Kan der virkelig skrives mere om Barbie? Helt ærligt, det spørgsmål stillede jeg mig selv flere gange, inden jeg endelig fik sat mig til tastaturet for at forfatte denne anmeldelse/kommentar/whatever. For boy oh boy, hvor har Greta Gerwig dog fået sat ild i tastaturerne med sin nyeste film, Barbie! 

Det føles som om, at samtlige anti-woke-krigere, kulturskribenter, meningsdannere, feminister og debattører med respekt for sig selv har følt sig forpligtet til at hive en eller anden halvbagt mening ud af ærmet kørt hjem af så overfladiske analyser, at enhver 10. klasses dansklærer ville korse sig, hvis det skete i deres timer. Alt sammen for at forklare os dødelige, hvordan Barbie er enten for meget XX eller for lidt. Den er for feministisk. Eller for lidt. Eller for mandehadende. Eller ikke mandehadende nok. Eller for kapitalistisk. Eller…

Personligt var jeg ved at smide håndklædet i ringen, da jeg læste en komparativ analyse mellem Barbie og Bibelens skabelsesberetning i Soundvenue – come on, altså! Så er der ikke mange vinkler tilbage til en stakkels semperskribent.

Men hvad gør man så, når man har lovet at skrive noget begavet om en film, der allerede er skrevet alt for meget om? Jeg kunne vælge at stoppe her og konstatere; jeg har ikke noget fornuftigt at bidrage med… 

Men nu har jeg jo din opmærksomhed. Og når nu, jeg er blevet spurgt, så ville det jo være uhøfligt, hvis jeg ikke lige fik forklaret dig (endnu engang), hvad du skal mene om Barbie. For selvfølgelig har jeg en mening. Jeg er jo en mand:

Please, læg dine kulturkritiske briller fra dig for en stund. Hop med på legen. Og nyd Barbie for det, den er – en virkelig sjov komedie om kvinder, mænd og det smukke, komplicerede, ordinære liv, vi alle prøver at finde en farbar vej i. 

En labyrintisk leg med vores fordomme 

Der er noget fascinerende over, hvordan denne pinke drøm af en film, nærmest tvinger os til at have en ’mening’ om den. En mening, der går udover; ”den var sjov” (hvilket den er). Eller ”den er fyldt med gode skuespilspræstationer” (hvilket den er). Eller ”den er flot filmet, scenografien er for vild og historien er virkelig original!” (hvilket den er!).

Alt det, der normalt er filmanmelderens metier at sige noget om eller vurdere en film ud fra, har vi nærmest kollektivt valgt at skubbe til side for i stedet at kaste os ud i blodige diskussioner om feminisme, kropsidealer, mandehad, patriarkatets sammenbrud eller kapitalismens sejr. Og det giver god mening, for Barbie kalder på en reaktion. Ja, den nærmest lokker dig ind i den.

Allerede fra filmens første scener smadrer Barbie bogstaveligt talt løs på alle forestillinger om kønsroller og kefale-strukturer i en fantastisk pastiche over introen til 2001 Space Odyssey, hvor Barbie som en anden alien træder ind i verden for at lære piger, at de kan blive lige præcis det, de drømmer om. Ud med de patriarkalske babydukker, der må knuses sammen med samfundets undertrykkende forventning om, at alle kvinder er ’mødre’. Ind med de smaltaljede højesteretsdommere, astronauter og præsidenter! Så får vi paradis på jord! Who run the world?

Kan du mærke det? Trangen til at mene noget? Ellers kommer det sikkert nu. For i det paradisiske Barbieland, hvor (næsten) alle kvinder hedder Barbie og holder girls night hver aften, er der ingen sorg, ingen savn og masser af glæde. Barbie har fikset patriarkatet og lært alle kvinder, at de kan blive præcis, hvad de vil - så er der kun tilbage at holde en kæmpe lyserød fest! Hver dag. Ken (barbiedukkens fesne ascessory af en mand) har derimod kun én opgave: beach. Han skal vitterligt bare stå på stranden. Og han er ikke velkommen til girls night!

