Dekonstruktion er et nøgleord i en tid, hvor tro forlængst er hørt op med at være en selvfølgelighed. I det stolte kristne land, Amerika, taler de om "Rise of the Nones" – altså dem, der vælger none of the above, og hverken vil være kristne, muslimer eller ateister. Rigtig mange mennesker oplever også i disse år at få deres tro pillet fra hinanden. At mødet med hverdagen, kærligheden, tragedien, videnskaben eller naboerne introducerer en kompleksitet, som får ens kristne børnelærdom til at falde sammen. Jeg tager her fat i fire forfattere, der fra hver sin vinkel bokser med den udfordring og måske alligevel ender et forbavsende ens sted.

Teologidekanen Bradley Jersak har netop udgivet "Out of the Embers – faith after the great deconstruction." Og det er netop hans tese – at vi lige nu lever i en pendant til "The Great Awakening" – den store vækkelse, hvor folk i hobetal dekonstruerer og mister troen, og nu endnu mere efter at have oplevet evangelikalismens svigt under Donald Trump. Hans data er måske lidt skæv, da han selv får flere beskeder om ugen fra både præster og lægfolk, der oplever at miste troen, siden han selv har været offentlig omkring sine kriser og på den måde nærmest er blevet en slags dekonstruktionens Apostel.

Den mangeårige danske lærer på Menighedsfakultetet, Leif Andersen, har givet os "Den tredje tvivl – Hvordan troen bliver til, og hvorfor det giver mening at holde fast i den," og afslører jo lidt sin konklusion fra begyndelsen.

Tesen her lyder at den første tvivl er den præmoderne: "Er min egen tro mon i orden?" – altså anfægtelsen. 

Den anden er den moderne: "Er min Gud i orden? Findes der overhovedet en Gud?” – altså religionskritikken. 

Den tredje tvivl (og bogens emne) er den senmoderne: "Er min sans for sandhed mon i orden?" – altså et gennemgribende spørgsmål om, hvordan jeg overhovedet kan vide det, jeg ved. Andersen bliver ved med at gentage det retoriske spørgsmål: “Havde jeg været tysker i trediverne eller tyrker i tresserne, havde jeg næppe haft det samme grundsyn.” Så hvordan lever man med den erkendelse?

Richard Beck, der er psykologiprofessor, placerer i sin "The Authenticity of Faith," problemets begyndelse med Sigmund Freud, der udgiver “Die Zukunft einer Illusion” i 1927 og med den titel får sagt alt, hvad han mener om religion som indbildning og dens manglende fremtidschancer. Freud flytter troen fra et "hvad" til et "hvorfor," objektet skiftes ud med funktionen – nu er spørgsmålet, hvorfor vi tror – hvilke psykosociale omstændigheder, der har fået os til det, og spørgsmålet om religionens sandhedsværdi sættes på bænken.

Og så får I altså også lige den desværre alt for tidlige afdøde forfatter, Rachel Held Evans, der i den smukke "Searching for Sunday" fra 2015 beskriver sin rejse fra at vokse op i en fundamentalistisk kirke med al den skade, hun har taget af det, og den tro, hun alligevel har med sig, til helt at forlade kirken med troen i respirator, for endelig, med spæde skridt, at finde en tro igen i et andet hjørne af kristenheden. Evans bygger sin fortælling op om de syv (katolske) sakramenter i en undersøgelse af om dåb, bekendelse, ordination, nadver, konfirmation, sygesalvelse og ægteskab alle sammen, i videre forstand end bare selve ritualet, er godt for mennesket, selvom det ikke altid er sådan, det er blevet brugt.

Alle peger de altså på, at kirken er en syg patient. Indefra på grund af en hovmodig eller overfladisk forvaltning af det, vi er blevet betroet. Og udefra, i en skeptisk tid, hvor troen ikke længere er en selvfølge, men nærmest kan detoneres af nogle få grundlæggende spørgsmål.

Men nu er de også alle fire gode kristne i dag (selvom det på ingen måde var garanteret ud fra deres beretninger!) Og de præsenterer selvfølgelig også nogle løsninger.

Jersak: Jeg tror på dekonstruktion

Jersak er nok den tungeste at danse med. Hans bog er ret så rodet, nogle kapitler er samtaler med hans skriftefar, som han husker dem, og andre er korrespondencer med mennesker, han har hjulpet – alt sammen i en (irriterende!) indfølende tone. Men efter at have diagnosticeret problemet, først og fremmest det åbenlyse; at det eksisterer, går han ind i en gennemgang af hans såkaldte "Seven Sleepers of Deconstruction." et umage selskab af: Johannes af Korset, Platon, Voltaire, Nietzsche, Kierkegaard, Dostojevski og Weil, som ifølge Jersak er en slags tænkere, der ligesom kan vækkes til dåd og bruges til at forstå og nogle gange også komme igennem den tid, vi lever i. Inden han runder af med delkapitlet: "Provocations," hvor han prøver at reframe, hvordan vi møder tvivlen eller dekonstruktionen.

Jersak erklærer, at "I believe in deconstruction," også i dens forskellige historiske udgaver: Fra den negative teologi; til oplysningstidens opgør; til Derridas tekniske sprogfilosofiske undersøgelse.  Selve begrebet vil han selvfølgelig også gerne dekonstruere og foreslår et dusin andre begreber med dertilhørende associations- og betydningspakker, alt fra detoxing til at få renset brudekjolen til restaurering. Noget af det mest brugbare hos ham er en lille oversigt over forskellige beskrivelser af processen fra forskellige kristne tænkere: 

Johannes af Korset: Purgation – illumination - union

J.R.R. Tolkien: Enchantment – disenchantment – reenchantment

Richard Rohr: Order – disorder – reorder

Brian McLaren: Simplicity – complexity – perplexicity – harmony

Richard Kearney: Theism – atheism – anatheism

Altså en grundlæggende livsbevægelse, hvor mit opbyggede system, udfordres og brydes ned, og hvor noget renere så forhåbentligt træder frem på den anden side. Dekonstruktionen er altså ikke bare et nyt problem, men en oldgammel erkendelse af, at vi ikke går lineært igennem livet.

Den dekonstruktion Jersak snakker om defineres sådan her (med ord fra Pete Enns):

“-We don’t bring it on ourselves: it just happens.

You aren’t failing at faith: you’re expressing it.

Deconstruction comes from within.

Deconstruction is not sexy or trendy. It sucks.

It does something positive for our faith that nothing else can do.”

Og det er altså der, Jersak står. Han vil gerne demontere bomben, bringe dekonstruktionen ind i troen i stedet for at anskue det som en fjende udefra, samtidig med at han anerkender smerten og traumet omkring den og det, det koster os. Hele vejen igennem har han en fuldstændig uknækkelig tro på Jesus. Så når Jesus siger "Jeg er døren" så er det fordi, han er i det liminelle rum, i overgangene, og også møder os der. I Jesu egen vejledning i Bibelen får vi et indblik i, at det lige præcis er der, han tager folk hen, når han møder dem på den dybeste bund. "Prøv at bede til Jesus, måske vil han møde dig der."

Bogen er som sagt en rodebutik – måske fordi en dekonstruktionsproces også er det – og Jersak insisterer på at behandle enormt mange temaer på én gang, og så endda med empati på skrift oveni, men som han citerer Chesterton: "Christianity has died many times and risen again; for it had a God who knew the way out of the grave." og Kallistos Ware: ”True faith is a constant dialogue with doubt, for God is incomparably greater than all our preconceptions about Him; our mental concepts are idols that need to be shattered. So as to be fully alive, our Faith needs continually to die."

Andersen: Hvad, hvis jeg var nazist

Ærindet synes altså sammenligneligt med Leif Andersens “Den Tredje tvivl”. Hvad gør man, når det går op for en, at ens tro er formet af ens kultur? Hvad er der tilbage efter det? Andersen stiller en god diagnose og peger både gennem kunst, filosofi, psykologi, begivenheder og tegneserier på, hvad der har bragt os her til. I sit tredje kapitel sporer han dog læseren ind på, at den tvivl faktisk også bor inde i os selv – at den netop i første omgang kommer fra os selv. Hvilket man også, ifølge Andersen, netop vil sige ud fra et luthersk menneskesyn, hvor menneskets erkendelse jo også er formet af synden. Andersen peger syrligt på, at de eneste, der ikke tager det til sig, er visse konservative teologer, der gerne tager klarsynet på sig, ligesåvel som han peger på absurditeten hos de sprogfilosoffer, der skriver tykke bøger om, at vi ikke kan forstå det, der bliver skrevet. Andersen kalder altså på ydmyghed begge veje i forståelsen: Vi forstår både mindre og mere, end vi tror, vi gør, så hvad gør vi så?

Efter at have gentaget sit grundspørgsmål rigtig mange gange (Havde jeg været nazist..) lader han til sidst bomben sprænge: Ja, så havde jeg nok været nazist, men nu er jeg det ikke, jeg er kristen, og jeg kan jo faktisk godt afvise nazismen herfra. Andersen påpeger, at det blot stiller os i et grundvilkår sammen med resten af menneskeheden. Vi kan ikke med epistemologisk tvivl afvise kristendommen, lige så vel som vi ikke kan bevise den, og derfor ender vi i en slags eksistentialisme, hvor vi så må tage valget på os. "Og derfor: Selv om jeg er nødt til at være dekonstruktivist, ender jeg alligevel hverken som nihilist eller relativist! Det kan sagtens være, at dekonstruktionen logisk ville lede til absolut nihilisme eller relativisme; men eksistentielt er det ikke muligt.”

Denne konklusion har ført til kritik fra konservativt hold, for at han – trods det eksistentielle valg – alligevel åbner en ladeport for relativismen, når han ikke vil placere sin moral på et urysteligt fundament. Men Andersen påpeger altså blot, at selv med nok så ydmyg en erkendelsesteori, er han stadig ikke i tvivl om, at holocaust er ondt. 

Andersen foreslår altså en radikal løsning i mødet med denne grundtvivl – lad bomben sprænge – og se, hvad du har på den anden side i stedet for at kæmpe febrilsk imod. Andersen snakker sjældent om dekonstruktion, han taler bare om tvivl og bruger derfor også lejligheden til at få defineret den. Både som naturlig, som smertefuld og nogle gange som synd, men ikke som troens modsætning. Jeg sidder selv lidt skeptisk tilbage over, at man kan gå ind i et sådant problem og ende præcis, hvor man startede: som konservativ lutheraner. Men også Andersens bog er båret af "at han ikke kan komme uden om Jesus af Nazareth."

Beck: Godt, vi har syge sjæle

Richard Beck, der som nævnt er professor i psykologi, går naturligvis til problemet som psykolog: Hvad gør man, når Freud nu har forklaret, hvordan troen opstår? Beck gør endda Freud den gode tjeneste at opdatere ham og stiller fint sit eget trossyn op ved siden af moderne tilknytningsteori, og hvordan manglen på en tryg havn netop leder os til at opdigte en gud i stedet. For at løse det griber han til en anden af de store historiske psykologer, amerikaneren William James, fra hvem vi også henter både emotionsteori og historiesyn mm., og hans store værk fra 1902 "The Varieties of Religious Experience." Her analyserer James over 1000 forskellige vidnesbyrd gennem historien og opstiller to grupper: Morbid minded christians og healthy minded christians eller Winter og Summer Christians. The Sick Soul får den første også som navn, altså de mennesker, der er optaget af død og smerte. Af det, der ikke fungerer, af problemerne. Og så de andre, som altid kan finde det positive i enhver situation. Dem, hvor det hele nok skal gå. Der er ikke værdiforskel imellem dem, de har forskellige udfordringer, men Becks tese er, at Freud kun kan forklare "Summer Christians". Dem, om hvem det måske godt kan give psykologisk mening, at de bruger religionen som eskapisme. Men Freud vil aldrig kunne forklare “Winter Christians,” der om noget blot får større smerte og ulykke ved at tage det guddommelige seriøst. 

Beck efterprøver James’ teorier gennem spørgeskemaundersøgelser blandt kristne, der blandt andet anvender spørgsmål fra hans "Defensive theology scale," hvor folk på en skala fra 1-7 skal rate udsagn som: "Jeg tror på, at Gud beskytter mig fra sygdom og ulykke" og "Gud har en plan for mig, jeg skal finde og udleve." Hvis der er nok, der er helt uenige i de fleste af de spørgsmål, ja så findes der jo kristne, hvis tro ikke kan (bort)forklares af psykologiske copingmekanismer – og det gør der, konkluderer Beck, selvom der stadig er flest af sommervarianten.

Beck slutter af med at konkludere, at han jo så stadig mangler at finde ud af, hvorfor "The Sick Soul" så faktisk tror, velvidende at en sådan psykologisk forklaring ville genindsætte problemet, men han får jo i første omgang i hvert fald tydeligt påvist, at Freuds forsøg på at skære alle religiøse mennesker over en kam ikke er seriøst. Der er mindst to..

Evans: Kirken uden en kur

I modsætning til de mere teoretiske skribenter, der er præsenteret ovenfor, skriver Rachel Held Evans først og fremmest om sin personlige beretning, og her får vi lov til at komme på indersiden og leve det igennem sammen med hende. Hun fortæller om, hvordan det er at vokse op som det socialt akavede barn i bibelbæltet, der kommer til at spørge, hvorvidt Anne Frank kommer i helvede til kvindebrunchen, hader alle fjollelegene i ungdomsgruppen, og ikke ved hvad i alverden hun skal stille op med de bryster, hun får (eller stumbling blocks, som hun kalder dem). Hun har  grundlæggende det problem, at hun tager kirken dybt seriøst, og faktisk kæmper for at hive hele klassen med til vækkelsesmødet.

Lige indtil hun en dag som voksen vågner op og ikke rigtig kan lade som om, at hun passer ind længere, efterfulgt af en grundlæggende tvivl på, hvad der egentlig er tilbage, når man skræller alle lagene af amerikansk kulturel evangelikalisme væk. Hun tager os igennem sit forfejlede forsøg på at starte en ny kirke, smerten over det nederlag og den langsomme opdagelse af et kristenliv, der ikke handler om aktivisme og holdningsfællesskab, af at få frelst flest mulige sjæle eller at få indført mest mulig konservativ politik. 

"But the modern-day church doesn't like to wander or wait. The modern-day church likes results. Convinced the gospel is a product we've got to sell to an increasingly shrinking market, we like our people to function as walking advertisements: happy, put-together, finished – proof that this Jesus stuff WORKS! At its best, such a culture generates pews of Stepford Wife-style robots, with painted smiles and programmed moves. At its worst it creates environments where abuse and corruption gets covered up to protect reputations and preserve image. "The world is watching," Christians like to say, "so let's be on our best behavior and quickly hide the mess. .. [...]..

But if the world is watching, we might as well tell the truth. And the truth is, the church doesn't offer a cure. It doesn't offer a quick fix. The church offers death and ressurrection. The church offers the messy, inconvenient, gut-wreching, never-ending work of healing and reconciliation. The church offers grace."

Beklager det lange citat, men hun skriver simpelthen så godt! Og får jo her sat ord på, hvor hun ser blindgyden og vejen ud. Ærlige kirker, kirker med plads til smerte og tvivl og fejltrin og mennesker, der ikke passer ind i modellen. Og igen: med en grundlæggende tro på, at Jesus altid er der, hvor der er død og genopstandelse at finde.

Konklusion: Med Jesus igennem

Så fælles for alle fire gælder det altså, at der er sket noget nyt. Indre og ydre omstændigheder har bragt både tro og kirke i en situation, hvor alt er på spil, og hvor det er de færreste, der ikke oplever at blive revet op med rode og stå rådvilde overfor, hvad der er sandt og godt, men alle fire forfattere opfordrer så også til at omfavne den proces midt i al dens smerte i stedet for bare at tage sig sammen, ignorere den eller kæmpe imod. Båret af en tillid til, at Jesus kan bære det, selvom hans kirke ikke altid kan.

Jersak, Bradley: Out of the Embers – Faith after the Great Deconstruction, Whitaker House 2022, 319 sider.

Andersen, Leif: Den tredje tvivl – Hvordan troen bliver til, og hvorfor det giver mening at holde fast i den, Bibelselskabets forlag 2023, 267 sider.

Evans, Rachel Held: Searching for sunday – loving, leaving and finding the church, Nelson Books 2015, 269 sider.

Beck, Richard: Authenticity of faith – The Varieties and Illusions of Religious Experience, Abilene Christian University Press 2012, 240 sider.