Lovsang. Mega churches. Billy Graham.

Begrebet “evangelikal” kan fremkalde mange forskellige konnotationer hos os. Og det er ikke et under, at de nogle gange kan pege i vidt forskellige retninger, og få gange være næsten selvmodsigende. For hvilken type evangelikal snakker vi om? Snakker vi om Trump-supporteren, frikirkefyren eller dommedagsprædikanten? Og hvorfor snakker vi så meget om det til at begynde med?

I den offentlige samtale bliver begrebet “evangelikal” oftest brugt i sammenhæng med USA, politiske kampe mellem republikanere og demokrater, abortmodstand og fænomener som “mega churches” og “televangelister”, selvom begrebet i sig selv dækker over langt mere end den hvide amerikanske middelklasse.

Ifølge et fransk studie lavet i 2016 talte verden 618 millioner evangelikale kristne. Mange af disse hører dog ikke under begrebet “white evangelical”, som er den type evangelikal, som oftest optræder i de danske og internationale medier, der skriver om bevægelsen. For selvom evangelikalismen udspringer i vesten og derfra formår at sprede sig til resten af verden som en tværkirkelig og multinational bevægelse, har den amerikanske “hvide” evangelikalisme taget en mere politisk drejning i løbet af det sidste århundrede, og har i dag taget rollen som moralske bagstoppere og frontsoldater i USA’s kulturkamp.

Den dataindsamling, vi har på hvide evangelikale kristne, maler dog et broget billede, som er svært egentligt at bruge til noget. Procentdelen af evangelikale kristne i USA kan fluktuere mellem 7 og 47 procent af befolkningen, alt efter hvilken definition af evangelikal, man bruger til sin dataindsamling. Dette skyldes blandt andet, at hvide evangelikale ikke kun identificerer sig med en tro og en trospraksis, men også en kultur, social gruppe og som politisk bevægelse.

Mange forskere, organisationer og analyseinstitutter har længe kæmpet med at finde den rette definition på den evangelikale identitet. Og det er heller ikke et under, at et begreb, der favner over disciplinerne teologi, sociologi og politik, støder ind i definitionsproblemer.

The NAE (National Association of Evangelicals), definerer den evangelikale identitet ved, at man “tager Bibelen seriøst” og “tror på Jesus Kristus”. NAE henviser derefter til David W. Bebbingtons definition af evangelikalisme, som blev publiceret i 1989.

Bebbingtons definition blev udviklet på baggrund af den evangelikale bevægelse i England fra 1730-1980, og fokuserer på de evangelikales overbevisninger og teologiske holdninger, og beskæftiger sig derfor ikke med den politiske, nationale og kulturelle påvirkning som evangelikale grupper har undergået i USA, hvor definitionen ellers er allermest efterspurgt. Det kan derfor argumenteres, at den definition ikke er dækkende, hvis man skal prøve at beskrive bevægelsen i dag, hvor den slår tydeligst igennem nemlig i USA.

Definitionen af en tidlig evangelikal teologi og trospraksis er dog ikke et dårligt sted at starte, hvis man gerne vil vide, hvorfor evangelikalisme har udviklet sig til det, det er i dag.

Historikeren Molly Worthen tilbyder en anden og mere holistisk tilgang til definitionen af evangelikalisme end Bebbington. Hun understreger at “historie i højere grad end teologi og politik er det mest brugbare redskab til at forstå evangelikale i dag”. Worthen mener i modsætning til Bebbington, at bevægelsen lader sig bedst beskrive gennem, hvilke spørgsmål de stiller sig selv. Vi bevæger os derfor tilbage til evangelikalismens spæde start.

Den evangelikale vækkelse i England og USA

Evangelikalismen siges at stamme helt tilbage fra midten af 1700-tallets England, hvor vækkelser spredte sig i dele af den anglikanske kirke og blandt landets laveste klasser, som en modreaktion til den deisme, der havde bredt sig i kirken, og som talte for en rationalistisk tilgang til tro og Gud.

Vækkelsen med John Wesley og George Whitefield i spidsen, som senere mundede ud i den kirkeretning, vi i dag kalder for metodisme, byggede blandt andet på puritisme, pietisme og presbytarianisme. Den understregede, hvordan religiøs omvendelse ikke kun var intellektuel vilje, men endnu vigtigere en “ny fødsel”, som opleves i hjertet.

Vækkelserne gjorde, at begrebet “evangelikalisme” næsten blev brugt synonymt med ordet “vækkelse”, og konvertering af mennesker udenfor bevægelsen blev derfor en stor identitetsmarkør.