Uhh, det kribler i dig nu, gør det ikke? For at komme med en hidsig kommentar om mandehad eller det absurde i, at Margot Robbie, der har en fest i rollen som ’Stereotypical Barbie’, igen igen stilles frem som det ultimative skønhedsideal, mens hun går bekymringsfrit gennem verden som en anden hvid ’karen’ uden sans for kropskam, tykfobi eller de udfordringer, denne verdens minoriteter og kvinder rent faktisk døjer med hver eneste dag?

Hold your horses!

Vi er ikke engang ti minutter inde i filmen endnu, og Barbie har rent faktisk mere at sige, hvis vi tør hoppe med på legen!

For måske er det slet ikke Greta Gerwigs mission at fortælle, hvordan mænd er nogle fesne vatpikke, der bare skal kues under matriarkatets vælde? Eller at alle kvinder skal ligne ’Stereotypical Barbie’ for at være smukke?

Nej, det er en helt anden – og virkelig sjov – mission, vi inviteres med på. En mission, der starter, da Barbie rammes af appelsinhud, dødsangst og flade fødder. Den paradisiske status quo-tilstand er i fare, og hun må drage ud i den virkelige verden for at finde det menneske, som leger med netop hende (ja, alle Barbiedukker har åbenbart sådan en. Hvordan det lige går op, skal du ikke hænge dig for meget i), hvis ikke hun vil ende sine dage som ’Weird Barbie’ med rynker, mærkeligt hår og deprimerende tanker om livets korthed.

Det bliver startskuddet til en fantastisk sjov rejse, hvor Barbie hurtigt lærer, at der skal mere end en dukke til for at befri kvinder fra samfundets åg af kvindeundertrykkelse, sexisme og forskruede forventninger. I en herlig scene bliver hun nærmest overfaldet af en gruppe teenagepiger, som kan forklare hende, hvordan hun i virkeligheden er et kapitalistisk og sexistisk stykke lortelegetøj, der installerer et ødelæggende kropsideal hos piger. Hun er problemet – ikke løsningen! Av min arm, så er det ikke rart at være ’Stereotypical Barbie’ og se ud som Margot Robbie.

Hvad der sker herfra, er egentlig ikke relevant for min pointe. Men det involverer et fortryllende musicalnummer med Ryan Gosling i centrum som forsmået og afvist ’Ken’. Will Ferrell i storform som kildekampsdrømmende CEO for Mattel. En fantastisk montage over de mange måder, man kan distrahere mænd (hvoraf en bl.a. handler om at få os til at forklare ting – ups…). Og en hel del mere.

Nej, skal vi forstå Barbie og den mission, Greta Gerwig er på, er det en lille undseelig udveksling mellem Barbie og en ældre dame på en busholdeplads, der er kernen. Denne udveksling, der uden tvivl er filmens smukkeste scene, og som Greta Gerwig også selv har kaldt ’filmens hjerte’, bidrager egentlig ikke med noget essentielt til handlingen og kunne nemt være røget i et klipperum. 

Men lige her, midt i et komisk sammenbrud over verdens kompleksitet, appelsinhud og sin egen glittede virkeligheds kollaps, kigger Barbie op og får for første gang øjenkontakt med hverdagslivets ordinære skønhed i form af en ældre dame (vidunderlig cameo af den 91-årige oscarvindende kostumedesigner Ann Roth), der udstråler levet liv i al sin glans, hvortil Barbie ikke kan andet end at konstatere: ”Du er smuk.” 

Dét er hjertet af Barbie og den mission, Greta Gerwig er på: At få os til at smile, grine og glædes over livets kompleksitet og appelsinhud. Og helt ærligt – det kan vi vist alle trænge til at blive mindet om!

Kan du stadig mærke raseriet?

