Artiklen er oversat og udgivet med tilladelse fra The New Statesman

Da jeg var dreng, blev min kristne opdragelse konstant udsat for hård forvitrelse af de kræfter, som min nysgerrighed og entusiasme frembragte. Først var det dinosaurer. Jeg husker levende min rædsel, da jeg en søndag i kirken åbnede en børnebibel og så en illustration på de første sider af Adam og Eva sammen med en brachiosaur. Seks år må jeg have været, men stensikker var jeg — desværre — om dette: Intet menneske har nogensinde set en sauropod. At min søndagskolelærer ikke tillagde denne åbenlyse fejl stor betydning opblussede bare min forargelse og undren. Og for første gang klæbede tvivlens skygge sig blidt til min kristentro, hvis lys ville blive svagere og svagere.

Mørket tog til. Min besættelse af dinosaurer — spændende, voldsomme og uddøde — udviklede sig til en interesse for antikke imperier. Når jeg læste Bibelen, var det ikke israelitterne eller Jesus og hans apostle, der var genstand for min opmærksomhed, men deres modstandere: egypterne, assyrerne og romerne. På samme måde, selvom jeg bibeholdt en snert af tro, fandt jeg den kristne gud uendeligt mindre spændende end hans modstykker fra Olympen: Apollo, Athene, Dionysus. Fremfor at skrive love på stentavler og fordømme andre guddomme som dæmoner, så foretrak de livets nydelser. Og hvis de var forfængelige, selviske eller decideret onde, så underbyggede det blot fascination og dragelsen af deres rockstjernelignende væsen.

Da jeg læste Edward Gibbon og de andre store forfattere fra oplysningstiden, var jeg mere end klar til at skrive under på deres fortolkning af historien: Kristendommens triumf havde indvarslet “overtroens tidsalder”, og moderniteten var grundlagt på afstøvningen af antikkens glemte værdier. Min barndoms tilbøjelighed til at tænke på Bibelens Gud som en fjende af frihed og sjov med ansigtet evigt lagt i sure miner blev rationaliseret. Hedenskabets nederlag havde overdraget tronen til “Nobodaddy”, og alle korsfarerne, inkvisitorerne og de sort-hattede puritanere tjente som gejstlige undersåtter. Farve, glæde og begejstring var blevet suget ud af verden. “Thou hast conquered, O pale Galilean,” skrev Swinburne med henvisning til Romerrigets sidste hedenske kejsers, Julian den frafaldnes, klagesang. “The world has grown grey from thy breath.” Jeg var instinktivt enig.

Derfor var det ikke en overraskelse, at jeg fortsatte med værdsætte antikken som den periode, der greb mig og inspirerede mig mest. Da jeg skrev mit første historieværk, Rubicon, valgte jeg et emne, der lå filosofferne særligt nært: Ciceros tid. Emnet for min anden bog, Persian Fire, leverede i det enogtyvende århundrede drama til Hollywood på samme måde, som det tidligere havde tjent Montaigne og Byron. Det var en arketype på frihedens sejr over despoten: de persiske invasioner af Grækenland. Årene jeg brugte på disse studier af den antikke verden — i et nært forhold til Leonidas og Julius Cæsar, og de græske hoplitter, der døde ved Thermopylæ, og legionærerne, der sejrede ved Alesia — lagde kun mere brænde på bålet; Sparta og Rom forblev selv i mødet med den mest minutiøse historiske undersøgelse tilsyneladende ved med at inkarnere kvaliteterne ved et rovdyr øverst i fødekæden. Og bibeholdt grebet om min forestillingsevne, som de altid havde gjort det — som en tyrannosaurus.

Men store rovdyr — uanset hvor betagende og beundringsværdige — er af natur frygtindgydende. Jo længere tid jeg brugte neddykket i antikkens verden, jo mere fremmed og frygtelig blev den. Værdierne, som jeg så i Leonidas, hvis folk udøvede en særegen og brutal form for eugenetik og trænede deres unge til at myrde overmodige Untermenschen i ly af natten, var ikke værdier, som jeg kunne genkende som mine egne. Heller ikke hos Cæsar, der angiveligt dræbte en million gallere og bandt lige så mange i slaveri. Det var ikke blot brutaliteten, der chokerede mig, men den tilsyneladende foragt for enhver form for iboende værdi i den fattige eller svage. Oplysningstidens grundlæggende antagelse: at den ikke skyldte den tro, som den blev født i, noget, virkede for mig mere og mere uholdbar.

“Ethvert fornuftigt menneske,” skrev Voltaire, “ethvert ærefuldt menneske ser i rædsel på den kristne sekt.” I stedet for at indrømme, at hans etiske principper havde rødder i kristendommen, foretrak han at trække på en række andre kilder — ikke bare klassiske litteratur, men også kinesisk filosofi og hans egen fornufts evner. Dog var Voltaire i sin omsorg og bekymring for de svage og undertrykte dybere og mere langvarigt mærket af aftrykket fra den bibelske etik, end han ville indrømme. Hans modstand mod den kristne Gud var i et paradoks, som han ikke er og var ene om, et produkt af motiver og dyder, der i hvert fald delvist er let genkendelige som kristne.

“Vi prædiker Kristus som korsfæstet,” erklærede Paulus, “en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.” Han havde ret. Intet kunne havde skuret mere imod de dybeste antagelser og forestillinger hos Paulus’ samtidige — jøder, grækere, romere. Tanken om en guddom, der blev tortureret og henrettet på et kors, var så chokerende, at det virkede frastødende. Kendskab til det bibelske narrativ om korsfæstelsen har sløvet vores evne til at opfange, hvor anderledes og ny en guddom Kristus var. I den antikke verden var det guderne, der gjorde krav på at herske over universet og holde dets orden, og derfor var det også deres opgave at påføre straf — ikke at bære straffen selv.

I dag, selvom troen på Gud svinder i Vesten, så bærer de lande, der engang kollektivt gik under betegnelsen Kristenheden, stadig aftrykket af den totusind år gamle revolution, som kristendommen var. Kristendommen er den primære årsag til, at de fleste af os, der bor i post-kristne samfund, stadig tager det for givet, at det er mere ærefuldt at lide end at påføre lidelse. Den er også grunden til, at vi generelt tilskriver ethvert menneskeliv samme ukrænkelige værdi. I min moral og etik har jeg lært at acceptere, at jeg slet ikke er hverken græsk eller romersk, men derimod helt igennem og ganske eftertrykkeligt kristen.