Troels Nymanns leder foranledigede mig til at færdiggøre et indspil, jeg har arbejdet på et stykke tid. For i debatten om kristen nationalisme synes jeg, det er oplagt at spille ind med en lille kommentar om identitetspolitik. 

Både højre- og venstrefløjen i dansk politik beskylder ofte deres modstandere for at købe ind på identitetspolitiske dagsordener – som om identitetspolitik er et skældsord. Og det er det måske blevet i den danske debat. Det er en skam, for der kunne være meget godt at hente i ordet. Filosofiprofessor og debattør Vincent Hendricks definerer identitetspolitik således: "[identitetspolitik] tager udgangspunkt i en identitet eller identitetsmarkører som race, nationalitet, køn eller socialklasse med henblik på at fremme den pågældende identitets interesser – eventuelt, men ikke nødvendigvis, på bekostning af eller i modsætning til en anden identitet.”⁰ Fra bogen Os og Dem skrevet af Silas Marker og Vincent Hendricks Jeg vil læne mig op ad denne definition i det følgende.

Vi finder spændingen i den politiske verden, ja, men jeg mener også, at vi i høj grad finder den i kirken. Det er at lege med ilden, når kirken går med på identitetspolitikkens præmisser! For at uddybe det vil min case i dette være kirkens syn på LGBT+-miljøet. 

To strømninger 

Overordnet kan man lidt forsimplet dele kirken op i to grundlæggende strømninger, når det kommer til synet på LGBT-miljøet: Den kritiske og den LGBT-venlige. 

Den LGBT+-venlige fløj i Folkekirken er kendetegnet ved f.eks. at gå med i Pride-marchen. Fra denne fløj lyder stor kritik af den modsatte fløj, bl.a. anført af sognepræst Viggo Julsgaard Jensen i et interview til Kristeligt Dagblad her: 

"Alene det, at en præst kan blive fritaget for at vie et par af samme køn, men ikke et heteroseksuelt par, viser, at kirken ser det heteroseksuelle forhold som idealet. Men spørgsmålet er, om der overhovedet er teologisk belæg for at favorisere en bestemt samlivsform. Det fører i hvert fald til et meget ensidigt teologisk blik på køn og teologi, hvilket igen gør, at de, der lever på en anden måde, nemt føler sig fremmedgjort."⁰"Homoseksuel sognepræst: Kirken taler om os, ikke med os, i lgbt-debat", Kristeligt Dagblad 12.08.21 Viggo Julsgaard Jensen kommenterer på, at folkekirkepræster er fritstillede til at nægte at vie to af samme køn. En frihed, der i mine øjne er hovedårsagen til, at de to strømninger, jeg her optegner, endnu deler samme bygninger og er en del af den samme organisatoriske og konfessionelle kirke.

På den anden side har vi den LGBT+-kritiske strømning, som bl.a. kendetegnes ved en årlig tilbagevendende kritik af Pride i forbindelse med Pride-ugen. For eksempel Evangelisk Luthersk Netværk, der i juli 2021 udkom med en artikel med titlen 7 grunde til ikke at gå med i priden. Der lægges her vægt på, at LGBT+ er en ideologi, man skal tage afstand fra, fordi den udfordrer Bibelens tale om køn og seksualitet, og fordi ideologien med sin kritik af konservative præster og om at begrænse disses handlerum i Folkekirken udgør et angreb på åndsfriheden. 

Fælles for begge er, at det er kristen identitetspolitik. Hvad mener jeg med det? Begge strømninger har bestemte identitetsmarkører, som teologisk legitimeres med egne kristne idealer, muligvis på bekostning af, og i hvert fald som stærkt modstykke til en anden identitet. Målet er også at bekæmpe enten de intolerante højrefløjspræster eller den farlige kønsideologi.

Kristus-identitet

Med fløjene på plads kan vi nu gå til mit anliggende: Jeg mener, at vi som kristne skal bære Kristus-identitet i en verden fyldt med identitetspolitik. 

Lad mig prøve at uddybe det ved at begynde med et Paulus-quote:

" I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,

 han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

 men gav afkald på det,

tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

 ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors."

(Filipperbrevet kapitel 2, vers 5-8)

Ovenstående citat er jeg skolet i at have en vis skepsis overfor brugen af. Det skyldes måske mest, at skriftstedet er blevet en identitetspolitisk markør for teologi, der, set fra den konservative del af kirken, som jeg selv er en del af, går for langt i at beskrive konsekvenserne; f.eks. at Jesu afkald på det guddommelige i inkarnationen ophæver enhver form objektivitet, og at Gud har udtømt sig i denne verden.

Det skal vi ikke dvæle ved, men jeg mener, at der i dette er en lille åbning mod en smukkere og bedre vej, vi kristne kan forsøge at bevæge os nedad i en tid med stor polarisering. 

