Det kan virke lidt altmodisch med frihed for alt af ånd – eller åndsfrihed – men jeg vil hævde, at det er aktuelt som aldrig før. Og netop derfor så vigtigt at nytænke og nyformulere. Med denne artikel gør jeg et forsøg.

Det er udtryk for åndsfrihed, at Danmark ved siden af det offentlige har et frit skolesystem, så kristne, muslimske, socialistiske og liberalistiske forældre – uden urimelige økonomiske ofre – kan sende deres børn til en skole, der bygger på samme værdier som hjemmet.

Det er udtryk for åndsfrihed, at det er muligt at etablere valgmenigheder og frimenigheder, der har visse rettigheder i forhold til Folkekirkens bygninger og liturgi mv. Det er også udtryk for åndsfrihed, at en kirkegænger kan løse sognebånd til en anden præst end sognets.

Det ville være et anslag mod åndsfriheden, hvis Folketinget besluttede – hvad et stort flertal af danskerne ønsker – at forbyde omskæring af drenge med religiøs begrundelse.

Det ville være et anslag mod åndsfriheden, hvis staten krævede, at de ca. 100 institutioner, kirker og religiøse samfund, som har vielsesmyndighed i Danmark, skal tilbyde vielse af to af samme køn. (En undersøgelse for få år siden viste, at 38 % af den danske befolkning mener, at staten bør indføre et sådant krav.)

Det er et brud på åndsfriheden, når en mand fra Jehovas Vidner ikke kan blive fri for at få blodtransfusion, da det er imod hans samvittighed, jf. en sag omtalt i pressen i februar 2022.

Disse eksempler viser, at åndsfrihed er et særdeles relevant tema i disse år, selv om begrebet desværre er gledet ud af mange menneskers ordforråd.

Hvad forstår vi ved åndsfrihed

Fra 2010 til 2012 afvikledes et projekt om åndsfrihed, som stort set alle kirkelige aktører i Danmark gik sammen om. Kristent Pædagogisk Institut, som jeg dengang var ansat i, ledte projektet, hvori vi udviklede en definition af åndsfrihed:

Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.

Nu er åndsfriheden ikke kun relevant på samfundsplan. Den har også noget væsentligt at sige i kirke, skole og hjem, hvor definitionen imidlertid må tilpasses lidt. Der bør efter min mening for eksempel ikke være samme åndsfrihed i Folkekirken som i samfundet. Der er ikke religionsfrihed i Folkekirken, da den – netop i åndsfrihedens navn – har ret til at definere sig evangelisk-luthersk, ikke pentakostal eller muslimsk.

Det er vigtigt at pointere, at åndsfriheden ikke hviler på en relativistisk grundantagelse. Tværtimod. Det er netop, fordi mennesker i et samfund som det danske ikke er enige om, hvad der er sandt i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, at åndsfriheden er så vigtig. Meget er naturligvis relativt, men ikke alt. Derfor vil der være – og bør der være – en strid mellem borgerne og grupper af borgere i et åndsfrit samfund, hvor spørgsmål om ytringsfrihed, menneskesyn, tro og politik kommer til udtryk.

Den slags spørgsmål, som mennesker ser vidt forskelligt på, og hvor man mener, at modparten tager fejl, er anledninger til at øve sig på åndsfrihedens to grundlæggende praksisformer:

1) Du er i din gode ret til at hævde, at noget er sandt, mens andet er falsk, og du har ret til at påvirke andre mennesker med dine synspunkter; men du må ikke tvinge dem til en bestemt overbevisning eller anvende magt, vold og økonomiske repressalier til at lukke munden på dem.

2) Du skal tilkende dine religiøse, etiske og ideologiske modparter samme frihed, som du selv har, til at virke for deres synspunkter og deres overbevisning i det danske samfund.

Et demokratisk samfund har ret til at forbyde nogle handlinger, selvom de udspringer af menneskers tro og overbevisning, for eksempel at omstyrte samfundsordenen med voldelige midler eller at være gift med mere end én kvinde på samme tid. Ganske få ytringer kan der også blive tale om at forbyde, for eksempel injurier og opmuntring til racisme. Men grundlæggende er det åndsfrihedens ledetråd, at kun handlinger, ikke holdninger, kan gøres strafbare. Munden fri og hånden bundet.

Arven fra Grundtvig

Den enkeltperson i danmarkshistorien, som har haft størst indflydelse på udformningen af den danske åndsfrihed, er N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Han indså, at åndelige kampe kun kan vindes med åndelige midler. Tvang til tro er dåres tale! Derfor bør et samfund hindre tvang og magt på det åndelige område. Sandhed og løgn må kæmpe åbent. Et samfund bør derfor ikke betragte sine religiøse, politiske, etiske og filosofiske mindretal som ”problembørn,” men sikre dem gode vilkår. Det er for øvrigt også dumt at lukke munden på mindretallene – på nogle punkter kunne de jo have bedre begreb om det sande, gode og smukke end flertallet. Det er set mere end én gang!

Grundtvig kom til den overbevisning, at religiøse, politiske og moralske kampe ikke skal kæmpes med sværdet, men med ordet. Der skal være frihed for Loke (det tvetydige) såvel som for Thor (sandheden), forudsat at ideologiske mindretal følger landets love. Men staten skal ikke afgøre, hvilke meninger og holdninger mennesker i Danmark må have, heller ikke selv om disse er dybt usympatiske.

I nyere tid har professor og højskolelærer, Holger Kjær⁰Kjær, Holger (1974): Tolerance eller frisind? Et enten-eller. Fredericia: Lohses Forlag. (1899-1980) formuleret et principielt syn på åndsfrihed i forlængelse af Grundtvigs. Let omskrevet ser Holger Kjærs skelnen mellem tolerance⁰Ordet ”tolerance” kan godt bruges som synonym for ”åndsfrihed”. Men for Holger Kjær er tolerance og åndsfrihed antonymer. og åndsfrihed sådan ud:

Åndsfrihed og integritet

Fra en side set er menneskets åndsfrihed aldrig truet. Hvis et menneske er stærkt nok bundet i sin samvittighed og villig til at bære omkostninger, kan det tænke, tro, tale og handle ud fra denne overbevisning. Men prisen kan være høj i form af fængsling, tortur, sult, stigmatisering, ensomhed, ja død. Friheden er del af menneskets adel; men det kan koste ufatteligt dyrt at gøre brug af den. Det opdagede Alexander Solzhenitsyn i de sovjetiske arbejdslejre.

Verdenshistorien rummer stærke historier om mennesker, som har bragt enorme ofre, fordi de ikke lod sig kue, men kæmpede for det, de var overbevist om. Det viste sig, at de trods indespærring og forfølgelse var friere end deres fangevogtere og forfølgere.

Det gælder Johan Huus, som i 1415 blev brændt på bålet, fordi han ikke ville bøje sig for de katolske magthaveres krav. Det gælder Dietrich Bonhoeffer, som i modsætning til det store flertal af lutheranere, bekæmpede nazismen og betalte med sit liv kort tid før Nazi-tysklands sammenbrud. Det gælder det moderne Sydafrikas landsfader, Nelson Mandela, som bl.a. betalte med 28 års fængselsophold, inden han blev en af hovedkræfterne i afskaffelsen af apartheid. Det gælder Vaslac Havels kamp mod kommunismen, som blev en vigtig brik i Østblokkens kollaps.

Den pointe er vigtig: Mennesket har altid frihed til at følge sin samvittighed, blot det vil betale prisen. På den anden side, ønsker vi os ikke et samfund, hvor man skal i arbejdslejr for at opdage sin overbevisning og friheden ved at fastholde den, eller hvor man skal være af en støbning som de mennesker, jeg har nævnt her. For virkeligheden er, at langt de fleste mennesker ikke har disse frihedsheltes kræfter eller mod til at gå imod undertrykkerne.

Af hensyn til disse mange (bl.a. mig), der ikke magter at bevare deres integritet og selvstændighed, hvis de udsættes for undertrykkelse, er den åndsfrihed, som samfundet værner, så vigtig. For at mennesker ikke skal tabe deres værdighed ved at blive tvunget til at handle imod deres samvittighed.

Derfor skal vi afstå fra tvang i åndelige spørgsmål. Men samtidig giver åndsfriheden mig altså ret til – med ord, argumenter og omsorg – at påvirke andre i retning af det, jeg finder sandt, godt og smukt.

Åndsfriheden er under pres

Men åndsfriheden er i disse år under pres fra flere sider. Så meget desto vigtigere er den at kæmpe for – skønt det er på andre betingelser end på N.F.S. Grundtvigs og Holger Kjærs tid.

Lad mig nævne nogle aktuelle pres på åndsfriheden:

Den islamiske ekstremisme

Terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 sammen med terroraktioner på europæisk grund de sidste 20 år udfordrer i meget høj grad åndsfriheden. Og det endda på en dobbelt måde. Dels fordi islamister på så skræmmende måde har vist foragt for åndsfrihed og fremturer med det. Dels fordi Vestens reaktion på terroren har ført til øget overvågning, sikkerhedsforanstaltninger og mistænkeliggørelse, som i flere tilfælde er blevet til anslag mod åndsfriheden. Det gælder for eksempel bankers emsige tjek af almennyttige foreningers pengetransaktioner for, om disse er hvidvask af terror-penge.

