Jeg læste Mikkel Vigilius’ artikel om forkyndelsen på Å-festival (Å) og Event (E) med særlig interesse, dels fordi jeg selv har fået meget givet netop der, og dels fordi jeg selv var en af forkynderne på Å-festival 2024. Jeg skriver for egen regning, da jeg hverken er ansat i IMU eller har ansvar for E eller Å. Vigilius’ artikel er lang og kommer ind omkring mange vigtige emner, også meget jeg ikke forholder mig konkret til.

Først vil jeg gerne hilse kritikken velkommen. Der er meget, jeg er enig i, og som jeg fandt både vedkommende og velplaceret. Jeg er på lange stræk enig med Vigilius i det teologisk redegørende om lov og evangelium, og hvor er det godt at blive udfordret på forkyndelsens tilstand – både for prædikanter og ansvarlige for arrangementer som Å og E. Evangeliet er helt rigtigt amputeret, hvis det ikke forkyndes i sammenhæng med loven. Og evangeliet er ikke, at jeg er værdifuld. Der er meget på spil her, og jeg læser Vigilius’ gode vilje og samvittighedsfulde omsorg i hans artikel.

Til ingens overraskelse er det dog nogle nedslag i dét, jeg er uenig med Vigilius i, jeg vil trække frem her. Hvor meget af uenigheden mellem Vigilius og mig, der skyldes teologi, og hvor meget der kan henregnes temperament, er jeg usikker på.

Kongevejen til troen?

Vigilius konkluderer i sin artikel: ”Og så er der forkyndelsen ved de store, landsdækkende arrangementer – som Å-festival og Event. Hvis den forsætter med at være, som jeg har gengivet den i denne artikel, kan vi ikke forsvare at sende vore børn og unge afsted til disse arrangementer. De får et falsk billede af Gud, af sig selv og af deres forhold til Gud. De føres vild fra evangeliet om Jesus som deres frelser og fred med Gud.”

Kombineret med at kalde forkyndelsen på E og Å i familie med de falske profeters ditto, synes jeg, det er en krads kritik – også for krads.

Nu har jeg hørt al den omtalte forkyndelse i løbet af den sidste uge – også min egen. Var der noget, jeg kunne have sagt bedre og skarpere? Bestemt. Førte min forkyndelse mennesker vild fra evangeliet? Nej, det tror jeg ærligt talt ikke.

Jeg kan ikke rigtigt gøre op med mig selv, om jeg læser Vigilius for hårdt, men jeg sidder tilbage med det indtryk, at der kun er én vej til troen, og det er via lovens hammer. Men kan man ikke blive berørt af Guds godhed og kærlighed, og først derefter mere og mere finde ind i, hvad korset betyder? Ellers som C.S. Lewis med mange andre har oplevet, simpelthen blive mødt af så stærke argumenter for kristendommens sandhed, at man må bøje knæ for Kristus, for først derefter at sætte sig ind i dogmatikken? Eller som jeg mødte det i Etiopien for nogle år siden hos flere kristne; at blive helbredt for en fysisk sygdom, jublende give sit liv til Kristus, og så bagefter blive oplært i hvem denne helbredende Gud er, og at han har helbredt os på et langt vigtigere plan ved sin søn?

Vigilius skriver om det narcissistiske menneske, og at dette higer efter bekræftelse og skyr kritik. Men er det første ikke en gudgiven del af vores gudbilledlighed, altså at vi længes efter Guds fællesskab og hans JA, og derfor et oplagt anknytningspunkt hos mennesker som ikke ved sig elsket og værdifulde? Lov og evangelium hører sammen, men skal en forkyndelse som primært er til de kristne have en omvendelsesgrundtone? Eller må den proklamere, som jeg gør i min tale fra Å 24, at Gud har velbehag i os for Kristi skyld?

Vigilius skriver: ”Her vil der være meget, som er anstødeligt for det narcissistiske menneske, men som det må høre for at komme til en frelsende tro på Jesus.” Talen om frelsende tro er måske mit vægtigste kritikpunkt af Vigilius’ artikel, da ræsonnementet synes at være, at frelsende tro alene kommer ud af syndenød. Det minder mig om pietisten August Francke, som krævede omvendelsesoplevelsen som en forudsætning for at være en sand kristen. Syndenød blev indgangen til Guds rige med en nedtoning af dåben som konsekvens.

Vigilius citerer Wisløff og skriver: ””Al forkyndelse for børn og voksne skal give svar på det vigtige spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg et Guds barn?’” Forkyndelsens helt centrale mål og opgave i forhold til alle tilhørere, børn og voksne, er at hjælpe dem til at blive frelst ved troen på Jesus. Det mål kan ifølge Wisløff kun nås ved en sand forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium.”

