En almengyldig ordning 

Det syn, som jeg præsenterer i denne artikel, mener jeg, i grove træk er i kontinuitet med kirkens klassiske syn på forholdet mellem mand og kvinde. I dansk sammenhæng har man på den kirkelige højrefløj ofte talt om ”tjenestedeling.” For mig at se, skaber det ord nogle lidt snævre konnotationer, hvor spørgsmålet om kvindelige præster får en for stor vægt. I stedet forsøger jeg at advokere for begrebet komplementarisme, hvilket jeg definerer som følger:

Manden og kvinden er skabt med lige værdi i Guds billede, men givet forskellige roller i Guds skabelses- og forløsningsorden. 

Manden er kaldet til at være hoved for kvinden, og kvinden er kaldet til at underordne sig manden, i et komplementerende samspil, der skal afspejle Kristus og kirken og Guds intention med det oprindelige skaberværk. Komplementarisme gælder i både ægteskab og i menighed. 

Ovenstående er det ideal, jeg ser, Bibelen stiller op for forholdet mellem mænd og kvinder. Jeg tror det er sandt, godt og velsignet af Gud. Og det er afsindigt svært at kommunikere forståeligt, klart og kærligt. Ikke mindst i dagens debatklima. Men som med alle andre af Guds gode bud, skal vi forsøge at indrette os efter dem, fordi det rummer velsignelse at gøre det.

Dog er der nogle nuancer, som de, der måske på nuværende tidspunkt føler sig stødt af definitionen, skal tage med i betragtning: For det første er det vigtigt at læse hele definitionen. De bibelske formaninger er ganske enkelt følelsesmæssigt og intellektuelt vanskelige at begribe. Før mange er færdige med at læse, er de allerede gået i baglås, fordi der er tale om et identitetsspørgsmål. Nogle vil således opleve, at ovenstående definition reelt fratager kvinder deres værdi både som mennesker og som kristne søstre i tjenesten. Derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på, at hele definitionen skal læses; også ord som ”samme værdi”, ”samspil” med mere. Syndefaldet har dertil ødelagt alt, hvad Gud først havde tiltænkt, og i en falden verden vil komplementarismens ideal derfor også altid komme til kort. Traditionelle historiske kønsroller stemmer ikke nødvendigvis overens med de bibelske formaninger. 

Hovedstruktur og underordnelse

Til tider reduceres Bibelens tale om køn og komplementarisme til et spørgsmål om for og imod kvindelige præster. For mig at se overser en sådan reduktionisme dog den grundlæggende tanke i Det Nye Testamente. Jeg vil i stedet argumentere for, at årsagen til tjenestedelingen i menigheden og komplementariteten mellem mand og kvinde i ægteskabet skyldes et overordnet princip, der rækker videre end til bare præsteembede eller menighedsliv. Det princip kaldes kefalé-strukturen – efter det græske ord for ’hoved’. Jeg vil argumentere for dette ud fra to centrale tekster: 

Efeserbrevet kap. 5, vers 21-33 (ægteskab)

1 Timotheusbrev kap. 2, vers 11-15 (menighed)

Der er selvfølgelig mange andre tekster, der siger noget om forholdet mellem mand og kvinde. F.eks. inddrager jeg ikke i særlig grad de mange møder mellem Jesus og kvinder i evangelierne, eller tekster, der kunne inddrages fra Det Gamle Testamente. Blandt mange modstandere af komplementarisme trækkes Galaterbrevet kap. 3, vers 28 ofte ind. “Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Den siger dog, for mig at se, ingenting for eller imod komplementarismen, men handler om frelsen. Her siges dog ganske vist også noget meget vigtigt: frelsesvejen er ens for mænd og kvinder! Men når det drejer sig om relationen mellem mand og kvinde i ægteskab og menighed, må vi – for mig at se – forholde os til de tekster, som taler direkte om dette.

