Undervisning i afholdenhed fra sex før ægteskabet skal erstattes af undervisning om seksuel integritet med fokus på samtykke og næstekærlighed. Ellers risikerer kirken at tabuisere sex og dermed vække seksuel skam hos børn og unge.
Først var sex et tabu i kirken. Derefter fulgte den seksuelle frigørelse, som kirkens renhedskultur blev en modreaktion på. Nu er tiden en anden. Vi taler om samtykke, diversitet og ligestilling. Ungdommen har et nyt forhold til sex, men kan kirken følge med?
Jeg oplevede selv at føle skam over at være seksuelt aktiv som teenager. Jeg følte, at jeg syndede mod Gud. Derfor havde jeg en adfærd, hvor jeg gik meget i bad for at blive ’’renset’’. Jeg havde også en række bekymringstanker om at blive gravid, fordi jeg forestillede mig, at det kunne være en straf fra Gud, selvom der ikke var nogen større risiko for, at det kunne ske. Derfor havde jeg et negativt selvbillede, idet jeg ikke kunne forbinde min spirituelle og seksuelle identitet og ikke følte, at det var en udfordring, jeg kunne dele med andre.
Mange progressive kristne, inklusive mig selv, deler standpunktet, at kirken bør være opmærksom på at have en inkluderende, samlende og nutidig diskurs omkring sex. Det kræver et feministisk, progressivt opgør med ’’alt-eller-intet’’ og ’’dem-og-os’’ mentaliteten, som findes i visse kirker. Forstået på den måde, at teologien må være op til diskussion og fortolkning, samt at kirken indgår i et samspil med samfundet og tidsstrømningerne, hvorfor det vil være uhensigtsmæssigt, om den lader sig fastfryse i en konservativ idé om, at der er forskel på ’’os’’ i kirken og ’’dem’’ udenfor kirken, hvor førstnævnte skulle have en højere moral end sidstnævnte.
Jeg mener, at kirken halter efter og hænger fast i et forældet syn på køn og seksualitet. På den ene side er det klart, at man skal være fri til at praktisere sin religion, som man vil, når det ikke er til skade for andre. Finder man det således i overensstemmelse hermed at afholde sig fra sex før ægteskabet, skal man naturligvis leve efter den overbevisning. På den anden side må kirken anerkende den realitet, at renhedskulturen gennem tiden har haft en dokumenteret negativ indflydelse på særligt kvinder. Dertil, at der eksisterer en konflikt mellem seksualiteten i praksis og kirkens konservative, traditionelle seksualmoral om afholdenhed. Derfor forekommer det oplagt, at seksualetikken nytænkes.
Det kan ligefrem påstås, at det hverken er farligt eller ikke-religiøst at gå den vej. Tværtimod husker jeg mange steder i Bibelen, hvor Jesus gjorde op med datidens syn på kvinderollen, f.eks. ved at omgås prostituerede og lade en menstruerende kvinde røre ved sig, selvom de blev anset for ’’urene’’. Det kan fortolkes sådan, at Jesus havde et progressivt syn på køn for sin tid. Dertil nævnes det utallige gange, at man ikke skal være båret af frygt. Man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles og undgå at dømme andre.
Der skal gøres noget, når unge kristne har lavere selvværd end gennemsnittet, har svært ved at tale om personlige problemer med venner og familie, og når flere fortryder deres seksuelle debut. Jeg tror ikke, at det er en løsning at tabuisere emnet på ny. Derimod må der findes en ny, positiv måde at forbinde den spirituelle- og seksuelle identitet. Undersøgelser har vist, at en fornyet identitet i troen f.eks. kan være opbyggende for ofre for usunde relationer. Dertil er kirken et fællesskab, hvor der netop er rum til at tage livtag med store livstemaer som kærlighed, sorg og identitet.
For kirkens fortsatte relevans er det nødvendigt, at en forældet absolutisme erstattes med en forfriskende nysgerrighed og imødekommenhed overfor de bevægelser i samfundet, der aktualiserer unges bevågenhed om egne grænser og lyster. Kirken skal således tage sit ansvar seriøst, rette blikket ud og hjælpe børn og unge til at komme i kontakt med egne værdier ved at være et trygt rum, hvor der er plads til at anerkende sammenhængen mellem krop og følelser, uden at det bliver udskammende og moraliserende. Derved kan der skabes en kultur, hvor næstekærlighed og relationer er i centrum fremfor patriarkalsk kassetænkning.
og få de seneste artikler direkte i din indbakke
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.