Svaret på dét spørgsmål er afgjort på forhånd for en lutheraner. Jeg blev Guds barn i dåben. Og jeg har en frelsende tro, fordi jeg lever i troen på dåbens løfter ved Jesus Kristus. Hverken mere eller mindre. Skulle det være sådan fat, at jeg faktisk synes det er lidt overdrevent at Gud skulle være så vred over mine ubetydelige synder, men alligevel må bøje mig for hans ord, når det taler som det gør, og derfor følgelig bøjer mine knæ og beder om tilgivelse – ja, så er jeg stadig frelst. Det er nemlig ikke graden af min forståelse eller syndenød, der afgør sagen, men alene om jeg som et døbt menneske har Jesus som herre i mit liv. Jeg tror, enhver kristen, som arbejder med Guds ord, vil opleve syndenød og en større erkendelse af sin egen syndighed. Den proces er bare noget andet end en frelsesbetingelse. C.S. Lewis har et meget fint billede i Mere Christianity, hvor han sammenligner det med mad. Vi var i stand til at blive mætte af mad og altså få gavn af den, længe før vi blev klar over, hvorfor og hvordan mad gavner os.

Det minder mig i øvrigt også om noget af den karismatik, jeg møder, og er nervøs for, hvor det sandt inderlige bliver det sandt kristelige.

Mangler der ikke hos Vigilius en skelnen mellem en frelsende tro og en reflekterende tro? Eller er de børn, jeg døber i Øster Snede, ikke sandt kristne, før de når skelsår og kan begribe deres egen syndighed? En syndighed om hvilken Luther siger: Hvis et menneske kunne føle syndens størrelse, ville han ikke leve et øjeblik længere, så stor magt har synden. Af dette fremgår det, at vi ikke forstår syndens sande væsen, men blot skyggebilleder og de gådefulde ord.”

Hvad er stævneforkyndelsens opgave?

Jeg er ikke gennemgående uenig med Vigilius i hans kritik af forkyndelsen på Å og E 2024. Samtidigt er der en del han misforstår, og elementer han fejllæser. Jeg går ikke ret meget ind i det specifikke, da det er de overordnede linjer, jeg her er interesseret i at tage op. Jeg er enig i, at den omtalte forkyndelse er noget letbenet. Den forkyndelse som lød på Å og E kan ingen leve af – men det er så heller ikke meningen. Når jeg forkynder på Å, har jeg den tanke, at jeg gerne vil efterlade de unge sultne. Sultne på mere. Sultne på Jesus. Derfor siger jeg også til sidst i min tale: ”Bed over det, åbn din Bibel, åben din mund over for et menneske, som har din tillid.” Vigilius synes at mene, at en sådan forkyndelse skal efterlade mennesker mætte. Det er måske et dårligt og banalt billede, men jeg tænker i forskellen på at give en mand en fisk og så at lære ham at fiske. Vigilius mener, at min hovedpointe er ”at holde op”, men min hovedpointe er: søg Jesus. Og søg samtalen om Jesus med andre. Det er et gennemgående tema i stort set al forkyndelsen vi her debatterer, at der henvises til samtalen, til Bibelen, til bønnen og til det kristne fællesskab.

Stævneforkyndelse kan ingen leve af om så den mest gudsbenådede forkynder på jorden holdt alle møderne. Dét de unge har brug for er ultimativt Jesus, hans tilgivelse og livet i ham. For nogle vil det indebære en omvendelse at have liv i ham, men for alle gælder det, at livet med ham er en relation, som for at overleve kræver deltagelse i et kristent fællesskab. Det må være den lokale kirkes opdrag at give den fulde teologiske ballast, det kan man ikke forvente af et stævne. Det kan være at Vigilius selv oplevede sin tro blive levende i en sådan setting, men mon ikke han vil medgive mig, at det ikke kunne stå alene.

Det er altså to forskellige ting ikke at ville nævne synden og fortabelsen, og så ikke at gøre det i enhver forkyndelsessituation. Jeg oplever også selv et forbehold over for at nævne fortabelsens mulighed hos mange prædikanter, og jeg får altid reaktioner fra mennesker, når jeg selv nævner det. Vi er bedre til at tale om frelse, liv, velsignelse, værdi osv. end vi er til at tale om synd, dom, Guds vrede osv. Det er jeg helt enig i. Og den udfordring tager jeg gerne på mig, og jeg kan faktisk godt se, at jeg kunne/burde være mere direkte i min tale på Å 2024. Omvendt var min opgave at forkynde ud fra temaet: ”Skabt til hvile”, og 1. trosartikel var omdrejningspunktet. Vigilius citerer mig for at sige, at vi kan sige om os selv, som Gud siger om Jesus, når vi er kristne. Han konkluderer, at jeg sammenligner vores indsats med Guds indsats, men det gør jeg ikke. Jeg har tidligere sagt, at ingen af os kan sige om sin egen indsats, at den er god. Men som kristne har vi en god samvittighedspagt med Gud ved dåben, og der er sket et saligt bytte. Jesus tog min uretfærdighed. Jeg fik hans retfærdighed. Som Vigilius gengiver mig i artiklen, ser det ud til, at jeg siger, at de 3000 tilhørere alle roligt kan være tilfredse med sig selv. Det siger jeg ikke. Og det er et af de steder, hvor jeg faktisk synes, at lov og evangelium bliver forkyndt, men ikke på en tilstrækkeligt tydelig facon, åbenbart. Det er en balancegang, hvilke ord vi skal bruge, særligt over for unge mennesker, men jeg mener godt, vi kan kommunikere lov/evangelium uden nødvendigvis at bruge udtryk som ’at blive vasket i Jesu blod’. Vi må ikke være bange for at gøre det, men det er omvendt ikke altid gavnligt.

