Hvem vidste det – at en indianerstamme i USA i begyndelsen af det 20. århundrede hørte til de rigeste mennesker i verden.  

En af Nordamerikas største indianerstammer, Osage-stammen, fik i 1871 overdraget et reservat i Oklahoma. Det viste sig snart, at området var propfyldt med olie. Det medførte ufattelig stor rigdom til indianerne, som udnyttede rigdommen til et i alle måder luksuriøst liv. Men indianerne boede jo i landet med hvide indvandrere, som aldrig gav sig, før de havde fået sidste (blod)dråbe af landets indfødte. Langsomt sugede de således også Osage-indianernes rigdom til sig, så det enestående indianske vellevned i det nyere USA visnede fuldstændigt. 

For nogle år siden skrev den amerikanske journalist og forfatter David Grann en bog om Osage-stammens tragiske historie, med titlen: Killers of the Flower Moon: An American Crime and the Birth of FBI.  

Nu kan man så se en filmisk version af denne anmelderroste bog, Martin Scorseses nye film Killers of the Flower Moon. 

Det er – som det flere gange har været med Scorses film - en alenlang film, tre og en halv time, endda med et kvarters pause undervejs. Og ikke desto mindre er man indfanget fra først til sidst af en i sig selv stærkt medrivende historie, som i filmen leveres kolossalt effektfuld. (Måske med undtagelse af filmens sidste del, hvori retssagen er unødvendig lang og lidt for meget ved siden af historien øvrige tone og stil).  

Vi træder fra starten ind i Osage-reservatet sammen med den unge mand Ernest Burkhart (Leonardo DiCaprio). Han kommer hurtigt i kontakt med sin onkel, William Hale (Robert De Niro), som synes at befinde sig i den allerklogeste og fineste balance mellem hvide og ”røde” i området. Hale taler indianernes sprog, og bakker dem stærkt op, da der med tiden viser sig at opstå flere mystiske dødshændelser i form af sygdomme og måske drab. Burkhart følger naturligvis i onklens spor og bliver gift med en af indianerne. Hvilket i øvrigt var overraskende almindeligt i området – blandede ægteskaber, mellem indianere og ikke-indianere.  

Meget, meget langsomt går det op for seeren, at Hale og Burkhart, og andre, har skjulte dagsordener med deres øjensynligt kloge, sympatiske relationer til Osage-folket. Dagsordener som til syvende og sidst handler om én ting: at rage alt til sig af indianernes rigdom – på bekostning af indianernes liv og levned.  

Historien er rystende i al sin gru. Endnu mere rystende med tanke på, at den ganske nøje afdækker det, der virkelig fandt sted.  

Man forstår meget godt, at en stigende flok i indianerstammen ønsker at trække sig ud af den moderne civilisations liv for at vende tilbage den oprindelige kultur. Men om det kunne have ændret noget som helst, føles højst tvivlsomt. Grusomheden er selvfølgelig forbundet med nogle konkrete, rædselsvækkende mennesker. Men filmhistorien antyder – hvad man kan læse mere om i bogen – at der ud over Hales, Burkharts og andres grumhed, var tale om langt mere omfattende brutalitet, inklusive mord, imod stammen.  

På bunden af linjen sidder man som seer tilbage med følelsen af ikke blot Hales og Burkharts og hvide amerikaneres ondskab, men hele menneskehedens ondskab. Filmen bliver et meget stærkt billede på menneskets fundamentale ondskab, det der i andre sammenhænge kan betegnes med ordet ”arvesynd”. 

Martin Scorsese har leveret flere film med ubehagelig klart blik for dette. Taxi Driver, Raging Bull, Goodfellas, Silence – for at nævne nogle af de film fra ham, der har gjort størst indtryk på mig. Flere af disse film åbner også stilfærdigt for et modtræk til ondskaben. Et modtræk stærkt forbundet med kristendommen, som Scorsese selv kom af, fra katolsk baggrund, med tanker om som ung at gå ad teologi- og præstevejen, men i stedet valgte han filmens vej, med bl.a. mulighed for at bringe noget centralt på spil fra kristendommen.  

Som en Scorsese-kender har sagt det: ” ”Scorseses filmfigurer er åndelige væsener, der bærer rundt på en rastløshed, fordi de ved, at de er syndere med et regnskab, der skal gøres op. Og det kræver ofte, at man må være parat til at gennemgå lidelse for at gøre skaden god igen. Kernen i Scorseses kristendom er, at man skal angre sine synder og gå bodsgang for dem”. (Thomas Aallmann).  

Killers of the Flower Moon bringer ikke - efter hvad jeg har kunnet få øje på - så meget af det med bodsgangen i spil, men syndsvirkeligheden står i hvert fald lysende klar.