Den 7. oktober 2023 blev Israel udsat for et bestialsk og fuldstændig ubegribeligt voldsomt terrorangreb. Terrorister fra den islamiske Hamas-bevægelse trængte ind i Israel og efterlod sig et spor af ikke bare død, men ondskab. Hvis man er i tvivl, skal man bare lytte til Jotam Confinos vidnesbyrd efter han har set den video, det Israelske militær har klippet sammen fra Hamas' egne optagelser. Han beskriver volden, som Islamistisk Stat på steorider. (Pilestræde 25. oktober 2023)

Selv vågnede jeg den lørdag morgen og tjekkede de sociale medier. En præst jeg kender i Sderot havde delt videoer af Hamas-terrorister i de gader, jeg selv har gået rundt i. Det var lige pludselig helt tæt på, og jeg må indrømme, at mine tanker og bønner det meste af dagen kredsede om præsten og hans familie. I de følgende dage udfoldede begivenhederne sig som de gjorde, og verden blev bekendt med massakren til musikfestivalen, hvor unge, festende mennesker, blev majet ned. Flere blev taget som gidsler og lever nu, må man formode, et sted i Gazas mørke tunneller - sammen med mere end 200 andre, fra babyer til bedsteforældre. Ingen er blevet sparet.

Senere responderede Israel militært. Naturligvis, fristes man til sige. I et storstilet angreb har Israel bombet i Gaza og indsat militære tropper i forsøget på dels at befri gidslerne og dels at udrydde Hamas. I skrivende stund bomber de stadig - med tusindvis af civile ofre til følge. Hvor mange vides ikke med sikkerhed, da det er Hamas der kontrollerer sundhedsmyndighederne i Gaza, men læger uden grænser er ikke i tvivl om, at de tal der offentliggøres, ligger meget tæt på virkeligheden. Hvilket ikke er underligt, når man tager befolkningstætheden in mente. Dét tal har lige rundet 9.000.

Og som det altid sker, når volden eskalerer i området, er der mange der har brug for at udtrykke sympati med enten den ene eller anden side. Både politisk og religiøst, og ja, religionspolitisk, om man vil... For når man som jeg har bevæget mig rundt i konservative kristne kredse i hele mit liv, dukker der mange israelske flag op på de sociale medier og de følges som regel af en opfordring til at "stå sammen med Israel" - eller en afart af det. Så mange at man næsten kan komme til at føle sig helt udenfor, når man ikke gør det selv. På den anden side kan jeg se palæstinensiske bekendte bruge bombardementerne i Gaza som løftestang til en retfærdighedsdagorden uden blik for hverken Hamas’ grusomheder eller terror, mens danske politikere tilsyneladende kritikløst går med i demonstrationer, hvor slagord som ”From the river to the sea Palestine will be free” – slagord som åbenlyst kalder på Israels undergang (i øvrigt fint beskrevet af Søren Willemoes i Weekendavisen). 

Samtidig foregår der en massiv kamp om narrativet, og både israelske og palæstinensiske bekendte deler videoer og artikler, som understøtter deres "side" af sagen. Men når man ser og hører om terrorangrebet den 7. oktober, og når man ser og hører om følgerne af bombningerne i Gaza, melder spørgsmålet sig helt naturligt (for mig i hvert fald): Giver det overhovedet mening at vælge side? Bør man, moralsk set, vælge en af de to parter? Er vi som kristne kaldet til at stå med enten den ene eller den anden?

Nej.

Jesus lærer os, at vi skal græde med dem, der græder. Han lærer os, at dem der stifter fred, skal kaldes Guds børn. Han lærer os, at hvis vi søger Guds rige og hans retfærdighed først, så skal alt det andet gives os i tilgift.

Hverken terrorangrebet i Israel eller bombningerne i Gaza er et udtryk for Guds kongedømme. Når en forælder skal begrave sit barn, om det er israelsk eller palæstinensisk, er det aldrig udtryk for Guds retfærdighed.

Det var aldrig det Gud drømte om for sin skabning.

