Under Inkvisitionen i 1170 anklagede storinkvisitor (fedeste titel nogensinde) og dominikanermunk Bernard Gui i sin inkvisitionguide Mod Kætterne valdenserne — en gruppering af fattige fra Lyon for at være kættere. Gruppen  samledes omkring en købmand ved navn Pierre Waldo, der prædikede bod og kristusefterfølgelse gennem lægmandsprædikener og bibellæsning på det lokale sprog. Gui anklagede grupperingen for at være en ny form for manikæisme - et gammelt kætteri, der var vendt tilbage fra graven, selvom Augustin for lang tid siden havde sat dem på plads. 

Pointen her er som sådan ikke uenigheden mellem Gui og Pierre Waldo — det kan du selv læse op på — men at synliggøre en ærgerlig fælde, som kirken har været tilbøjelig til at falde i: at tolke teologisk uenighed i lyset af de store kætterier fra kirkens historie. 

Vi har ofte lavet uberettigede sammenligner mellem nyere teologiske bevægelser og oldkirkens gamle kætterier.  Det kan være berettiget. Men som en lille mental øvelse, så kunne vi prøve at forestille os, hvordan det ville lyde, hvis en vred Egon Olsen havde en kandidat i teologi. Hundehoved! Hængerøv! Arianer! Gnostiker! Fremgangsteolog! 

Fremgangsteologi er et fy-ord, og det er et fy-ord på samme måde som manikæer er det. Derfor ved jeg godt, at jeg danser utrolig tæt på en kant, der måske ikke er helt behjælpelig, med en overskrift som ovenstående. Ikke desto mindre så håber jeg, at du vil være med til at lege inkvisition for en stund. Jeg mener faktisk, at kristen nationalisme er vor tids fremgangsteologi, og jeg vil gerne forklare hvorfor

“I compel you demon of poverty!”

Fremgangsteologi er en teologisk retning, som mener, at Gud hjælper dem, som tror på ham. I ekstremen indebærer det overbevisningen om, at alle kan blive helbredt og leve i økonomisk overflod i dag ved at blive kristne. Også modsætningen: at en person, som lever et syndigt liv eller bare mangler tro, åbner døren til at djævlen kan komme ind, hvorfor sygdom, handicap eller andre ulykker ses som straf fra djævelen. 

Den opstod som en kombination af flere strømninger, der løb sammen og endte med at have stor indflydelse. Den første  strømning var pinsebevægelsens karismatik, og det formsprog som blev dannet ud af forventningen om helligånden, der handler og giver karismatiske gaver. Den næste bliver ofte kaldt New Thought og var en spirituel bevægelse, der fyldte en hel del gennem det 20. århundrede. Tænk i retning af selvhjælpsbøger og positiv psykologi — name it and claim it — krydret med nogle citater fra forskellige religioner og gamle munke. Du kan med tankens/troens hjælp bringe velstand frem. Og så den sidste strømning : den amerikanske drøm. Den amerikanske drøm med  alt hvad det  indebærer af pragmatisme, individualisme og forventning om, at du alene kan løfte dig selv ud af fattigdom. 

Fremgangsteologien er bredt anerkendt som et kætteri. Og den er heller ikke svær at tilbagebevise. Den bliver nogle gange kaldt vending-machine-christianity, fordi den i sin essens netop elsker det, som Jesus kan give mere, end den elsker ham. Den gør Gud selv til en afgud —til en velsignelsesautomat. Og der er stor forskel på at stole på Gud og at stole på, at Gud vil give dig flere ting.

Se, problemet med fremgangsteologi er, at der ikke er nogen, der mener, at de prædiker fremgangsteologi. Ikke engang televangelisterne med 3-4 privatfly, som de har købt med donationsmidler, der blev givet på baggrund af løfter om velstand og helbredelse. Alligevel har den sat sig som en svulst på den globale kristendom. Ikke altid i sin grimmeste version — det er faktisk hovedpointen her — men som en stille forventning eller en sidebemærkning. “Du kommer aldrig til at mangle penge, som du har givet til kirken. Gud velsigner dem.” 

