Med fare for at starte dette skriv bemærkelsesværdigt meget som en jobansøgning, kommer her et kort profilafsnit:

Jeg er uddannet folkeskolelærer og har i 5 år arbejdet på Rudehøj Efterskole, som er en kristen efterskole, startet af Dansk Oase. Jeg underviser blandt andet på vores 10. klasses tilbud; Front – et dannelsesprojekt med få ”klassiske” boglige fag, og fuld gas på emner om identitet, relationer og kristen tro. 

Med andre ord; hvis kristen dannelse findes, så må jeg vide det.

Så hermed velkommen på rejsen, hvor jeg har tænkt mig at undersøge og forhåbentligt afklare, hvad jeg egentlig laver til daglig. 

Kan man tale om kristen dannelse? 

Jeg blev forelsket i dannelsesbegrebet på læreruddannelsen. Det var vand på min lærermølle, og jeg vinklede alle opgaver, jeg på nogen måde kunne, i den retning.

Siden da er der gået hverdag i den. Ikke på den måde, at jeg ikke længere synes, at dannelse er skolens mest interessante opgave. Men mere hvor refleksion, undersøgelse og teoretisk eftertænksomhed ikke er i førersædet, men tværtimod ligger som et lunt marokkansk gulvtæppe under den praktiske virkelighed; planlægning og udførelse af undervisning for ægte elever med ægte liv. Og hurra for det, det er det jeg elsker allermest.

Men det betyder, at jeg for at kunne svare på ovenstående spørgsmål må grave dybt i hukommelsen (og i google, bevares). Og jeg har lyst til at starte der, hvor det startede for mig. Mødet med dannelsesbegrebet i det hele taget.

I den første skolelov fra 1814 bruges dannelsesbegrebet allerede:

”Ved børnenes undervisning skal der i almindelighed tages hensyn til at danne dem til gode og retskafne mennesker, i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære; samt til at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er dem nødvendige for at blive nyttige borgere i staten.”⁰ https://emu.dk/grundskole/paedagogik-og-didaktik/dannelse-i-skolen/skolens-dannelse-historisk-set?b=t5-t22-t2569 Og allerede her opdeles skolens formål i de famøse to: 

Og så er det jo meget nærliggende at bemærke, at den version af ”gode og retskafne” mennesker, skolen helst skal levere, defineres ud fra den evangelisk-kristelige lære.

Det ser ud til, at dannelse indenfor dansk kontekst, ganske enkelt er startet som kristen dannelse. Kristendommen er fundamentet for idéen om dannelse overhovedet. Dannelsen skulle lave gode mennesker, og ”god” baseredes på kristne værdier, idealer, moral osv.

Fik jeg nævnt, jeg er historielærer? On that note, lad os hoppe til 1937, hvor formålsparagraffen ændredes til: 

”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber. Kristendomsundervisningen i folkeskolen skal være i overensstemmelse med kirkens evangelisk-lutherske lære.”

Skolen har stadig et dobbeltformål. Det har stadig på den ene side noget med evner og nytte at gøre – og på den anden side noget med særlige karakteregenskaber at gøre. Der bliver ikke længere sagt karakterdannelse og kristendom i samme åndedrag, men kristendomsundervisningen nævnes dog stadig som en specifik del af skolens opgave. 

Dannelsesbegrebet fik stor opmærksomhed i løbet af 1900-tallet – det var moderne at se børn som mere end bare fremtidige voksne. De var hele mennesker, og skolens opgave var ikke kun at proppe dem med viden, men også at støtte deres udvikling som, ja, mennesker. Men hvilke mennesker? Det var der ganske naturligt mange holdninger til. Hvor svaret engang entydigt var ”kristne mennesker”, blev den idé udfordret af fx ”demokratiske mennesker” (det gik folk meget op i efter 2. verdenskrig) og senere ”harmoniske, lykkelige mennesker” (hej humanisme). 

I 1975 bliver folkeskolens formål ændret og kristendommen bliver for første gang erstattet som ideal for elevers dannelse. Det bliver den demokratiske dannelse, som løber med sejren. Og der er i samme ombæring ikke længere tale om et nogenlunde fastlagt, nationalt værdisæt. Elever skal i stedet lære at manøvrere i (trommehvirvel): pluralismen.

Folkeskolens formål lyder i dag således: 

Det er loven, sort på hvidt. På min sidste dag på læreruddannelsen, placerede vi alle højre hånd på Biblen, mens vi alvorligt citerede ovenstående og afgav et helligt løfte om at arbejde for dét i vores skolevirke. 

Det er selvfølgelig for sjov. Det ville være noget misvisende når nu, kristendommen og de kristne værdier er blevet degraderet fra at være selveste dannelsens ideal til i stedet at være gemt godt inde i formuleringen om den danske kultur og historie, eleverne skal gøres fortrolige med.

