Vent.. Er kirken antisemitisk?

En af de største skampletter i kirkens historie er den måde, kristne gennem tiderne har behandlet jøder. Kristen antisemitisme har haft uhyggeligt konkrete udtryk, og ja – også den lutherske kirke har svigtet på dette punkt. Luther skrev som bekendt det skrækkelige skrift ”Om jøderne og deres løgne” (1543), hvori han opfordrer til systematiske jødeforfølgelser.

Men de konkrete handlinger har ofte været formet på baggrund af bevidste så vel som ubevidste misforståelser eller karikaturer af jødedom og jøder. Og det findes stadig i kristen teologi og forkyndelse. Her tænker jeg ikke på konspirationsteorier om, at jøderne kidnapper de kristnes børn, sådan som et argument for jødeforfølgelser kunne lyde i middelalderen og på reformationstiden, men på noget langt mere velbekendt og langt mere udbredt.

Jeg mener faktisk, at mange helt almindelige kristne på tværs af det teologiske og kirkelige landskab herhjemme er med til at videregive et misforstået syn på jødedommen, både den antikke og den moderne, og at de misforståelser kan være med til at promovere antisemitiske eller antijudaiske tendenser.

(Og det er ikke kun mig, der mener det. Inspirationen til denne artikel har jeg fået fra Amy-Jill Levines essay ”Bearing False Witness: Common Errors Made About Early Judaism” i 2. udgaven af The Jewish Annotated New Testament (Oxford University Press, 2017), 759-63.)

Det er sjældent ondt ment, og det er sjældent intenderet, når kirken videregiver misforståelser eller løgne om jøderne. Misforståelserne bunder sjældent i rendyrket had til jøder men ofte i uvidenhed. Og det er (forstå mig ret!) et godt udgangspunkt, for uvidenhed kan man jo gøre noget ved. Uvidenhed kureres med viden, mens det er langt mere omfattende at kurere had.

Lad mig bare allerede nu imødegå en forventet kritik: Selvfølgelig mener jeg ikke, at kristnes uvidenhed og misforståelser om jødedom fører til, at de i morgen indleder pogromer. Min pointe er, at kristnes uvidenhed og misforståelser om jødedom kan føre til karikaturer og fjendebilleder, og at antisemitiske handlinger vokser ud af den slags karikaturer og fjendebilleder. Det skulle vi gerne undgå, og derfor skal vi tage affære nu.

Formålet med denne artikel er ikke først og fremmest at give tilstrækkelig viden til at opklare alle kristne misforståelser om jøder. Jeg vil heller ikke beskæftige mig med de historiske årsager. I stedet vil jeg påpege nogle almindelige men meget alvorlige misforståelser og give forslag til, hvordan man kan undgå dem.

I øvrigt: Eftersom denne artikel primært handler om antisemitiske tendenser i kristen forkyndelse, forholder jeg mig i udgangspunktet til kristne misforståelser af den antikke jødedom, som vi møder i Det Nye Testamente (NT). Selvom den antikke jødedom på en række områder adskiller sig fra den moderne jødedom (og tilsvarende adskiller sig fra den israelitiske religion, vi møder i Det Gamle Testamente (GT)), vil de fleste af mine pointer her dog gælde for både israelitisk religion i GT, antik jødedom i NT og NT’s omverden og moderne jødedom.

Misforståelse 1: Jøder tror, at de bliver frelst ved deres gerninger

Da jeg gik i søndagsskole, lærte jeg, at jøderne holder hviledag om lørdagen, den sidste dag i ugen, fordi de tror, de bliver frelst ved deres gerninger, mens vi kristne holder hviledag om søndagen, den første dag i ugen, fordi vi ved, at vi bliver frelst af nåde uden gerninger. Netop hviledagen bruges også som eksempel i en nyere gennemgang af kirkeårets tekster, hvor det til indledning hedder: ”Den jødiske sabbat står i lovens tegn og slutter ugen. Den kristne uge står i nådens og opstandelsens tegn” (Flemming Baatz Kristensen, På pilgrimsrejse i kirkeåret I, 31). Det er i min optik samme logik: Jødernes hviledag er en belønning for deres gerninger, mens de kristnes hviledag er Guds nådegave forud for troens liv.

Det er ikke sikkert, alle kristne vil bruge netop placeringen af hviledagen som tommelfingerregel, og man skal som bekendt passe på med generaliseringer. Men her tør jeg godt: De fleste kristne er af den opfattelse, at jødedommen lærer gerningsretfærdighed. Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg har hørt forkyndere, prædikanter og præster sige det. Men uanset hvor ofte det gentages, er det en eklatant misforståelse af jødedommen.

Jødedommen er nøjagtig lige så meget en nåde-religion, som kristendommen er, og det gælder også for jødedommen på NT’s tid. Det afgørende ord er ”pagt”. Guds pagt med Israels folk er fundamentet i jødedommen, og Gud indgår sin pagt med folket som en nådehandling. Både i kristendommen og jødedommen opererer man med Guds frelse af nåde og menneskets respons i tro og handling – vel at mærke i den rækkefølge!

En variation af denne misforståelse retter sig i særlig grad mod farisæerne. Denne misforståelse er så indgroet, at den har påvirket det danske sprog. En farisæer er i daglig tale en selvretfærdig hykler og/eller en socialt kontrollerende, etisk grænsevogter. Men det var farisæerne på Jesu tid ikke i udgangspunktet. Farisæisme var en jødisk fromhedsretning, der ønskede at se Guds rige komme. Og for at Guds rige kunne komme, var alle jøder nødt til at tage deres jødiske identitet og tro alvorligt og leve efter Guds forskrifter for det gode liv (Toraen). Ikke for at gøre sig selv retfærdige, men fordi de allerede stod i et ret forhold til Gud i pagten. Farisæisme var kort sagt en vækkelsesbevægelse for lægfolk.

En lille note om forskningshistorien: Denne forståelse af den antikke jødedom er for så vidt relativt ny. Det skyldes, at forskningen siden 1970’erne har fået et større kendskab til den antikke jødedom. Hvis ældre lærebøger eller prædikener videregiver et falsk billede af den antikke jødedom, kan det altså skyldes, at det var den gældende forståelse dengang. Men ifølge den seneste forskning tyder det på, at de tog fejl.

Misforståelse 2: GT er lov, NT er evangelium

Især i luthersk teologi skelner man mellem ”lov” og ”evangelium”. Man kan diskutere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt eller ej, men faktum er, at denne skelnen ofte misforstås. Det er for så vidt let at forstå, hvor misforståelsen kommer fra, for både ”lov” og ”evangelium” kan betyde to ting.

Når vi taler om ”lov” og ”evangelium” i betydningen ”lov og evangelium”, så henviser det til henholdsvis Guds afsløring og dom af vores synd og Guds befriende og nåderige tilgivelse. Problemerne opstår, fordi ordet ”lov” (eller ”Loven”) også bruges til at oversætte det hebraiske begreb Tora, dvs. Moseloven (enten forstået som de fem Mosebøger eller lovstoffet i 2.-5. Mosebog), mens ”evangelium” bruges som en betegnelse for de første fire skrifter i NT og i NT generelt kan bruges om budskabet om Jesus.

Men vi må ikke blande de to betydningsgrupper sammen. Den første henviser til en måde, hvorpå Gud ved Helligånden kan anvende snart sagt enhver bibeltekst, mens den sidste henviser til specifikke tekstgrupper. Med andre ord: Der er masser af ”lov” (i den lutherske forstand) i NT, og der er masser af ”evangelium” (i luthersk forstand) i GT.

Når denne misforståelse ofte ligger ligefor, skyldes det også, at mange kristne har misforstået, hvad Toraen/Moseloven er. Toraen er meget mere end en lov i juridisk forstand, og derfor er det i grunden forkert at oversætte det med ”lov”. Toraen er Guds vejledning til, hvordan israelitterne skal leve som hans folk i pagten. For en jøde er Toraen ikke en byrde, men en velsignelse og et privilegium. Det fører os videre til den tredje misforståelse.

Misforståelse 3: Jesus befrier fra den undertrykkende jødiske lov

Mange kristne har svært ved at forstå, hvad f.eks. de jødiske renhedsforskrifter og spiseregler skal gøre godt for, og hvordan man i praksis kan/kunne leve efter dem, og derfor er det let at konkludere, at det må have været et gevaldigt bøvl, ja, måske ligefrem undertrykkende. Og hvor er det så rart, at Jesus befrier os fra det skrækkelige lovtyranni, som vi ellers ville være fanget i.

Men det er ikke sådan, vi skal tænke om Toraens påbud og forskrifter, hvis vi vil forstå Toraens rolle i jødedommen. Ovenfor skrev jeg ganske vist, at Toraen ikke som sådan er en lov, men lige her er det faktisk behjælpeligt at tænke på det som en form for lovsamling svarende til den, der er gældende i Danmark.

Naturligvis kan en lovsamling være kompleks og svær at sætte sig ind i (derfor har man jurister – og i det antikke Israel rabbier og skriftlærde), men i det daglige tænker den almindelige dansker ikke ret meget over, hvad man må og ikke må. Vi har lært loven at kende, vi er vant til at leve under loven, og derfor er den ikke en byrde.

Det er ikke en byrde, at man ikke må køre over for rødt lys, eller at man skal have en ansvarsforsikring på sin bil. Det er praktiske foranstaltninger, der tjener alles bedste. Og vi skal tænke om de jødiske renhedsforskrifter og spiseregler på nogenlunde samme måde: De var ikke ubærlige byrder, men slet og ret de principper samfundet fungerede efter. Igen må det understreges, at ”lov” i jødisk forstand er noget positivt, ligesom det er for Paulus (der jo også var jøde), når han taler om ”Kristi lov” (Galaterbrevet kap. 6, v. 2). Ikke fordi det er en mulighed for at ”fortjene sig til frelse”, men fordi det er Guds åbenbaring af, hvordan man skal leve, nu hvor man allerede er i pagten.

Misforståelse 4: Jesus tog sig af dem, jøderne havde udstødt

Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart havde tænkt på denne misforståelse. Men førnævnte Amy-Jill Levine, der er en af de førende jødiske forskere i NT, har en god pointe: Hvis vi prædiker, at Jesus tog sig af ”de udsatte”, ”de undertrykte” og ”de udstødte”, som f.eks. toldere, syndere og spedalske, men aldrig forklarer, hvem der havde udstødt dem, undertrykt dem og sat dem udenfor, så bliver den simple konklusion, at det havde jøderne.

Men det var ifølge Levine ikke tilfældet. Hun anfører, at tolderne ikke var blevet udstødt af samfundet, men tværtimod selv havde valgt en levevej, der isolerede dem fra samfundet, og at de syge ikke nødvendigvis var isolerede, men fortsat var en del af familiens fællesskab.

Måske går Levine lidt for langt her. I hendes beskrivelse får man næsten indtryk af, at Israel på det andet tempels tid var et mønstersamfund, hvor der ingen sociale konflikter var. Den pointe, hun prøver at få frem, er dog formentlig, at den undertrykkelse, isolation og sociale konflikt, der må have været, ikke skyldtes jødedommen som sådan. Social konflikt kendes fra alle kulturer. Når Jesus havde et særligt øje for dem, der levede på kanten af samfundet, var det ikke, fordi han derved gjorde op med jødedommen. Han handlede netop sådan, som Toraen foreskrev jøderne, at de skulle handle.

Misforståelse 5: Jøderne misforstår GT

Det, som kristne kalder ”Det Gamle Testamente”, kalder jøderne for ”Tanak” (en forkortelse af Tora, Nevi’im og Ketuvim: Loven, Profeterne og Skrifterne). For de fleste kristne bibellæsere er det åbenlyst, at GT/Tanak i en eller anden forstand handler om Jesus, mens de fleste jødiske bibellæsere vil afvise en sådan tolkning (her ser vi bort fra, at jøder almindeligvis har et andet forhold til deres bibel, end kristne har; personlig bibellæsning er ikke nær så udbredt blandt jøder, som det er blandt kristne).

At vi deler helligskrift med jøderne, men læser det forskelligt, kan give anledning til den misforståelse, at når jøderne ikke kan se, at GT/Tanak handler om Jesus, er det, fordi de bevidst lukker øjnene for sandheden og misforstår GT/Tanak.

Så hård en dom behøver vi dog ikke fælde, men det kræver, at vi bliver ydmyge omkring vores egen forståelse af GT/Tanak. Fortolkning af tekster er ofte vanskeligt, og almindeligvis finder vi det, vi leder efter. Hvis man ved, hvem Jesus er, er det nemt at finde udsagn i GT/Tanak, der kunne passe på Jesus, men hvis man ikke ved, hvem Jesus er, er det straks sværere. På samme måde er det nemt at se, hvordan H. C. Andersens eventyr om den grimme ælling er selvbiografisk, hvis man altså kender lidt til Andersens livshistorie. Hvis ikke man gør det, handler eventyret om noget andet.