Komplementariteten i ægteskabet

Paulus indleder Efeserbrevet kap. 5, vers 21-33 med at skrive: ” I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus” (vers 21). Nogle gange bruges det som et argument for gensidig underordning; dvs. at den efterfølgende formaning til kvinden om at underordne sig ”ligesom kirken”, må forstås i det lys, at manden skal gøre tilsvarende. I konteksten er det dog usandsynligt. For det første kan vers 21 forstås som en generel formaning; alle (mænd, kvinder, børn og slaver) skal underordne sig i de sammenhænge, de er sat i. For det andet må den første sætning ikke spilles ud mod den anden. Hvis man vil gøre vers 21 gældende som noget, der entydigt fortolker vers 22-33 (forholdet mellem mænd og kvinder), bør man også gennemføre det, når det kommer til børn efterfølgende (Ef. kap. 6, vers 1-4). Det lader sig åbenlyst ikke gennemføre. I hvilken forstand underordner forældre sig deres børn i total gensidighed? Det gør de netop ikke. Selv hvis vi kunne finde et eksempel på, at forældre ”underordner” sig børn, punkterer det ikke den efterfølgende formaning, der viser, hvordan det skal foregå. Formaningerne har en almen gyldighed, og kan ikke bare fungere begge veje, da de finder deres begrundelse i to dybe forhold: frelsen og skabelsen.  

Frelsen

Komplementariteten i ægteskabet har ifølge Paulus en tydelig parallel:  ”en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt. Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den” (Ef. kap. 5, vers 23-25). 

Det er altså i den åndelige virkelighed, at strukturen skal finde sin inspiration: På samme måde som Kristus er kirkens hoved, er manden hustruens hoved.

Det siger noget om, hvor grundlæggende forholdet mellem mand og kvinde er, når Paulus kan koble det – nærmest profetisk – til det, Kristus nu er for kirken: ”Dette [ægteskabet] rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken.” (Ef. kap. 5, vers 32). 

Skabelsen

I sammenhængen peger Paulus også – som mange andre steder – på skabelsesberetningen som argument for hovedstrukturen. Det ser vi f.eks. i vers 31: ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød”, som Paulus henter fra 1. Mosebog kap. 2, vers 24. Det understreger endnu engang, at det ikke skal forstås som en midlertidig kulturel ordning, men noget almengyldigt. De to begrundelser hos Paulus er en anledning til at overveje tre aspekter af komplementarismen i ægteskabet; nemlig dets omfang, karakter og analogiens grænse. 

Omfanget

Det er værd at bemærke, at kvinden skal underordne sig ”i alt”. I en dansk sammenhæng har jeg ofte hørt det formuleret sådan, at manden har det åndelige ansvar i hjemmet. Hvad det dækker over, kan så være vanskeligt at definere nærmere. Her tror jeg, der er en hjælp i at læse, hvad Paulus faktisk skriver: underordningen gælder i alt. Det er en påmindelse om, at et ægteskab ikke kan ”sektorinddeles”, men at mand og hustru hører sammen i alle livets forhold. Komplementariteten gælder i alt, fordi det åndelige liv ikke kan adskilles fra økonomi, husholdning eller arbejde. Det er netop i de sfærer af livet, at det åndelige udspiller sig. Derfor gælder Paulus’ formaning i alle livets forhold: ”Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme.” (Ef. Kap. 5, vers 28). Dermed har jeg ikke sagt meget om, hvordan den kærlighed og underordning skal se ud i praksis for alle livets forhold. Ovenstående er heller ikke ensbetydende med, at det er manden, der alene skal tage sig af økonomien, andagten og arbejdsmarkedet f.eks. Den slags må ægtefæller i fællesskab afgøre; men uanset hvilket område der er tale om, siges det faktisk af Paulus, at fordi kvinden er underordnet i alt, gælder mandens hovedansvar alle områder. Bemærk: hoved(!)ansvar – ikke alt, der kan kaldes ansvar. Det er ikke sikkert, det er ham, der skal stå for de konkrete opgaver, men hvis der er problemer eller udfordringer, er det hans primære ansvar at træde til, ellers svigter han sin rolle som hoved. Hermed har jeg kun antydet enkelte praktiske implikationer, men der er i hvert fald en udfordring, som alle kristne ægtepar, der accepterer denne tolkning, må tale sammen om. 

Karakteren

Paulus giver ganske vidtgående formaninger til manden og kvinden. Manden er hovedet – og det indebærer, at han skal elske i alt! Kvinden er underordnet i alt og skal have ærefrygt for sin mand. Med det er der ikke sagt meget om det konkrete, men de vidtgående formuleringer sætter alligevel en klar retning, der i sig selv angiver grænser for mandens ledelse som hoved; det må aldrig være ukærlig ledelse. Dermed ankommer vi også til analogiens grænse.