But I couldn’t help but wonder: er kristen dannelse i samme blink blevet adskilt fra almen dannelse? Er de modsætninger? Eller er der bare tale om en ny, opdateret model med lidt flere hestekræfter? Og hvis det er tilfældet, har kristen dannelse så overhovedet noget at byde ind med i en postmoderne, pluralistisk opvækst? 

Hvorfor arbejder jeg på en kristen efterskole? 

Søren Kirkegaard forklarede dannelse, som det at blive sig selv. En livslang eksistensdannelse, som er afhængig af mødet med andre mennesker. Men ikke for at tilegne sig og kopiere et samfunds kultur og normer, som andre dannelsesfilosoffer opfattede det. Og som jo egentlig passer meget med ordenlyden i skolens første formålslov. Tværtimod er det hos Kierkegaard nødvendigt at kunne modsætte sig de gældende værdier og normer, for at lande i sig selv: en anden end man var før, man begyndte på dannelsesarbejdet.

Jeg kan huske også at høre dannelsen beskrevet som en bevægelse. Fra eleven, gennem noget og tilbage til sig selv. For altid forandret, bevæget af mødet med dét noget.

Det er grundlæggende dét, jeg laver til hverdag. Jeg bevæger unge mennesker. Gennem udvalgt undervisningsindhold, gennem min relation til dem, gennem den person de oplever, når de møder mig, gennem de samtaler, diskussioner og refleksioner, jeg faciliterer. Jeg sætter dem i bevægelse ved at introducere dem for verden – for alt muligt uden for dem selv. Og så beder jeg dem om at forholde sig til, hvem de er efter det møde. Poetisk, ikke? 

Den proces ville ikke se anderledes ud, om jeg arbejdede på en ganske almindelig folkeskole.

Grundlæggende er vores idé om dannelse i Danmark så præget af kristendommen, fordi kristne værdier og idealer er syet ind i vores fælles rygrad – tag fx velfærdsstaten, som er et meget, meget næstekærligt koncept.

Så vi er ikke ude i modsætninger. Almen dannelse er, som vist tidligere, etableret på baggrund af kristen dannelse. Og kristen dannelse må hvile ovenpå almen dannelse, som dets fundament og berettigelse, og hvis kristen dannelse modsagde sig idealerne i almen dannelse, ville det være et stort problem. Målene for den almene dannelse afspejler samfundets grundidealer om medborgerskab og demokratisk deltagelse i et ligeværdigt samfund – det er enhver dansk skoles opgave at arbejde for og med de principper.

Men hvis de to hænger uløseligt sammen, hvorfor så et behov for at adskille den almene dannelse fra dens kristne ophav? Måske fordi kristendommen er for ”færdig en pakke” til at være dannende? Fordi det er for snæver en sti at træde på, som dræber de muligheder, dannelsen lever af? Det frie valg, det at ”blive sig selv”. Er troen på at være skabt af nogen ødelæggende for at kunne skabe sig selv?

Troen.

Troen på noget.

Troen på nogen.

Det er den største, nævneværdige forskel på, hvilken berøringsflade henholdsvis kristen og almen dannelse arbejder med. Pluralismen er en kerneværdi i vores demokratiske forståelse og i værdierne om åndsfrihed og ligeværd. Og derfor danser den almene dannelse forsigtigt uden om et specifikt trossystem. Hvilket egentlig er en prioritering, jeg forstår og anser som vigtig. Det ændrer dog ikke på, at troen – for mig at se – kan forstærke, ja faktisk bekræfte netop de idealer med endnu større slagkraft.

I samfundet har vi åndsfrihed – i kristendommen lærer vi ånden at kende. I samfundet er vi lige meget værd – i kristendommen får vi at vide, hvor meget.

Troen på Jesus, troen på Guds invitation til mennesker, troen på den store fortælling, er ikke noget der spænder ben for dannelsesprojektet. Det er en udvidelsespakke. Et verdensbillede at spejle sig i og et menneskesyn at orientere sig ud fra. Det er muligheden for at forstå sig selv gennem et evighedsperspektiv. Det er en betoning af fx tilgivelse og nåde – koncepter som ikke er i modstrid med den almene dannelse, men som måske netop kan bidrage med noget særligt i vores samfund. Den kristne tro kan i bedste fald invitere til en mulig verdensanskuelse, et muligt ståsted at arbejde ud fra i unge menneskers postmoderne, relativistiske virkelighed.

Dannelsens formål er smukt beskrevet i formålsparagraffen. Det er ikke et valg imellem dén version eller den kristne. Det er ikke enten eller; ved at arbejde på en kristen skole har jeg mulighed for at give eleverne både og. 

Dannelsens kontrakt – holder vi den? 