Så når jøderne ikke kan se, at GT/Tanak handler om Jesus, er det ikke af ond vilje eller uvidenhed, men ganske enkelt, fordi de forstår teksterne anderledes.

Misforståelse 6: Jøderne har et distanceret forhold til Gud

Hvis man misforstår Toraen som et undertrykkende åg og jødedommen som en streng gernings-religion, er der ikke langt til den misforståelse, at jøderne må have et meget distanceret forhold til Gud. Læg hertil, at mange kristne er af den opfattelse, at det særlige ved kristen bøn er, at vi i modsætning til jøderne kan bede til Gud som vores far – og så ligger det lige for, at vi beder: ”Kære far, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som jøderne”.

Men det er ikke rigtigt, at jøderne ikke beder til Gud som deres far. Den jødiske hovedbøn, Amida (som betyder ”stående”; kaldes også Attenbønnen), der bedes mindst tre gange om dagen, indeholder flere henvendelser til Gud som ”vor far”, og i tiden mellem det jødiske nytår og forsoningsdagen bedes hver dag bønnen Avinu malkenu (betyder: ”Vor far, vor konge”), der indeholder 43 henvendelser til Gud som ”vor far, vor konge”.

Det er svært at sige, hvor gamle disse bønner er. Men det faktum, at Amida i både indhold og form minder om Fadervor, kunne tyde på, at jøderne også i antikken bad Amida og dermed bad til Gud som deres far.

Den jødiske bønstradition er kort sagt rig og levende, og der er intet, der tyder på, at jøderne skulle have (haft) et mere distanceret forhold til Gud, end kristne kan opleve at have.

Men..? (indvendingspause)

Inden vi går videre til at overveje, hvordan vi kan undgå disse misforståelser, kan jeg høre en indvending rejse sig: Hvad med alle de steder, hvor NT’s forfattere sætter loven op imod nåden og troen (f.eks. Johannesevangeliet 1,17; Apostlenes Gerninger 15,10-11; Romerbrevet 3,21; Galaterbrevet 3)?

Dette er ikke stedet for at gennemgå alle disse tekster, så jeg vil blot anføre to korte pointer.

(1) For mange virker det stort set umuligt at forstå de nævnte bibelvers anderledes, end at forfatterne gør op med en lovisk jødedom. Men det skyldes formentlig det psykologiske fænomen bekræftelsesskævhed (confirmation bias). Vi søger kort sagt at bekræfte det, vi allerede tror, at vi ved. Hvis vi tror, at jødedommen lærte og lærer gerningsretfærdighed, så læser vi også alle de tekster, hvor det er en mulig fortolkning, på den måde. Men hvis vi nuancerer vores forståelse af jødedommen, finder vi ud af, at disse tekster også kan forstås anderledes.

(2) En sådan nuanceret forståelse af jødedommen er imidlertid omfattende. Som nævnt ovenfor er der siden 1970’erne sket meget i NT-forskningen og i vores viden om den antikke jødedom, og spørgsmålet er så, hvordan de to, NT og jødedommen, hænger sammen. Forskellige forskere anlægger forskellige perspektiver på f.eks. Paulus og hans forhold til sin samtids jødedom (og det er en helt anden diskussion). Diskussionerne om, hvordan konkrete vers skal forstås, må føres inden for rammerne af en større diskussion om NT’s forfatteres forhold til jødedommen. Men uanset, hvilket perspektiv man anlægger på Paulus, er det historisk unøjagtigt at fremstille den antikke jødedom som en gernings-religion og Jesus som en, der befrier mennesker fra jødedommens tunge åg.

Hvordan undgår vi misforståelserne?

Det er ikke sikkert, man er interesseret i historiske og teologiske diskussioner, og det skal der være plads til. Men det må ligge enhver kristen på sinde ikke at sprede falske rygter om andre (inkl. jøderne) og på den måde medvirke til at skabe fjendebilleder og karikaturer. Derfor er dette afsluttende afsnit måske artiklens vigtigste.

Kristne skal undgå at bruge jødedommen som et modbillede på kristendommen. Det er sjældent konstruktivt, hvis man forsøger at formulere sin egen identitet på baggrund af nogle, man ikke ligner. Vi skal altså (så vidt muligt) undgå formuleringer som ”I modsætning til jødedommen lærer kristendommen at…” eller ”Jøderne mente…, men Jesus lærte os…”.