Et enkelt andet eksempel. I Michael Nygaards tale fra Å-festival ironiserer han ifølge Vigilius over formiddagens forkynder, og lægger afstand til en klassisk lov/evangelium forkyndelse. Tværtimod. Michael siger, at en sådan forkyndelse er sand og vigtig, MEN at evangeliet ikke stopper ved at Jesus tilgiver os. Han tilgiver os for at forsone Gud med os, så vi kan have fællesskab. Gud ønsker faktisk vores fællesskab. Og det er så resten af den forkyndelses omdrejningspunkt. Michael gør det tydeligt både ved en anekdote og ved en direkte italesættelse, at det kan lade sig gøre ikke at have del i det fællesskab. Guds tilgivelse er midlet, men fællesskab med Gud er målet. Det er måske ikke sådan, Vigilius er vant til at høre og formulere det, men hvis evangeliet bliver at vi kan finde tilgivelse og retfærdighed FULL STOP – ja, så er det også et amputeret evangelium, for det efterlader os uvilkårligt med spørgsmålet: Men hvorfor har jeg brug for hans tilgivelse, hvad skal jeg med den, og hvad har motiveret Guds ageren i Kristus? Så bliver mit forhold til Gud indsnævret til synder over for tilgiver, og det er ærligt talt fattigt.

Vigilius mener det hele er for uklart, og det er der også noget, der er. Men det er så også kommunikeret til en målgruppe, som Vigilius ikke tilhører, og i et sprog han ikke fuldt ud forstår. Det er ikke ment som en provokation, men der er adskillige misforståelser eller i det mindste tendentiøse læsninger af forkyndelsen i Vigilius’ artikel.

Han skriver så også: ”Troen skabes og lever ved de klare ord.” Nej, troen skabes og lever ved Ordet, som er Kristus selv. Det kan aldrig være kvaliteten af mit ord, der skaber tro. Som Regin Prenter har skrevet det: ”Om ordet når frem til hjertet er en anden sag. Det råder prædikanten ikke for. Gjorde han det, var det ikke voveligt for nogen at bestige en prædikestol. Ordet er ikke hans, og over andres hjerter har han ingen magt. Derfor kan han vove at prædike. For han er sendt til det.”

Vigilius sætter fingeren på noget, som jeg også selv kan være bekymret for. Jeg tror, vi sætter barren for lavt, og har fået et værdi-tunnelsyn, så vi taler for ensidigt om vores værdi og Guds kærlighed til os. Så langt er jeg enig med Vigilius. Det er vel modreaktionen til en forkyndelse der har været for ensidig den anden vej. Men den ene grøft opvejer ikke den anden, og derfor synes jeg, vi som forkynder for ungdommen, skal tage kritikken til efterretning og med ind i lønkammeret.

Måske er forkyndelsen nok mangelfuld, altså også ud over at den selvfølgelig altid vil være det, men ikke uevangelisk, uluthersk eller ubibelsk. Jeg finder det alt for overdrevent ligefrem at fraråde unge mennesker at deltage i Å og E, og at karakterisere forkyndelsen som værende noget, man bliver ledt væk fra evangeliet af. Hvis prædikanterne gik på prædikestolen med tanken: ”Det er nu eller aldrig”, så ville det se anderledes ud. Eller hvis det var et omvendelsesmøde målrettet ikke-kristne. Eller hvis det var målrettet voksne mennesker. Men nu er det altså målrettet 15-18 årige fra det, Vigilius kalder bibeltro sammenhænge.

Noget af Vigilius’ kritik bunder i teologisk uenighed, men andet bunder slet og ret i stil, ordvalg, virkemidler osv. Vigilius skriver godt nok, at det ikke handler om specifikke ordvalg, men det virker ellers ret meget til at være netop det han efterlyser. Eller den skabelon som foreskriver, at først taler du 20 minutter om syndens magt og løn, og så 5 minutter om, at Jesus har frelst os fra det. Repeat.

Vigilius indleder sin artikel med en anekdote om ét ungt menneske, som var nedslået efter forkyndelsen på Event for år tilbage. Jeg kan omvendt berette om dusinvis unge, for hvem deltagelse i E og Å har haft stor positiv indvirkning på deres åndelige liv – ja endda været et afgørende element. Ikke fordi seminarer, koncerter, smågrupper, prædikener, lovsang osv. har været fejlfrit, men fordi Guds ånd virker i lerkar.

Send frimodigt jeres unge til både Event og Å-Festival – men tal så også med dem om, hvad de har hørt og lært der. Det er hjemme i familien, i missionshus og i kirke rugbrødsarbejdet ligger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke