Irene Rønn Lind er psykolog og forfatter til Forklædt - pæne psykopater og deres ofre

Der er en gruppe personer, der op gennem historien har givet anledning til undren. Mennesker, der ikke fejlede noget i intelligens og virkelighedsopfattelse, men manglede impulskontrol, samvittighed og etiske og moralske styremekanismer. Nogle af dem bevægede sig på kant af loven. Nogle havnede i kriminalitet. Andre kom ikke på kant med loven, men udviste en hensynsløs adfærd mod de mennesker, der omgav dem. De er blevet kaldt sociopater eller betegnet som havende en moralsk sindslidelse. Senere i historien er de blevet kaldt psykopater. Betegnelse blev efterfølgende sat i skyggen, fordi det blev et skældsord, som folk brugte mod andre.

I dag betegnes de som hverdagspsykopater eller (som jeg har kaldt dem i min bog) pæne psykopater, fordi de på mange måder lever et normalt liv, får uddannelse, arbejde, ægtefælle og børn og kommer ikke på kant med lovgivning – ikke alvorligt i al fald. Men den manglede impulskontrol, samvittighed og etiske og moralske styremekanismer præger deres adfærd.

Nogle gange betegnes de som ”magtmennesker”. “Magtmenneske” er ikke et fagudtryk og svært at afgrænse. Men der er noget rigtigt i ordet. Det er mennesker, som stræber efter magt, nyder at have den og eventuelt misbruger den. Ordet kobles ofte til ordet ”magtbegær”. Det er et stærkt udtryk. Begær er en stærk længsel, styret af indre behov eller spændinger. 

Der er dog ikke en skarp grænse mellem de pæne og de kriminelle psykopater. Figuren Frank Underwood i serien House of Cards, er et godt eksempel på en pæn psykopat. Men han bliver morder, da han i sin skrubbelsløshed skubber en journalist, som modarbejder ham, ud på togskinnerne, så hun bliver dræbt. Det er et spørgsmål om, hvor langt psykopaten vil gå for at tjene sin sag.

Hvad skal de kaldes her i artiklen? Jeg vil fastholde den samme betegnelse, som jeg har brugt i min bog – nemlig pæn psykopat. Det er bare ikke et begreb, som alle og enhver skal bruge mod andre. Alle og enhver skal ikke gå og diagnosticere andre. Så lidt modvilligt vælger jeg at bruge betegnelsen psykopat i denne artiklen. 

Det er træk vi alle har 

Når vi taler om psykopati, er vi fagligt set over i personlighedspsykologien og psykopatologien. Psykopati er en personlighedsforstyrrelse. En personlighedsforstyrrelse er en skævhed i personligheden, som påvirker mange dele af livet bl.a. relationen til andre mennesker. 

En personlighedsforstyrrelse er ikke et enten-eller. Det er ikke sådan, at enten har man en personlighedsforstyrrelse, eller også har man ikke. Der er tale om et kontinuum, som går fra svage træk til stærke træk, som dominerer alle relationer og situationer. Når vi taler om de pæne psykopater, vil det hovedsagelig være mennesker med middel til stærke og dominerende personlighedstræk fortrinsvis fra dyssociale og narcissistiske personlighedsforstyrrelser (alt efter hvilke diagnosesystem, der henvises til). 

En psykopat har ikke specielle psykopatiske personlighedstræk. Det er træk, vi alle har. Vi kan alle isoleret set handle psykopatisk i pressede situationer som for eksempel redde en situation med en nødløgn og en lidt modificeret sandhed og få dårlig samvittighed bagefter. Hos en psykopat er det bare et konsistent personlighedstræk og giver ikke dårlig samvittighed.

Jeg bruger konsekvent stedordet ”han” i beskrivelsen af denne persontype, og det er ikke uden grund, der er ca. 5 gange så mange mænd som kvinder i denne gruppe.

Hvad kendetegner den pæne psykopat?

Det lan være svært at kortlægge den pæne psykopats adfærd. Den bliver præget af den kontekst, det foregår i med de ord og normer, der gælder i det pågældende miljø. Vi kan alligvel beskrive kernen i den adfærd, der kendetegner denne gruppe.

Den pæne psykopat er selvcentreret.

Psykopaten har et bundløst behov for at være i centrum for opmærksomheden. Være bedst. Være den mest beundrede. Og det kan udløse meget vrede, hvis andre får den position. Den ophøjede selvopfattelse fører også til, at han ser sig berettiget til særaftaler. Det, der gælder for andre, gælder ikke for ham.

Den pæne psykopat har en umiddelbar behovstilfredsstillelse og dårlig impulskontrol.

Dette træk betyder, at psykopaten har svært ved at udskyde egne behov og kan få psykopaten til at fremstå umoden. Den dårlige impulskontrol viser sig i pludselige vredesudbrud og kan føre til vold mod de nærmeste. Den adfærd kan få omgivelserne til konstant at gå ”på listesko” og behage ham for ikke at tænde vreden.

Den pæne psykopat fejlsøger, påtvinger skyldfølelse og nedbryder selvfølelse.

Sammen med manipulation er dette træk med til at offeret bliver pillet i stykker indvendig. Psykopaten påpeger andres fejl, forstørrer dem, kumulerer dem og nedbryder offerets tro på at kunne noget. 

Den pæne psykopat er manipulerende.

Manipulation er af få andre til at tænke, handle og føle som man ønsker, de skal gøre. For at få den magt over andre mennesker, er man nødt til at nedbryde dem først. Psykopaten kører ofte et uforudsigeligt mønster med at rose, dadle og ydmyge.

Mennesker er mest sårbare over for manipulation på deres svage og sårbare sider og i kriser og livsovergange. Derfor er det uheldigt, når denne persontype findes blandt mennesker, der hjælper andre i krisesituationer som for eksempel læger, psykologer og præster.

Den pæne psykopat lyver.

Alle oplysninger og facts tilpasses så de tjener psykopatrens sag. Så der sker små fordrejninger og skæve vægtninger af sandheden. I noget af den tidlige litteratur om psykopati bruges formuleringen at ”en psykopat kan lyve ved hjælp af lutter sandheder”.

Løgnagtigheden viser sig også som bagtalelse af mennesker, der ikke støtter og beundrer ham, for eksempel ved at så ”små frø” af usandheder, som vokser op til ”store planter”, som ingen ved hvor kommer fra. En psykopat kan tage det ene menneske fra det andet, uden de opdager det.

Han mangler empati.

Empati er at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser og se en situation fra deres vinkel. Den evne er svagt eller slet ikke udviklet hos psykopaten. Men kan dog sige, at han besidder en anden form for empati nemlig den at kunne fornemme svaghed og usikkerhed hos andre, som han så bruger i sin fejlsøgning og manipulation.

Han skaber konflikt.

Der er aldrig fred omkring en psykopat. Folk bliver splittet og sat op mod hinanden med løgne og bagtalelse. Han kan for eksempel i fortrolighed betro A noget om B. Og B noget om A. På den måde bliver alle sat op imod hinanden og bundet til psykopaten i tavshedspligt.

Konflikterne behøver ikke være store og synlige men en tavs forråelse af hele miljøet omkring ham. Fortroligheden forsvinder og folk bliver vagtsomme over for hinanden.

Han er promiskuøs.

Hos en del af de pæne psykopater ses et liv med skiftende seksualpartnere og utroskab i faste forhold. Det er heller ikke ualmindeligt, at kvinder tiltrækkes af den pæne psykopat. Hvis psykopaten er i et miljø, hvor den adfærd vil svække hans magt og indflydelse (som for eksempel i det kirkelige miljø), kan det komme til udtryk i en mere mental form, hvor han med sin charme holder kvinder i en optagethed eller forelskelse af sig.

Han forbruger mennesker.

Mennesker har kun værdi for ham, så længe de tjener hans sag og beundrer ham i en grad så ”den der ikke er med mig, er imod mig”. Dette gælder også i de nærmeste relationer og giver en særdeles vanskelig situation for ægtefælle og børn.

Mennesker omkring den pæne psykopat kan typisk inddeles i fire grupper.

Støtter

Det er de mennesker, der støtter ham, og som han har magt over, ofte uden at de selv er klar over det. Det er et loyalt hof, som dybest set er dem, der sikrer hans magt. Det er mennesker, som ikke kan eller endnu ikke har gennemskuet ham. De stoler på ham, på det han siger, og de beundrer ham. De får måske også lidt privilegier ud af at være hans trofaste støtte. De får lidt goder af og til. Han har for eksempel et bestyrelsesarbejde kan de få lidt hemmeligheder at vide, og på den måde føle sig udvalgt af ham og være lidt i særklasse for ham.

Fjender

Dem, han opfatter som sine fjender, er dem, der ikke ubetinget støtter og beundrer ham. De undrer sig måske over, noget af det han siger eller gør. De han måske taget ham i en løgn eller stillet spørgsmålstegn ved noget, han har sagt. De har måske haft mod til at reagere på, at andre bliver bagtalt eller nedgjort. Det er mennesker, der kan blive udsat for mange ubehageligheder som for eksempel bagtalelse, mistænkeliggørelse og isolering eller udelukkelse fra det fællesskab det hele foregår i. Det kan ske i en skjult og indpakket form, så andre – og i begyndelsen måske også personen selv – ikke opdager, hvad der foregår.

Statuspersoner

Det er mennesker, som psykopaten kan bruges til at komme frem, stige i graderne eller på anden måde nå sine mål. Det kan være personer, der har status, position eller magt, som psykopaten kan bruge. Disse personer får vist psykopatens pæne sider – i al fald, når de selv er til stede. Det kan være formanden for bestyrelsen i en organisation, hvor psykopaten gerne vil i bestyrelsen eller vil ansættes. Det kan være chefen i en virksomhed, hvor psykopaten er souschef. Når psykopaten så har opnået den position eller magt, han gik efter, blive disse personer farlige for ham og skal neutraliseres. 

Resten

Restgruppen er dem, han ikke kan bruge til noget, og som han ikke opfatter som en trussel. Dem kan han vise stor ligegyldighed over for, også selvom det måske er nogen han for eksempel har arbejdsgiveransvar over for.

Der sker jævnligt ændringer i grupperne. Hvis én af ”støtterne” begynder at undre sig eller måske retter psykopaten i en løgn, ryger vedkommende over i gruppen af fjender.

Godt camoufleret

Når adfærden sådan bliver beskrevet koncentreret, er man ikke i tvivl: ”Sådan en person ville jeg aldrig støtte”. Så enkelt er det bare ikke i praksis, fordi adfærden er camoufleret af en maske eller beskyttelseshinde bestående af tilsyneladende positive egenskaber som for eksempel omsorg og empati. Adfærden kan være så camoufleret, at den kan give et helt modsat indtryk. For eksempel kan bagtalelse af et andet menneske tage sig ud som omsorg for det menneske. Derfor tager det langt tid, før omgivelserne opdager mønstret i psykopatens adfærd, og hvad de er udsat for. Jeg tror ikke, man kan afsløre en pæn psykopat på under 4-5 år. Ofte skal folk på afstand af psykopaten, før de kan se ”den røde tråd” i hans adfærd, fordi psykopaten ofte umiddelbart fremstår charmerende, veltalende med aktivt kropssprog og intens øjenkontakt.

Når det er svært for omgivelserne at få et billede af, hvad der foregår, er det fordi alt hele tiden skifter efter, hvad der tjener psykopatens sag. Den ene dag er en person højt i kurs og er dygtig og fornuftig. Kort efter kan samme person mangle viden, have problemer med sin pålidelighed osv. Det forudsigelige – den røde tråd – i psykopatens adfærd er: Psykopaten har et grundlæggende og umætteligt behov for magt og kontrol og for beundring og anerkendelse båret af manglende samvittighed.

Det er i høj grad den manglende samvittighed, der gør, at adfærden kan lade sig gøre. Når mennesker med normal samvittighedsudvikling gør noget, som giver dårlig samvittighed, kan det ses på dem. Blikket flakker og de skifter måden at sidde på. Hos en psykopat viser hele kropssproget, at det han gør, er helt i orden, selvom han for eksempel fuldstændig nedgør og undergraver et andet menneske. Psykopatens adfærd kan også være så meget uden for normal adfærd, at omgivelserne bliver overrumplede. De bliver fuldstændig ”taget på sengen”. Det, psykopaten gør, er fuldstændig uhørt. Samtidig viser psykopatens kropssprog, at alt er i den skønneste orden.

Dybest set er det ikke psykopatens destruktive adfærd, der er det største problem. Det største problem er den tillærte pænhed. Forklædningen. Beskyttelseshinden. Masken. Det er den, der gør, at han kan få så stor indflydelse og kan køre magtspillet i lang tid.

Afsløringen sker ofte ved, at en enkelt eller meget få i hans omgivelser begynder at undre sig. De ser nogle sprækker i beskyttelseshinden. Prøver at forstå det. Prøver at bortforklare det. Men efterhånden ser de flere og flere sprækker og opdager måske til sidst et mønster i sprækkerne. Nogle af de loyale støtter opdager aldrig sprækkerne heller ikke selvom beskyttelseshinden nærmest revner for øjnene af dem.

Den pæne psykopat i kirken

Det kirkelige miljø kan være et sted, hvor det er let for en, der ønsker magt over en gruppe menneske, at få fodfæste. En måde at komme ind i det kirkelige miljø kan ske ved at lære sig det sprog eller de formuleringer, der ”tæller” i den pågældende kirke. I nogle kirker er det ord som ”Jeg har fået et kald til…”. Eller ”Jeg har fået en åbenbaring om…”. Andre steder kan det være ”Vor tid mangler alvor og at tage Guds ord alvorligt…”

Men psykopaten vil stadig være drevet af sit umættelige behov for magt, kontrol, beundring og anerkendelse, hvor kirken og teologi bliver midlet til at opnå dette. Samtidig bliver teologien en del af det sprog, som bruges i fejlfindingen og nedbrydningen af mennesker. 

Hvis man tager den før beskrevne adfærd og kobler den med en ledende og forkyndende opgave i kirken, er der åbenlyst nogle vanskeligheder. For eksempel hans søgen efter fejl og svagheder hos andre, når han samtidig får indblik i folk svagheder og sårbarheder i sjælesorg. Løgnagtigheden hvor alt tilpasses, så det tjener hans sag, sammenholdt med hans autoritet i udlægning af Bibelen både i prædikener og sjælesorg. Hans selvcentrerethed og behov for beundring sammenholdt med hans status som prædikant og åndeligt overhoved, hvor hans opfattelse af berettigelse til særaftaler betyder, at det han prædiker, ikke gælder ham selv. 

Samtidig gør gode kristne normer – som for eksempel næstekærlighed, tilgivelse og ikke at dømme andre – kirken mere sårbar. Normerne kan blive en blankocheck til et langt magtmisbrug i kirken. Når nogle for eksempel begynder at opdage sprækker i beskyttelseshinden, opstår der ofte en indre dialog: ”Jeg må tilgive, jeg har selv fået så meget tilgivet. Jeg må være opmærksom på bjælken i mit eget øje. Vi skal ikke dømme hinanden.” Osv.

Psykopaten kan også bruge tilgivelsen som et våben til at nedbryde andre trosmæssigt. Han kan sætte splid mellem folk og kalde dem til samtale for at opfordre dem til at tilgive hinanden, for at de ikke skal udelukke sig selv fra Guds tilgivelse. For derefter at fortsætte med at så splid mellem folk. 

Hvad kan man gøre?

Flere steder i Bibelen advares, der mod nogle mennesker, hvor beskrivelsen af deres adfærd matcher den pæne psykopats adfærd. Paulus advarer for eksempel om nogle der sætter splid mellem mennesker (1 Tim 6,3-5). Nogle der prædiker ”Kristus af misundelse og lyst til kiv” og for at hævde sig selv (Fil 1,15;17). Så vi har at gøre med en persontype, der har været kendt længe. Bibelen fremhæver da også flere steder, at ledere i menigheden skal være mennesker, der er ulastelige og har et godt ry (1 Tim 3, 1-7). Det er der god fornuft i!

Man kan ikke fuldstændig psykopatsikre sin menighed. Men der er nogle tiltag, som kan gøre det sværere for en psykopat at få fodfæste.

1) Se på historien. Alle kan lyve med deres ord, men ingen kan lyve med deres adfærd over tid. Det betyder for eksempel, at man skal tage referencer inden man ansætter folk. Og man skal ikke kun tage referencer fra mennesker, som personen selv henviser til. Han vil sandsynligvis kun henvise til sine støtter, og man vil ikke få et reelt billede..

2) Det er vigtigt at holde sin egen sti ren, hvor man reagerer på bagtalelse og nedladende behandling af andre. En menighed, der tager let på bagtalelse og er præget af et dårligt miljø, vil være et sted, hvor en psykopat lettere får fodfæste.

3) Teologisk oplæring af menigheden som modvægt til, at bibeludlægninger tilpasses, så det tjener hans behov for beundring og magt og kontrol.