I min optik foregår der en politisering af Gud på begge sider af konflikten – forstået på den måde, at Gud naturligvis står på deres side. Selv eksponeres jeg mest for den ensidige støtte til staten Israel, som kommer fra konservative kristne kredse. Nogle udtrykker sig som at vi nærmest har en pligt som kristne til at støtte op om staten Israel - bl.a. fordi Gud i Bibelen jo har lovet det jødiske folk dette land. At vi som kristne bør støtte op om Guds udvalgte folk. Men når vi politiserer Gud, gør vi ham mindre; når vi vil hævde, at Gud holder mere med Israel end alle mulige andre nationalstater, udvander vi Guds karakter, længsel og mission.

Misforstå mig ikke – jeg er selv zionist: Jeg ønsker virkelig, at det jødiske folk må have en stat og et stykke land, de kan kalde deres eget, hvor de kan søge deres lykke og sikkerhed. Men begrundelsen for dét, finder jeg ikke i bibelske profetier om ét bestemt stykke land i Mellemøsten, men i at de er mennesker som du og jeg, fordi de er skabt og bærer Guds billede på lige fod med alle andre. Og fordi jeg kunne ønske det samme for palæstinenserne, for kurderne, for romaerne, rohingyaerne og alle de andre cirka 15 millioner statsløse mennesker i verden. (Om landet Israel og profetier kan du læse om i en senere artikel.)

Har Jesus så en holdning til situationen i det landområde, han selv har gået i? Det tror jeg. Han græder, tror jeg – og så er han vred! Flintrendes rasende over den uretfærdighed det udspiller sig.

Det tror jeg, at han er, fordi det evangelium, han kom med, også er politisk. Det inviterer os til at se verden og vores samfund i et helt nyt perspektiv, ja, sætter både undertrykkeren og den undertrykte i frihed til at leve et helt nyt liv. Et forvandlet liv. I en ny virkelighed.

En virkelighed, hvor Messias - kongen - udråber et nådeår for Herren! En virkelighed med et evangelium, som har praktiske konsekvenser for det samfund, det forkyndes ind i.

Da Jesus besøger synagogen i Nazaret (Lukasevangeliet kapitel 4) og læser højt fra Esajas' Bog om slaverne, der skal frigives, om det gode budskab til de fattige og om, at de undertrykte skal sættes i frihed, så forkynder han netop det, som vi i dag har så svært ved at forstå:

Et evangelium, som ikke er politisk, er slet ikke noget evangelium.

Her skal ”politisk” naturligvis ikke forstås i snæver forstand som lovgivning, politiske partier eller regeringer. Men politisk i bred forstand - hvordan vi, både som individer og som kirke, navigerer i den verden, vi alle er en del af. Evangeliet vil mere med os en blot omrokere vores mentale møbler.

At evangeliet er politisk, betyder ikke, at vi skal indføre teokratiet som formel styreform. Det betyder heller ikke, at vi kan slå op i Bibelen og finde svar på, hverken hvordan vi skal indrette vores samfund, hvordan den økonomiske politik skal sættes sammen, hvor mange flygtninge vi skal tage imod eller hvordan vi konkret skal agere i forhold til konflikten i Israel/Palæstina.

Men når Gud igen og igen - ikke bare formaner, men befaler, at vi skal tage os af enkerne, de faderløse, de fattige og fremmede; når Jesus helt tydeligt erklærer, at med hans komme er Guds kongerige kommet nær til mennesker, så fortæller det os, at Gud ikke blot er interesseret i at frelse os åndeligt.

Gud vil genoprette sit skaberværk, og en del af denne genoprettelse griber ind i den politiske virkelighed. Så spørgsmålet er ikke, om evangeliet er politisk. Spørgsmålet er, hvordan er det politisk?

Svaret på dette spørgsmål finder vi ikke kun i, hvad vi tror på, men også i, hvordan vi udlever denne tro. Gud har en drøm og en længsel for sin skabning, og det er blandt andet kirkens og den enkelte kristnes opgave at give kreative og modige svar på, hvordan denne drøm kan blive til virkelighed.

Ikke ved at søge efter magtpositioner i samfundet, men fordi kirkens folk skal tale samfundets magthavere imod, når Gudsrigets etik trædes under fode. Uanset hvem der gør det.

Naturligvis er det kirkens opgave at forkynde Guds kærlighed, syndernes forladelse og invitationen til et nyt liv i fællesskab med ham, men det er i lige så høj grad kirkens opgave at være en profetisk røst ind i samfundet, som tager parti for den svage og står op imod uretfærdigheden.

For Jesus er både verdens frelser og verdens herre!!!