Allerede i 1700-tallets England, var evangelikalismens tværkirkelige, personlige og simple tilgang til evangeliet noget, der trak mange mennesker til. I modsætning til England var USA’s religiøse landskab en del mere broget, og baptister, lutheranere, reformerte, presbyterianere og kvækere konkurrerede på lige fod med hinanden. Alligevel formåede George Whitefield og andre prominente evangelikale ledere at samle store forsamlinger over en bred kam, som senere skulle vise sig at være starten på en interkonfessionel bevægelse, der krydsede både teologiske og nationale grænser.

Den evangelikale bølge spillede nemlig også en stor rolle i afskaffelsen af slaveriet i nordstaterne. De var også kritiske overfor kapitalisme, engagerede i fængselsreformer, offentlig uddannelse og oprettelsen af stemmeret for kvinder, hvilket i 1800-tallet var en radikal idé. Dette gav de evangelikale i første halvdel af 1800-tallet et progressivt og samfundsengageret eftermæle, som dog skulle ændre natur og fokuspunkter efter borgerkrigen og i løbet af de næste hundrede år.

En tidlig form for megakirke

George Whitefield flyttede til Georgia i 1735, og talte til tusinder af mennesker af gangen. Den 12. oktober, 1740 talte han, ifølge nogle historikere, til over 30.000 mennesker i Boston. I stor kontrast til den anglikanske kirke var hans prædikener præget af dramatik og indlevelse, og han talte direkte til sine tilskueres følelser. Noget som går igen hos evangelikale ledere helt op til i dag, og om muligt forstærket af moderne tilføjelser som rytmisk musik og visuelle medier.

Evangelikalismens fokus på vækkelse, syndserkendelse og personlig omvendelse er derfor ikke svær at spore til evangelikalismens start, da det stadig er det personlige møde med Jesus, mission og omvendelse, der ligger i den evangelikale identitet i dag.

Den tidlige evangelikalisme i USA blev dog ikke set som politisk i sin essens på samme måde, som den gør i dag. Politisk uenighed i bevægelsen var normalt. Et eksempel er holdningen til slaveri. Selvom de evangelikale vækkelser gennem det attende og nittende århundrede var med til at skabe rum i kirkerne for slaver og frie afroamerikanere med sin personlige appel til omvendelse uanfægtet af køn, race og status, var nogle prominente ledere som George Whitefield og andre evangelikale præster helt frem til slutningen af det nittende århundrede politiske tilhængere af slaveriet. Det blev retfærdiggjort som en del af et kristent hieraki, og evangelikale havde derfor ikke en samlet identitet som for eller imod slaveri. Det handlede i langt højere grad om, hvor i landet man boede.

En “hvid” identitet

Den evangelikale vækkelse blandt afroamerikanere, var derfor også noget, der hurtigt adskilte sig fra de formelle evangelikale kirker. En præst i en “slave kirke” ville for eksempel lægge vægt på lydighed overfor slaveejere i sine prædikener, mens vægten blev lagt på lidelse og frelse blandt slaver imellem. Slavesange blev fyldt af tekster om frelse og med referencer til bibelske befrielseshistorier som udfrielsen af Egypten.

R. Marie Griffith, som er professor på Washington University, fortæller i det amerikanske public service radioprogram “Throughline” på NPR, at selvom sorte og hvide evangelikale havde en sammenlignelig teologi “begyndte sorte evangelikale kristne at starte deres egne kirkefællesskaber på grund af racismen i de hvide kirker”.

I dag deler mange analyseinstitutter deres dataindsamling op mellem sorte og hvide evangelikale, fordi deres kultur og identitet er meget forskellig i dag. Ordet evangelikal har dog hyppigst været forbundet med hvide amerikanere. I stedet for kun at hvile på teologisk og religiøs enighed, hviler begrebets definitionskraft i lige så høj grad på politisk holdning og race. Dette støtter en hypotese om, at den evangelikale identitet er blevet en “hvid” identitet.

Et apokalyptisk vendepunkt

Helt centralt for vores forståelse af nutidig hvid evangelikalisme ligger en irers tanker og åbenbaringer fra 1800-tallet. Ireren hed John Nielsen Darby, og fik ny indsigt i Bibelen efter en rideulykke i 1827.

På dette tidspunkt var de fleste evangelikale det, man kalder for postmillenialister. Hvilket betyder, at man troede på, at Jesus ville komme igen efter 1000 års fred på jorden. Dette opfordrede kristne til aktivt at prøve at gøre verden til et bedre sted, så Jesus kunne komme igen.

