Den amerikanske præst Timothy Keller (1950-2023) skrev i 2020 en artikelserie om retfærdighed og racisme til onlinemagasinet Life in the Gospel. Artiklerne blev udgivet lige omkring en række mord på afroamerikanere i USA, som ledte til massive Black Lives Matter-demonstrationer. I artikelserien forholder Keller sig teologisk til racisme, retfærdighed, undertrykkende samfundsstrukturer, kolonialisme, kritisk teori og politiske ideologier. I nogle yderste relevante artikler udfolder han, i lyset af alt det, den bibelske vision for retfærdighed, det gode liv og alle menneskers værdighed. Vi udgiver over det næste stykke tid en del af disse artikler i dansk oversættelse. Glæd dig! 

Er racisme en moderne synd?

Mange intellektuelle i dag mener ikke, at der står noget om racisme i Biblen, fordi både ”race” og ”hvidhed” er moderne begreber. Det hævdes, at inden 1400-tallet forstod europæiske nationer sig ikke som en del af den samme etniske gruppe. Englænderne refererede til germanere og franskmænd som andre ”racer”. Omvendt var det en del af begrundelsen for slaveriet, da den afrikanske slavehandel begyndte, at der fandtes en ”hvid” race i modsætningen til andre ikke-hvide racer, heriblandt en ”sort” race. Denne opdeling i racer var en måde at retfærdiggøre slaveriet på og give det noget, som det ikke havde i antikken, nemlig en begrundelse ud fra ”race” alene.

Denne idé om ”hvidhed” var ny. For det første var det et abstrakt begreb. Det var hverken baseret på, hvor du boede eller din kultur, som det er med etnisk identitet. Du var ikke længere først og fremmest irsk, tysk eller svensk – du var først og fremmest hvid. Da irerne og italienerne først begyndte at komme til USA i stort antal i midten og slutningen af ​​1800-tallet, blev de ikke set som ”hvide” og som en del af “majoritetsracen”, som boede i Amerika. De endte dog alligevel med at blive en del af befolkningen. For det andet var det nu lettere at identificere “højere” og “lavere racer”, fordi der nu kun var fire eller fem ”racer”. Det var således en måde hvorpå hele menneskeheden hurtigt kunne inddeles i et skarpt hierarki.

Denne moderne udvikling skabte en helt ny og ødelæggende form for racisme. En racisme, som bundede i en moderne idé om ”racer”, som blev skabt for at retfærdiggøre slaveri og kolonialisme. Men er det rimeligt at sige, at fordi denne idé om ”race” er moderne, så taler Bibelen overhovedet ikke om racisme? Så selvom Bibelen taler imod tribalisme og etniske fordomme, så siger den intet om racisme? Det tror jeg ikke. 

Som vi har set, så frembringer den dybe menneskelige længsel efter at beskytte og retfærdiggøre os selv en form for ”andetgørelse”. ”Andetgørelse” er, når vi udser os en gruppe mennesker, som vi vælger at definere os i modsætning til ved at foragte dem som ringere end os selv. ”Andetgørelse” bliver påtalt igennem hele Bibelen. Tænk bare på farisæeren i Lukasevangeliet kapitel 18, ”som foragtede alle andre” og som sagde: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.” (vers 11) Her er der en mand, som helt bogstaveligt ”andetgør”. Han klassificerer mennesker i grupper, laver et hierarki og taler sig selv op ved at foragt de andre. Dette er dog ikke ”andetgørelse” ud fra en idé om ”racer”. Findes det i Bibelen? Det tror jeg faktisk, det gør. 

Da Peter nægtede at spise med hedninger, gjorde han lige netop det, som den moderne racisme gør. Han opdelte mennesker i ”racer” – uanset deres etniske eller nationale baggrund – og så kategoriserede han dem. Derefter lavede han et hierarki rangerende fra de overlegne til de underlegne grupper, og andetgjorde dem igennem opdeling og segregation.

Beretningen om den moderne opfindelse af ”hvidhed” er vigtig. Men en af farerne ved at sige, at Bibelen ikke adresserer racisme, er, at det indebærer, at kun hvide mennesker kan udføre denne undertrykkende ”andetgørelse”. Men lige meget hvor du er fra i verdenen, så vil der være en eller anden form for ”racialisering” og ”hierarkisering” af mennesker.

Er racisme også en kollektiv synd?