Analogiens grænse

Kristus er kirkens frelser; manden er ikke hustruens frelser. Kirkens underordning er total, det er hustruens ikke nødvendigvis. F.eks. skal hun ikke adlyde manden i syndige beslutninger. Det er for mig at se en vigtig kvalificering af analogien; manden er langtfra syndfri, og det er hustruen heller ikke. Men med formaningerne fra Paulus’ hånd – og med analogien i baghovedet – siger det måske netop noget om, hvad der så kan være det enkelte køns typiske forsømmelse eller syndige tendens. Og her er analogien, trods dens begrænsning, værd at reflektere over. 

Efeserbrevet kapitel 5 er ikke den vanskeligste tekst at fortolke i mine øjne. Samtidig er det utvivlsomt en af de sværeste i praksis, bl.a. fordi teksten er så generel og ukonkret. Men måske er der alligevel gemt en visdom i de generelle formaninger fra Paulus hånd, fordi det netop er formaninger, der skal udspille sig i komplekse relationer i de enkelte ægteskaber.

Komplementariteten i menigheden

Vi vender os nu mod formaningerne i menighederne. Nogle gange italesættes det af kritikere som om, at problemet for komplementarister er, at kvinder ikke må forkynde evangeliet. Det er en misforståelse, jeg gerne vil have ryddet af vejen! Kvinder må gerne forkynde! Udfordringen, når vi nærmer os Det Nye Testamentes formaninger, er, at kvinder ikke må krænke hovedordningen, som den er beskrevet ovenfor. Problemet handler altså om udøvelse af læremæssig autoritet overfor voksne mænd i menigheden. Begge dele er vigtige; det handler om mænd (ikke kvinder, børn eller teenagere), og det handler om forholdene i menigheden (dvs. ikke overfor mennesker, der ikke deler troen). 

Lære- og autoritetsfunktion – 1 Timotheusbrev Kap. 2, vers 11-15

1 Timotheus kap. 2, vers 11-15 er nok en af de tekster, som de fleste moderne kristne danskere har det sværest med at forstå, særligt tekstens sidste del:

”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. (vers 11-12)

”For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed– troværdigt er det ord! (vers 13-15)”

I kap. 2, vers 11-12 giver Paulus en række konkrete formaninger: 

Formaning til belæring: ” En kvinde skal lade sig belære i stilhed” (vers 11). Den første formaning kan umiddelbart virke krads – at det skal ske i stilhed – men er egentlig indirekte en positiv opmuntring. Modsat samtidens jødedom (og mange hedenske sammenhænge) opfordres kvinder til at lære! Kvinder som mænd – uanset hvad deres rolle ellers er i menigheden – opfordres til at blive klogere på Guds ord. 

Formaning til underordning: ”og underordne sig i alt”. Vi må igen ikke overse det samlede billede i Det Nye Testamente. Forbuddet mod kvindelige hyrder og lærere skal ses i forlængelse af de andre tekster i Det Nye Testamente, der taler om hovedstrukturen og underordnelse. Når nogle indvender, at hele spørgsmålet jo kun drejer sig om en (eller to) enkelte tekster i Bibelen, så henviser ordvalget her til en større sammenhæng. Det er sandt, at den specifikke formaning er der ikke så mange tekster om (om end jeg vil mene, at der findes antydning i mere end to!), men baggrunden for formaningen findes i et væld af konsistente tekster, der taler om underordning, og det er i det lys, de skal ses og vejes. 

Forbud mod at 1) at undervise og 2) at have autoritet: ” men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde” (vers 12) formaner Paulus. Selvom kvinden skal lade sig belære, skal hun underordne sig (jf. kefalé-strukturen) og en konsekvens af dette er, at en kvinde ikke kan undervise mænd. Alle steder hvor Paulus bruger ordet ”didaskå” (som også bruges her) i de pastorale breve, henviser han til den positive undervisning og autoritative udlægning af Guds ord. Det er dette en kvinde ikke må; og dernæst fortsætter han: ”heller ikke at bestemme over sin mand” (vers 12). Det er altså ikke kun undervisningen, Paulus forbyder, men også at kvinden må have autoritet. Som jeg læser teksterne i Det Nye Testamente, er det særligt nådegaven til at være hyrde og lærer, der indeholder disse to ting; undervisning og autoritet. Som jeg forstår teksten, er der derfor ikke tale om et bestemt embede, som kvinder ikke kan varetage, men at det er selve handlingen, som Paulus forbyder. At det så som regel er bestemte kaldede personer, der foretager dette, i Det Nye Testamente ofte kaldet ’ældste’ eller ’tilsynsmænd’, ændrer ikke ved dette. 