Det første er vi fortrolige med. Og det er fantastiske nyheder! Det andet gør mere ondt, for når Jesus er min herre, betyder det også, at han er en autoritet. Det er ikke længere blot min egen vilje, der gælder. Et tydeligt eksempel på dette er Fadervor, som heldigvis er børnelærdom for mange i vores samfund.

For mange er Fadervor af flere årsager en hjørnesten i tros- og bønslivet. Vi beder den måske så ofte, at vi ikke lægger mærke til, hvad vi egentlig beder om. Men vi beder om, at Guds vilje må ske. Ikke bare ”i himlen”, men også ”på jorden”. Altså her og nu. Ikke engang ude i fremtiden. Men nu! I dag og i morgen. Mandag til søndag.

Når vi beder om, at Guds vilje må ske, står Guds vilje og vores vilje måske-måske ikke i kontrast til hinanden. Men Fadervor fortæller mig noget om, hvor gennemgribende og langt mere radikalt Jesus forestiller sig situationen. Jesus fortæller os, at vi skal bede om, at Guds vilje skal ske på jorden! Ikke noget af den. Ikke det, vi synes kan lade sig gøre. Ikke det, som med menneskelige øjne synes rimeligt. Ikke bare det, som jeg har tro for. Men hele Guds vilje. På jorden. Jesus fortæller os med Fadervor, at Gud ikke bare har planer for os engang ude i fremtiden, når han igen sætter sine fødder på den jord, han selv har skabt. Nej, han har planer for os nu! Gode planer! Og han inviterer os til at tage del i disse gode planer og være med til at udfolde dem i den verden, vi lever i og det samfund, vi er en del af.

I filmen Evan the Almighty får en helt almindelig mand besked på at bygge en ark af bibelske proportioner. Det skaber en del frustration hos hans hustru og en dag møder hun Gud, der arbejder som tjener på en bistro. Gud spilles af venlige Morgan Freeman, der med dyb stemme siger følgende om bøn:

Hvis nogen beder Gud om at give dem tålmodighed, tror du så Gud giver dem tålmodighed – eller giver han dem mulighed for at udvise tålmodighed? Hvis de beder om mod, giver Gud dem så mod, eller giver han dem mulighed for at udvise mod? Hvis nogen beder om, at Gud at skabe sammenhold i deres familie, zapper Gud dem så med varme følelser for hinanden, eller giver han dem mulighed for at elske hinanden?

Bønnen, ske din vilje, som i himlen således også på jorden, er en mulighed.

Når vi beder denne bøn, lægger vi ikke blot vores egen vilje over i Guds hænder, men vi stiller os også på samme tid til rådighed og påtager os et ansvar for, at det bliver sådan. Påtager os et ansvar for ikke at lukke vores øjne for denne verdens nød og uretfærdighed. Påtager os et ansvar for at elske, ligesom Jesus elsker os.

Når Guds vilje kommer nær - også på jorden - så må vores vilje bøje sig mod hans. Og vores erkendelse bøje sig mod hans. 

For når jeg beder denne bøn, anerkender jeg en anden virkelighed, hvor langt mere kan lade sig gøre. En virkelighed, hvor lamme kan gå, blinde kan se, hvor stumme kan tale, og døde bliver levende igen. En virkelighed, hvor sultne bliver mætte, og hvor alle våben smedes til plovjern. En virkelighed, hvor kærligheden er så påtrængende, at den ikke kan afvises.

Derfor tror jeg heller ikke, at vi som kristne er kaldede til at tage parti for den ene eller den anden part. På bekostning af andre. Hverken sympati eller barmhjertighed er et nulsumsspil. Som kristne er vi kaldet til at ligne Kristus, og mere end noget andet bragte Kristus os håb.

Så hvor end der er uretfærdighed, hvor end barmhjertighed ikke synes at være en mulighed og når død, mørke og ødelæggelse synes at sejre – dér er vi kaldet til at være Kristus-efterlignere og bringe liv og lys og kærlighed og opstandelseshåb. Lige dér er vi kaldet til at vade ind og frygtløst proklamere: Komme dit rige!

Lad dét være målestokken for vores reaktion. Lad dét være målestokken for vores bøn. Lad dét være målestokken for vores opslag på sociale medier. Lad dét være formende for vores hjerter.