Det er en anmelders ret og privilegium at anmelde et værk og give det både ris og ros. I udgangspunktet må forfatteren/forfatterne finde sig i det – og sådan bør det også være.

Siden anmelderen stort set intet godt ser i vores bog, håber vi, at vores replik kan bibringe mere forståelse af det, som anmeldelsen i vores optik mangler. Og hvad der er noget vigtigere end at bjærge bogens ry, så håber vi at kunne afklare noget, der sandsynligvis handler om langt mere og andet end vores bog.

Berettigede anliggender

I første omgang vil vi naturligvis rose den, der roses bør. 

Fx påpeger Højlund noget, vi selv som skribenter ofte har genovervejet, nemlig bogens struktur og sammenhæng med Første Petersbrev. Vi forsøger i bogen at gøre opmærksom på den løsere sammenhæng, som vi selv reflekterer lidt over, men det er fortsat en valid kritik, at det måske ikke lykkedes lige godt. En årsag kan muligvis findes i, at det meste af bogen oprindeligt har været holdt som bibeltimer og prædikener, hvis kontakt med teksten kan variere en del.

Dernæst efterlyser Højlund et anliggende, som vi fuldt ud deler, men som bogen i ringe grad belyser: en præsentation af en positiv kulturforståelse. Det er væsentligt, at kirken vedholdende forkynder, at den skabte verden (inkl. menneskelig kultur) er gudgivet, smuk og spændende, samtidig med at Bibelens forståelse af synden som en alt-påvirkende kraft fastholdes. Et modspørgsmål er dog: Hvor i Første Petersbrev findes afsættet til at tale om en positiv kulturomtale? I Bibelen generelt findes der mange gode afsæt (fx 1 Mos 1-2, Sl 8, 19 eller Ordsprogenes bog og mange andre), men i Første Petersbrev? 

Personligt ville vi have foretrukket, at Højlund anmeldte den bog vi har skrevet, frem for at efterlyse en helt anden bog, han synes vi burde have skrevet. 

Uanset: Tak for valid kritik og kald til at arbejde med på væsentlige sager i fremtidig forkyndelse, undervisning og forfatterskab.

En ukonstruktiv diskurs

Før vi bevæger os til de substantielle uenigheder, har vi dog brug for at bemærke tonen. Overskriften er ”Et propagandaskrift for ligesindede”, og Højlund benytter selv begrebet ”propaganda” senere i anmeldelsen. Slår man ordet op i den danske ordbog, defineres det ved kommunikation, der er ”usand eller ensidig, som udspredes for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt”. Ordet dækker ofte over ondsindede og manipulerende hensigter.

Det potentielt noget negativt ladede ord følges desuden op med vendinger, som ”sprog fra et andet årti”, ” skånselsløst harceleres over kulturen” og bogen har ”den slet skjulte hensigt at bekræfte, at alle deres egne meninger bare er Bibelens meninger”.

Formuleringerne virker noget voldsomme på os, men det kan en fremtidig læser af bogen jo passende afgøre. Om ikke andet er det vores oplevelse, at hvis Højlund havde et ønske om dialog, så virker dette ikke som den oplagte vej frem. Desværre!

Et manglende ”framework”

Når det kommer til kritikpunkterne, efterlyser Højlund bl.a. ”en præsentation af et gennemgående etisk og hermeneutisk framework” men i ”stedet får […] den sædvanlige: »Guds ord taler klart om, hvem vi er, og hvordan vi skal leve«”.

I denne problematik kan målgruppen måske være en forklaring på den vejledning, vi giver, og måden vi gør det på. Det er meget muligt, at Semper Magasins formentlig ældre og mere studerede læsere gerne så et intellektuelt udviklet hermeneutisk framework, men vi har altså vurderet, at den gennemsnitlige læser i 1.g. ikke har samme behov. Og hvis man kun læser Højlunds anmeldelse, skulle man tro, at vi intet sted argumenterer for vores etiske holdninger – hvilket ikke er tilfældet. Vi gør faktisk noget af det, Højlund efterspørger. Men vi gør det måske ikke på den måde, han foretrækker? 

Når det så kommer til vores etiske framework, erkender vi blankt, at vi regner Guds lov i Bibelen for forpligtende for alle mennesker. Også i denne tid. Ligesådan tror vi, at Guds etiske vilje i de generelle træk er forståelig for alle, der søger vejledning i Skriften. Ja, den er endda i grove træk i udgangspunktet kendt af alle i samvittigheden. Etisk vejledning kræver altså ikke altid et stort og forkromet hermeneutisk framework, selvom det både er spændende og væsentligt at arbejde med – særligt i vanskelige spørgsmål. Oftest skal den bibelske etik primært stadfæstes og proklameres.

En negativ kulturforståelse

Indledningsvist gav vi Højlund ret i, at det er væsentligt på rette tid og sted at bibringe en bibelsk funderet positiv kulturforståelse. For vi tror bestemt, at Jesus, Paulus og Peter fandt stor skønhed og herlighed i denne verden – både i naturen og kulturen. 

Vi tror samtidig, at de alle tre ville have advaret imod at købe billetter til torturshow i Roms Kolosseum. En ”kultur-åben tilgang”, der mener, at kristne kan (og måske næsten bør?) se, høre, læse eller gøre alt, er for os at se naiv. Kultur er ikke værdineutralt. Det har elementer, der reflekterer Guds væsens og skaberværks herlighed, og som ægger til undren og tilbedelse, og der er elementer, der er præget og gennemsyret af synden på en måde, der trækker vores gudgivne moralske kompas ad helvede til. Med en omgang gammel P3-visdom: ”Det man hører, er man selv”.

Det kunne egentligt være enormt oplysende, hvis Højlund vil klargøre, om også han mener, at der også er grundlag for at kalde (unge) kristne til at afholde sig fra og kæmpe imod bestemte handlinger og lyster? Altså: Er vi uenige om, hvor ”grænsen” skal trækkes, eller om der overhovedet skal lyde en vejledning?

En selektiv anmeldelse

En yderligere undren fra vores side er, at Højlund, for os at se, fremstår ret selektiv i, hvad han fremhæver fra bogen. Man får meget lidt fornemmelse af bogens anliggender og spændvidde ved at læse hans anmeldelse; stort set al energien fokuseres på spørgsmålet om kulturforbrug og etik. Et ganske vist vigtigt tema i bogen – men det sættes ind i en større ramme og er langtfra den eneste tematik! 

Tjekkes indholdsfortegnelsen, vil man kunne konstatere, at Højlund har valgt at fokusere sin anmeldelse på kritik af ganske få dele af bogen. Ud af 10 kapitler og 173 sider bruger vi flere kapitler på en grundlæggende udfoldelse af Guds nåde og spørgsmålet om, hvordan Gud gør os hellige. Vi skriver om lidelse og modgang (i øvrigt tæt knyttet til 1 Pet 4,12-19) og om den åndelige dimension af tilværelsen og det sataniske. Vi skriver om forholdet til det kristne fællesskab, og om at være samfundsborger og kristen og meget andet. 

Kommunikationsmåden

Højlund kritiserer os også for at give svar, der er langt over sidste anvendelsesdato. Eller som han præciserer: Det handler bl.a. om måden, vi giver dem på. Vi står dog tilbage uden helt at vide, hvor det er substansen i vores vejledning, og hvor det er måden. Det har vi egentligt både selv – og læserne af anmeldelsen, antager vi – en vis interesse i at vide.

Og hvis det primært handler om en subjektiv vurdering af vores kommunikationsevner, er Højlunds ret entydigt kritiske vurdering så ikke lidt proportionsløs?

En unfair gengivelse af nuancer

Afsluttende opsummerer Højlund bogen for at have skrevet ”[et] belejligt svar i bedste ”one-size-fits-all”-stil”. Det har vi simpelthen svært ved at forstå. Fx skrives det tydeligt i kapitel 6, at svarene i gråzonerne kan ”afhænge af tid, sted, personer og signalværdi” (s. 103), og at vi netop ikke ønsker at give sort/hvide svar men i stedet vil forsøge at præsentere overvejelser, der kan give anledning til at opøve en selvstændig navigationsevne! Hvordan er det ”one-size-fits-all”?

Eller når vi slutter bogen af med følgende bemærkning: ”Hvis vi har været for provokerende eller virket for rigide undervejs, så lad være med at lade dig afskrække eller overbevise af os. Spørg i stedet: Hvad siger teksterne? Gå selv i gang med at læse Guds ord. Det er sådan set bare det, vi gerne vil opmuntre til.” (s.173).  Hvor er ”one-size-fits-all” i det? Altså ud over, at vi opmuntrer alle kristne til at søge Guds vilje for deres liv i Guds ord?

Samtidig bevæger vi os i passager af bogen gennem de dele af etikken, hvor Bibelen og den kristne tradition for os at se er ret entydig, og her spørger vi ganske enkelt os selv, hvor meget anderledes man kan formulere sig om fx kristen seksualetik, før man reelt siger noget, der strider med en klassisk etik? Er sex før ægteskabet ikke altid imod Guds vilje? Er homoseksuelt samliv ikke altid imod Guds vilje? Er utroskab og forbrug af pornografisk materiale ikke altid imod Guds vilje?

Hvis ikke vi gøres opmærksom på andet, antager vi, at Højlund deler disse ukontroversielle standpunkter (set fra et teologihistorisk perspektiv). Og så undres vi over, at han ikke i en boganmeldelse kan anerkende, at disse standpunkter fastholdes.