Asger Højlund er uddannet sinolog fra Aarhus Universitet

Som dynastiernes cykliske opstigninger og forfald, har kristendommen i Kina gennem historien været genstand for markant med- og modgang ofte sammenfaldende med Kinas svingende velvilje over for oversøisk indflydelse. Brutale forfølgelser har gang på gang afløst ekstatiske vækkelser. Således har kristendommen siden Mao-æraens ophør gennemgået en eksplosiv vækst i Kina, som i disse år på ny trues af præsident Xi Jinpings bestræbelser på at undertvinge enhver røst, der kundgør magter, som står over ham selv og kommunistpartiet. 

Den spæde begyndelse

De første håndgribelige tegn på tilstedeværelsen af en kristen kirke i Kina stammer fra 600-tallet under det relativt tolerante og åbne Tang-dynasti. Mod slutningen af dynastiet blev de fremmede impulser dog for meget for kejseren, og i 841 blev en kampagne, der ledte til omfattende forfølgelser af buddhister, kristne, zarathustriere og manikæere, iværksat. Under det mongolske Yuan-dynasti fra 1271 til 1368 oplevede kirken efter flere århundreders udpinthed en kortvarig og begrænset opblomstring, der skulle vise sig at blive afløst af det mere xenofobisk anlagte Ming-dynastis undertrykkelse af kristendommen. Den kristne kirke var hæmmet af Ming- og sidenhen Qing-dynastiets overbevisning om, at kristendommen var uforenlig med det hjemlige konfucianske og daoistiske tankegods. Til trods for at kristne i det store hele var forhindrede i at udøve mission i blandt den kinesiske befolkning, fik flere generationer af især jesuitiske missionærer fremtrædende roller i Ming- og Qing-dynastiernes hoffer som lærde i medicin og astronomi. 

Opiumskrigene og Bokseropstanden

Efter Opiumskrigene i midten af 1800-tallet tvang en række europæiske lande sig først adgang til flere havnebyer og siden hele Kinas indland ved de første af en række traktater, der underminerede kejsermagtens myndighed. Katolske og protestantiske missionærer kunne nu under beskyttelse af deres hjemlande etablere kirker, skoler og hospitaler overalt i Kina. Det fik vidtrækkende konsekvenser. Kinas første egentlige kristne vækkelse spredte sig som en steppebrand og ledte ad omveje til en af de blodigste borgerkrige i verdenshistorien, da en millenarisk kristen sekt anført af Hong Xiuquan, der proklamerede sig selv som Jesu genfødte lillebror, forenede Sydkina og truede Qing-administrationen med udslettelse under det, der siden er blevet kaldt Taiping-oprøret. Selvom oprøret til sidst blev slået ned af Qing-imperiets hær bistået af engelske og franske soldater, havde den religiøse og kulturelle omkalfatring, der ledsagede europæernes indtog i det årtusinder gamle rige, allerede sået et udbredt mishag til kristendommen i store dele af den kinesiske befolkning. I år 1900 kulminerede utilfredsheden i Bokseropstanden, da titusindvis tilhængere af en hemmelig religiøs bevægelse, i Europa kendt som bokserne, gik til angreb på Europæiske kirker og skoler og slog mange tusinde kinesiske konvertitter ihjel. Denne gang blev optøjerne slået ned af en bred koalition bestående af forskellige europæiske lande og Japan, og Qing-administrationen, der havde valgt boksernes side, måtte endnu engang skrive under på en traktat, der gav de fremmede magter en lang række indrømmelser.

Republikken

Ved århundredeskiftet var Kina en svækket statsmagt med en drænet statskasse og en befolkning plaget af borgerkrig og udbredt opiatafhængighed. I lyset af de mange sviende nederlag, der havde udstillet det tilbagestående kinesiske samfund, igangsatte den kinesiske intelligentsia en reformbevægelse, der fandt inspiration i de europæiske landes politiske systemer. Flere prominente politiske reformatorer i denne periode var uddannet i Vesten og konverteret til kristendommen. En af dem var Sun Yat-sen, en meget berejst kristen konvertit fra en ydmyg baggrund i det sydlige Kina, der både i Kina og Taiwan bliver betragtet som det moderne Kinas landsfader. Efter Xinhai-revolutionen og kejserdømmets afvikling blev han den første præsident af den nyoprettede kinesiske republik i 1912.