En af de største debatter i dag om racisme handler om, hvorvidt der findes ‘systemisk’ eller ‘strukturel’ racisme. Påstanden er, at vi på den ene side har den individuelle og overlagte racisme, og så på den anden side er der diskriminerende sociale strukturer. Sociale strukturer, der støttes af den dominerende etniske gruppe, som udelukker og undertrykker etniske minoriteter, selvom de personer, der opretholder systemerne, måske ikke individuelt er racister eller udøver overlagt racisme. Ifølge dette synspunkt så er også individer, der ikke selv er racistiske, men som heller ikke arbejder for at fjerne disse undertrykkende systemer, kollektivt og fælles ansvarlige for de diskriminerende sociale strukturer. Og dermed er de kollektivt skyldige i det.

Er det virkelig rigtigt? Når det bliver beskrevet, som jeg lige har gjort det, så mener jeg faktisk, at svaret er ja. Der findes både systemisk og individuel racisme.

For det første taler Bibelen både om individuel og kollektiv synd, skyld og ansvar. Vestlige mennesker, og især hvide amerikanere, føler intet personligt ansvar for forseelser, så længe de ikke har gjort det selv. Men Bibelen er mere realistisk. Daniel angrede for sine forfædres synder (Daniels Bog 9). Akans familie blev henrettet for Akans personlige synd, da han stjal noget af det bandlyste krigsbytte (Josvas Bog 7). I modsætning til vores vestlige, individualistiske opfattelse anerkender Bibelen, at vores karakter og handlinger ikke kun er et produkt af vores egne individuelle valg. En persons karakter er i høj grad formet af familien og samfundet. Akans familie var af indlysende grund dybt involverede i, hvilket type menneske Akan blev, og derfor var de medskyldige i hans handlinger. På samme måde erkendte Daniel, at han var et produkt af et samfund, der havde syndet mod Gud, og han anerkendte sin egen delagtighed i dette. Tekster som 5. Mosebog 23, 3-8 og 2. Samuels Bog 21, 1 viser, at Gud stadig holder nationer og folk ansvarlige for synder, selvom de individuelle gerningsmænd er døde.

For det andet underbygger Bibelen forestillingen om uretfærdige, sociale strukturer. I Ordsprogenes Bog kapitel 10-12 ser vi en række udsagn, der indikerer, at manglende personligt ansvar kan bringe mennesker i fattigdom (10, 4; 12, 17). Men så læser vi Ordsprogenes Bog 13, 23: ”Selv om en fattig mands jord giver en god afgrøde, mister han den, hvis der er lovløshed i landet.”[1]Bibelen reducerer altså hverken årsagen til fattigdom og uretfærdighed til et spørgsmål om individuelle valg og handlinger eller til et spørgsmål om systemiske, sociale strukturer.

Derudover fordømmer Bibelen også retssystemer, der tilgodeser de rige og diskriminerer fattige, forretningspraksis, der manipulerer med markedspriserne, og uretfærdig behandling af medarbejdere.

Det er værd at nævne noget, som vi vil tage op i både vores næste artikel[2] samt sidste artikel[3] om dette emne. I vores kultur findes der konkurrerende teorier om retfærdighed. En tendens er at forstå retfærdighed næsten udelukkende som et spørgsmål om blot at give individer det, de som minimum har krav på. En anden tendens er at forstå al fattigdom og kriminalitet, som et produkt af systemisk uretfærdighed og ikke personlig uansvarlighed. Så f.,eks. viser den første opfattelse ingen forståelse for, at social uretfærdighed giver folk mere lyst til at begå hærværk end at demonstrere. Omvendt slutter den anden opfattelse, at dem, der begår hærværk, overhovedet ikke bærer noget personligt ansvar – de og deres handlinger er blot et resultat af sociale strukturer. Denne anden opfattelse vil overhovedet ikke begrunde resultatulighed i individuelle valg og handling, men det er alene – og altid – et produkt af sociale kræfter.

