Den amerikanske præst Timothy Keller (1950-2023) skrev i 2020 en artikelserie om retfærdighed og racisme til onlinemagasinet Life in the Gospel. Artiklerne blev udgivet lige omkring en række mord på afroamerikanere i USA, som ledte til massive Black Lives Matter-demonstrationer. I artikelserien forholder Keller sig teologisk til racisme, retfærdighed, undertrykkende samfundsstrukturer, kolonialisme, kritisk teori og politiske ideologier. I nogle yderste relevante artikler udfolder han, i lyset af alt det, den bibelske vision for retfærdighed, det gode liv og alle menneskers værdighed. Vi udgiver over det næste stykke tid en del af disse artikler i dansk oversættelse. Glæd dig!   

Ifølge Bibelen er synd alt det, som bryder med Guds vilje og Guds ære og herlighed. Synd er det, som bryder med Guds lov og Guds karakter (1. Johannesbrev 3, 4; Romerbrevet 3, 23). Der er mindst fire måder, hvorpå racisme bryder med Guds herlighed og ære – og derfor er synd. 

1. Racisme er et brud på menneskets gudbilledlighed

Det er en synd at tilsidesætte – i tanke, ord eller handling – den guddommelige sandhed, at alle mennesker har lige meget værdighed og værdi, som mennesker skabt i Guds billede (1. Mosebog 1, 26-28). I Jakobsbrevet kapitel 3, vers 9 møder vi én af de mange måder, hvorpå sandheden om menneskets værdighed og værdi kan tilsidesættes eller krænkes. Her får vi at vide, at det at forbande et menneske – at tale til mennesker uden respekt – krænker deres gudsbilledlighed. Når Jesus udlægger ”Du må ikke begå drab” (Matthæusevangeliet 5, 21),[1] siger han, at hvis du behandler nogen med foragt, bryder du med princippet i det femte bud. Så hvis du for eksempel kalder en person ‘raka’ eller ‘tåbe’, overtræder du dette princip og er i fare for at ”dømmes til Helvedes ild” (Matthæusevangeliet 5, 22). For moderne ører lyder det overdrevent. Men bag det femte bud findes læren om menneskets gudbilledlighed, sådan som den også er beskrevet i det tredje kapitel i Jakobsbrevet. Det er synd at behandle en bestemt samfundsklasse eller en bestemt gruppe som om, de var mindre værdige til respekt, kærlighed og beskyttelse end andre.

At behandle mennesker anderledes på grund af deres hudfarve er kun én udgave af denne synd. Det er dog en meget udbredt, alvorlig og destruktiv udgave. Det sker, når vi tror, at vores egen etnicitet eller nationalitet er fundamentalt bedre end andres etnicitet eller nationalitet. Det sker, når vi behandler andre med en anden etnicitet eller nationalitet (a) uretfærdigt, (b) afvisende (‘raka’ betyder formentlig ”du er værdiløs”) eller med (c) udtalt foragt. Det er synd og enhver, der gør det, er i fare for at ”dømmes til Helvedes ild”.

Guds lov er baseret på Guds karakter. Gud er bogstaveligt talt “ikke […] partisk” (5. Mosebog 10, 17). Dette bliver sagt i forbindelse med en diskussion af race- og klassefordomme. ”Gud, som ikke er partisk […], men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder” (5. Mosebog 10, 17-18). I Apostlenes Gerninger kapitel 10, vers 34 gør Peter det klart, at ”Gud ikke gør forskel på nogen.” Det er synd at være partisk eller diskriminerende, fordi det bryder med Guds karakter og Guds ære og hellighed.

2. Racisme er et brud på næstekærlighedsbuddet

Jesus opsummerede alle Guds love i ”to store bud” (Matthæusevangeliet 22, 36-40). Det sidste af de to store bud er at elske vores næste som os selv. Da Jesus bliver spurgt om at definere næstekærlighed, fortæller han en historie. Han fortæller historien om en person, der udsætter sig selv for stor fare og påtager sig et stort offer for at imødekomme en anden mands fysiske og materielle behov. En mand, som tilmed tilhører en anden etnisk gruppe og en anden religion end den hjælpende samaritaner (Lukasevangeliet 10, 25-37). ”Gå du hen og gør ligeså,” siger Jesus til os. Det betyder, at vi skal behandle mennesker med en anden etnicitet, nationalitet eller social status med samme mål af omsorg, respekt og kærlighed, som vi ville behandle os selv og vores nærmeste.

I den franske reformator Jean Calvins (1509-1564) refleksion over det sidste af de to store bud, påpeger han sammenhængen med menneskets gudbilledlighed. Calvin havde hørt nogle folk sige, at en udlænding ikke fortjente nogen hjælp fra dem, og at mange andre mennesker var amoralske, så hvorfor skulle lige netop de hjælpe dem? I et bemærkelsesværdigt afsnit svarede Calvin, at vi skal behandle alle mennesker som om, de var Herren selv. Fordi de alle bærer Herrens billede, Guds billede:

”Sig [om udlændingen], at du ikke skylder ham nogen form for tjeneste; men Gud har tilsyneladende sat ham lige dér, så du kan indrømme over for Ham de mange og store goder, hvorved Gud har bundet dig til sig selv [...] Du siger, ‘han har fortjent noget helt andet fra mig’. Men hvad har Herren fortjent? [...] Tænk ikke på menneskers onde intentioner, men se i stedet Guds billede i dem, som ophæver og fjerner deres overtrædelser og med sin skønhed og værdighed drager os til at elske og omfavne dem” (Institutio, II,8.6).[2]

Dette udelukker enhver form for racisme og fordomsfuldhed. Calvin fortsætter med at sige: ”Enhver [kristen] vil så se sig selv [...] som i gæld til sin næste, og indse, at han bør udvise omsorg og ikke sætte nogen anden grænse end enden på sine ressourcer” (Institutio, II,8.7).

3. Racisme er et brud på nyskabelsen

I slutningen af ​​Galaterbrevet siger Paulus: ”For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse.” (Galaterbrevet 6, 15) ”Omskåret eller ej” er en metafor for etniske forskelle. Men når Paulus siger, at sådanne forskelle ikke betyder noget, så mener han det ikke i absolut forstand. Et andet sted peger Paulus på sin kærlighed og stolthed over sin jødiske arv (jf. Romerbrevet 9, 1-5). Hvad han mener er, at sådanne etniske og kulturelle forskelle ikke er noget særligt i sammenligning med den nye skabelse. Og hvad er så det?

Den nye skabelse er en fysisk og håndgribelig fornyet verden, uden død, lidelse, tårer, krig eller uretfærdighed, synd eller skam (Esajas’ Bog 25, 7-8; 65, 17-25). Denne verden vil blive etableret ved historiens afslutning. De gode nyheder er dog, at denne verden delvist vil bryde igennem allerede nu. Den hollandske teolog Herman Ridderbos (1909-2007) skriver, at den nye skabelse i Galaterbrevet 6, 15 er: 

“Guds riges nye virkelighed. Ved Kristus er denne nye virkelighed ikke blot en eskatologisk-fremtidig størrelse (Johannes’ Åbenbaring 21, 1–5; 3, 12; Markusevangeliet 14, 25), men er allerede til stede nu. Den findes allerede i menneskeheden. Denne nye skabelse er først og fremmest en gave, men den bringer også en opgave med sig.”

Mange kristne tror, at Jesus tilvejebragte frelsen alene gennem korset, hvor han betalte straffen for vores synd, og at opstandelsen blot er et stort mirakel, som Gud gjorde for at bevise, at Jesus virkelig var Guds søn. Dét var et stort mirakel, men også langt mere end det (Romerbrevet 4, 25). Dette utilstrækkelige syn på frelsen forstår udelukkende frelsen individualistisk - som et nyt personligt forhold til Gud plus lidt mere. Men Jesus opstod fra de døde som ”førstegrøden” (1. Korintherbrev 15, 20-23) af den fremtidige opstandelse. Og som den første af mange giver han Helligånden til os, som en ”forudbetaling ” eller et ”forskud” på den fremtidige, fornyede verden (1. Korintherbrev 1 ,22; 5, 5; Efeserbrevet 1, 14-16).

Ved Kristi opstandelse er vi blevet åndeligt og grundlæggende forenet med Ham og andre troende, og ikke bare det, men også forenet med den fremtidige verden. En fremtidig verden, som er renset for al lidelse, tårer, uretfærdighed, ondskab og synd. Den samme kraft, som vil genoprette universet ved tidernes ende, er den, der fornyer os og bliver en del af os ved den nye fødsel (jf. ordet palengenesia – i både Matthæusevangeliet 19, 28 og Titusbrevet 3, 5). Den nye himmel og den nye jord vil ikke bare være beboet af frelste individer – den vil være befolket af en helt ny menneskehed uden vold og konflikt, uden krig og uretfærdighed. Kraften bag denne nyskabelse er delvist, men faktisk helt reelt, til stede hos os nu. Derfor kan Ridderbos sige om denne gave, at ”den bringer også en opgave med sig.” Vi skal ikke leve i overensstemmelse med syndens og mørkets herredømme i den gamle verden, men leve i overensstemmelse med den kommende verden - lysets verden (Romerbrevet 13, 11-14).

Et af kendetegnene på den nye fremtidige verden vil være ophøret af alle former for racistiske, etniske og nationalistiske konflikter, fremmedgørelse og vold. Gud vil sige: ”Velsignet være mit folk Egypten, mine hænders værk Assyrien og min ejendom Israel.” (Esajas’ Bog 19, 25). Et levende og tydeligt udtryk for den etniske ligeværdighed, der skal være over for Gud på den nye jord. Når Esajas beskriver den nye skabelse (Esajas’ Bog 65, 25), taler han om jordens nationer og konger, der forener sig under Gud (Esajas’ Bog 60, 1-7). Åbenbaringen gentager dette som et ekko, når den forudser, at alle nationernes konger vil bringe deres ære og herlighed ind i Guds by (Johannes’ Åbenbaring 21, 4), og Guds folk vil bestå “af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål” (Johannes’ Åbenbaring 7, 9).

Disse storslåede visioner om den endelige nyskabelse viser os, at vores forskellige ”folkeidentiteter” og nationaliteter faktisk betyder noget. De er så vigtige, at de vil blive overført – og ikke udryddet – til den nyskabte jord. De vil blive renset for alle deres syndige fordrejninger, ligesom vores kroppe med deres særtræk vil blive bragt ind og renset for al svaghed og forfald. Det er denne fremtid – denne nyskabelse – som kristne skal vidne om og leve i overensstemmelse med nu – så meget som vi overhovedet kan. Bibelen viser os, at et af de vigtige kendetegn ved den nye jord er, at der er en ligeværdig relation mellem forskellige etniske grupper og en helbredelse og heling af de her relationer, for ”i Kristus [...] kommer det ikke an på at være jøde eller græker.” (Galaterbrevet 3, 26-28)

4. Racisme er et brud med evangeliet om retfærdiggørelse ved tro

For at forstå racisme og gøre en forskel i kampen mod den, må vi også forstå racisme som et brud med det helt centrale princip i evangeliet om frelse af nåde. Richard Lovelace i Dynamics of Spiritual Life (IVP, 2020) forklarer, at det store flertal af kristne kun har en teoretisk forståelse af, at de bliver frelst af nåde og ikke af deres egen retfærdighed. I praksis formår de fleste kristne ikke at ”tilegne sig Kristi retfærdiggørende værk til deres eget liv”. I stedet:

”I deres hverdag stoler de på, at deres hellighed skal retfærdiggøre dem […] de forsikrer sig på Guds accept af dem ved at tænke på deres oprigtighed, deres tidligere omvendelseserfaring, deres seneste religiøse præstation eller på, hvor relativt sjældent de er bevidst og overlagt ulydig mod Gud” (Richard Lovelace, Dynamics of Spiritual Life).

Når du bygger din følelse af betydningsfuldhed og sikkerhed på dine egne præstationer eller afstamning eller opførsel mere end på Kristi retfærdiggørende gerning, så gør det dig, hævder Lovelace, ”radikalt usikker.” Vi har et behov for at styrke vores oplevelse af, at vi er gode mennesker, der er værdige til kærlighed. For dybt i os selv ved vi, at det ikke er sandt. Denne usikkerhed viser sig på forskellige måder: Arrogance og stolthed, selvhad og skam eller defensiv kritik af andre, så vi kan komme dem i forkøbet. Og en af frugterne – en meget almindelig, men bitter frugt – af dette manglende greb om nåden og manglende fundering i nåden – er racisme. Lovelace skriver:

”For at kunne styrke deres egen sikkerhed og udtømme deres undertrykte vrede kommer de helt automatisk til at hade andre kulturelle udtryk og andre etniciteter [...] de fastholder deres egen etnicitet, deres eget medlemskab i et parti [...] og deres kultur som en anbefaling af dem personligt. Kulturen bliver taget på som en rustning, der skal beskytte mod enhver form for tvivl og usikkerhed. Men kulturen ender som en mental spændetrøje, der klæber sig ubehjælpeligt fast til kødet, og som kun kan fjernes ved en gennemgribende tro på Kristi frelsende gerning” (Richard Lovelace, Dynamics of Spiritual Life).