Kommunismens indtog

De første årtier efter 1912 blev lige så tumultariske som de sidste årtier af Qing-dynastiet med lokale krigsherrers hærgen i store dele af Kina, kampen mod japansk imperialisme og en langvarig borgerkrig mellem interne politiske fraktioner. Versaillestraktaten af 1918, der lod hånt om Kinas bistand til entantemagternes krigsindsats, såede på ny en stærk mistillid til Vesten, og kommunismen fik bl.a. på den baggrund vind i sejlene. Da kommunisterne trak sig sejrrige ud af kampen mod Nationalistpartiet og i 1949 oprettede Folkerepublikken Kina blev kimen lagt til en længere nedgangstid for den kristne befolkning i Kina. Ikke ulig tidligere kinesiske styrer søgte Kinas Kommunistiske Parti (KKP) at regulere befolkningens religiøse affærer. Der var ikke i første ombæring tale om et direkte forbud mod Kristendommen, så længe man som kristen meldte sig ind i en af to statssanktionerede kristne organisationer: den protestantiske kirke med det lidet mundrette navn Den Patriotiske Tre-Selv-Kirke, og den katolske pendant, Den Katolske Patriotiske Kirke, der hverken dengang eller nu anerkender Pavens myndighed. Selvom staten aktivt promoverede ateisme iblandt befolkningen, var det ikke før Kulturrevolutionen, der rasede fra 1966-76, at al religion i praksis blev bandlyst, og kristne måtte gå under jorden. Bibler blev brændt, kirker og kristnes hjem plyndret, mistænkte troende blev udsat for de ydmygende kampsessioner og i flere tilfælde fængslet og tortureret. 

Eksplosiv vækst

De evige pendulsvingninger, der har præget kristendommens modtagelse i Kina over næsten halvandet tusind år, skulle dog vise sig at være nået til et grufuldt yderpunkt og ville snart samle momentum i den modsatte retning. Maos død i 1976 og den derpå følgende opblødning af det kinesiske samfund skabte grobund for et religiøst vårbrud, der ikke synes at have aftaget i styrke siden. Især protestantismen har de seneste 40 år oplevet en fremgang uden fortilfælde, der har fået eksperter såsom professor i sociologi fra Purdue University Fenggang Yang til at spå, at Kina inden for en generation bliver verdens største kristne land. Pew Research Center anslog i 2016, at der er 67 millioner kinesiske kristne, og i 2018 opgjorde kinesiske myndigheder det antal til 44 millioner. Forskellige internationale kristne organisationer har endda vurderet, at der i disse år befinder sig over 100 millioner kristne i Kina. Der er generelt enighed om, at den største vækst foregår i de såkaldte husmenigheder, som modstår indlemmelse i de nu to godkendte protestantiske kirker Tre-Selv-Kirken og Kinas Kristne Råd, og dermed i princippet udgør en ulovlig religiøs praksis. En del af usikkerheden i de ovennævnte estimater skyldes det forhold, at mange kristne frekventerer både de statsgodkendte kirker og husmenighederne, der endda i enkelte tilfælde afholder gudstjenester i samme bygning. Ordet “husmenighed” er på den måde en smule misvisende, da der ofte er tale om ganske store kirkebygninger, der åbent skilter med deres funktion.

Længe var det tilfældet, at de kinesiske myndigheder i vidt omfang tolererede de kristne menigheder, der havde søgt under radaren, men ikke gjorde mere væsen af sig. Selv i perioder hvor uighuriske muslimer, tibetanske buddhister og den daoistiske Falun Gong-bevægelse var udsat for massiv undertrykkelse. Sinolog Robert Weller fra Boston University har om myndighedernes tilgang til de ulovlige husmenigheder skrevet: “Det er som om embedsmændene lader som om de ikke kan se, så længe [de kristne] lader som om, de ikke bryder reglerne.” 