Ifølge Darby skulle Bibelen forstås markant anderledes. Han mente, at Jesus ville komme igen inden de 1000 års fred, og konkluderede derfor, at verden ville blive et værre og værre sted indtil Jesu genkomst. Dette blev senere kaldt for fortvivlelsens teologi, fordi der ikke var noget kristne kunne gøre for at gøre verden til et bedre sted, fordi den allerede var blevet forudsagt til at degenerere indtil enden. Den eneste rolle, mange kristne kan se sig selv spille i dette scenarie, hvor verden er blevet forudsagt til at blive et værre og værre sted, er at få deres eget hus i orden og prøve at omvende så mange mennesker som muligt inden, timeglasset løber ud.

Darby forudsagde blandt andet, at de tydeligste tegn på Jesu genkomst ville være jødernes tilbagevenden til Palæstina og genskabelsen af landet Israel, som på dette tidpunkt var et urealistisk scenarie. Darbys tanker om de sidste tider er den største historiske grund til, at hvide evangelikale blev trofaste zionister før nogle andre grupper i USA — selv de amerikanske jøder.

Selvom Darby rejste rundt i USA og prædikede sin nye teologi, var det ikke før borgerkrigen startede i 1861, at hans idéer for alvor bed sig fast i den evangelikale bevidsthed. Efter krigen kunne man dele evangelikale groft op i to forskellige grupper: Radikale evangelikale, som fulgte Darby’s teologi og afkoblede sig fra resten af verden og liberale evangelikale, som ville engagere sig i samfundet for at forbedre det.

Efter 1. Verdenskrig blev mange evangelikale bekræftet i den radikale teologi, om at livet på jorden ville blive værre og værre. Og mange rebrandede sig som fundamentalister for at understrege at de — i modsætning til liberale evangelikale — byggede på troens sande fundament.

Den evangelikale institutionalisering

I løbet af den sidste halvdel af det nittende århundrede og den første halvdel af det tyvende poppede evangelikale institutioner op rundt omkring i landet. Efter 2. Verdenskrig kunne landet tælle op mod 3000 evangelikale skoler, universiteter og præsteseminarier. Selvom institutionerne var uafhængige institutioner, havde de stadig samme kulturelle baggrund og delte både moralske og teologiske synspunkter. Nogle forskere mener, at institutionerne spillede en stor rolle i at reproducere og udbrede evangelikal kultur samt fodre religiøse og politiske budskaber til den politiske højrefløj.

Den evangelikale trumpsupporter, man møder i dag, vil nok højst sandsynligt bygge sin tro på et radikalt evangelikal fundament, da det er denne strømning, der formåede at mobilisere sig politisk i tiden efter 2. Verdenskrig. Men evangelikale så på dette tidspunkt endnu ikke deres tro som en drivkraft til politisk magt.

Historiker og forfatter til bogen Evangelicalism in America, Randall Balmer, fortæller, hvordan institutionaliseringen var en del af den generelle tendens for de evangelikale til at trække sig væk fra det øvrige samfund, i modsætning til at engagere sig i det. Men så kom Billy Graham.

Billy Graham

Det er umuligt at forstå hvid evangelikalisme, hvis man ikke tager højde for den udvikling, der skete i USA fra 1950-70. Selvom den evangelikale bevægelse på dette tidspunkt var godt institutionelt etableret, skete der alligevel et kæmpe hop i bevægelsens popularitet og synlighed i takt med mediernes udvikling og det økonomiske løft, som skete efter 2. Verdenskrig. Prominente evangelikale ledere med penge nok til at markedsføre sig i radio og senere i TV poppede op og gjorde den amerikanske evangelikale identitet kendt i hele verden.

En af de mere kendte ledere på denne tid var Billy Graham. Igennem mere end 60 år prædikede Billy Graham til næsten 215 millioner mennesker i over 99 forskellige lande — flere mennesker end nogen anden evangelikal prædikant har gjort. Han kom fra et evangelikalt hjem, og gik i en fundamentalistisk skole, og blev efter college en rejsende evangelist for Youth for Christ.

Hans karriere fik luft under vingerne i 1949, hvor hans anti-kommunistiske holdninger blev opdaget af avisbaronen William Randolph Hearst, der fik sine reportere til at fremme ham i medierne. Billy Graham var først kendt som fundamentalist i tråd med William B. Rileys mission som blandt andet indbefattede politisk modarbejdelse af evolutionslære i skolerne og andre kontra-kulturelle strømninger. Billy Graham gik dog i 50’erne i en anden retning mod et mere mainstream evangelikalt budskab i sine bøger Fred med Gud og Lykkens hemmelighed.