Ja, Jesus diskuterer med jøder i evangelierne, men det er vigtigt, at vi husker og italesætter, at Jesus netop kun diskuterede med nogle jøder, f.eks. nogle jødiske ledere, og ikke jøderne som sådan. Når Jesus irettesætter ”jøderne” og bruger voldsomme ord om ”jøderne” (særligt i Johannesevangeliet), må vi altså forstå det og italesætte det som en kritik af nogle jøder. Og det kan ikke gøres for tit. En forkynder må aldrig gå ud fra, at tilhørerne selv kan regne ud, at ”jøderne” ikke betyder ”alle jøderne”, for i lyset af kirkens historie er det ikke nødvendigvis den mest oplagte forståelse.

(Da man i 1880’erne udarbejdede folkekirkens anden tekstrække, valgte man til prædiketekst 3. søndag i fasten Johannesevangeliet kap. 8, v. 42-51, hvor Jesus kalder ”jøderne” (dvs. nogle jøder) for Djævelens børn, og som GT-tekst 2. Mosebog kap. 32 om israelitternes oprør ved Sinaj. I lyset af kirkens historie med antisemitisme er det rimeligt at overveje, om man skal prædike over en anden tekst den dag, og om tekstrækken ikke bør revideres.)

Hvad angår Jesu diskussioner med nogle af jøderne, så er det vigtigt at forstå det som indrejødiske diskussioner. Når Jesus diskuterer med andre jøder, er det ikke udtryk for, at han kommer udefra og vil have jøderne til at forlade deres jødiske tro og tradition. Nej, Jesus kommer indefra og fortæller sin samtids jøder, at Israels Gud nu har grebet ind i verdenshistorien på en afgørende måde.

Jesu diskussioner med jødiske ledere om f.eks. overholdelse af sabbatsdagen er altså ikke udtryk for, at Jesus afskaffer eller afslutter jødedommen (sådan argumenterede nazistiske kristne faktisk i 1930’erne og 1940’erne), men udtryk for en indrejødisk diskussion om, hvad det vil sige at overholde sabbatsbuddet.

Heller ikke de såkaldte antiteser i Mattæusevangeliet kap. 5, v. 21-48, er udtryk for, at Jesus opponerer imod jødedommen. Udtrykket ”I har hørt, at der er sagt…. Men jeg siger jer…”, som indleder ”antiteserne”, kan med lige så god ret oversættes ”I har hørt, at der er sagt…. Og jeg siger jer…”. På græsk anvendes en konjunktion, der ikke angiver en skarp modsætning, men som snarere betyder ”men [man kunne også sige]” eller ”og [videre kunne man anføre]”. I nogle tilfælde vil man almindeligvis lade være med overhovedet at oversætte denne konjunktion.

NT-forskeren David deSilva har tilmed påvist, hvordan store dele af Bjergprædikenen flugter med og kan rummes inden for den antikke jødiske visdomstradition (The Jewish Teaches of Jesus, James, and Jude (Oxford University Press 2012), kap. 3). Jesus opstiller altså ikke absolutte modsætninger til den jødiske overlevering, men han tager del i samtidens jødiske debat om, hvordan Toraen skulle forstås.

Det er kort sagt vigtigt at forstå, at Jesus var jøde. Det kommer faktisk som et chok for nogle kristne, men det er rigtigt: Jesus var omskåret og levede efter Toraens forskrifter. Alt, hvad Jesus sagde, kunne formentlig rummes inden for den antikke jødedom. Det kan godt være, at han nogle gange udvidede nogle rammer eller skubbede til nogle forestillinger, men aldrig på en sådan måde, at han stillede sig uden for jødedommen.

Selv Fadervor, den mest kristne bøn, er en jødisk bøn. Efter min opfattelse er der ikke noget i Fadervor, som en moderne jøde ikke også vil kunne bede med på (vil du læse mere om jødisk bøn har jeg og Mads Bjørn Thuren skrevet bogen En lille bog om jødisk bøn, Israelsmissionen 2022).

Jesus var jøde, det samme var Peter, Jakob, Johannes og Paulus, og de så aldrig sig selv som andet end jøder. De havde lært noget afgørende nyt om Israels Gud, men det betød ikke, at de ikke længere var jøder.

Det budskab, de forkyndte, var et evangelium, et godt budskab, for jøder – og siden også for ikkejøder. Og sådan skulle det gerne blive ved med at være: Evangeliet om Yeshua HaMashiach, Jesus Messias, skulle gerne være gode nyheder for både jøder og ikkejøder. Men det kan det ikke være, hvis vi giver et misvisende billede af jødedommen.