For de fleste mennesker er etnicitet og kultur altså en slags selvretfærdighed. Vi tænker på os selv som de gode modsat ”de andre”. Det betyder, at vi har en tendens til at gøre vores kulturelle præferencer – som ikke er mere end det – til moralske absolutter og hædersmedaljer. For eksempel er rigtig mange af de ting, vi gør i kirken, kun kulturelle præferencer og ikke nogen guddommelig sandhed, vi har hentet fra Bibelen: Hvordan vi udtrykker følelser, hvordan vi synger, længden på gudstjenesten, hvordan vi taler med hinanden – det er alt sammen kun kulturelle præferencer. Hvis vi ikke har en gennemgribende forståelse af nåden, så kan vores særlige kulturelle udtryk og måder at gøre tingene på,  blive for os ”den rigtige kristne måde.” Konsekvensen af det bliver, at vi ser ned på andre, der gør det anderledes. Sådan kan vi opbygge vores egen retfærdighed ved i skjul (eller mindre skjult) at se ned på mennesker med en anden etnicitet eller kultur (eller politisk overbevisning!).

Paulus siger nøjagtig det samme i Galaterbrevet kapitel 2, som vi også så det i den forrige artikel.[3] Paulus ser, hvordan Peter nægter at have bordfællesskab med hedenske trosfæller, men Paulus irettesætter ikke Peter for hans manglende kærlighed til sin næste eller for at krænke menneskers gudsbilledlighed (selvom han sagtens kunne have gjort det ). I stedet siger Paulus, at etnisk og kulturel overlegenhed ikke er at gå ”lige fremad efter evangeliets sandhed.” (Galaterbrevet 2, 14) Det bryder med evangeliet, som behandler os alle ligeværdigt, som syndere og som modtagere af nåde, uanset hvad der så ellers kan siges om os (Galaterbrevet 2, 14-16).

En af fejlene i de ellers gode og brugbare kristne bøger om racisme, som er blevet udgivet i de sidste par år, er, at de ikke teologisk forklarer, hvorfor folk er racister. De er gode til at forklare, at racisme er at bryde med Guds vilje, men de fokuserer kun på racistiske holdninger og handlinger og går ikke dybere. Det efterlader det indtryk, at racister (eller dem, der er ligeglade med effekten af de sociale strukturer, der understøtter etnisk ulighed) bare er moralsk underlegen andre. Og det er farligt. De af os, som fordømmer racisme, kan så begynde at føle os overlegne og miste fornemmelsen for, at vi alle er syndere. Vi ved fra Holocaust, at når en gruppe begynder at se på en anden gruppe mennesker som moralsk underlegne, så kan det senere bruges som belæg for eksklusion og overgreb.

Hvis vi derimod forstår racisme som én måde blandt andre – selvom det er en særlig frygtelig én – til at skabe sin egen retfærdighed og identitet uden om Guds frelse, så behøves vi ikke at blive selvretfærdige. Så kan vi lettere bevare en fornemmelse af, at vi også tilhører den faldne og syndige menneskehed. Det sker ved, at vi forstår racisme som en fjendtlig og destruktiv manifestation af noget, som alle gør i deres inderste. Hvis vi glemmer det, så bliver den eneste måde at påtale racisme på at fordømme og stemple de mennesker, der gør det. Hvilket selvsagt ofte vil have en ringe effekt og bare forværre splittelsen. Da Paulus irettesatte Peter for ikke at leve i overensstemmelse med evangeliet, udskammede han ham ikke eller tvang ham til at give efter. I stedet mindede Paulus Peter om, at hans racisme skyldtes, at Peter ikke havde grebet de gode nyheder om Guds frelse. Det er ydmyghedens og håbets vej og det, som kan ændre mennesker.