Faren er, at kristne, der med rette afviser det første (konservative) synspunkt som en halv kristen sandhed, så ukritisk tager det andet (progressive) synspunkt til sig. For derefter at overtage dets terminologi. Men begge er sekulære, reduktionistiske og forsimplende standpunkter. Bibelens fortælling om retfærdighed indeholder både individuelle og systemiske dimensioner – og flere til. Vi er ikke kun individer eller sociale væsener, men vi er også sjæl og krop. Faktisk refererer udtrykket ”verden” (kosmos) i Det Nye Testamente ikke kun til en fysisk virkelighed (som i Gud, der elsker menneskenes verden, Johannesevangeliet 3, 16), men også til en åndelig virkelighed. Udtrykket dækker over den uundgåelige menneskelige tendens til at lave afguder ud af gode gudskabte ting (1. Johannesbrev 2, 15-16). ’At udøve retfærdighed’ ud fra en bibelsk forståelse af retfærdighed vil derfor inkludere bøn og evangelisering samt mange andre ting. Det bibelske syn på retfærdighed sætter fuld fokus på både personligt ansvar og sociale strukturer, men mere end det. Det er baseret på en dyb forståelse af menneskelivet, som er mere omfattende end sekulære, reduktionistiske alternative retfærdighedsforståelser.

Men hvad er systemisk racisme egentlig? Systemisk racisme er praksisser, der favoriserer hvide mennesker og ekskluderer ikke-hvide mennesker, som over tid er blevet institutionaliseret. Når folk institutionaliserer noget, så skaber de strukturer, der holder en bestemt praksis i gang længere end opfinderen af denne praksis.

Her er nogle eksempler:

Det offentlige uddannelsessystem i USA bliver finansieret gennem lokale ejendomsskatter. Fattigere samfund har langt færre ressourcer og derfor skoler af lavere kvalitet. Dette forværrer fattigdommen i de pågældende lokalområder, som herefter leder til færre ressourcer til uddannelse. Eftersom fattigdomsprocenten er dobbelt så høj blandt afroamerikanere end resten af befolkningen, så rammes sorte uforholdsmæssigt hårdt af denne måde at finansiere uddannelse på.

Et mindre formelt, men ikke mindre problematisk eksempel, er: Hvis du er i det private erhvervsliv og står for at ansætte folk, vil du have en tendens til at ansætte folk, som du kender, eller som kender nogen, du kender. Men da de fleste af os har vores netværk inden for vores egen etniske eller sociale gruppering, betyder det, at arbejdsgiverne (generelt hvide og privilegerede) ansætter andre fra deres egen etniske og sociale grupper. Kompetente personer, der tilhører andre etniske og sociale grupperinger, har trods deres kvalifikationer ikke rigtig nogen vej ind.

En meget mindre formel form for systemisk uretfærdighed, der dog er meget udbredt, er de kulturelle processer i USA, som former og skaber mistillid til farvede mennesker. En artikel i New York Times påpegede fornyeligt, at selvom Frankrig har klaret sig meget bedre igennem ​​COVID-pandemien end de omkringliggende nationer, er det franske folk langt mere kritiske over for sine ledere end befolkningen i de andre lande. Årsagen er, som en professor udtrykte det, at ”mistillid [især til lederskab] er et strukturelt element i det franske samfund”. Det har udviklet sig gennem århundreder og ligger dybt i den franske kultur. Det er blevet videreført gennem millioner af uformelle, personlige interaktioner, og videregivet fra generation til generation. På samme måde er mistillid til ikke-hvide mennesker, især afroamerikanere, i USA også dyb og strukturel. Og det dukker op på utallige måder; i hvordan lærere, læger, bankfolk og virksomhedsejere behandler ikke-hvide mennesker. Den samlede effekt af alle disse autoritetspersoner med indflydelse og magt over bestemte grupper er, at disse grupper bliver holdt nede uddannelsesmæssigt, psykologisk, økonomisk og fysisk.

Endelig er det et velkendt faktum, at sorte mennesker oftere bliver tilbageholdt, arresteret, samt idømt højere straffe end hvide mennesker, selvom de begår de samme forbrydelser. Der er mange bestræbelser oppefra, for at reformere politiafdelinger gennem politiske indgreb og gennem oprettelse af multietniske politiafdelinger. At vi igen og igen ser de velkendte brutale hændelser, viser os, hvor gennemgribende og forankrede de strukturelle aspekter af ulige behandling af ikke-hvide er i politiet og retssystemet.

Omvendelsen fra racisme

Hvad vil det sige, ’at omvende sig fra racisme’? På sin vis er svaret enkelt. Omvendelse er først og fremmest at vende sig imod Gud. Alle synder, som vi begår, er i sidste ende begået imod Gud, Guds vilje og imod Guds gode skabning. Omvend dig fra de mere bevidste og overlagte måder, hvorpå du har forbrudt dig imod menneskers gudsbilledlighed, næstekærlighed, den nye skabelse og evangeliet om Guds nåde. Husk på, at vi ikke kun er kaldet til at omvende os fra ”forsætlige”, bevidste synder (Salmernes Bog 19,13). Salmisten spørger: ”Hvem lægger mærke til uforsættelige synder?” Og siger videre: ”Rens mig for skjulte synder!” (Salmernes Bog 19, 13). Derfor skal vi også være klar til at omvende os fra de ubevidste måder, hvorpå vi ’racistisk andetgør’ andre.