Det afgørende er ikke undervisningen og autoriteten i sig selv, men objektet for dem. Problemet er ikke, at en kvinde ikke må have en rolle som lærer eller hyrde per se, for kvinder må gerne undervise og vejlede andre kvinder (Titusbrevet kapitel 2, vers 3-4), men at det sker overfor voksne mænd. Når den danske oversættelse skriver ”sin mand”, er det ikke en god gengivelse; en bedre, som også mange engelske følger, er ”en mand”. I sammenhængen drejer det sig om menigheden, ikke et ægteskab, og i grundteksten er der ikke et possessivt pronomen, der skulle angive, at det er kvindens egen mand, hvorfor det må forstås som mænd generelt. I en menighed, hvor både mænd og kvinder er, vil det derfor i praksis kun være mænd, der kan varetage disse funktioner i det daglige. Konklusionen ud fra 1. Timotheus kap. 2, vers 11-12 er altså: en kvinde må ikke have funktion af lærer og hyrde i menigheden overfor voksne mænd. Det ville være et brud med hovedstrukturen. 

Hvor indvendingerne kommer til kort

Mange indvender imod den forståelse af teksten, at den er skrevet ind i bestemt kontekst, hvor Efesos var præget af en stærk kvindelig hedensk kult (Artemis-dyrkelsen). Paulus formaning må derfor ses ind i den specifikke sammenhæng. Et andet bud er, at det også må ses i lys af samtiden, hvor kvindelige ledere ville være en forhindring for det udadrettede missionsarbejde. Når den slags indvendinger må afvises, skyldes det, at de – lidt firkantet formuleret – læser mere mellem linjerne, end de læser, hvad Paulus faktisk skriver! Det er altid en meget kompleks sag at rekonstruere en antik kontekst, og når den så endda ikke bliver nævnt eksplicit i teksten, er det rent fortolkningsmæssigt noget, der skal gøres med varsomhed. 

De konkrete indvendinger bliver oveni svækket gevaldigt af, at intet tyder på, at Efesos var en særlig unik by i antikken, hvad angår kvinders status i den hedenske afgudsdyrkelse. Hvad angår det udadrettede perspektiv, er det også tankevækkende, at den tidlige kristendom ingen problemer havde med at være modkulturel. Den måde, kvinder blev opvurderet på i den tidlige kirke, har været rigelig provokation i forvejen! Det er altså usandsynligt, at det er anliggendet. Mellem linjerne er sådanne alternative fortolkninger altså ikke uproblematiske. Det største problem er dog, at man ved den slags krumspring kommer til at overse vægten af den begrundelse Paulus giver. Han begrunder (”For” i vers 13) nemlig sin konkrete formaning i to forhold; skabelsen og syndefaldet. 

Paulus’ brug af skabelsen og syndefaldet

” For Adam blev skabt først, derefter Eva” (vers 13). I verset her argumenterer Paulus for en ganske bestemt læsning af 1. Mosebog kap. 1-2. Igen er det ikke en tilfældig begrundelse, men en vi genfinder den i 1. Korintherbrev kap. 11, hvor skabelsen også udgør baggrunden for Paulus’ tanker om manden og kvindens relationer til hinanden. For Paulus er det altså betydningsfuldt, at manden er skabt først og kvinden først derefter som hans hjælper. Dernæst peger Paulus på syndefaldet: ”og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet” (vers 14). Dette sidste har der været adskillige fortolkninger af gennem tiden, og nogle argumenterer for, at komplementarismen dermed er begrundet i syndefaldet og ikke som en skabelsesordning. Konteksten viser dog det modsatte. Personligt synes jeg, det er vanskeligt at forstå præcis, hvad Paulus mener (uden at det kompromitterer de klare formaninger i vers 11-12), men forskellige fortolkere giver nogle bud, jeg mener er sandsynlige. 