Situationen i dag

Det billede har ændret sig markant, siden Xi Jinping tiltrådte som præsident i 2013. Den største kursændring har fundet sted siden 2018, hvor en række tilføjelser til den kinesiske lovgivning om regulering af religiøse affærer trådte i kraft. I lovteksten lyder det blandt andet, at den tjener til at “inddæmme ekstremisme og værne mod infiltration”, og netop frygten for udenlandsk infiltration har genlydt i Xi’s taler til de to seneste såkaldte nationale religionskonferencer i 2016 og 2021. I den seneste af de to tilskyndede han også til mere overvågning og kontrol af religiøse aktiviteter på internettet samt en mere gennemgribende integration af religion og kinesisk socialisme. Al religion skal sinifiseres (gøres kinesisk), mao. skal religiøse ledere i Kina først og fremmest være loyale over for partistaten, og dennes ideologi vejer i alle forhold tungere end religiøse dogmer. Under de dynastiske styrer blev kristendommen målt op mod især konfucianisme, nu har socialisme med kinesiske fortegn overtaget pladsen som ideologisk rettesnor, men kristendommen bliver fortsat behandlet som et fremmedlegeme, der truer med at undergrave kinesisk kultur og samfund. Og den skærpede retorik er ikke blot varm luft. Ifølge Bitter Winter, et magasin der dækker religionsfrihed og menneskerettigheder i Kina, blev over 100 kristne kirker og mødesteder lukket ned af de kinesiske myndigheder alene i 2020. Nogle med den begrundelse at deres tilladelser var udløbet, nogle fordi de var placeret for tæt på skoler og børnehaver og andre af bekymring for smittespredning under pandemien. Organisationen International Christian Concern, der kortlægger forfølgelser af kristne globalt, rapporterer om politiransagninger og arrestationer i adskillige østkinesiske kirker. Som en del af sinifiseringsprocessen bliver menigheder bedt om at erstatte kirkernes kristne motiver med portrætter af Xi Jinping og at synge nationalhymnen før anden salmesang til gudstjenester. Hvad forklarer denne relativt bratte kursændring over for de kinesiske kristne?  

Land og by

I modsætning til andre religiøse grupper, der hidtil har været udsat for den hårdeste undertrykkelse i Kina, tibetanske buddhister og uighuriske muslimer, tilhører de senere årtiers kristne konvertitter ikke noget etnisk mindretal. Uighurer og tibetanere er på landsplan relativt små etniske minoriteter, men udgør majoriteten i hver sin kæmpemæssige provins i det vestlige Kina. Den seneste bølge af kristne vækkelser, derimod, har skyllet ind over Kinas gamle kerneland, og har ramt almindelige han-kinesere (betegnelsen for den kinesisk-talende etniske majoritet i Kina) i blandt eliten i landets største byer. Denne demografiske forskel har i udgangspunktet været til de kristnes fordel, da de ikke har været genstand for kommunistpartiets hårdnakkede forsøg på at kvæle separatistiske bevægelser. De kristne har dog vist sig at udgøre en anden form for trussel, der formentlig er en stor del af forklaringen på, hvorfor de nu oplever tiltagende forfølgelser fra myndighederne. 

Husmenighederne havde i 80erne og 90erne held til at brede sig på landsiden i østlige provinser som Anhui, Zhejiang og Henan, under det der i Kina bliver kaldt kristendomsfeberen. Disse kirker nyder i dag primært tilslutning blandt kvinder, ældre og lavtuddannede og bærer for en stor dels vedkommende præg af pinsebevægelsen med deres karismatiske gudstjenester, der betoner den følelsesmæssige erfaring af Gud. I fraværet af en højerestående autoritativ instans inkorporerer kristne på landet i nogle tilfælde også indfødte religiøse praksisser i en kristen teologisk ramme og bevæger sig af og til i mere sekteriske retninger som Østlig-Lyn-Sekten. 

I storbyerne har der imidlertid været en parallel teologisk udvikling over især de sidste tyve år, der har givet husmenighederne her et mere intellektuelt og politisk-aktivistisk tilsnit. 

Det spæde internet, der endnu ikke havde tiltrukket sig censurapparatets fulde opmærksomhed, gav i årene efter årtusindskiftet kristne missionærer et direkte talerør til den bredere kinesiske befolkning. Stephen Tong, der er blevet kaldt Østens Billy Graham, udnyttede til fulde dette vindue inden den såkaldte Great Firewall of China fik sat en effektiv stopper for uønsket ideudveksling på de kinesiske servere. Han voksede op i Kinas Fujian-provins, hvor han som 15-årig blev kristen. Herefter flyttede han til Indonesien, hvor han efter endt uddannelse på et præsteseminarium grundlagde den største kirkebevægelse i Sydøstasien, Indonesiens Reformerede Evangeliske Kirke. Tong rettede fra begyndelsen af halvfemserne blikket mod fædrelandet, idet han producerede et væld af prædikener og teologisk undervisningsmateriale, først i form af kassette- og vhs-bånd og siden digitaliseret, der blev spredt vidt og bredt i Kina og skabte et alternativ til de statsstyrede præsteseminarer. Stephen Tong og andre reformerede prædikanter fra især den kinesiske diaspora og Sydkorea har affødt en urban kirkekultur, der ifølge Jie Kang, professor ved Max Plancks Instituts Afdeling for Religiøs Diversitet, bærer præg af den calvinske lære og lægger vægt på grundig teologisk oplæring, strømlining af doktriner og en klar organisatorisk struktur. I modsætning til de erfaringsorienterede pinsekirker, der tidligere dominerede det kinesiske kirkelandskab, er de calvinske husmenigheders teologiske didaktik meget litterær, og der udgives en stor mængde skriftligt materiale, som udlægger bibeltekster og oplærer sognebørnene i kristen livsførsel.

