tilværelse”. 

Den vildfarne idealitet har en negativ og en positiv side. På den ene side er det en sygdom hos mennesket, der efterlader det omflakkende efter en hvileplads. Men samtidig er idealiteten årsagen til store bedrifter. Uden idealitet sker der ingen opdagelser, intet fremskridt. Den hører til som nødvendighed for livet. Til idealitetens positive side hører også, at den er, hvad der gør det muligt for mennesket at have et personligt forhold til Gud og andre mennesker, og dermed at blive sig selv.

Uden lidenskaben for livet, ingen idealitet, og uden idealitet, ingen sand tro. Hvad mennesket har behov for er, at dets indre orienteringspunkt ændres, således at det relative kan forblive relativt og tilgås med relativitet, fordi idealiteten har fundet hvile i noget absolut.

Opdragelse

Vores verden er fuld af sprækker, hvorigennem det absolutte rækker ind i verden. Verden er ligefrem udstyret med et formål, som menneskets idealitet retter sig imod. Men at dette skulle være et forhold til livet, som alle er bevidste om eller overhovedet kan have, er ikke givet med nødvendighed. Der er jo nemlig mennesker, der ikke ejer idealitet, fordi de ikke ejer personlighed.

Enkelte har idealiteten som en del af deres afstamning. For andre må idealitet skabes ved, at sjælen i barndommen får lov at gå udover sine bredder. Dette sker ved, at forældrene i deres opdragelse udvikler barnets vilje og fantasi. Men tiden for den rette opdragelse er knap. Ved konfirmationsalderen er vinduet lukket.

Ernæringsdriften er nemlig naturgrundlaget for barnets sjæl. Det sluger verden med øjne, ører og mund. Når barndommen er ovre, er det derimod for sent. Da overtager det erotiske, og det erotiske farver, gløder og forsøder tilværelsen, således at livet ses i et anderledes ensidigt lys. Der må derfor handles i de første leveår, skal barnet udvikle en længsel efter det evige.

Ved fantasien bliver barnet grebet af det fuldkomne udenfor denne verden. Barnets sjæl lærer at række udover det synlige og materielle ved forældrenes egne lidenskabelige og livsinteresserede genfortællinger af nationale – og religiøse historier. Forældrene skal således skabe en verden for barnet. Knudsen deler en erindring om sin mor og en af sine kammerater;

Fru Knudsen fortæller en dag børnene en række genesis-fortællinger. Kammeraten bider mærke i, at efter hovedpersonens død går historien videre gennem dennes søn, og når denne søn er kommet ind under huden på én, dør også han. Sådan gentager det sig hele tiden, og børnene er lige interesseret i hver en søn, der møder dem i fortællingen.

Det har kammeraten aldrig oplevet ved andre fortællinger. Han spørger Knudsens moder, hvor længe historien varer ved: ”Den ender aldrig [...] Ja, Du er jo ogsaa med i den,” svarer hun. Igennem fortællingen bliver børnene livsinteresseret i verden og modtagelige overfor det evige. Et væsentligt element ved fortællingerne er, at de ikke tolkes for snævert og for udførligt, men i stedet efterlades til barnet, så vedkommende frit kan gå på jagt i dem og farve den skabende fortælling med egne indtryk.

Hvor der i åndens verden skal herske frihed, skal viljen derimod hærdes ved tvang. Kun ved selv at møde en stærk vilje kan barnet udvikle sin egen. Begge elementer er nødvendige, skal barnet vokse op med idealitet og ”Evne til levende at gjenspejle Livet [...] Evne til at magte livet.” Knudsen takker begge sine forældre for at have fortalt ham om religion, historie, fædreland, kunst og poesi som levende mennesker, men i forhold til viljens hærdelse tænker han specielt på sin faders opdragelse.

Jens Lassen var en hård natur. Hans domme var kategoriske og absolutte. Ulydighed var ulydighed og overtrædelse var overtrædelse. Om de så ellers var store eller små. Blot muligheden for ulydighed var for Jens Lassen det samme, som at det med nødvendighed ville ske, hvorfor straffen også blev derefter.

På trods af den mængde ængstelse, Knudsen arvede, gav Jens Lassen også en positiv forudsætning i arv til barnet. Knudsen måtte på grund af sin opdragelse have et forhold til noget personligt, der kunne give ham en skyfri samvittighed. På den måde fik Knudsen en trang til at forbinde sig med det absolutte.

Et barn må, skriver Knudsen, have sin samvittighed helt og aldeles bundet til forældrenes vilje, således at barnets glæde forsvinder, så snart det handler ud af ulydighed. På den måde udvikles muligheden for idealitet hos barnet.

Men der er stadigvæk rigelige faldgruber. Man kan forblive et barn ved, at idealiteten ikke bliver forvildet: At man aldrig skuffes over verdens relativitet. Har forældrene ved den rette opdragelse åbnet for livets stormvejr af historie og natur, himmel og jord, da sker det helt af sig selv. Bruddet kommer nemlig i forbindelse med en erkendelse af forældrenes egen relativitet.

Forældrene skaber ved deres fortællinger og vilje en personliggjort verden bag ved hvilken, de står som både skabere, lovgivere og dommere. Forældrene bliver således en foreløbig gud for barnet. Denne plads har de hos barnet, indtil de en dag naturligt skubbes ud af billedet og efterlader barnet med en sult efter den ene sande Gud. 

"Ingen har guldtårer fældet, som ej glimt af guldet så", som Grundtvig så rigtigt skriver.

Her afsluttes første del, hvor Knudsens tankeunivers og hans forudsætninger for, at et menneske kan blive sig selv, er blevet gennemgået. I anden del går Andreas Meng på opdagelse i Knudsens teologi om, hvordan man så bliver sig selv, om det personlige og Knudsens tanker om Gud.