Den islamiske ekstremisme er kendetegnet ved foragt for åndsfriheden, når den anvender vold – eller frygten for vold – som middel til at føre sit ideologiske program igennem. Den er i sin kerne en tanke om, at den islamiske dagsorden, som er vores, ønsker vi med vold og magt at sætte igennem. Men at reaktionen herpå altså også bryder med åndsfriheden, gør blot dette pres endnu større.

Den principielle sekularisme

Presset mod åndsfriheden kommer også fra den modsatte side, nemlig den principielle sekularisme, som er et af de gængse svar på den religiøse ekstremisme. Dens ideal er en offentlighed renset for religion og trosytringer. Men parallelt med, at man renser det offentlige rum for religion, vokser den politiske korrekthed, altså den brede konsensus, der ikke tåler modsigelse. Ofte sker dette på grundlag af en stærk tiltro til (natur)videnskaben, som, man mener, er neutralitetens garant.

Det paradoksale bliver imidlertid, at sekularisterne i denne bevægelse selv kommer til at lægge pres på religionsfriheden og dermed åndsfriheden. Tydeligt illustreret med en udtalelse af den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy: ”Kristne, jøder, muslimer og troende uanset deres tro må afstå fra at stille deres religion til skue og undgå provokationer. De må praktisere deres religion i ydmyg diskretion.”

Denne form for sekularisme er udtryk for en ”religionen-ud-af-det-offentlige-rum-holdning,” skønt den ikke er så dramatisk som den sekularisme, vi møder i nyateisme, der hævder, at religion er et naivt og ødelæggende fænomen.

Den principielle relativisme

Presset mod åndsfriheden kommer for det tredje fra den principielle relativisme. I modsætning til sekularisterne, som ønsker religionen ud af det offentlige rum, vil relativisterne have alle religioner ind i det offentlige rum – i religionslighedens navn – men ingen må formaste sig til at tale om, at de er sandheden nærmere end andre. Man skal altså ikke blot respektere anderledes troende, men principielt tage udgangspunkt i, at enhver bliver salig i sin tro.

Jo flere borgere i et land, der har denne overbevisning, desto mindre relevant bliver åndsfriheden. For ægte åndsfrihed forudsætter, at vi virkelig er uenige. Så dét er måske det største pres, åndsfriheden udsættes for i dag: I relativismens navn forekommer den ganske enkelt irrelevant. Jo mindre sandhed og ret betyder for mennesker, og jo mere relativistisk, mennesker tænker og lever, desto mere ligegyldig forekommer åndsfriheden.

Andre pres på åndsfriheden

Et andet pres på åndsfriheden er den politiske højrefløjs nationalisme, der er villig at gå meget langt for at bremse islam. Gjorde man det så blot med ord, argumenter og omsorg var det i overensstemmelse med åndsfriheden. Men problemet er, at den politiske højrefløj i så høj grad er villige til at bruge lovgivning og tvang. Her sigter jeg ikke til den politisk respektable holdning, at man ønsker at begrænse indvandringen til for eksempel Danmark. Jeg sigter derimod til de højre-nationalister, der vil lægge hindringer i vejen for de religiøse grupper, som er her, og dermed reelt stække religionsfriheden.

Men også på den politiske venstrefløj er der eksempler på pres mod åndsfriheden. Ofte fordi den kollektivistiske tænkning er så markant, at den begrænser individers åndsfrihed. Et eksempel fra de seneste år er nuværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S, tidligere EL) holdning til frie grundskoler. Hun har udtalt, at hun er ”sindsygt misundelig” på Sverige, hvor man arbejder på et forbud mod religiøse friskoler. Som et historisk eksempel kan nævnes Blekingegade-banden fra 1980´erne, der med kriminelle midler førte en venstreorienteret kamp.

Endelig er det ikke blot muslimske, men også hinduistiske, jødiske og kristne religiøse ekstremister, der sætter åndsfriheden under pres. Når hinduiske nationalister i Indien brænder kirker af og fordriver kristne, er det et brud på åndsfriheden. Når ultraortodokse jøder kræver kønsopdelte busser eller fortorve, når en amerikansk præst planlægger at afbrænde 200 eksemplarer af Koranen, eller når almindelige kirke-danskere fastholder, at Danmark jo er et kristent land, hvorfor muslimer ikke skal have lov til at bygge moskeer hertillands.