Politisk engagement og opposition til statskirken

En anden ting, der generelt adskiller de calvinske kirker fra de landlige pinsekirker, er deres ofte bramfri politiske engagement. I en udvikling, der vækker mindelser om den tidlige republikanske periode, har de urbane husmenigheder virket som et trækplaster for den reformvenlige kinesiske intelligentsia. Prominente forfattere, lyssky partimedlemmer, professorer og de såkaldte laoban jidutu (boss-kristne), kristne direktører af større virksomheder, er at finde blandt kirkegængerne i byerne, og flere af de større husmenigheders præster har markeret sig som oppositionelle røster i den kinesiske samfundsdebat. 

Sent i August 2015 blev manifestet En bekræftelse af Vores Holdning til Husmenigheder: 95 teser lagt op på det kinesiske internet og modtog mange tusinde klik over de næste 6 måneder, før det blev fjernet. Manifestet er forfattet af præster fra Chengdu-menigheden Tidlig Regn Reformerede Kirke og opridser den kinesiske kirkes rette position i forhold til staten, som forfatterne ser den. Med samme teologiske ild som i Luthers berømte forlæg forkastes Tre-Selv-Kirken som en falsk kirke, og de troende opfordres til troligt at leve i overensstemmelse med sandheden og deres samvittighed. En af hovedforfatterne er den tidligere juraprofessor Wang Yi, der udover sit daglige virke som præst i Chengdu-menigheden har markeret sig som klummeskribent og blogger i den sekulære presse. I december 2018, samme år som stramningerne af religionsloven trådte i kraft, blev Wang Yi og 100 andre medlemmer af menigheden arresteret. Wang Yi aftjener i øjeblikket 9 års fængselsdom, mens flere af hans familiemedlemmer er blevet placeret i husarrest på ubestemt tid. Wang Yi’s eksempel er langt fra unikt, og man ser samme religiøst motiverede politiske og sociale modstand fra andre kristne i Kina.

En bevægelse der er kendt som weiquan-advokaterne eller de rettighedsbeskyttende advokater, der tæller et uforholdsmæssigt stort antal af kristne, har de sidste tyve år åbent kritiseret kommunistpartiet og kæmpet for forskellige borgergruppers rettigheder i retssager mod den kinesiske stat. Ofte pro bono og med store private omkostninger. Således er kristne weiquan-advokater som Li Heping, Zheng Enchong, Gao Zhisheng, Chen Guangcheng, Zhang Kai, Li Boguang, Guo Feixiong og Li Subin enten tidligere eller aktuelt fængslet, under husarrest, forsvundet, tortureret af politiet, flygtet til udlandet eller i Li Boguangs tilfælde død under sin domsafsoning. 

Li Qiaochu, en kristen feminist, der har været en af de mest fremtrædende drivkræfter bag den kinesiske metoo-bevægelse er aktuelt fængslet. Ifølge venner og familie vansmægter hun under kummerlige forhold.

De senere års forfølgelser af kinesiske kristne følger en generel tendens til ideologisk strømlining under Xi Jinpings ledelse. I kommunistpartiet har Xi samlet magten om sig i et omfang, som man ikke har set fra nogen kinesisk statsleder siden Mao Zedong. Tilsyneladende forsøger han også at genskabe Maos personkult. Studier af “Xi Jinpings tanker” er blevet gjort obligatoriske på flere universiteter, og der produceres ivrigt bøger, sange og dansekoreografier til hans ære. Internetmemes, der pointerer Xis fysiske lighed med Peter Plys, bliver bortcensureret, og i nogle tilfælde er afsenderen blevet straffet. Xis forfængelige magtfuldkommenhed tåler ikke kritiske røster og da slet ikke røster, der sætter Gud over Xi og partiet. Kristendommen udgør en potent udfordring for Xi Jinping, fordi den giver almindelige han-kinesere et værn mod partiets politiske sindelagskontrol. Kinesiske kristne har i vidt omfang valgt at søge ind i de ulovlige husmenigheder frem for de statssanktionerede kirker. Det vidner om en udbredt længsel efter fællesskaber, der ikke er dikteret af partiets allestedsnærvær.