Okay.. Du læser stadig med? Jeg er imponeret. Men hey, bare rolig. Vi er snart i mål! Og er du sprunget let og elegant hen over del 1 af dette film-top-ti-maraton, så velkommen alligevel. Jeg forstår og tager det kun lidt personligt.

Jeg håber, du har fået tanket godt op på kaffen, fyldt slikskålen eller bare fundet fem minutters fritid på toilettet, for nu kaster vi os over det, der vel er hovedattraktionen på sådan en liste: At finde ud af, hvilken film Morten mon har placeret på toppen af den vanvidskransekage af sublime film, 2024 har forkælet os med.

Men lad os starte i Guds eget land med nummer 5.

5. Civil War

Every time I survived a war zone and got the photo, I thought I was sending a warning home: “Don’t do this.” But here we are.

Havde du for 10 år siden spurgt mig, om det var realistisk, at der kunne udbryde borgerkrig i USA, ville jeg formentlig have rystet let opgivende på hovedet og spurgt, hvor du dog fik dine konspirationsteorier fra. I dag, not so much.

Det er bagtæppet for Alex Garlands fremragende fremtidsgyser/krigsfilm Civil War, hvori han forestiller, sig, hvordan en borgerkrig kunne udspille sig i USA. Eller nærmere, hvad det gør ved mennesker og et land at være i krig, og ikke mindst i krig med sig selv.

I centrum af filmen finder vi Kirsten Dunst i rollen som krigsfotografen Lee, som efter at have dækket kamphandlinger over hele verden, nu må rejse rundt for at affotografere det USA, hun ellers troede, kunne reddes fra krigens grusomhed, hvis bare hun fik det ’rigtige’ foto.

Ramt af akut krigstræthed og bitterhed over tingenes tilstand sætter hun, sammen med hendes medsammensvorne, Joel, kurs mod Washington, hvor de håber at få et sidste interview med den (lidt for) Donald Trump inspirerede præsident, inden hovedstaden bliver overtaget af koalitionen af ’Western Forces’, der primært udgøres af de ellers normalt så forskellige stater Texas og Californien.

Undervejs får de følgeskab af den aldrende Sammy og den unge, aspirerende fotograf Jessie, som på hver sin måde minder Lee – og os som seere – om det, der er krigens første offer, vores menneskelighed. Allerbedst illustreret i en forfærdelig scene, hvor altid forrygende Jesse Plemons giver den gas som psykopatisk, lyserød-brille-klædt soldat med det foruroligende spørgsmål: ”What kind of american are you?”

At Civil War rent faktisk er blevet en god film skyldes, at filmens instruktør, engelske Alex Garland, heldigvis holder sig for god til at ville udpege fjender og venner i tidens politiske landskab. Her er det hverken Republicans eller Democrats, der er de onde, hvilket netop understreges af den lidet sandsynlige koalition mellem staterne Texas og Californien.

Nej, i Civil War er selve krigen den ondskab, vi alle må kæmpe mod. Her er ingen gode, ingen vindere, kun død og ødelæggelse. Alle begår krigsforbrydelser, alle slår civile ihjel, alle er vi både taberne, skurkene og dem, der skal overvindes. For i krigen, i ønsket om at dræbe mennesker for at gennemtrumfe vores vilje, hvor god intentionen end måtte være, betaler vi med det dyrebareste vi har, evnen til at se vores medmennesker som netop det, medmennesker.

Med Civil War har Alex Garland sendt et velspillet, flot og tankevækkende postkort fra fremtiden for at minde os det helt simple, at krig er lort. For ti år siden, ville det have været en fjollet, forglemmelig sommerblockbuster, der formentlig havde haft Gerard Butler i hovedrollen og var røget direkte på streaming. I dag er det en tragisk aktuel og vigtig film. Sådan ændrer tiderne sig.

Kan findes på Amazon Prime og Filmstriben

4. The Holdover

Fra krigsfilm til julefilm. 2024 har virkelig været vidt omkring. Hvor er det fantastisk!

Hvis du ikke allerede har tilføjet Alexander Paynes 70’er nostalgiske The Holdovers til karrusellen af julefilm, så se at få det gjort! (Eller se den i januar, som de danske biografdistributører åbenbart syntes var passende – det kan den nu også sagtens holde til).