Udfordringen er, at fremgangsteologien stiller sprøgsmål med falske præmisser. Ønsker Gud ikke at velsigne dig? At du skal blive helbredt? Blive rig? Vil han ikke vise sin storhed gennem dig? Problemet med alle de ovenstående spørgsmål er, at det kommer helt an på, hvad vi forstår ved velsignelse, helbredelse, rigdom og storhed. Og jeg kan love dig for, at kristendommen har en noget anden forståelse af disse ting end den gængse. Og det er ikke en forståelse, som man bliver rig af eller husket af eftertiden for. Tværtimod. Fremgangsteologien sekulariserer det kristne håb og det kristne liv, og forvandler det til en flad monetær og verdslig størrelse. Det lyder kristent, men er det ikke.

“Liberation theology for white people”

Og nu kommer vi så til kristen nationalisme. Vi kender det bedst som en form for trumpisme, men det har nok altid været til stede i en eller anden grad “over-there”. Der er nogle klare trædesten for kristen nationalisme i den amerikanske exceptionalisme, hvor USA forstår sig selv som et guds rige — de er “a shining city on a hilll”. Men det er let nok at problematisere amerikanere, og der er allerede skrevet en artikel om evangelikalismens to ansigter her. Og det er altså kun derovre, at man kan møde kristne, der forstår de forenede amerikanske stater, som Guds pagtsfolk, og blæser i shofar horn for at lade helligånden blæse Trump til sejr. Derfor er det langt mere interessant at kigge på, hvordan begrebet kan omsættes i en europæisk og ikke mindst dansk kontekst. 

Kristen nationalisme er en sammenblanding af religiøs, politisk og national identitet. Sociologerne Samuel L. Perry og Andrew Whitehead definerer det på denne måde. 

De forklarer det som en kulturel rammefortælling, hvor man bruger en bestemt forståelse af nationen og nationens fortid til at danne en række implicitte og eksplicitte idealer og værdier, og derigennem også en bestemt type politisk engagement. De fleste af os kender godt rammefortællingen: Vesten har forladt sine kristne værdier og derfor forsvinder den velsignelse som implicit eller eksplicit kommer fra Gud. Vi skal derfor vende om til de konservative dyder, som herskede i fortidens enhedskultur, og forsage pluralismen.

Det er en slags religiøs og politisk klagesang over det tabte. Det er nok den iagttagelse, der får Russel Moore til at kalde det “liberation theology for white people”. Det lyder nogenlunde sådan her: Vi har i årtier skyllet vores værdier ud med tidens badevand. Den brede forståelse af, at mennesket ikke kan alt, men at det alene er Gud, der bestemmer godt og ondt, er væk. Der er ikke længere noget højere og større — åh,  det skulle da lige være klimaet! Tænk sig at tilbede skabningen frem for skaberen. Der var en gang, hvor vi havde fælles kristne værdier, men nu er det hele forsvundet i abort, flydende køn, prideflag, woke-ideologi og klima. Jeg beder til, at der må komme mennesker i Folketinget, der har respekt for vores livgivende bibelske kulturarv, der kan redde børnene og familierne. 

Kan du genkende den?

Krydset med fremgangsteologi

Se, her rammer vi krydset med fremgangsteologien. Ligesom fremgangsteologien var en snigende verdsliggørelse eller sekularisering af det kristne liv og det kristne håb, så er kristen nationalisme en verdsliggørelse af den kristne etik og vores forståelse af Guds rige. Den kristne etik bliver til værdier, og Guds rige bliver til politik.

Nogle gange kalder vi dem kristne værdier og andre gange kalder vi dem judeo-kristne værdier, hvis vi gerne vil lyde meget belæste. Problemet er, at den kristne etik bliver revet ud af sin sammenhæng og adskilt fra det bankende hjerte, som ligger bag. Der er ikke meget kristus i kristne værdier, fordi de i deres formsprog er lavet til at træde ind i en politisk arena. Den kristne etik bliver i yderste konsekvens berøvet sin fremmedhed, fordi den er løsrevet fra det, der gør den fremmed. I stedet for en etik, der vokser ud af Kristus’ gerning og karakter, så har man bare en række holdninger, der skal bibeholdes. Det er ikke etik, det er adfærdsregulering. Og det er der ikke nogen, der bliver kristen af.