Historiker George Marsden udtalte engang, hvordan man i 1950’erne og 60’erne blev set som evangelikal hvis man “…kunne lide Billy Graham”. Billy Graham deltog ikke i politiske debatter, men tog den evangelikale subkultur og re-introducerede den til samfundet igen. Men selvom han talte for et evangelikal engagement i det moderne samfund, byggede han sit teologiske grundlag på fundamentalistiske søjler og Darby’s idé om de sidste tider.

Selvom Billy Graham ikke re-introducerede hvide evangelikale til amerikansk politik, var det ham, der igen gjorde bevægelsen til en del af mainstream amerikansk kultur. Sagt i simple termer stoppede evangelikale med at isolere sig fra ikke-evangelikale amerikanere, og lade dem “sejle deres egen sø”. Det blev til en vigtig værdi at ville tage ansvar og ejerskab over det at være amerikaner ved at ændre kulturen omkring sig.

En symbiose af politik og religion

Lektor på Arizona University, Terry Shoemaker, mener, at man i dag i overvejende grad forbinder hvide evangelikale med republikanske vælgere, og at det hovedsageligt er holdninger som anti-abort, modstand mod homoseksuelle vielser og familieværdier, som optager den evangelikale vælgerskare.

Vælgerskaren står stærkt pga. de mange evangelikale organisationer og institutioner, som har opbygget et stærkt mediefelt og politisk netværk. Et par eksempler er organisationen Focus on the Family, den politiske gruppe Moral Majority og lobbygruppen Faith & Freedom Coalition, som alle har haft stor politisk indflydelse i amerikansk politik.

Første gang man så den evangelikale bevægelse mobilisere sig i større grad i politik var i 1981, hvor Ronald Reagan blev valgt som præsident. Valgresultatet kan virke besynderligt, da evangelikale i overvejende grad stemte på Ronald Reagan, selvom Jimmy Carter blev set som den evangelikale præsident, og kaldte sig selv en “born again Christian”. Reagans konservative holdninger, hvor anti-abort var en af mærkesagerne, overtrumfede Jimmy Carter, som ellers tjekker alle NAE’s teologiske kriterier for at være en rigtig evangelikal.

Valget i 1981 viste ikke blot, at hvide evangelikale nu effektivt og aktivt mobilisede sig i amerikansk politik, men også at deres konservative holdninger og værdier var tættere beslægtet med det politiske højres betænkeligheder ved social forandring, statslig indblanding og abortlov end med venstrefløjens vægt på universel sygesikring, nedskalering af forsvaret og kritik af skattesystemet. Republikanere og evangelikale fik pludselig en fælles modstander i det progressive venstre, hvor den evangelikale idé om verdens forværrelse blev koblet til nye og samfundsændrende strukturer, som blandt andet truede deres traditionelle familieværdier.

Den evangelikale kultur

Hvis vi skruer tiden frem til i dag, er det tydeligt at der er en diskrepans mellem den formelle beskrivelse af evangelikale, som NAE bruger, og som man kan spore tilbage til evangelikalismens start, og den evangelikale, der bliver præsenteret af andre udenfor subkulturen i for eksempel film og nyhedsmedier. Diskrepansen er der måske netop, fordi historien bliver fortalt forskelligt alt efter, om man er evangelikal eller ej.

Historiker og forfatter til bogen Jesus and John Wayne: How White Evangelicals Corrupted a Faith and Fractured a Nation, Kristin Kobes Du Mez, kritiserer hvide evangelikale for ikke at se kritisk på deres egne overbevisninger:

“Evangelikale præster prædiker ‘bibelske værdier’, og evangelikale ledere promoverer ‘traditionelle’ værdier i den sekulære, offentlige sfære og lægger vægt på alt fra skattepolitik til våbenlove. Alle disse overbevisninger er pakket og solgt som bibelske, tidsløse og evige.”

Hun advokerer for, at evangelikale skal turde at kigge på deres egen historie og med kritiske øjne se ud af den osteklokke, hun mener, de har bygget omkring sig selv. Hun mener, at mange evangelikale er blinde for de mange finansielle og ideologiske motivationer, som også spiller en stor rolle i den store evangelikale maskine, og som påvirker påvirker bevægelsens teologi.

Det er dog ikke alle evangelikale, som går op i emner som abort, vielse af homoseksuelle og traditionelle familieværdier. For nogle er det en trosoverbevisning. For andre er det at være evangelikal et sociokulturelt mærkat mere end en personlig overbevisning. Og så er der dem, som nok egentlig gerne ville kunne kalde sig evangelikale, men som har følt sig ekskluderet af begrebet de sidste mange årtier. En gruppe som måske ender med at give definitionen et nyt perspektiv. Igen.