Det er en film, der oser af fællesskab, kærlighed, medmenneskelighed og den helt særlige (jule)magi, der opstår, når vi vender snuden væk fra vores egne problemer og inviterer andre mennesker ind i vores liv – med alt det rod og møg, det måtte indeholde.

Paul Giamatti blev fortjent oscarnomineret for sin præstation som den livstrætte, bitre, skeløjede, fiskelugtende (trimetylaminuri – det er en ægte sygdom) Paul Hunham, der har opgivet forskerdrømmene og nu hensygner tilværelsen som lærer på sin gamle kostskole Barton Academy, hvor han desperat prøver at forklare de uengagerede, snotforkælede møgunger, hvorfor de puniske krige er så vigtige for at forstå vores samtid (ved du det?).

Af bøllemæssige årsager (med sin bryske facon har han ikke gjort sig populær blandt de andre lærere eller sin chef) ender han med at skulle fejre jul med de elever, som ikke kan forlade skolen hen over ferien, hvilket bestemt ikke passer ind i hans sidde-med-en-bog-og-hade-verden planer. Selvfølgelig ender det dog med, at han bliver venner med både den evigt næsvise elev Angus Tully og skolekokken Mary Lamb, der hver især slæber rundt på deres egne traumer. Ingen dybe tallerkener her.

I alt lige fra de smukke sepiatonede billeder, font og farve på titelsekvensen og til den insisterende langsommelighed emmer The Holdovers af nostalgisk old Hollywood. Det er opbyggeligt, stærkt karakterdrama, som vi kender det fra gamle 80’er og 90’er film med Tom Hanks eller Robin Williams i hovedrollen, der giver dig lyst til at udbryde; ”they don’t make ’em like that anymore.” Underligt nok føles det egentlig både friskt, fornyende og vedkommende. Som at opdage en gammel film, du havde glemt, men som virkelig stadig holder.

Og så spiller både Paul Giamatti (Paul), Da’Vine Joy Randolph (Mary) og Dominic Sessa (Angus), så hver eneste scene mellem dem slår gnister og lever. Da’Vine Joy Randolph fik da også en velfortjent oscar for bedste kvindelige birolle.

Det er langt på vej bare klassisk godt, solidt filmhåndværk, og jeg labber det i mig. Men er det nok til at retfærdiggøre filmens placering på denne liste?

Tjah, det er i hvert fald en fryd at (gen)opdage, hvor velgørende og sjovt det kan være at se tre eminente skuespillere fortælle en opbyggelig og hjertevarm historie om mennesker, der har slået sig på livet, men som i fællesskabet med hinanden lærer at bære hinandens byrder.

Nogle livslektioner tåler at blive gentaget, og når det er så velspillet, som det er tilfældet her, honorerer jeg det gerne med denne så eftertragtede 4. plads.

Kan findes på SkyShowtime

3. Anora

Sean Baker har en helt særlig evne til at lave opløftende film, hvor de mennesker, vi sjældent skænker mange blikke, når vi går gennem byen med musik/podcast i ørerne og prøver at lukke øjnene for samfundets skyggesider, får lov til at tage deres egen historie tilbage og owne den, som han blandt andet har gjort det med den fantastiske The Florida Project.

I Anora følger vi den unge stripper/sexarbejder Anora (der dog insisterer på at ville kaldes Ani), der, fordi hun er af russisk afstamning og stadig kan forstå sproget, får til opgave at ’underholde’ oligarksønnen Vanya. Hovedkulds forelsker de sig, knalder dagen lang, tager stoffer, spiller playstation, mens Ani langsomt indfanges af den ’from rags to riches’ drømmetilværelse, den sjoflende, tænk-ikke-på-dagen-i-morgen Vanya tilbyder hende.

Først da de to gifter sig i en lad-os-tage-til-Vegas brandert, begynder livets alvor at indhente de elskende unge. Sønnikes ægteskab med en ’shlyukha’ er trods alt mere, end hvad far og mor vil lade familiens navn og ære stå model til.