Åndsfriheden er altså udfordret af meget dominerende kræfter i vores tid. Så meget desto vigtigere er det at fremholde og at restaurere den.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi insisterer på nuancerne i en tid, der tenderer til polarisering, der for eksempel viser sig sådan:

Gør man sig til talsmand for, at kvinder skal have lov til at gå med tørklæde, bliver man af sekularister og nationalister beskyldt for at gå de religiøse ekstremisters ærinde.

Er man fortaler for begrænsninger i indvandringen til Danmark, beskyldes man af religiøse ekstremister og visse sekularister for racisme og fremmedhad.

Vil man fastholde en skarp skelnen mellem det verdslige og åndelige i statens anliggende, får man reaktion fra nogle muslimer og fra enkelte nationalister.

Fastholder man, at vi som mennesker uundgåeligt må forholde os til sandhed og løgn, får man af relativisterne skudt i skoene, at man er ekstremist.

Derfor er der brug for mennesker – borgere – som insisterer på nuancerne, og som nægter at gå ind i de sociale mediers ekkokamre eller den hurtige nyhedsstrøms opdeling i rød og blå blok. En sådan insisteren på nuancerne vil gøde jorden for åndsfrihed.

Skal vi give frihed for løgn og umoral?

”Jamen, vi kan da ikke give frihed for løgnen!” vil nogle (kristne) sige! Problemet med dette udsagn er, at det forudsætter, at løgnen altid findes andre steder end hos mig og mine meningsfæller. Det forudsætter, at løgnen er hos de andre. Men hvad nu, hvis løgnen også findes hos mig selv og dem, der er enige med mig?

Det kristne menneskesyn understreger, at alle mennesker – også kristne – er begrænsede og faldne. Derfor er jeg nødt til at operere med muligheden af, at løgnen også kan have taget bolig i mig og mine meningsfæller. Alene af den grund er vi nødt til – i åndsfrihedens navn – at give frihed for det løgnagtige.

Til gengæld har vi intet at frygte på sandhedens vegne. Sandheden er nemlig på den lange bane stærkere end løgnen. Løgnen giver måske en gevinst på den korte bane, men, når alt kommer til alt, hænger den ikke sammen. Den er ikke i pagt med virkeligheden. Det er sandheden derimod.

Men hvad så med umoral? Indebærer åndsfriheden, at vi skal give frihed for enhver form for moral eller umoral. Nej. Der er forskel på løgn og umoral. Løgn er ord, holdninger og ideologi. Umoral er handlinger, gøren og undladen.

Intet samfund kan bestå uden en moral. I Danmark er det for eksempel alment anerkendt, at sex med mindreårige er forkert, at kannibalisme er forkasteligt, og at drab er strafbart. Men der foregår i ethvert samfund en kamp om, hvad der skal være tilladt, og hvad der skal være forbudt. Det danske samfund har for eksempel valgt, at det ikke er strafbart at tage livet af et 11 uger gammelt foster i dets mors mave. Flerkoneri er forbudt i dag, men vil måske være tilladt om få år.

Det er imidlertid ikke et brud med åndsfriheden, at et samfund forbyder provokeret abort eller fastholder, at flerkoneri er strafbart. Men det ville det være, hvis man forbød folk at gøre sig til talsmænd for at forbyde fri abort eller for at tillade flerkoneri. Enhver har ret til at kæmpe for, at en bestemt moral kommer til at præge samfundet og dermed gøre nogle handlinger tilladte og andre forbudte. Derom står der en aldrig afsluttet politisk strid, som i sidste ende er en åndelig kamp.

Et par eksempler

Åndsfrihedens relevans viser sig mange steder. Lad mig nævne et par eksempler. Mange flere kunne nævnes; især fra udlandet, for trods presset på åndsfriheden i Danmark, lever vi globalt set i et land med større åndsfrihed end de fleste.

Skal vi forbyde kvinder at gå med burka?

I 2018 vedtog det danske folketing tildækningsforbuddet – eller burkaloven, som den hedder i folkemunde. Er den i pagt med eller et brud på åndsfriheden? Det er efter min mening ikke helt enkelt at svare på.

Fra en side set er burka og niqab udtryk for et kvindesyn, der er bryder med et elementært lighedsprincip i demokratiet, nemlig at mænd og kvinder er ligestillede. I udgangspunktet er disse tildækkende dragter kvindeundertrykkende og dermed i modstrid med åndsfriheden. Ikke desto mindre er der ca. 200 kvinder i Danmark, hvoraf de fleste giver udtryk for, at de helt frivilligt vælger at gå med burka eller niqab. Hvis samfundet forbyder disse relativt få kvinder at gå i en bestemt klædedragt, kan det også anskues som et angreb på disse kvinders åndsfrihed.