Men Morten – skal jeg virkelig bare lade mit raseri forstumme? Det er sikkert en fin morale, men du skal ikke bilde mig ind, at det her ikke også er et feministisk projekt, hvor vi tvangsindlægges til endnu en prædiken fra Woke-Hollywood om mænds tyranni, kvinders ufejlbarlighed og moderrollens indsnævrende bånd! Kan du slet ikke se, hvordan de er i gang med at ødelægge familien, gøre ’manden’ til et identitetsløst bløddyr og rive alle de kulturelle stolper ned, vores vestlige samfund er bygget på?

Eller måske er du mere til at rase lidt over den uhellige alliance mellem hvid middelklassefeminisme og kapitalisme?

Hvordan Barbie bare er en reklame for det mondæne forstadsliv, hvor vi nok siger, at kvinden skal frigøres fra patriarkatet og samfundets forskruede skønhedsidealer, men det er jo stadig Margot Robbie, vi giver alle hovedrollerne til. Og hvis pointen i sidste ende er, at vi ikke skal brænde patriarkatet ned, men stiltiende finde os i det, mens vi tjener kapitalen og trøster os med, at livet er smukt i al sin kompleksitet, er det så godt nok? Skal vi virkelig bare droppe idealerne, vreden og revolutionen? 

Det kan også være, du falder i grøften sammen med mig, hvor du raser over, at Barbie bare er endnu en hyldest til modernismens individualisme og tanken om, at livet i sin essens handler om at frigøre sig fra alle samfundets normer og fællesskaber for at realisere sit eget potentiale og være (k)enough i os selv. At fællesskaber og relationer grundlæggende bare er nice-to-have accessoires, der skal bære med på hvert vores individuelle livsmål – men sørg for at skille dig af med dem i det øjeblik, de begynder at koste tid, energi og kærlighed, for den skal du jo bruge på dig selv og din egen rejse!

Hop med på legen!

Jeg overgiver mig. Hvis det er sådan, du har det efter at have set Barbie, er der ikke noget at gøre. Vores oplevelser er trods alt subjektive. Men jeg vil gerne udfordre dig alligevel. For bliver det ikke lidt frelst og korstogsagtigt at forlange af Barbie – en komediefilm – at den skal tale Sandhed med stort S om livets essens og vores samfunds mange forskellige stridigheder og problemer? At den skal lande som en alien fra en anden verden, smadre patriarkatet, frigøre alle kvinder og løse alle vores problemer?

Måske er det nok, hvis Barbie kan lykkes med at underholde os, sætte nogle tanker i gang og lader os gå opløftede fra sofasædet med en fornemmelse af, at livet er smukt og kompliceret i al sin ordinære glans? 

Måske er det ok, hvis vi i to timer, bare to timer, smider vores kulturkritiske briller? Måske er det ligefrem gavnligt, hvis vi for en stund (gerne længere) dropper idéen om, at jeg og mine meningsfæller har gennemskuet Sandheden, og hvis ikke Barbie kan bekræfte mig en-til-en i mine holdninger, så er det partout en dårlig film eller et propagandaprodukt for mine modstanderes sag.  

Min klare anbefaling vil være, at du og jeg i stedet springer ned fra vores høje heste og nyder, hvordan Greta Gerwig med Barbie har skabt en virkelig sjov og original komedie, hvor kulturkamppladsens idéer og stridspunkter forvandles til en eventyrlig leg fyldt med sjove betragtninger og satiriske stikpiller til skyttegravskrigerne. 

Den er langt fra perfekt, og hvis Semper var et magasin, der gav stjerner, ville den næppe få topkarakter (men tæt på!).

Når den bevæger sig væk fra komediens terræn og prøver at sige noget meningsfuldt om livet og kulturen føles det til tider også halvbagt, kedeligt og en smule prædikende, hvilket særligt i den sidste del af Barbie får dig til at rode efter mobilen for at stemple ind i kulturkrigen igen (Eller bare se nogle reels. Sådan har vi hver vores overspringshandlinger). 

Men jeg vil gerne give den topkarakter for det, den er bedst til: At få mig til at grine, smile og tro på, at livet kan være både sjovt, smukt og eventyrligt. Og det må simpelthen være nok.