Det udvikler sig til en ustyrligt morsom og rørende farce af forviklinger, flugt og jagt gennem nattelivet i New York, der blandt andet involverer en armensk præst, to uduelige, men dog sært elskelige, håndlangere, en hulens masse skrigeri og en barsk og rørende slutning, der efterlader dig fuld af ømhed og medfølelse for Anora og med en udpræget foragt for de systemiske samfundsstrukturer, der sender milliarder i lommen på nogen, mens andre fastholdes i fattigdom.

Anora ejes af det unge stjerneskud Mikey Madison, der allerede for en del år siden slog igennem som råbende teenagedatter i serien Better Things, men som her cementerer sig som en af de mest spændende unge skuespillere i Hollywood lige nu.

Hun flirter, skriger, stripper, knalder og græder sig igennem en så kropslig, nuanceret og intens præstation, der meget vel kan ende med at indbringe hende karrierens første oscar, at du ikke kan andet end at elske og holde af den viljestærke, irriterende og herligt livsglade Ani, der nægter at lade sig fortælle, at hun ikke skulle være værd at gifte sig med, selvom hun tjener penge på at tage sit tøj af. For hun er altså pissegod til det, og fuck dig, btw, for at stille spørgsmålstegn ved gyldigheden og værdien af hendes profession og professionalisme, som hun nok ville have formuleret det!

Det er en film, der giver blussende røde kinder (hint. det kan godt være en smule mærkeligt at se den en torsdag eftermiddag i biografen i en sal, hvor publikum udgøres af fire andre mænd), mens latteren runger, tårerne flyder og hjerter varmes, inden du forlader biografmørket, påvirket og med en stærk fornemmelse af, at du måske skulle prøve at løfte blikket lidt mere, næste gang du slingrer ned ad Vestergade, så du rent faktisk ser de elskværdige, seje, komplekse, stærke og sikkert også skideirriterende mennesker omkring dig, der lever på kanten af samfundet.

Kan ses i biografen

2. Poor Things

Fra én kraftpræstation til den næste. Selvom Mikey Madison er en åbenbaring i Anora, så må prisen for årets skuespilspræstation dog stadig gå til Emma Stone for hendes vanvittige tour-de-force af en oscarvindende perfomance som den sexbesatte, uregerlige, impulsive og helt igennem fortryllende Bella Baxter i Yorgos Lanthimos’ vanvittige mesterværk Poor Things.

At genfortælle plottet svarer til at ville gøre Michelangelos malerier i det Sixtinske Kapel ære, ved at beskrive dem med ord: Det bliver noget værre juks. Men tænk historien om Frankenstein, rørt op med R-rated Wes Anderson, smid noget græsk surrealisme i retten, krydr med lidt feministisk sex-positivisme, tilføj en perlerække af Hollywoods største skuespillere og kast til sidst en enkelt baby i gryden (uden at du stiller for mange spørgsmålstegn ved det), og så er du måske ved at have en fornemmelse af, hvor skørt et projekt Poor Things er.

Jeg ved ikke, om det er en film, der har efterladt mig med nogen dybsindige tanker, om den har forandret noget i mig eller vist mig nye sider af livet som menneske, men jeg ved, at jeg aldrig har set noget lignende.

Poor Things er en film(ret), der flyder over af skøre idéer båret af en legende, eksperimenterende fortælleglæde, det er umuligt ikke at blive smittet af, mens du morer dig over, hvordan Bella Baxter forvandler den ene mand efter den anden til sølle, uduelige skvat, fordi hun nægter at underlægge sig det patriarkalske samfunds forestillinger om, hvordan en kvinde skal opføre sig, og hvor mange mænd, hun må knalde. Eller ’hoppe hurtigt på’, som hun i sin infantile visdom kalder det.

Sjældent har jeg grint så højt, sjældent har jeg haft rødere kinder (det er åbenbart et godt år for sexscener i Hollywood), sjældent har jeg været så blown away over, hvor skøre, fantasifulde, sjove og modige, vi mennesker kan være, når vi slipper tøjlerne og bare lader historien, universet og livet flyde derhen, vi nu engang har lyst til.

En 2. plads på denne liste skal være min sølle tak til Yorgos Lanthimos, Emma Stone og hele holdet bag Poor Things for at have gjort 2024 til et mere farverigt, mærkeligt og sjovt filmår, end jeg havde drømt om.