Et samfund kan ikke vise ubegrænset hensyn til religiøse mindretal. Religiøse mindretal må heller ikke være for nærtagende. Er man et mindretal, må man være villig til at betale en pris for det. Man kan ikke kræve at få arbejde hvor som helst, hvis man insisterer på en bestemt påklædning. Man kan ikke blive ansat i en bank, hvis man kun vil gå i joggingtøj, og man kan ikke blive lærer i folkeskolen, hvis man vil gå med burka, da det hindrer den vigtige kontakt, der formidles gennem vore ansigtsudtryk.

Men hvor det uden større besvær kan lade sig gøre at vise hensyn og lave ordninger, der respekterer folks religiøse praksis, bør vi gøre det. Det tilsiger såvel almindelig respekt som principiel åndsfrihed.

Skal det være forbudt at benægte holocaust?

Flere europæiske lande har lovgivning om historiske sandheder. I Tyskland er det forbudt at benægte Holocausts eksistens, og i Frankrig er det forbudt at benægte det armenske folkemord. Hvordan skal vi i åndsfrihedens optik se på sådanne love?

Lad os begynde med at slå fast, at det er meget usympatisk og udtryk for dyb foragt for andre mennesker – her jøder og armeniere – at benægte historiske fakta som Holocaust og det armenske folkemord.

Problemet ved at forbyde Holocaustbenægtelse er ikke målet med en sådan lovgivning, nemlig at få sandheden frem og hindre løgnen i at florere. Det er et ædelt og godt mål. Man må også forstå, at det i Tyskland er et særlig følelsesladet tema, og at det land har et stort behov for at lægge maksimal afstand til Holocaust. Det er imidlertid ikke blot Tyskland, der har lovgivet imod holocaustbenægtelse. De fleste europæiske lande – med undtagelse af bl.a. Danmark, Storbritannien og Holland – har en lignende lovgivning.

Problemet er altså ikke målet, men midlerne, altså om forbud mod at benægte historiske fakta er adækvat og brugbart i forhold til løgnen. Jeg kan ikke afgøre, hvad der er det rette for Tyskland i denne sag, men jeg mener, vi i Danmark gør ret i ikke at lovgive imod Holocaustbenægtelse. Hvis man først slår ind på det spor, har man principielt åbnet for, at staten også kan forbyde en række andre ytringer, hvilket vil være i modstrid med åndsfriheden.

Alt andet end åndsfrihed er værre

Åndsfrihed er en sårbar størrelse. Den kan nemt forveksles med relativisme, og den kan virke naiv, fordi den fx giver rum for løgnagtige og potentielt samfundsomvæltende ytringer. Den kan komme til at gøde sin egen undergang! Åndsfrihed er også en meget kompleks størrelse. Den er ikke sådan at få styr på. Den er snarere en livsform end et veldefineret begreb, der slår andre hjem til start.

Men alt andet er værre.

Diktatur og autokrati er selvsagt værre, fordi både individer og fællesskaber bastes og bindes.

Men også demokratisme er værre, altså den samfundsform, hvor vi ”tilbeder” demokratiet som eneste værdileverandør. Derom siger K.E. Løgstrup, at demokrati ikke kan gøre det ud for en livs- og verdensanskuelse. Det ville være en overlastning. Han fortsætter: ”Demokratiets opgave er en mere beskeden, det er en skikkelig måde at være uenig på”.

Kontrol og sikkerhed giver muligvis – men kun muligvis – større trygheder for borgerne. Men hvad der værd at have kontrol og være i sikkerhed, hvis man har ofret sin ånd og frihed?

Anarki og grænseløshed er måske attraktivt for nogle, men kun for en tid. Mennesket må have noget af leve for eller stole på; noget man i frihed enten kan antage eller afvise.

Så, vel er åndsfrihed en sårbar og kompleks størrelse. Men alt andet er værre.

Lad os udvikle og nyformulere den sammen – til glæde for såvel individer som fællesskaber.

21 – eller 22 – teser om åndsfrihed

Åndsfrihedsprojektet, som nævnes ovenfor, offentliggjorde i 2012 21 teser om åndsfrihed. Jeg synes stadig, de har relevans. Derfor en afsluttende tekstboks – hvor jeg for egen regning tilføjer tese 22.