Til at hjælpe med at finde denne vej vil jeg gerne introducere to dygtige tyske teologer, som kan hjælpe med at give lidt sprog for det; Jürgen Moltmann (1926-) og Dietrich Bonhoeffer (1906-1945)

Kirken er til for andre

Bonhoeffer er en af mine helte! For ham at se er Kirken til for andre end sig selv. Som Kristus ultimativt var til for andre, skal vi som kristne også lægge vores liv ned for andre. Kirken er til for andre, og altså ikke mod andre. Det synes jeg, at begge sider af kirken i forhold til LGBT+-debatten kan komme til at overse. Og det er en identitetspolitisk afvej – et sted, jeg ikke mener, vi skal befinde os. Bonhoeffer udtrykker i sit digt fra nazifængslet i 1944 Wer Bin Ich, at spørgsmålet om identitet er relativt for os mennesker ud fra relation, situation og kontekst, men at vores sande og dybeste identitet gives af ham, der virkeligt kender os: 

“Hvem end jeg er, du kender mig, din er jeg, o Gud!”

Vi har en identitet, og som kristne kan vi konstatere, at det grundlæggende er Gud, der giver os den. Hvordan den identitet ser ud og skal leves, er så, ifølge Bonhoeffer, at være til for andre.

Identitet og relevans

Teologen Jürgen Moltmann (1926-) har i sin bog The Crucified God (1993) argumenteret for, at kirken befinder sig i en dobbeltkrise; en relevanskrise og en identitetskrise. Hvordan kan den kristne identitet fastholdes imens den kristne teologi kontinuerligt forandres gennem evangeliets fordring til solidaritet med mennesker og involvering i samtidens problematikker? For at beskrive udfordringen, benytter Moltmann samtidige eksempler og lighederne til det ovennævnte eksempel er slående. Begge sider af den kirkelige identitetspolitiske debat om LGBT+ viser identitetskrisen. Den måde, den ene side løser relevansproblematikken, er ved på hælene at stille sig imod – i dette tilfælde pridebevægelsen. Kigger man mod den LGBT-venlige del af Folkekirken slås der her et slag for solidariteten med marginaliserede som, ifølge Moltmann, også vil skabe en identitetskrise – for at holde fast ved Bonhoeffers begreb om Kirken, der er til for den anden, så kan dette netop kun finde sted, hvis der rent faktisk er forskelle mellem Kirken og den anden:

"Where identity is found, relevance is called into question. Where relevance is achieved, identity is called into question."⁰The Crucified God, 1972

Kristus-identitet

Jeg mener, at Bonhoeffer og Moltmann viser os en vej, der helt grundlæggende kalder os og Kirken til at lade være med at stille os ud på de identitetspolitiske fløje, som i øvrigt ikke kan begrænses til højre og venstre. Hvorfor? Fordi Kristus ikke står derude. Han giver os en anden identitet og vender identitetspolitikken om. Han bevæger sig jo netop i skæringsfeltet mellem de forskellige jødiske grupperinger, køn, etniciteter og sociale klasser i sin samtid og viser en langt bedre vej, smertens vej, kærlighedens vej. Kirken skal fastholde og bære en Kristus-identitet, eller en ikke-identitet, i mødet med vor tids identitetspolitik, for at være kirke for andre. Er det ikke også dét, Paulus mener, med at blive alt for alle i 1. Korinterbrev kapitel 9? 

Hvis kirken fortaber sig i de identitetspolitiske spørgsmål, risikerer den at tabe sin identitet. Det har to lige dårlige endestationer: sekterisme og sekularisme. Hverken fastgroet isolation – offentlig eller privat, eller kirken opløst i det ultimative rummelige og næstekærlige samfund har noget som helst med Kristus at gøre. Derfor – lad os nu være tydeligere på vores fælles kristusidentitet som kirke og sætte hinanden mere fri i de identitetspolitiske spørgsmål. 

Hvordan skal det se ud?

Jeg er i gang med at overveje, hvordan denne Kristus-identitet skal se ud. Men jeg har ikke noget svar (endnu). I stedet vil jeg dele nogle afsluttende spørgsmål og tanker, som jeg selv sidder med.

På tæt hold, hvad enten vi stemmer DF eller Enhedslisten, hvad fordrer kristusidentiteten så af den kristne, der møder den syriske flygtning i Brugsen i Bording? 

I en større sammenhæng, hvilken stemme er det, kirken skal have i den offentlige debat, så det stemmer overens med vores Kristus-identitet? 

Når det gælder Priden har jeg, lidt vovet her, lyst til at dele noget jeg faldt over engang. Metodistkirken medvirkede for nogle år siden i Priden med et banner, hvor der stod ”Her kommer de hellige". De lavede selv en reportage fra de medvirkende, der blev spurgt til, hvorfor de går med i Priden. En af deltagerne svarede:

”Jeg deltager ikke i Pride for at provokere, men for at understrege, at alle er velkomne i Metodistkirken i Denmark […] Det er jeg ikke sikker på alle LGBT’ere i København ved: Derfor går jeg med i paraden med bannere, hvor det står på.”

Jeg har aldrig gået med i et prideoptog, og hvorvidt, man skal det, er en debat helt for sig. Men lige den her indstilling. Det smager da lidt af Kristus-identitet, gør det ikke?