Begrundelsen synes uanset ikke at være, at syndefaldet i sig selv er årsagen til komplementarismen, men at syndefaldet illustrerer, hvad der sker, når hovedordningen sættes til side. Én type fortolkning mener at se, hvordan syndefaldet viser, at Guds orden ”vendes på hovedet”, idet slangens ord blev fulgt, mens Guds ord blev afvist, og manden ikke påtog sig sin lederrolle, men svigtede, mens kvinden måtte påtage sig ledelsen: Følgen blev syndefaldet. En anden type fortolkning forstår det sådan, at kvinden blev forledt, og dermed bedraget af slangen, mens manden ikke blev forledt, han syndede derimod med vilje; begge reaktioner siger noget om mandens og kvindens natur. Jeg er ikke sikker på nogen af fortolkningerne endnu. Uanset hvilken fortolkning der er den rigtige, er det en del af Paulus begrundelse der, sammen med henvisningen til selve skabelsen, ikke kan affejes. Den konkrete formaning (forbuddet) har en dyb årsag (skabelse og syndefald).

Afslutningsvis skriver Paulus: ” Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed– troværdigt er det ord!” (2,15). Pointen er ikke, at det kun er kvinder, der føder børn, der kan frelses! Heller ikke at en fødsel frelser; begge dele ville være en modsætning til Det Nye Testamentes samlede teologi, hvor det tydeligt læres, at troen alene frelser i snæver forstand! Derimod kan det måske være frelse i bred forstand verset taler om, det vil sige hele det levede kristne liv. Paulus afslutter dermed positivt: selvom kvinden ikke kan undervise eller have autoritet pga. skabelsesordningen, er kvinder fuldt og helt en del af Guds rige i det kald, de nu har. Det var ikke en selvfølge i en antik kontekst. Det betyder ikke, at alle kvinder skal føde børn, men rigtig mange gør, og det er forbeholdt kvinder at kunne det. Det er et andet kald end mandens, men ved at leve trofast i deres kald til at være kvinder, skal de også frelses. 

Vi må følge det, der er klart og tydeligt

I ovenstående fortolkning af særligt vers 14-15 kan det være en fristelse for komplementarister at betone vers 11-12, der er den specifikke formaning, mens man skamfuldt springer over eller forsøger at bortforklare vers 13-15, hvor Paulus begrunder formaningen. Den slags skal vi undgå; selvom begrundelsen er svær at forstå, eller bare pinlig i vores ører, giver det os ikke mandat til det! I det lange løb undergraver det også kirkens troværdighed, hvis ikke vi vil vedstå os teksternes sværere dele. En indvending kan være: Når nu der er dele af teksten, der er meget svært at forstå, kan vi så applicere de formaninger, der er i teksten ellers i vores nutidige sammenhæng? Må vi ikke opgive formaningen, fordi konteksten er for svær at afgøre endegyldigt? Jeg mener, at vi godt kan tage de dele af en tekst alvorligt, som vi mener at have forstået – ja, faktisk vil jeg mene, at vi er forpligtet til det – samtidig med, at der er dele, som vi endnu ikke forstår, eller er usikre på. At det kan være svært endeligt at afgøre f.eks. spørgsmålet om barnefødslen i 1. Timotheusbrev kap. 2, fratager os dermed ikke ansvaret for at følge formaningerne i de dele af teksterne, der er klare og tydelige.

Anbefalet til videre læsning:

Lars Malmgaard Jensen og Mathilde Bech Braüner (red.), 2023. Frimodig. Kvinde, identitet og tjeneste i bibelsk lys. Fredericia: Logosmedia. (Artiklen her bygger bl.a. på dele af mit bidrag til denne bog, hvorfor man i den også kan finde uddybninger og andres perspektiver på emnet). 

Jens Ole Christensen, Lone Dalsgaard, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, og Jens Jørgen Rasmussen, 1996. Køn og identitet. Essays om manden, kvinden og Bibelen. København: Credo.

Kathy Keller og Timothy Keller, 2013. Det meningsfulde ægteskab. Fredericia: Credo.

Kevin DeYoung, 2021. Men and Women in the Church: A Short, Biblical, Practical Introduction. Wheaton, Illinois: Crossway.

John Piper og Wayne A Grudem (red.), 2012. Recovering Biblical Manhood & Womanhood: A Response to Evangelical Feminism. Wheaton, Illinois: Crossway.