Kan findes på Disney+

1. The Zone of Interest

Det virker næsten ubærligt at skulle slutte denne liste, der har været så fyldt af varme, fortælleglæde og kærlighed, med en tur ned i det dybeste, brutale mørke i Jonathan Glazers The Zone of Interest.

Men her, hvor året startede (The Zone of Interest havde premiere 11. januar) må det uvægerligt også slutte. For selvom jeg i ren trods og forsvar for komediefilmens kunstneriske kvaliteter ville have placeret Poor Things på toppen af kransekagen, er der ikke nogen vej udenom.

The Zone of Interest er årets vigtigste og bedste film, fordi den på ny lader os se, føle og opleve de ubeskrivelige rædsler, vi mennesker er i stand til at udsætte hinanden for, når vi mister blikket for, at alle vores dem’er og de’er dækker over et du og et vi, der binder os sammen i et fællesskab af mennesker med en iboende, ukrænkelig værdi, bare fordi vi er til.

Det har vi brug for at høre, se og lære, altid, men måske særligt i en tid, hvor splittelse, krig og konflikt igen dominerer vores nyhedsoverskrifter.

The Zone of Interest skriver sig ind i en lang række af film om Holocaust, der mildest er af meget svingende kvalitet. Derfor var jeg også skeptisk, da jeg satte mig i biografmørket for endnu engang at lade mig slå i stykker i mødet med denne usigelige ondskab.

Kan der virkelig stadig tilføjes nye perspektiver på denne allerede nærmest mytologiserede fortælling om menneskelig afstumpethed? Eller vil den, som andre før den, sumpe hen i usmagelig tragedieporno?

Jonathan Glazers geniale træk er, at han aldrig lader os se, hvad der foregår i Auschwitz. I stedet vender han kameraet mod det stilfærdige, normale, leverpostejsgrå familieliv, der foregår lige på den anden side af murene hos familien Höss.

Tilsat årets mest ubehagelige, urovækkende musik løber, leger og bader familien Höss sig gennem lejrlivet, mens de gror blomster, knalder udenom, skændes, bekymrer sig om fremtiden, har familiebesøg og lever et fuldstændig almindeligt, vulgært kedeligt liv.

Himlen lyses op af ilden fra Auschwitz brændende skorstene og luften fyldes af aske fra de millioner af jøder, medmennesker, der dræbes lige på den anden side af husmuren. Men familien Höss ser ikke noget.

Hvordan kom det dertil? Hvordan kan mennesker bare lukke øjnene for den ondskab, der foregår lige foran dem? Så kig dog! Se, hvordan de lider og dør, fristes man til at råbe ad skærmen, inden dennes spejlbillede afslører lige netop det menneske, Jonathan Glazer allerhelst vil råbe op: Dig.

Ingen andre film har siddet og naget så eftertrykkeligt i mig, som dette studie i menneskets evne til virkelighedsfornægtelse og absurde rationaliseringer af ublu ondskab. For er jeg, er vi, egentlig bedre end familien Höss?

Er vi i vesten ikke skyldige i at lukke øjnene for al den død, smerte og ondskab, vi har eksporteret til fjerne egne, hvor vores kakaobønner plukkes under slavelignende forhold, lithium til vores batterier hives op med katastrofale konsekvenser for mennesker og miljø og vores tøj produceres under forhold, vi aldrig selv ville drømme om at acceptere i Danmark.

Er vi egentlig, når det kommer til stykket, bedre end familien Höss? Jeg ved det ikke, men jeg har stadig Nutella liggende i min snackskuffe, og så længe det er tilfældet, vil jeg lade årets bedste film, The Zone of Interest, rode videre i mine tanker.

Kan ses på HBO Max og Filmstriben

Og på den deprimerende note, vil jeg runde filmåret 2024 af. Tak for grin, tak for tårer, tak for uforglemmelige oplevelser i lange baner. Må 2025 bare kunne nå dig til sokkeholderne!

(og tak til dig for at læse med – er du nået helt til denne afsluttende note, er jeg oprigtig imponeret og ikke mindst taknemmelig)