Den anden udfordring ved denne sekularisering er, at den kristne etik ikke længere har et klart udgangspunkt og derfor forsvinder i tradition, kulturarv og politiske holdninger. Et eksempel på det kan man finde i pamfletten 7 Grunde til ikke at gå med i Priden. Jeg vil ikke skrive, hvilken kirkelig organisation, der har udgivet den. Det er nemt at finde ud af, men det er ikke pointen. Det handler ikke om den enkelte organisation eller kirke, og jeg er ikke interesseret i, at denne leder skal læses som et specifikt opgør med nogle specifikke mennesker. Jeg er interesseret i pamfletten som et symptom på problemet. I deres iver og glæde over familien som enhed og et “biologisk kønssyn” har de uforvarende glemt, at man plejer at skrive noget om Gud eller Jesus, hvis man er en kirke. Og mig bekendt handler den kristne tro ikke om far, mor og børn og biologi. Det lugter ærlig talt mest af anti-pluralisme i kristne klæder. 

Det samme gør sig gældende med forholdet til magt. Kristen nationalisme veksler kristendommens symbolik og sprog i tjeneste for national- og etnisk identitet til gengæld for bekvemmelighed. Men man får ingen matyriemedaljer for at føle sig klemt. Kristendommen har ingen interesse i politisk magt — eller magt i det hele taget. Jesus starter sit virke ved at blive fristet af den slags i ørkenen og sige pænt nej tak. Guds rige er af en anden verden. Hvad mere er, at den kulturelle komfort, som man ønsker sig, kommer til at være på bekostning af andre. Vi kommer altså ikke tættere på Guds rige ved at skubbe LGBT+-folket ind i skabet igen. Og det var i øvrigt en synd, at de var der til at begynde med.  

Det er magtens ødelæggende karakter. Den selvopofrende kærlighed er blevet lænket i tjeneste for sandheden.  “Det er ukærligt ikke at sige sandheden!” Nej, det er ukærligt at handle ukærligt. Hvis kærligheden kun er ord, så er den kold. Og som det lyder hos gamle Paulus: “Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.”

Jeg anfægter ikke, at kristne skal være politisk aktive. Tværtimod. Selvfølgelig skal kristne kæmpe for det gode. Det er faktisk essentielt. Men vi skal ikke kæmpe for os selv.

De første kristne kæmpede også. De nægtede at tilbede kejseren og risikerede dermed deres liv. De deltog ikke i hedenske ritualer i forbindelse med forskellige begivenheder og blev derfor socialt udstødte. De nægtede at dræbe og tjente derfor ikke i militæret. De tog sig af syge og fattige — en direkte kritik af kulturens idealer. De stræbte efter et kysk liv gennem cølibat og monogami og åbnede døren for kvinder til rum, der normalt var forbeholdt mænd, hvilket førte til udstødelse og bagvaskelse. 

Men de betalte altid selv prisen. Når de nægtede at tilbede kejseren, blev de truet med dødsstraf, og svarede med evangelisk styrke. Men den styrke bestod ikke i at forsøge at ændre reglerne med magt, men i at acceptere straffen og nægte at tilbede alligevel. Dette gælder deres modstand på alle områder. Det er beundringsværdigt, men ikke særlig overraskende: Jesus var ret tydelig med, at magtens sprog ikke er hans. Han taler kærlighedens sprog om selvopofrelse. Det er afmagtens evangelium — ikke magtens evangelium. Den kristne vinder ikke på andres bekostning.

Hvis vi vil have en nationalistisk magtens kristendom, så er Putins Rusland teknisk set det mest kristne land i verden. 

Domsafsigelse

Nå, vi er ved at være ved vejs ende i vores lille inkvisitionsøvelse. Min pointe er mest af alt, at kristen nationalisme er en vildfarelse, som fortjener vores opmærksomhed, fordi den taler som og ligner kristendom uden at være det på samme måde, som fremgangsteologien gør. Og den eksisterer ikke kun i sin allermest yderlige form. Man kan godt være ramt af kristen nationalisme uden at betragte Trump som en moderne Nebudkadnesar. Derfor må vi udvikle mere fintfølende værktøjer og bedre politisk teologi, fordi kristen nationalismen skader kirkens vidensbyrd. Og den skader det ved at forvride det. 

Og når vi nu har taget inkvisitionenshatten på, og jeg sidder i den selvbestaltede rolle som storinkvisitor, så er min dom, at det er tid til at kalde kristen nationalisme for kætteri. Ligesom fremgangsteologien ødelægger det kristne budskab, så gør kristen nationalismen det samme.