Nej, selvfølgelig skal enhver teologistuderende ikke læse netop disse fem bøger. I den bedste af alle verdener skulle alle mennesker læse disse fem bøger – i hvert fald alle mennesker med interesse for kristen tro og kristent liv. Men selvom det nogle gange er godt at være idealist, ville man ud fra et mere realistisk synspunkt nok skrive: ”5 bøger nogle teologistuderende efter min mening burde have læst”.

En god teolog ved naturligvis, at der ”ingen ende [er] på de mange bøger, der skrives, og den meget læsning bliver man træt af” (Præd 12,12), så hvordan skulle man overhovedet kunne udvælge fem bøger? Tæller Bibelen med? Hvis den gør, skal hvert enkelt skrift så tælles som sin egen bog? Og kan man overhovedet lave en liste som denne uden at inkludere Augustin, Aquinas, Luther, Barth og Kierkegaard? Og hvad med Grundtvig, Løgstrup, Sløk, Prenter …?

Lad mig sige det, som det er: Jeg er gået en stor bue uden om teologihistoriske hovedværker som Barths Kirchliche Dogmatik, Luthers Galaterbrevskommentar og Aquinas’ Summa. Primært fordi jeg ikke har læst dem – i hvert fald ikke i deres helhed. Og sekundært fordi du heller ikke kommer til at læse dem i deres helhed. Ældre teologer vil måske kalde det sædernes forfald, men jeg er ret sikker på, at jeg kun kender ét menneske, der har læst hele Barths dogmatik, og han har også skrevet en doktorafhandling på tysk om Barths teologi. Begge dele er de færreste forundt.

Med en enkelt undtagelse er jeg faktisk gået uden om bøger, der ikke er udgivet i dette årtusinde. For selvom teologer sætter en ære i at læse tekster på for længst uddøde sprog og gerne drager over sø og land for at underbygge deres pointer med henvisninger til middelalderfilosoffer, så udgives der fortsat god teologisk litteratur. Og hvem ved – om halvtreds år er nogle af disse bøger måske gået hen og blevet ”teologiske hovedværker”, som du kan ryste på hovedet over, at teologistuderende ikke længere skal læse, sådan som du gjorde i din studietid.

Mange vil formentlig være uenige i mine valg – og det er helt i orden. Om et år vil jeg formentlig også selv lave en anden liste. Så listen, der i øvrigt ikke er prioriteret, er altså et øjebliksbillede. I virkeligheden er det bare en liste over de fem bøger (og fordi jeg ikke er matematiker, er der faktisk ti bøger på listen), som jeg for tiden er gladest for, at jeg har læst.

Amy-Jill Levine og Marc Zvi Brettler, The Bible With and Without Jesus: How Jews and Christians Read the Same Stories Differently (HarperOne 2020)

Det Gamle Testamente er en svær nød at knække, ikke mindst fordi jøderne også læser de samme tekster, men læser dem helt anderledes. Nogle gange støder man på kristne, der mener, at jøderne er naive eller tungnemme, siden de ikke kan se, at GT er en bog, der handler om Jesus. Men det er på ingen måde tilfældet, og det viser Levine og Brettler på fremragende vis i denne bog. Det er sundt for kristne teologer at lære, at teksterne også kan forstås anderledes. Det kan give en tiltrængt ydmyghed over for egne fortolkninger.

Hvis man er mere til en diskussion af forskellige syn på forholdet mellem GT og NT, kan man begynde med at læse Brian J. Tabb og Andrew M. King (red.), Five Views of Christ in the Old Testament: Genre, Authorial Intent, and the Nature of Scripture (Zondervan Academic 2022).

Richard B. Hays, Reading Backwards: Figural Christology and the Fourfold Gospel Witness (Baylor University Press 2014; SPCK 2015)

Det Nye Testamente er også en svær nød at knække, blandt andet fordi vi har fire forskellige evangelier. Det har givet anledning til mange hovedbrud. Hays introducerer her en tilgang til de fire evangelier, der respekterer deres individuelle kendetegn og særpræg, og samtidig fokuserer på deres præsentation af Jesus. Hans hermeneutiske fleksibilitet, når han for eksempel overvejer, om evangelisterne virkelig lykkes med deres kommunikative formål, er et befriende udtryk for, at han forholder sig til evangelierne som tekster og ikke relikvier.

Hvis man hellere vil have bidrag fra et bredt spektrum af det kirkelige landskab og samtidig ønsker et endnu stærkere fokus på Jesu identitet i kirkelig praksis i dag, bør man læse Beverly Roberts Gaventa og Richard B. Hays (red.), Seeking the Identity of Jesus: A Pilgrimage (Eerdmans 2008).

Tom Wright, Scripture and the Authority of God, 2. udg. (HarperOne 2011; SPCK 2013)

Som om Bibelen ikke er en svær nok bog i sig selv – det bliver endnu sværere, når man forsøger at finde ud af, hvad Bibelen ”siger” i dag. Her er N. T. (Tom) Wright en god guide, når han afslører problematiske hermeneutiske tilgange og foreslår et alternativ, der både er dybt forankret i kristen tradition og praksis. 2. udgave er blevet udvidet med to cases, der illustrerer Wrights hermeneutik.

Hvis man er interesseret i at få en række førende bibelforskeres bud på, hvordan man læser, anvender og prædiker Bibelen i dag, skal man have fingre i Ellen F. Davis og Richard B. Hays (red.), The Art of Reading Scripture (Eerdmans 2003).

Sigurd Grindheim, Living in the Kingdom of God: A Biblical Theology for the Life of the Church (Baker Academic 2018)

Hvis Det Nye Testamentes forfattere har ret i, at Jesus har bragt Guds rige nær, så er vi nødt til at overveje, hvilke konsekvenser det får for kirkens identitet og praksis i dag. Norske Sigurd Grindheim formår at holde balancen mellem det, der allerede er en virkelighed, og det, der endnu ikke er fuldt ud synligt – uden at fornægte nogen af delene.

Hvis man hellere vil læse noget, der er endnu tættere på en dansk kontekst (og en tak mere udfordrende) bør man lade sig provokere af Oskar Skarsaune, Etterlyst: Bergprekenens Jesus: Har folkekirkene glemt ham? (Luther Forlag 2018).

Dietrich Bonhoeffer, Creation and Fall [Schöpfung und Fall]

Det er svært for mig at komme uden om Bonhoeffer, som er en af mine store teologiske helte. Ikke nok med, at han var en enestående teologisk begavelse, der færdiggjorde sin første afhandling allerede som 21-årig og begyndte at undervise i systematisk teologi som 25-årig – han var også (eller blev i hvert fald med tiden) solidt forankret i den kirkelige praksis. Schöpfung und Fall (som gerne må læses på engelsk) er en række teologiske forelæsninger over 1 Mos 1-3, som han holdt i vinteren 1932-1933. Når disse 90 år gamle forelæsninger fortsat er relevante, skyldes det ikke mindst, at Bonhoeffer i disse forelæsninger (og andre tekster) efter min opfattelse har foregrebet store dele af den moderne økoteologi og bioetik.

Hvis du ikke er så meget til en teologisk udlægning af 1 Mos 1-3, bør du alligevel læse Bonhoeffer. Begynd for eksempel med hans Modstand og hengivelse: Breve og optegnelser fra fængslet [Wiederstand und Ergebung], der findes i flere danske udgaver. Senest er et udvalg udgivet under titlen Min tid er i dine hænder: Vennebreve og teologiske refleksioner 1943-44 (Aros 2006).