Hvordan kan mennesker i USA lave den samme kollektive omvendelse, som vi ser i Daniels Bog kapitel 9 og andre steder? Der er mange forslag, men jeg vil kun nævne et. C.S. Lewis skriver i sin bog The Four Loves (1960), at kærligheden til vores land bliver dårlig, så snart vi begynder at forskønne og retouchere vores fortid. Som sagt vil nogle sociale teorier ikke kunne sige noget som helst godt om den amerikanske historie, men en kollektiv omvendelse kræver, at vi indser, hvordan vores samfund har behandlet forskellige folkegrupper.

Miroslav Volf påpeger i Exclusion and Embrace (1996), at der er mindst fire måder, vi kan ekskludere en gruppe mennesker på fra resten af samfundet. Den første er ”eliminering,”som er; helt bogstaveligt at dræbe eller udstøde dem fra landet (tænk på Holocaust). Den anden er ”dominans”. Den består i at segregere og isolere dem, og derefter terrorisere dem, så de bliver inden for en vis grænse. Den tredje er ”assimilation”, som nægter at acceptere individer, der ikke opgiver deres egen kultur og fuldstændig indordner sig efter den dominerende kulturs normer. Den fjerde er ”opgivelse”. Det består i at nægte at tage hånd om dem eller forsvare deres rettigheder. Historisk set har USA brugt de sidste tre former for eksklusion imod afroamerikanere – og gør det givetvis stadig. Det er udtryk for en kollektiv omvendelse, når vi ser vores eget lands historie igennem for eksklusion, og erkender og bekender det.

Men bibelsk set, så har vi ikke omvendt os, hvis vi ikke ændrer os og ”bær[er] […] den frugt, som omvendelsen kræver” (Matthæusevangeliet 3, 8). At bære den frugt, som omvendelsen fra racismens synd kræver, kan se vidt forskelligt ud. Det afhænger meget af, hvem der omvender sig. Bærer en ung anden-generations kinesisk indvandrer det samme kollektive ansvar for racisme, som en hvid angloamerikansk person? Nogle hævder, at asiater bliver optaget i kategorien ”hvidhed”, som en del af en fortsættelse af institutionaliseringen af ​​racehierarkier.

Der er grundlæggende to steder, hvor kristne kan bære den frugt, som omvendelsen fra racisme kræver – i kirken og udenfor kirken.

Ikke alle lokalsamfund i USA er multietniske, og derfor kan heller ikke alle kirker være det. Men en af ​​måderne at bære denne omvendelsesfrugt på er, at flere medlemmer i flere kirker gør de nødvendige opofrelser af magt og komfort for at skabe forandring i kirkerne. Så vi skaber nogle menigheder, hvor etniske og kulturelle barrierer ikke deler og splitter fællesskabet, som de gør ude i samfundet. Og videre viser, hvordan denne forsoning og fred er en frugt af evangeliets kraft.

I manges ører lyder dette vidunderligt, måske især i unge kristnes ører. Men at bygge et levende, farverigt og multietnisk kirkefællesskab er fyldt med vanskeligheder. Irwyn L. Ince Jr. har fornyeligt skrevet en fremragende bog om dette, The Beautiful Community: Unity, Diversity, and the Church at its best (IVP, 2020). En meget ældre, men nyttig bog er George A. Yancey’s One Body One Spirit: Principles of Successful Multiracial Churches (IVP, 2003).

Udenfor kirken skal kristne modarbejde etnisk uretfærdighed og ulighed. Det er der mange måder at gøre på. For mig lader frontlinjen i denne kamp til at være arbejdet imod ulighed i uddannelsessystemet, og for en reform af politiet og retssystemet. I forhold til det sidste er der skrevet to fremragende bøger (dog til et akademisk publikum): William J. Stuntz, The Collapse of the American Criminal Justice System (Harvard, 2011) og Anthony B. Bradley, Ending Overcriminalization and Mass Incarceration: Hope for Civil Society (Cambridge, 2018). For kristne, der gerne vil forstå og gøre noget ved problemerne, er disse bøger – begge skrevet af kristne akademikere – et godt sted at starte.