Jeg spurgte for nylig min kollega, om det var uprofessionelt af mig, at min familie kom på besøg, når jeg havde vagt. Jeg blev mor for første gang for lidt over et år siden, og pludselig koster en hel lørdag på arbejde bare mere. Han svarede, at det var det stik modsatte. At eleverne har så godt af at se, hvordan jeg er familie, hvordan vi er sammen, hvordan jeg prioriterer min tid, hvordan jeg elsker min søn. Det er sundt for unge mennesker at se voksne leve – muligvis forskelligt fra deres egen opvækst. Det er dannelse.

Det er blot et eksempel på, hvordan ALT, der foregår på en skole, er dannelse. Alle relationer, alle sociale dynamikker, alle oplevelser og alle storladne teenagefølelser (hvis I kender en nuværende eller tidligere efterskoleelev, ved i, hvad jeg mener her). Det hele er en del af det dannelsesarbejde, som vil ”styrke elevernes alsidige personlige udvikling” (se Folkeskolens formål).

Det er også et eksempel på, at et voksent menneske altid vil være normoverførende i mødet med børn og unge. Vi repræsenterer nogle værdier, normer, holdninger og handlinger som eleverne kan spejle sig i og få lyst til at efterligne eller distancere sig fra. Det er en helt fundamental del af dannelsesprocessen. Samtidig er vi som undervisere også normoverførende i og med, at vi specifikt udvælger deres faglige indhold – eller med den mere poetiske formulering: udvælger den del af verden, de præsenteres for i undervisningen.

Alle valg er fravalg af noget andet og vil altid i en eller anden ombæring være normoverførende. Nogle pædagogiske praksisser vil gøre alt for at undgå normoverførsel dermed vil den mest objektive lærer uden tydelige holdninger blive målsætningen. Det har jeg altid syntes var et fjollet ideal. Du kan (måske… jeg tvivler) til nøds undervise objektivt, men det er utopisk at tro, du kan være et objektivt menneske. Vi har jo holdninger, værdier, ideer og drømme. Vi er præget og inspirerede og påvirket. Men også fordi jeg, som sagt, tænker det har kæmpe værdi, at børn og unge får lov til at spejle sig i voksne mennesker med følelser, tanker, holdninger og prioriteringer. Det er første step på dannelsesstien; at finde ud af, at der er noget, man kan tænke og tro og mene. Step 2: Hvad tænker, tror og mener jeg så?

På en kristen skole er vi åbenlyst ikke-objektive. Vi har rammer og regler som hviler på kristne værdier, vi har aktiviteter, som er udtalt religiøse; lovsangsaftener, gudstjenester og andagter. Vi benytter os af åndelige praksisser, fx når vi inviterer eleverne til at bede. Vi vælger fagligt indhold, som udfordrer elevernes gudsrelation, og hvad de tror på.

Når vi vælger at arbejde så norm- og værdiorienteret, har vi et stort ansvar for at beskytte dannelsens kontrakt: Den FRIE bevægelse fra elev, gennem stof og tilbage til eleven. Dannelsen ophører i samme øjeblik, at der dikteres, hvor bevægelsen skal ende. Her møder vi et pædagogisk paradoks. Fordi naturligvis ønsker vi at danne til noget specifikt – både i almen dannelse og i den (måske endnu mere specifikke) kristne dannelse. Deltagelse i demokratiet, troen på menneskers ligeværd er grundsten i vores samfund, og det ønsker vi fremtidige medborgeres accept af og enighed i. Men det kan ikke og bør ikke kunne garanteres. Arbejdet med elevers dannelse indeholder en jævnt stor portion håb. Håb om at den bevægelse, der sker i eleven, ikke ender i en katastrofal anden retning. Men muligheden er der, og SKAL være der – for dannelsen kan kun ske, hvis eleven er fri.

Det her, mener jeg, er særligt vigtigt at holde sig for øje, når vi arbejder med unge mennesker på en kristen skole, hvor der er en reel fare for, at man forveksler kristen dannelse med kristen opdragelse.

Det er vigtigt at huske trin to: eleverne skal altid føle sig frie til at spørge; hvad tænker, tror og mener jeg så? Man kan måske sige, at idet vi specifikt arbejder med det åndelige, har vi endnu større ansvar for at fastholde åndsfriheden. Og friheden – og dermed også dannelsen - ophører i samme sekund en særlig holdning tiltvinges. Så er det jo heldigt, at evangeliet, som vi får lov til at præsentere, praktisere og forhåbentligt personificere – er en invitation fra Gud uden skyggen af tvang.

Kierkegaard siger netop, at dannelse ikke er at tilegne sig specifikke samfundsnormer eller gruppeværdier. Friheden er essentiel i dannelsesprocessen. Men samtidig mener Kierkegaard også, at det ”selv” vi bliver til gennem dannelsen, er det ”selv”, vi er skabt til at være. Et menneske tænkt og elsket af Gud. Med stort potentiale og med endnu større betydning. Dén kontekst er spændende at lave skole indenfor. Dén dannelsesproces er meningsfuld at facilitere.